Buddenbrooks. Verfall einer Familie
Tony sonnte sich, sie badete, aß Bratwurst mit Pfeffernußsauce und machte weite Spaziergänge mit Morten: den Chausseeweg zum Nachbarort, den Strand entlang zu dem hoch gelegenen »Seetempel«:, der eine weite Aussicht über See und Land beherrschte, oder in das Wäldchen hinauf, das hinterm Kurhause lag und auf dessen Höhe die große Table d'hôte-Glocke hing ... Oder sie ruderten über die Trave zum »Priwal«, wo es Bernstein zu finden gab ...
Morten war ein unterhaltender Begleiter, wiewohl seine Meinungen ein wenig hitzig und absprechend waren. Er führte über alle Dinge ein strenges und gerechtes Urteil mit sich, das er mit Entschiedenheit hervorbrachte, obgleich er rot dabei wurde. Tony ward betrübt und sie schalt ihn, wenn er mit etwas ungeschickter aber zorniger Geste alle Adeligen für Idioten und Elende erklärte; aber sie war sehr stolz darauf, daß er ihr gegenüber offen und zutraulich seine Anschauungen aussprach, die er den Eltern verschwieg ... Einmal sagte er:
»Dies muß ich Ihnen noch erzählen: Auf meiner Bude in Göttingen habe ich ein vollkommenes Gerippe... wissen Sie, so ein Knochengerippe, notdürftig mit etwas Draht zusammengehalten. Na, diesem Gerippe habe ich eine alte Polizistenuniform angezogen... ha! Finden Sie das nicht ausgezeichnet? Aber sagen Sie es um Gottes Willen nicht meinem Vater« -
Es konnte nicht fehlen, daß Tony oftmals mit ihrer städtischen Bekanntschaft am Strande oder im Kurgarten verkehrte, daß sie zu dieser oder jener Réunion und Segelpartie hinzugezogen wurde. Dann saß Morten »auf den Steinen«. Diese Steine waren seit dem ersten Tage zwischen den beiden zur stehenden Redewendung geworden. »Auf den Steinen sitzen« das bedeutete: »Vereinsamt sein und sich langweilen«. Kam ein Regentag, der die See weit und breit in einen grauen Schleier hüllte, daß sie völlig mit dem tiefen Himmel zusammenfloß, der den Strand durchweichte und die Wege überschwemmte, dann sagte Tony:
»Heute müssen wir beide auf den Steinen sitzen... das heißt in der Veranda oder im Wohnzimmer. Es bleibt nichts übrig, als daß Sie mir Ihre Studentenlieder vorspielen, Morten, obgleich es mich greulich langweilt.«
»Ja«, sagte Morten, »setzen wir uns ... Aber, wissen Sie, wenn Sie dabei sind, so sind es keine Steine mehr!« ... Übrigens sagte er dergleichen nicht, wenn sein Vater zugegen war; seine Mutter durfte es hören.
»Was nun?« fragte der Lotsenkommandeur, wenn nach dem Mittagessen Tony und Morten gleichzeitig aufstanden und o sich anschickten, auf und davon zu gehen ... »Wohin mit den jungen Herrschaften?«
»Ja, ich darf Fräulein Antonie ein bißchen zum Seetempel begleiten.«
»So, darfst du das? - Sage mal, mein Sohn Filius, wäre es nicht am Ende angebrachter, du setztest dich auf deine Stube und repetiertest deine Nervenstränge? Du hast alles vergessen, bis du wieder nach Göttingen kommst...«
Frau Schwarzkopf aber sprach sanft: »Diederich, mein Gott! warum soll er nicht mitgehen? Laß ihn doch mitgehen! Er hat d doch Ferien! Und soll er denn gar nichts von unserem Besuche haben?« - So gingen sie.
Sie gingen den Strand entlang, ganz unten am Wasser, dort wo der Sand von der Flut benetzt, geglättet und gehärtet ist, sodaß man mühelos gehen kann; wo kleine, gewöhnliche, weiße Muscheln verstreut liegen und andere, längliche, große, opalisierende; dazwischen gelbgrünes, nasses Seegras mit runden, hohlen Früchten, welche knallen, wenn man sie zerdrückt; und Quallen, einfache, wasserfarbene sowohl wie rotgelbe, giftige, welche das Bein verbrennen, wenn man sie beim Baden berührt...
»Wollen Sie wissen, wie dumm ich früher war?« sagte Tony. »Ich wollte die bunten Sterne aus den Quallen heraus haben. Ich trug eine ganze Menge Quallen im Taschentuche nach Hause und legte sie säuberlich auf den Balkon in die Sonne, damit sie verdunsteten ... dann mußten die Sterne doch übrig bleiben! Ja, schön ... Als ich nachsah, war da ein ziemlich großer nasser Fleck. Es roch nur ein bißchen nach faulem Seetang...«
Sie gingen, das rhythmische Rauschen der langgestreckten Wellen neben sich, den frischen Salzwind im Gesicht, der frei und ohne Hindernis daherkommt, die Ohren umhüllt und einen angenehmen Schwindel, eine gedämpfte Betäubung hervorruft ... Sie gingen in diesem, weiten, still sausenden Frieden k am Meere, der jedes kleine Geräusch, ob fern oder nah, zu geheimnisvoller Bedeutung erhebt...
Links befanden sich zerklüftete Abhänge aus gelbem Lehm und Geröll, gleichförmig, mit immer neu hervorspringenden Ecken, welche die Biegungen der Küste verdeckten. Hier irgendwo, weil der Strand zu steinig wurde, kletterten sie hinauf, um droben durch das Gehölz den ansteigenden Weg zum Seetempel fortzusetzen. Der Seetempel, ein runder Pavillon, war aus rohen Borkenstämmen und Brettern erbaut, deren Innenseiten mit Inschriften, Initialen, Herzen, Gedichten bedeckt waren ... Tony und Morten setzten sich in eine der kleinen abgeteilten Kammern, die der See zugewandt waren und in denen es nach Holz roch wie in den Kabinen der Badeanstalt, auf die schmale, roh gezimmerte Bank im Hintergrunde.
Es war sehr still und feierlich hier oben, um diese Nachmittagsstunde. Ein paar Vögel schwatzten, und das leise Rauschen der Bäume vermischte sich mit dem des Meeres, das sich dort tief unten ausbreitete und in dessen Ferne das Takelwerk eines Schiffes zu sehen war. Geschützt vor dem Winde, der bislang um ihre Ohren gespielt hatte, empfanden sie plötzlich eine : nachdenklich stimmende Stille.
Tony erkundigte sich:
»Kommt der oder geht er?«
»Wie?« fragte Morten mit seiner schwerfälligen Stimme ... und als ob er aus irgend einer tiefen Abwesenheit erwachte, sagte er rasch: »Geht! Das ist der >Bürgermeister Steenbock<, der nach Rußland fährt. - Ich möchte nicht mit«, setzte er nach einer Pause hinzu. »Dort muß es noch empörender zugehen als bei uns!«
»So!« sagte Tony. » Nun gedenken Sie wieder mit den Adligen anzufangen, Morten, ich sehe es Ihrem Gesichte an. Es ist nicht schön von Ihnen ... Haben Sie jemals einen gekannt?«
»Nein!« rief Morten beinahe entrüstet. »Gott sei Dank!«
»Ja! ja, sehen Sie wohl? Ich aber. Ein Mädchen allerdings, Armgard von Schilling dort drüben, von der ich Ihnen schon erzählte. Nun, sie war gutmütiger, als Sie und ich, sie wußte kaum, daß sie Von hieß, sie aß Mettwurst und sprach von ihren Kühen ...«
»Sicherlich giebt es Ausnahmen, Fräulein Tony!« sagte er eifrig. »Aber hören Sie ... Sie sind eine junge Dame, Sie sehen alles persönlich an. Sie kennen einen Adligen und sagen: Aber er ist doch ein braver Mensch! Gewiß ... aber man braucht gar keinen zu kennen, um sie alle zu verurteilen! Denn es handelt sich um das Prinzip, wissen Sie, um die Einrichtung! Ja, darauf müssen Sie schweigen... Wie? Jemand braucht nur geboren zu werden, um ein Auserlesener und Edler zu sein ... der verächtlich auf uns andere herabblicken darf, ... die wir mit allen Verdiensten nicht auf seine Höhe gelangen können? ...« Morten sprach mit einer naiven und gutherzigen Entrüstung; er versuchte, Handbewegungen zu machen, sah selbst, daß sie ungeschickt waren, und unterließ sie wieder. Aber er redete fort. Er war in Stimmung. Er saß vorgebeugt, einen Daumen . zwischen den Knöpfen, seiner Joppe, und gab seinen gutmütigen Augen einen trotzigen Ausdruck... »Wir, die Bourgeoisie, der dritte Stand, wie wir bis jetzt genannt worden sind, wir wollen, daß nur noch ein Adel des Verdienstes bestehe, wir erkennen den faulen Adel nicht mehr an, wir leugnen die jetzige Rangordnung der Stände... wir wollen, daß alle Menschen frei, und gleich sind, daß niemand einer Person unterworfen ist, sondern alle nur den Gesetzen unterthänig sind! ... Es soll keine Privilegien und keine Willkür mehr geben!... Alle sollen gleichberechtigte Kinder des Staates sein, und wie keine Mittlerschaft mehr existiert zwischen dem Laien und dem lieben Gott, so soll auch der Bürger zum Staate in unmittelbarem Verhältnis stehen! ... Wir wollen Freiheit der Presse, der Gewerbe, des Handels ... Wir wollen, daß alle Menschen ohne Vorrechte miteinander konkurrieren können und daß dem Verdienste seine Krone wird! ,.. Aber wir sind geknechtet, geknebelt ... was wollte ich eben sagen? Ja, passen Sie auf: Vor vier Jahren sind die Bundesgesetze über die Universitäten und die Presse erneuert worden - schöne Gesetze! Es darf keine Wahrheit niedergeschrieben oder gelehrt werden, die vielleicht nicht mit der bestehenden Ordnung der Dinge übereinstimmt ... Verstehen Sie? Die Wahrheit wird unterdrückt, sie kommt nicht zum Worte ... und warum? einem idiotischen, veralteten, hinfälligen Zustand zuliebe, der, wie jedermann weiß, früher oder später ja dennoch abgeschafft werden wird ... Ich glaube, Sie begreifen diese Gemeinheit gar nicht! Die Gewalt, die dumme, rohe, augenblickliche Polizistengewalt, ganz ohne Verständnis für das Geistige und Neue ... Nein, von Allem abgesehen will ich nur noch Eines sagen ... Der König von Preußen hat ein großes Unrecht begangen! Damals, anno dreizehn, als die Franzosen im Lande waren, hat er uns gerufen und uns die Konstitution versprochen ... wir sind gekommen, wir haben Deutschland befreit...«
Tony, die ihn, das Kinn in die Hand gestützt, von der Seite betrachtete, überlegte einen Augenblick ernstlich, ob er selbst wohl wirklich geholfen haben könne, Napoleon zu vertreiben.
»... aber meinen Sie, daß das Versprechen eingelöst worden ist? Ach nein! - Der jetzige König ist ein Schönredner, ein Träumer, ein Romantiker, wie Sie, Fräulein Tony ... Denn Eines müssen Sie beachten: Wenn die Philosophen und Dichter eine Wahrheit, eine Anschauung, ein Prinzip soeben wieder überwunden und abgethan haben, dann kommt allmählich ein König, der nun gerade dabei angelangt ist, der nun gerade dies für das Neueste und Beste hält und sich danach benehmen zu müssen glaubt... Ja, so ist es mit dem Königtum bestellt! Die Könige sind nicht nur Menschen, sie sind sogar höchst mittelmäßige Menschen, sie sind immer um mehrere Postmeilen zurück ... Ach, mit Deutschland ist es gegangen, wie mit einem Burschenschafts-Studenten, der zur Zeit der Freiheitskriege seine mutige und begeisterte Jugend hatte und nun zum kläglichen Philister geworden ist...«
»Jaja«, sagte Tony. »Alles gut. Aber lassen Sie mich das Eine fragen ... Was geht Sie das eigentlich an? Sie sind ja gar kein Preuße ...«
»Ach, das ist alles Eins, Fräulein Buddenbrook! Ja, ich nenne Ihren Familiennamen und zwar mit Absicht... und ich müßte eigentlich noch >Demoiselle< Buddenbrook sagen, damit Ihnen Ihr ganzes Recht wird! Sind bei uns etwa die Menschen freier, gleicher, brüderlicher, als in Preußen? Schranken, Abstand, Aristokratie - hier wie dort! ... Sie haben Sympathie für die Adligen ... soll ich Ihnen sagen warum? Weil Sie selbst eine Adlige sind! Ja-ha, haben Sie das noch nicht gewußt? ... Ihr Vater ist ein großer Herr, und Sie sind eine Prinzeß. Ein Abgrund trennt Sie von uns Ändern, die wir nicht zu Ihrem Kreise von herrschenden Familien gehören. Sie können wohl einmal mit Einem von uns zur Erholung ein bißchen an der See spazieren gehen, aber wenn. Sie wieder in Ihren Kreis der Bevorzugten und Auserwählten treten, dann kann man auf den Steinen sitzen ...« Seine Stimme war ganz fremdartig erregt geworden.
»Morten«, sagte Tony traurig. »Nun haben Sie sich doch geärgert, wenn Sie auf den Steinen saßen! Ich habe Sie doch gebeten, sich vorstellen zu lassen ...«
»Oh, Sie nehmen die Sache wieder als junge Dame, zu persönlich, Fräulein Tony! Ich spreche doch im Prinzip... Ich sage, daß bei uns nicht mehr brüderliche Menschlichkeit herrscht, als in Preußen ... Und wenn ich persönlich spräche«, fuhr er nach einer kleinen Pause mit leiserer Stimme fort, aus der aber die eigentümliche Erregung nicht verschwunden war, »so würde ich nicht die Gegenwart meinen, sondern eher vielleicht die Zukunft,... wenn Sie als eine Madame So und so einmal endgültig in Ihrem vornehmen Bereich verschwinden werden und ... man Zeit seines Lebens auf den Steinen sitzen kann ...«
Er schwieg, und auch Tony schwieg. Sie blickte ihn nicht mehr an, sondern nach der anderen Seite, auf die Bretterwand i neben ihr. Es herrschte ziemlich lange eine beklommene Stille.
»Erinnern Sie sich«, fing Morten wieder an, »daß ich Ihnen einmal sagte, ich hätte eine Frage an Sie zu richten? Ja, die beschäftigt mich seit dem ersten Nachmittage, als Sie hier ankamen, müssen Sie wissen ... Raten Sie nur nicht! Sie können unmöglich wissen, was ich meine. Ich frage ein anderes Mal, bei Gelegenheit; es hat keine Eile, es geht mich im Grunde gar nichts an, es ist bloß Neugierde ... Nein, heute will ich Ihnen nur das Eine verraten ... etwas Anderes ... Sehen Sie mal.«
Hierbei zog Morten aus einer Tasche seiner Joppe das Ende ; eines schmalen, buntgestreiften Bandes hervor und sah mit einem Gemisch von Erwartung und Triumph in Tonys Augen.
»Wie hübsch«, sagte sie verständnislos. »Was bedeutet das?«
Morten aber sprach feierlich:
»Das bedeutet, daß ich in Göttingen einer Burschenschaftsverbindung angehöre - nun wissen Sie es! Ich habe auch eine Mütze in diesen Farben, aber die habe ich für die Ferienzeit dem Gerippe in der Polizistenuniform aufgesetzt... denn hier dürfte ich mich nicht damit sehen lassen, verstehen Sie .,. Ich kann doch darauf rechnen, daß Sie reinen Mund halten? Wenn mein Vater von der Sache erführe, so gäbe es ein Unglück ...«
»Kein Wort, Morten! Nein, auf mich können Sie zählen! ... Aber ich weiß gar nichts davon ... Sind Sie Alle gegen die Adligen verschworen? ... Was wollen Sie?«
»Wir wollen die Freiheit!« sagte Morten.
»Die Freiheit?« fragte sie.
»Nun ja, die Freiheit, wissen Sie, die Freiheit...!« wiederholte er, indem er eine vage, ein wenig linkische aber begeisterte Armbewegung hinaus, hinunter, über die See hin vollführte, und zwar nicht nach jener Seite, wo die mecklenburgische Küste die Bucht beschränkte, sondern dorthin, wo das Meer offen war, wo es sich in immer schmaler werdenden grünen, blauen, gelben und grauen Streifen leicht gekräuselt, großartig und unabsehbar dem verwischten Horizont entgegendehnte ...
Tony folgte mit den Augen der Richtung seiner Hand; und während nicht viel fehlte, daß Beider Hände, die neben einander auf der rauhen Holzbank lagen, sich vereinigten, blickten sie gemeinsam in die selbe Ferne. Sie schwiegen lange, indes das Meer ruhig und schwerfällig zu ihnen heraufrauschte ... und Tony glaubte plötzlich einig zu sein mit Morten in einem großen, unbestimmten, ahnungsvollen und sehnsüchtigen Verständnis dessen, was »Freiheit« bedeutete.
9.
»Ja, ja ... Übrigens muß ich gestehen, daß ich mich früher manchmal gelangweilt habe, Fräulein Tony; aber das ist einige Wochen her...«
Der Herbst kam, der erste starke Wind hatte sich aufgemacht. Graue, dünne und zerrissene Wolken flatterten eilig über den Himmel. Die trübe, zerwühlte See war weit und breit mit Schaum bedeckt. Große, starke Wogen, wälzten sich mit einer unerbittlichen und furchteinflößenden Ruhe heran, neigten sich majestätisch, indem sie eine dunkelgrüne, metallblanke Rundung bildeten, und stürzten lärmend über den Sand.
Die Saison war völlig zu Ende. Der Teil des Strandes, den sonst die Menge der Badegäste bevölkerte und wo jetzt die Pavillons zum Teile schon abgebrochen waren, lag mit wenigen Sitzkörben fast ausgestorben da. Aber Tony und Morten lagerten nachmittags in einer entfernten Gegend: Dort, wo die gelben Lehmwände begannen, und wo die Wellen am »Möwenstein« ihren Gischt hoch emporschleuderten. Morten hatte ihr einen fest geklopften Sandberg getürmt: daran lehnte sie mit dem Rücken, die Füße in Kreuzband-Schuhen und weißen Strümpfen übereinandergelegt, in ihrer weichen grauen Herbstjacke mit großen Knöpfen; Morten, ihr zugewandt, lag, das Kinn in die Hand gestützt, auf der Seite. Eine Möve schoß dann und wann über die See und ließ ihren Raubvogelschrei vernehmen. Sie sahen die grünen, mit Seegras durchwachsenen Wände der Wellen an, die drohend daherkamen und an dem Steinblock zerbarsten, der sich ihnen entgegenstellte ... in diesem irren, ewigen Getöse, das betäubt, stumm macht und das Gefühl der Zeit ertötet.
Endlich machte Morten eine Bewegung, als ob er sich selbst erweckte, und fragte:
»Nun werden Sie wohl bald abreisen, Fräulein Tony?«
»Nein ... wieso?« sagte Tony abwesend und ohne Verständnis.
»Ja, mein Gott, wir haben den zehnten September,... meine Ferien sind ohnehin bald zu Ende ... wie lange kann das noch dauern! Freuen Sie sich auf die Gesellschaften in der Stadt...? Sagen Sie mal: Es sind wohl liebenswürdige Herren, mit denen Sie tanzen ... Nein, das wollte ich auch nicht fragen! Jetzt müssen Sie mir Eines beantworten«, sagte er, indem er mit plötzlichem Entschlüsse sein Kinn in der Hand zurechtrückte und sie anblickte. »Es ist die Frage, die ich so lange aufgespart habe, ... wissen Sie? Nun! Wer ist Herr Grünlich?«
Tony fuhr zusammen, sah ihm rasch ins Gesicht und ließ dann ihre Augen umherschweifen wie Jemand, der an einen fernen Traum erinnert wird. Dabei wurde das Gefühl in ihr lebendig, das sie in der Zeit nach Herrn Grünlichs Werbung erprobt hatte: Das Gefühl persönlicher Wichtigkeit.
»Das wollen Sie wissen, Motten?« fragte sie ernst. »Nun, dann will ich es Ihnen sagen. Es war mir zwar höchst peinlich, verstehen Sie, daß Thomas den Namen am ersten Nachmittage erwähnte; aber da Sie ihn einmal gehört haben ... genug: Herr Grünlich, Bendix Grünlich, das ist ein Geschäftsfreund meines Vaters, ein wohlsituierter Kaufmann aus Hamburg, der in der Stadt um meine Hand angehalten hat... aber nein!« antwortete sie rasch auf eine Bewegung Mortens, »ich habe ihn zurückgewiesen, ich habe mich nicht entschließen können, ihm mein Jawort fürs Leben zu erteilen.«
»Und warum nicht... wenn ich fragen darf?« sagte Morten ungeschickt.
»Warum? O Gott, weil ich ihn nicht ausstehen konnte!« rief sie beinahe entrüstet ... »Sie hätten ihn kennen sollen, wie er aussah und wie er sich benahm! Unter Anderem hatte er goldgelbe Favoris ... völlig unnatürlich! Ich bin überzeugt, daß er sie mit dem Pulver frisierte, mit dem man die Weihnachtsnüsse vergoldet... Außerdem war er falsch. Er schwänzelte um meine Eltern herum und sprach ihnen in schamloser Weise nach dem Munde ...«
Morten unterbrach sie:
»Aber was heißt... Sie müssen mir noch Eines sagen ... was heißt: >Das putzt ganz ungemein<?«
Tony geriet in ein nervöses und kicherndes Lachen.
»Ja ... so sprach er, Morten! Er sagte nicht: >Das nimmt sich gut aus<, oder: >Das schmückt das Zimmer<, sondern: >Das putzt ganz ungemein<... so albern war er, ich versichere Sie!... Dabei war er im höchsten Grade aufdringlich; er ließ nicht von mir ab, obgleich ich ihn niemals anders, als mit Ironie behandelte. Einmal machte er mir eine Scene, bei der er beinahe weinte ... ich bitte Sie: ein Mann, der weint...«
»Er muß Sie sehr verehrt haben«, sagte Morten leise. »Aber was ging mich das an!« rief sie erstaunt, indem sie sich an ihrem Sandberg zur Seite wandte...
»Sie sind grausam, Fräulein Tony ... Sind Sie immer grausam? Sagen Sie mir... Sie haben diesen Herrn Grünlich nicht leiden können, aber sind Sie jemals einem Anderen zugethan gewesen? ... Manchmal denke ich: Haben Sie vielleicht ein kaltes Herz? Eines will ich Ihnen sagen... es ist so wahr, daß ich es Ihnen beschwören kann: Ein Mann ist nicht albern, weil er darüber weint, daß Sie nichts von ihm wissen wollen ... das ist es. Ich bin nicht sicher, durchaus nicht sicher, daß ich nicht ebenfalls ... Sehen Sie, Sie sind ein verwöhntes, vornehmes Geschöpf... Moquieren Sie sich immer nur über die Leute, die zu Ihren Füßen liegen? Haben Sie wirklich ein kaltes Herz?«
Nach der kurzen Heiterkeit begann nun plötzlich Tonys Oberlippe zu zittern. Sie richtete ein Paar großer und betrübter Augen auf ihn, die langsam blank von Thränen wurden, und sagte leise:
»Nein, Morten, glauben Sie das von mir? ... Das müssen Sie nicht von mir glauben.«
»Ich glaube es ja auch nicht!« rief Morten mit einem Lachen, in dem Ergriffenheit und mühsam unterdrückter Jubel zu hören war ... Er wälzte sich völlig herum, so daß er nun auf dem Bauche neben ihr lag, ergriff, indem er die Ellenbogen aufstützte, mit beiden Händen die Ihre und sah mit seinen stahlblauen, gutmütigen Augen entzückt und begeistert in ihr Gesicht.
»Und Sie ... Sie moquieren sich nicht über mich, wenn ich Ihnen sage, daß ...«
»Ich weiß, Morten«, unterbrach sie ihn leise, während sie seitwärts auf ihre freie Hand blickte, die langsam den weichen, weißen Sand durch die Finger gleiten ließ.
»Sie wissen ...! Und Sie ... Sie, Fräulein Tony ...«
»Ja, Morten. Ich halte große Stücke auf Sie. Ich habe Sie sehr gern. Ich habe Sie lieber, als Alle, die ich kenne.«
Er fuhr auf, er machte ein paar Armbewegungen und wußte nicht, was er thun sollte. Er sprang auf die Füße, warf sich sofort wieder bei ihr nieder und rief mit einer Stimme, die stockte, wankte, sich überschlug und wieder tönend wurde vor Glück:
»Ach, ich danke Ihnen, ich danke Ihnen! Sehen Sie, nun bin ich so glücklich, wie noch niemals in meinem Leben...« Dann fing er an, ihre Hände zu küssen.
Plötzlich sagte er leiser:
»Sie werden nun bald nach der Stadt abreisen, Tony, und meine Ferien sind in vierzehn Tagen zu Ende ... dann muß ich wieder nach Göttingen. Aber wollen Sie mir versprechen, daß Sie diesen Nachmittag hier am Strande nicht vergessen werden, bis ich zurückkomme ... und Doktor bin ... und bei Ihrem Vater für uns bitten kann, so schwer es sein wird? Und daß Sie unterdessen keinen Herrn Grünlich erhören werden?... Oh, es wird nicht lange dauern, passen Sie auf! Ich werde arbeiten, wie ein ... und es ist gar nicht schwer ...«
»Ja, Morten«, sagte sie glücklich und abwesend, indem sie seine Augen, seinen Mund und seine Hände betrachtete, die die ihren hielten ..,
Er zog ihre Hand noch näher an seine Brust und fragte gedämpft und bittend:
»Wollen Sie mir daraufhin nicht ... Darf ich das nicht ... bekräftigen ...?«
Sie antwortete nicht, sie sah ihn nicht einmal an, sie schob nur ganz leise ihren Oberkörper am Sandberg ein wenig näher zu ihm hin, und Morten küßte sie langsam und umständlich auf den Mund. Dann sahen sie nach verschiedenen Richtungen in den Sand und schämten sich über die Maße.
Zehnter Teil.
Sommerferien an der See! Begriff wohl irgend Jemand weit und breit, was für ein Glück das bedeutete? Nach dem schwerflüssigen und sorgenvollen Einerlei unzähliger Schultage vier Wochen lang eine friedliche und kummerlose Abgeschiedenheit, erfüllt von Tanggeruch und dem Rauschen der sanften Brandung... Vier Wochen, eine Zeit, die an ihrem Beginne nicht zu übersehen und ermessen war, an deren Ende zu glauben unmöglich und von deren Ende zu sprechen eine lästerliche Roheit war. Niemals verstand es der kleine Johann, wie dieser oder jener Lehrer es über sich gewann, am Schlusse des Unterrichtes Redewendungen laut werden zu lassen, wie etwa: »Hier werden wir nach den Ferien fortfahren und zu dem und dem übergehen. ..« Nach den Ferien! Er schien sich noch darauf zu freuen, dieser unbegreifliche Mann im blanken Kammgarnrock! Nach den Ferien! War das überhaupt ein Gedanke? So wundervoll weit in graue Ferne entrückt war Alles, was jenseits dieser vier Wochen lag!
In einem der beiden Schweizer Häuser, welche, durch schmalen Mittelbau verbunden, mit der »Conditorei« und dem Hauptgebäude des Kurhauses eine gerade Linie bildeten: welch ein Erwachen, am ersten Morgen, nachdem Tags zuvor das Vorzeigen des Zeugnisses wohl oder übel überstanden und die Fahrt in der bepackten Droschke zurückgelegt war! Ein unbestimmtes Glücksgefühl, das in seinem Körper emporstieg und sein Herz sich zusammenziehen ließ, schreckte ihn auf... er öffnete die Augen und umfaßte mit einem gierigen und seligen Blick die altfränkischen Möbel des reinlichen kleinen Zimmers... Eine Sekunde schlaftrunkener, wonniger Verwirrung – und dann begriff er, daß er in Travemünde war, für vier unermeßliche Wochen in Travemünde! Er regte sich nicht: er lag still auf dem Rücken in dem schmalen gelbhölzernen Bette, dessen Linnen vor Alter außerordentlich dünn und weich waren, schloß hie und da aufs Neue seine Augen und fühlte, wie seine Brust in tiefen, langsamen Atemzügen vor Glück und Unruhe erzitterte.
Das Zimmer lag in dem gelblichen Tageslicht, das schon durch das gestreifte Rouleau hereinfiel, während doch ringsum noch Alles still war und Ida Jungmann sowohl wie Mama noch schliefen. Nichts war zu vernehmen als das gleichmäßige und friedliche Geräusch, mit dem drunten der Hausknecht den Kies des Kurgartens harkte, und das Summen einer Fliege, die zwischen Rouleau und Fenster beharrlich gegen die Scheibe stürmte, und deren Schatten man auf der gestreiften Leinwand in langen Zickzack-Linien umherschießen sah... Stille! Das einsame Geräusch der Harke und monotones Summen! Und dieser sanft belebte Friede erfüllte den kleinen Johann alsbald mit der köstlichen Empfindung jener ruhigen, wohlgepflegten und distinguierten Abgeschiedenheit des Bades, die er so über Alles liebte. Nein, Gott sei gepriesen, hierher kam keiner der blanken Kammgarnröcke, die auf Erden Regeldetri und Grammatik vertraten, hierher nicht, denn es war ziemlich kostspielig hier draußen...
Ein Anfall von Freude machte, daß er aus dem Bette sprang und auf nackten Füßen zum Fenster lief. Er zog das Rouleau empor, öffnete den einen Flügel, indem er den weiß lackierten Haken löste, und blickte der Fliege nach, die über die Kieswege und Rosenbeete des Kurgartens hin davonflog. Der Musiktempel, im Halbkreise von Buchsbaum umwachsen, stand noch leer und still den Hôtel-Gebäuden gegenüber. Das »Leuchtenfeld«, das seinen Namen nach dem Leuchtturm trug, der irgendwo zur Rechten aufragte, dehnte sich unter dem weißlich bezogenen Himmel aus, bis sein kurzes, von kahlen Erdflecken unterbrochenes Gras in hohe und harte Strandgewächse und dann in Sand überging, dort, wo man die Reihen der kleinen, hölzernen Privatpavillons und der Sitzkörbe unterschied, die auf die See hinausblickten. Sie lag da, die See, in Frieden und Morgenlicht, in flaschengrünen und blauen, glatten und gekrausten Streifen, und ein Dampfer kam zwischen den rotgemalten Tonnen, die ihm den Kurs bezeichneten, von Kopenhagen daher, ohne daß man zu wissen brauchte, ob er »Najaden« oder »Friederike Oeverdieck« hieß. Und Hanno Buddenbrook zog wieder tief und mit stiller Seligkeit den würzigen Atem ein, den die See zu ihm herübersandte, und grüßte sie zärtlich mit den Augen, mit einem stummen, dankbaren und liebevollen Gruße.
Und dann begann der Tag, der erste dieser armseligen achtundzwanzig Tage, die anfangs wie eine ewige Seligkeit erschienen und, waren die ersten vorüber, so verzweifelt schnell zerrannen... Es wurde auf dem Balkon oder unter dem großen Kastanienbaum gefrühstückt, der drunten vor dem Kinderspielplatze stand, dort, wo die große Schaukel hing, - und Alles, der Geruch, den das eilig gewaschene Tischtuch ausströmte, wenn der Kellner es ausbreitete, die Servietten aus Seidenpapier, das fremdartige Brot, der Umstand, daß man die Eier nicht. wie zu Hause mit knöchernen, sondern mit gewöhnlichen Teelöffeln und aus metallenen Bechern aß, - Alles entzückte den kleinen Johann.
Und was folgte, war Alles frei und leicht geordnet, ein wunderbar müßiges und pflegesames Wohlleben, das ungestört und kummerlos verging: Der Vormittag am Strande, während droben die Kurkapelle ihr Morgenprogramım erledigte, dieses Liegen und Ruhen zu Füßen des Sitzkorbes, dieses zärtliche und träumerische Spielen mit dem weichen Sande, der nicht beschmutzt, dieses mühe- und schmerzlose Schweifen und Sichverlieren der Augen über die grüne und blaue Unendlichkeit hin, von welcher, frei und ohne Hindernis, mit sanftem Sausen ein starker, frisch, wild und herrlich duftender Hauch daherkam, der die Ohren umhüllte und einen angenehmen Schwindel hervorrief, eine gedämpfte Betäubung, in der das Bewußtsein von Zeit und Raum und allem Begrenzten still selig unterging... Das Baden dann, das hier eine erfreulichere Sache war als in Herrn Asmussens Anstalt, denn es gab hier kein »Gänsefutter«, das hellgrüne, kristallklare Wasser schäumte weithin, wenn man es aufrührte, statt eines schleimigen Bretterbodens schmeichelte der weich gewellte Sandboden den Sohlen, und Konsul Hagenströms Söhne waren weit, sehr weit, in Norwegen oder Tyrol. Der Konsul liebte es, im Sommer eine ausgedehntere Erholungsreise zu unternehmen — und warum also nicht, nicht wahr... Ein Spaziergang, zur Erwärmung, den Strand entlang, bis zum »Mövenstein« oder zum »Seetempel«, ein Imbiß, am Sitzkorbe eingenommen, - und die Stunde näherte sich, da man hinauf in die Zimmer ging, um vor der Toilette zur Table d’hôte eine kleine Stunde zu ruhen. Die Table d’hôte war lustig, das Bad stand in Flor, viele Leute, Familien, die den Buddenbrooks befreundet waren, sowohl wie Hamburger und sogar englische und russische Herrschaften füllten den großen Saal des Kurhauses, an einem feierlichen Tischchen kredenzte ein schwarz gekleideter Herr die Suppe aus einer silberblanken Terrine, es gab vier Gänge, die schmackhafter, würziger und jedenfalls auf irgend eine festlichere Weise zubereitet waren, als zu Hause, und an vielen Stellen der langen Tafeln ward Champagner . getrunken. Oftmals kamen einzelne Herren aus der Stadt, die sich von ihren Geschäften nicht während der ganzen Woche fesseln ließen, die sich amüsieren und nach dem Essen die Roulette ein wenig in Bewegung setzen wollten: Konsul Peter Döhlmann, der seine Tochter zu Hause gelassen hatte, und mit schallender Stimme auf Plattdeutsch so ungenierte Geschichten erzählte, daß die Hamburger Damen vor Lachen husteten und um einen Augenblick Pause baten; Senator Doktor Cremer, der alte Polizeichef; Onkel Christian und sein Schulfreund, Senator Gieseke, der ebenfalls ohne Familie war und alles für Christian Buddenbrook bezahlte... Später, wenn die Erwachsenen zu den Klängen der Musik unter dem Zeltdache der Konditorei den Kaffee tranken, saß Hanno auf einem Stuhle unermüdlich vor den Stufen des Tempels und lauschte..... Es war gesorgt für den Nachmittag. Es gab eine Schießbude im Kurgarten, und zur Rechten der Schweizerhäuser standen die Stallgebäude mit Pferden, Eseln und Kühen, deren Milch man warm, schaumig und duftend zur Vesperstunde trank. Man konnte einen Spaziergang machen, in das Städtchen, die »Vorderreihe« entlang; man konnte von dort aus mit einem Boote zum »Priwal« übersetzen, an dessen Strande es Bernstein zu finden gab, konnte sich auf dem Kinderspielplatze an einer Krocket-Partie beteiligen oder sich auf einer Bank des bewaldeten Hügels, der hinter den Hôtels gelegen war, und auf dem die große Table-d’hôte-Glocke hing, von Ida Jungmann vorlesen lassen... Und doch war das Klügste stets, zur See zurückzukehren und noch im Zwielicht, das Gesicht dem offenen Horizonte zugewandt, auf der Spitze des Bollwerks zu sitzen, den großen Schiffen, die vorüberglitten, mit dem Taschentuch zuzuwinken und zu horchen, wie die kleinen Wellen mit leisem Plaudern wider die Steinblöcke klatschten und die ganze Weite ringsum von diesem gelinden und großartigen Sausen erfüllt war, das dem kleinen Johann gütevoll zusprach und ihn beredete, in ungeheurer Zufriedenheit seine Augen zu schließen. Dann aber sagte Ida Jungmann: »Komm, Hannochen; müssen gehen; Abendbrotzeit; wirst dir den Tod holen, wenn du hier wirst schlafen wollen...« Welch ein beruhigtes, befriedigtes und in wohltätiger Ordnung arbeitendes Herz er immer mitnahm vom Meere! Und wenn er sein Abendbrot mit Milch oder stark gemalztem Braunbier im Zimmer gegessen hatte, während seine Mutter später in der Glasveranda des Kurhauses in größerer Gesellschaft speiste, so senkte sich, kaum daß er wieder zwischen dem altersdünnen Linnen seines Bettes lag, zu den sanften und vollen Schlägen eben dieses befriedigten Herzens und den gedämpften Rhythmen des Abendkonzertes ganz ohne Schrecken und Fieber der Schlaf über ihn...
Am Sonntag erschien, gleich einigen anderen Herren, die während der Woche von ihren Geschäften in der Stadt zurückgehalten wurden, der Senator bei den Seinen und blieb bis zum Montag Morgen. Aber obgleich dann Eis und Champagner an der Table d’hôte serviert ward, obgleich Eselritte und Segelpartieen in die offene See hinaus veranstaltet wurden, liebte der kleine Johann diese Sonntage nicht sehr. Die Ruhe und Abgeschlossenheit des Bades war gestört. Eine Menge von Leuten aus der Stadt, die gar nicht hierher gehörten, »Eintagsfliegen aus dem guten Mittelstande«, wie Ida Jungmann sie mit wohlwollender Geringschätzung nannte, bevölkerte am Nachmittage Kurgarten und Strand, um Kaffee zu trinken, Musik zu hören, zu baden, und Hanno hätte am liebsten im geschlossenen Zimmer den Abfluß dieser festlich geputzten Störenfriede erwartet... Nein, er war froh, wenn am Montag Alles wieder ins alltägliche Geleise kam, wenn auch die Augen seines Vaters, diese Augen, denen er sechs Tage lang fern gewesen war, und die, er hatte es wohl gefühlt, während des ganzen Sonntages wieder kritisch und forschend aufihm geruht hatten, nicht mehr da waren...
Und vierzehn Tage waren vorbei, und Hanno sagte sich und beteuerte es Jedem, der es hören wollte, daß jetzt noch eine Zeit komme, so lang wie die Michaelisferien. Allein das war ein trügerischer Trost, denn war die Höhe der Ferien erreicht, so ging es abwärts und gegen Ende, schnell, so fürchterlich schnell, daß er sich an jede Stunde hätte klammern mögen, um sie nicht vorüber zu lassen, und jeden Seeluft-Atemzug verlangsamen, um das Glück nicht achtlos zu vergeuden.
Aber die Zeit verging unaufhaltsam im Wechsel von Regen und Sonnenschein, See- und Landwind, stiller, brütender Wärme und lärmenden Gewittern, die nicht über das Wasser konnten und kein Ende nehmen zu wollen schienen. Es gab Tage, an denen der Nordost-Wind die Bucht mit schwarzgrüner Flut überfüllte, welche den Strand mit Tang, Muscheln und Quallen bedeckte und die Pavillons bedrohte. Dann war die trübe, zerwühlte See weit und breit-mit Schaum bedeckt. Große, starke Wogen wälzten sich mit einer unerbittlichen und furchteinflößenden Ruhe heran, neigten sich majestätisch, indem sie eine dunkelgrüne, metallblanke Rundung bildeten, und stürzten tosend,; krachend, zischend, donnernd über den Sand... Es gab andere Tage, an denen der Westwind die See zurücktrieb, daß der zierlich gewellte Grund weit hinaus freilag und überall nackte Sandbänke sichtbar waren, während der Regen in Strömen herniederging, Himmel, Erde und Wasser in einander verschwammen und der Stoßwind in den Regen fuhr und ihn gegen die Fensterscheiben trieb, daß nicht Tropfen, sondern Bäche daran hinunterflossen und sie undurchsichtig machten. Dann hielt Hanno sich meistens im Kursaale auf, am Pianino, das zwar bei den Réunions von Walzern und Schottischen ein wenig zerhämmert war und auf dem sich nicht so wohllautend phantasieren ließ, wie zu Haus auf dem Flügel, aber mit dessen gedeckter und glucksender Klangart doch recht unterhaltende Wirkungen zu erzielen waren... Und wieder kamen andere Tage, träumerische, blaue, ganz windstille und brütend warme, an denen die blauen Fliegen summend in der Sonne über dem »Leuchtenfeld« standen und die See stumm und spiegelnd, ohne Hauch und Regung lag. Und waren noch drei Tage übrig, so sagte sich Hanno und machte es Jedem klar, daß jetzt noch eine Zeit komme, so lang wie die ganzen Pfingstferien.. Aber so unanfechtbar diese Rechnung war, glaubte er doch selbst nicht daran, und seines Herzens hatte sich längst die Erkenntnis bemächtigt, daß der Mann im blanken Kammgarnrock dennoch Recht gehabt, daß die vier Wochen dennoch ein Ende nahmen, und daß man nun dennoch da fortfahren, wo man aufgehört, und zu dem und dem übergehen werde...
Die bepackte Droschke hielt vorm Kurhause, der Tag war da. Hanno hatte frühmorgens der See und dem Strande sein Adieu gesagt; er sagte es nun den Kellnern, die ihre Trinkgelder entgegennahmen, dem Musiktempel, den Rosenbeeten und dieser ganzen Sommerszeit. Und dann, unter den Verbeugungen des Hôtel-Personals, setzte sich der Wagen in Bewegung.
Er passierte die Allee, die zum Städtchen führte und fuhr die »Vorderreihe« entlang... Hanno drückte den Kopf in die Wagenecke und sah, an Ida Jungmann vorbei, die frischäugig, weißhaarig und knochig ihm gegenüber auf dem Rückplatze saß, zum Fenster hinaus. Der Morgenhimmel war weißlich bedeckt, und die Trave warf kleine Wellen, die schnell vor dem Winde dahereilten. Dann und wann prickelten Regentropfen gegen die Scheiben. Am Ausgange der »Vorderreihe« saßen Leute vor ihren Haustüren und flickten Netze; barfüßige Kinder kamen herbeigelaufen und betrachteten neugierig den Wagen. Die blieben hier...
Als der Wagen die letzten Häuser zurückließ, beugte Hanno sich vor, um noch einmal den Leuchtturm zu sehen; dann lehnte er sich zurück und schloß die Augen. »Nächst’s Jahr wieder, Hannochen«, sagte Ida Jungmann mit tiefer, tröstender Stimme; aber dieser Zuspruch hatte nur gefehlt, um sein Kinn in zitternde Bewegung zu setzen und die Tränen unter seinen langen Wimpern hervorquellen zu lassen.
Sein Gesicht und seine Hände waren von der Seeluft gebräunt; aber wenn man mit diesem Badeaufenthalt den Zweck verfolgt hatte, ihn härter, energischer, frischer und widerstandsfähiger zu machen, so war man jämmerlich fehl gegangen; von dieser hoffnungslosen Wahrheit war er ganz erfüllt. Sein Herz war durch diese vier Wochen voll Meeresandacht und eingehegtem Frieden nur noch viel weicher, verwöhnter, träumerischer, empfindlicher geworden und nur noch viel unfähiger, bei dem Ausblick auf Herrn Tiedges Regeldetri tapfer zu bleiben und bei dem Gedanken an das Auswendiglernen der Geschichtszahlen und grammatischen Regeln, an das verzweifelt leichtsinnige Wegwerfen der Bücher und den tiefen Schlaf, um Allem zu entgehen, an die Angst am Morgen und vor den Stunden, die Katastrophen, die feindlichen Hagenströms und die Anforderungen, die sein Vater an ihn stellte, nicht vollständig zu verzagen.
Dann aber ermunterte die morgendliche Fahrt ihn ein wenig, die, zwischen dem Gezwitscher der Vögel, durch die wassererfüllten Geleise der Landstraße dahinging. Er dachte an Kai und das Wiedersehen mit ihm, an Herrn Pfühl, die Klavierstunden, den Flügel und sein Harmonium. Übrigens war morgen Sonntag, und der erste Schultag, übermorgen, war noch gefahrlos. Ach, er fühlte noch ein wenig Sand vom Strande in seinen Knöpfstiefeln... er wollte den alten Grobleben bitten, ihn immer darin zu lassen... Mochte es nur Alles wieder beginnen, das mit den Kammgarnröcken und das mit Hagenströms und das Andere. Er hatte, was er hatte. Er wollte sich der See und des Kurgartens erinnern, wenn Alles wieder auf ihn einstürmte, und ein ganz kurzer Gedanke an das Geräusch, mit dem abends in der Stille die kleinen Wellen, weither, aus der in geheimnisvollem Schlummer liegenden Ferne kommend, gegen das Bollwerk geplanscht hatten, sollte ihn so getrost, so unberührbar gegen alle Widrigkeiten machen...
Dann kam die Fähre, es kam die Israelsdorfer Allee, der Jerusalemsberg, das Burgfeld, der Wagen erreichte das Burgtor, neben dem zur Rechten die Mauern des Gefängnisses aufragten, wo Onkel Weinschenk saß, er rollte die Burgstraße entlang und über den Koberg, ließ die Breitestraße zurück und fuhr bremsend die stark abfallende Fischergrube hinunter... Da war die rote Façade mit dem Erker und den weißen Karyatiden, und als sie von der mittagwarmen Straße in die Kühle des steinernen Flures traten, kam der Senator, die Feder in der Hand, aus dem Comptoir heraus, um sie zu begrüßen...
Und langsam, langsam, mit heimlichen Tränen, lernte der kleine Johann wieder, die See zu missen, sich zu ängstigen und ungeheuerlich zu langweilen, stets der Hagenströms gewärtig zu sein und sich mit Kai, Herrn Pfühl und der Musik zu trösten.
Die Damen Buddenbrook aus der Breitenstraße und Tante Klothilde richteten, sobald sie seiner ansichtig wurden, die Frage an ihn, wie nach den Ferien die Schule schmecke, — mit einem neckischen Blinzeln, das ein überlegenes Verständnis für seine Lage vorgab, und jenem sonderbaren Erwachsenen-Hochmut, der Alles, was Kinder angeht, möglichst spaßhaft und oberflächlich behandelt; und Hanno hielt diesen Fragen stand.
Drei oder vier Tage nach der Rückkehr in die Stadt erschien der Hausarzt Doktor Langhals in der Fischergrube, um die Wirkungen des Bades festzustellen. Nachdem.er eine längere Konferenz mit der Senatorin gehabt, ward Hanno vorgeführt, um sich, halb entkleidet, einer eingehenden Prüfung zu unterziehen - seines status praesens, wie Doktor Langhals sagte, indem er seine Fingernägel besah. Er untersuchte Hannos spärliche Muskulatur, die Breite seiner Brust und die Funktion seines Herzens, ließ sich über alle seine Lebensäußerungen Bericht erstatten, nahm schließlich vermittelst einer Nadelspritze einen Blutstropfen aus Hannos schmalem Arm, um zu Hause eine Analyse vorzunehmen, und schien im Allgemeinen wieder nicht recht befriedigt.
»Wir sind ziemlich braun geworden«, sagte er, indem er Hanno, der vor ihm stand, umarmte, die kleine, schwarzbehaarte Hand auf seiner Schulter gruppierte und zur Senatorin und Fräulein Jungmann emporsah, »aber ein allzu betrübtes Gesicht machen wir immer noch.«
»Er hat Heimweh nach der See«, bemerkte Gerda Buddenbrook.
»So, so... also dort bist du so gern?« fragte Doktor Langhals, indem er dem kleinen Johann mit seinen eitlen Augen ins Gesicht blickte... Hanno verfärbte sich. Was bedeutete diese Frage, auf die Doktor Langhals ersichtlich eine Antwort erwartete? Eine wahnwitzige und phantastische Hoffnung, möglich gemacht durch die schwärmerische Überzeugung, daß allen Kammgarnmännern der Welt zum Trotz: vor Gott nichts unmöglich sei, stieg in. ihm auf.
»Ja...« brachte er hervor, seine erweiterten Augen starr auf den Doktor gerichtet. Aber Doktor Langhals hatte gar nichts Besonderes bei seiner Frage im Sinne gehabt.
»Nun, der Effekt der Bäder und der guten Luft wird schon noch nachkommen... schon noch nachkommen!« sagte er, indem er dem kleinen Johann auf die Schulter klopfte, ihn von sich schob und mit einem Kopfnicken gegen die Senatorin und Ida Jungmann - dem überlegenen, wohlwollenden und ermunternden Kopfnicken des wissenden Arztes, .an dessen Augen und Lippen man hängt, sich erhob und, die Konsultation beendete...
Das bereitwilligste Verständnis noch für seinen Schmerz um die See, diese Wunde, die so langsam vernarbte und, von der geringsten Härte des Alltages berührt, wieder zu brennen und zu bluten begann, fand Hanno bei Tante Antonie, die ihn mit ersichtlichem Vergnügen vom Travemünder Leben erzählen hörte, und auf seine sehnsüchtigen Lobpreisungen lebhaften Herzens einging.
»Ja, Hanno«, sagte sie, »was wahr ist, bleibt ewig wahr, und Travemünde ist ein schöner Aufenthalt! Bis ich den Fuß ins Grab setze, weißt du, werde ich mich mit Freuden an die Sommerwochen erinnern, die ich dort als junges, dummes Ding einmal erlebte, Ich wohnte bei Leuten, die ich gern hatte und die mich auch wohl leiden konnten, wie es schien, denn ich war ein hübscher Springinsfeld damals - jetzt kann ich altes Weib es ja aussprechen - und fast immer guter Dinge. Es waren brave Leute, will ich dir sagen, bieder, gutherzig und gradsinnig und außerdem so gescheut, gelehrt und begeistert, wie ich später im Leben überhaupt keine mehr gefunden habe. Ja, es war ein außerordentlich anregender Verkehr mit ihnen. Ich habe da, was Anschauungen und Kenntnisse betrifft, weißt du, für mein ganzes Leben viel gelernt, und wenn nicht Anderes dazwischen gekommen wäre, allerhand Ereignisse... kurz, wie es im Leben so geht... so hätte ich dummes Ding wohl noch Manches profitiert. Willst du wissen, wie dumm ich damals war? Ich wollte die bunten Sterne aus den Quallen heraushaben. Ich trug eine ganze Menge Quallen im Taschentuche nach Hause und legte sie säuberlich auf den Balkon in die Sonne, damit sie verdunsteten... Dann mußten die Sterne doch übrig bleiben! Ja, gut... als ich nachsah, war da ein ziemlich großer nasser Fleck. Es roch nur ein bißchen nach faulem Seetang...«
Tredje del (Denne del tilegnes af hjertet min søster Julia til erindring om vores Østersøbugt.)
Hermed begyndte nogle dejlige sommeruger for Tony Buddenbrook, behageligere og morsommere, end hun nogen sinde før havde oplevet i Travemünde. Hun blomstrede op, intet tyngede hende længere; i hendes ord og bevægelser vendte kækhed og sorgløshed tilbage. Konsulen betragtede hende med velbehag, når han om søndagen kom ud til Travemünde med Tom og Christian. Så spiste man ved table d'hôte, drak sin kaffe til kurmusik under konditoriets telttag og kiggede inde i salen på rouletten, hvor lystige folk, som Justus Kröger og Peter Döhlmann, trængtes: Konsulen spillede aldrig. -
Tony solede sig, hun badede, spiste medisterpølse med pebernøddesauce og gik lange ture med Morten: ad landevejen til nabobyen, langs stranden til det højt beliggende "Søtempel", hvorfra man havde vid udsigt over sø og land, eller op i den lille skov, der lå bag kurhuset, og på hvis højdedrag den store table d'hôte-klokke hang ... Eller de roede over Trave til Priwall-halvøen, hvor der var rav at finde ...
Morten var en underholdende ledsager, skønt hans meninger var en smule hidsige og arrogante. Han medbragte en streng og retfærdig dom over alle ting, som han fremførte med bestemthed, skønt han rødmede samtidig. Tony blev bedrøvet og skældte ham ud, når han med en lidt kejtet, men vred gebærde erklærede alle adelige for idioter og uslinge; men hun var meget stolt over at han over for hende åbent og tillidsfuldt udtrykte sine anskuelser, som han fortav for sine forældre ... Engang sagde han:
"Det her må jeg også fortælle Dem: i min hybel i Göttingen har jeg et komplet skelet ... forstår De, sådan en benrad, holdt nødtørftigt sammen med lidt ståltråd. Nå, den benrad har jeg givet en gammel politiuniform på ... ha! Synes De ikke, det er herligt? Men sig det for Guds skyld ikke til min far!" -
Det kunne ikke undgås, at Tony tit var sammen med sine bekendte fra byen på stranden eller i kurhaven, at hun blev taget med på en eller anden matiné eller sejltur. Så sad Morten "på stenene". Disse sten var lige fra den første dag blevet en stående vending mellem de to. At "sidde på stenene" betød: "være alene og kede sig". Kom der en regnvejrsdag, der vidt og bredt hyllede havet i et gråt slør, så det smeltede helt sammen med den lave himmel, der gennemblødte stranden og oversvømmede vejene, så sagde Tony:
"I dag må vi begge to sidde på stenene ... det vil sige på verandaen eller i dagligstuen. Der er ikke andet at gøre, end at De spiller Deres studentersange for mig, Morten, selv om det keder mig forfærdeligt."
"Ja," sagde Morten, "lad os sætte os ... Men ved De hvad, når De er med, så er det slet ikke sten længere!" ... For øvrigt sagde han ikke den slags, når hans far var til stede; hans mor måtte gerne høre det.
"Hvad nu?" spurgte lodsoldermanden, når Tony og Morten rejste sig samtidig efter frokosten og gjorde sig parat til at gå ud ... "Hvor skal de unge herskaber hen?"
"Ja, jeg må gerne følge frøken Antonie lidt ud til Søtemplet."
"Såh, må du det? - Sig mig engang, min søn Filius, ville det ikke være mere passende, hvis du satte dig ind på dit kammer og repeterede dine nervestrenge? Du glemmer jo det hele, inden du kommer til Göttingen igen ..."
Men fru Schwarzkopf sagde blidt: "Diederich, herregud! Lad ham dog gå med! Han har da ferie! Og skal han slet ikke have glæde af vores besøg?" - Så gik de.
De gik langs stranden, helt nede ved vandet, der hvor sandet er vædet, glattet og hærdet af bølgerne, så man ubesværet kan gå på det; hvor der ligger små, almindelige, hvide muslinger strøet ud og andre, aflange, store, opaliserende; og mellem dem gulgrøn, våd tang med runde, hule frugter, der smælder, når man trykker dem itu; og gopler, både de enkle vandfarvede og de rødgule giftige, der brænder én på benet, når man berører dem under badningen ...
"Vil De vide, hvor dum jeg var engang?" sagde Tony. "Jeg ville have de brogede stjerner ud af vandmændene. Jeg bar en hel bunke vandmænd hjem i et lommetørklæde og lagde dem pænt på balkonen i solen, så de kunne fordampe ... så måtte stjernerne jo blive tilbage! Jo, tak ... da jeg kiggede efter, var der bare en temmelig stor våd plet. Det lugtede bare lidt af rådden tang ..."
De gik med de langstrakte bølgers rytmiske brusen ved siden af sig, med den friske saltvind i ansigtet, vinden, der frit og uhindret kommer farende, lægger sig om ørerne og fremkalder en behagelig svimmelhed, en dæmpet bedøvelse ... De gik i denne vide, stille susende fred ved havet, der løfter hver eneste lille lyd, fjern eller nær, op til hemmelighedsfuld betydning ...
Til venstre befandt der sig kløftede skråninger af gult ler og ral, ensformede, med stadig nye fremspringende hjørner, som dækkede for kystens krumninger. Her klatrede de op et sted, fordi stranden blev for stenet, for deroppe at fortsætte vejen opad gennem krattet mod Søtemplet. Templet, en rund pavillon, var bygget af rå, barkede stammer og brædder, hvis indersider var dækket af indskrifter, initialer, hjerter, digte ... Tony og Morten satte sig ind i et af de små adskilte kamre, der vendte ud mod havet, og hvor der lugtede af træ ligesom i badeanstaltens kabiner, ind på den smalle, grofttømrede bænk i baggrunden.
Der var meget stille og højtideligt heroppe i denne eftermiddagstime. Et par fugle kvidrede, og træernes stille susen blandede sig med bruset fra havet, som udbredte sig dybt nede, og på hvis fjerne flade et skibs takkelage kunne ses. Beskyttet mod vinden, der indtil da havde leget om ørerne på dem, følte de pludselig en stilhed, der stemte til eftertænksomhed.
Tony ville vide:
"Er det på vej ud eller hjem?"
"Hvadbeha'r?" spurgte Morten med sin tunge stemme ... og som om han vågnede op af en dyb åndsfraværelse, sagde han hurtigt: "Ud! Det er 'Bürgermeister Steenbock', der sejler til Rusland. - Jeg ville nu ikke med," tilføjede han efter en pause. "Dér må det gå endnu mere oprørende til end hos os!"
"Nå!" sagde Tony. "Nu vil De igen til at begynde på det med de adelige, Morten, det kan jeg se på Deres ansigt. Det er ikke pænt af Dem ... Har De nogen sinde kendt én?"
"Nej!" udbrød Morten næsten forarget. "Gud være lovet!"
"Jamen, dér kan De se! Jeg har. En pige, ganske vist, Armgard von Schilling derovre, hende jeg allerede har fortalt Dem om. Men hun var mere godmodig end De og jeg, hun vidste knap nok, at hun hed 'von', hun spiste spegepølse og talte om sine køer ..."
"Der er da bestemt undtagelser, frøken Tony!" sagde han ivrigt. "Men hør ... De er en ung dame, De betragter alting personligt. De kender en adelig og siger: Jamen han er da et retskaffent menneske! Bestemt ... men man behøver slet ikke at kende nogen for at fordømme dem alle! For det drejer sig om princippet, forstår De, om institutionen! Ja, det må De tie til ... Hvorledes? Behøver et menneske bare at blive født for at være udvalgt, ædel ... for at kunne se foragteligt ned på os andre ... der med alle vores fortjenester aldrig vil komme op på hans niveau? ..." Morten talte med naiv og godhjertet indignation; han prøvede at gøre håndbevægelser, opdagede selv, at de var kejtede, og opgav dem igen. Men han talte videre. Han var i stemning. Han sad foroverbøjet, med en tommelfinger inde mellem knapperne på sin vindjakke, og gav sine godmodige øjne et trodsigt udtryk ... "Vi, borgerskabet, tredjestand, som vi er blevet kaldt indtil nu, vi vil have, at der kun skal findes en fortjenstadel, vi anerkender ikke den rådne adel længere, vi fornægter stændernes nuværende rangorden ... vi vil have, at alle mennesker er frie og lige, at ingen er underkastet en person, men at alle kun er lovene underdanige! ... Der skal ikke findes nogen privilegier og ikke nogen vilkårlighed længere! ... Alle skal være statens ligeberettigede børn, og ligesom der ikke mere eksisterer nogen formidlere mellem lægfolk og Vorherre, sådan skal også borgeren stå i et umiddelbart forhold til staten! ... Vi ønsker pressefrihed, næringsfrihed, handelsfrihed ... Vi vil, at alle mennesker skal kunne konkurrere med hinanden, og at fortjenesten får sin belønning! ... Men vi er knægtet og kneblet ... hvad var det nu, jeg ville sige? Jo, hør her: For fire år siden blev forbundslovene om universiteterne og pressen fornyet - kønne love! Der må ikke nedskrives eller doceres nogen sandhed, som muligvis ikke stemmer overens med tingenes bestående orden ... Forstår De? Sandheden bliver undertrykt, den kommer ikke til orde ... og hvorfor? Til gavn for en idiotisk, forældet, uholdbar tilstand, der, som enhver ved, jo alligevel vil blive ophævet før eller siden ... Jeg tror slet ikke, De begriber denne gemenhed! Magten, den dumme, rå, øjeblikkelige politimagt, helt uden forståelse for det åndelige og det nye ... Nej, bortset fra alt andet vil jeg kun sige én ting endnu ... Kongen af Prøjsen har begået en stor uret! Dengang i tretten, da franskmændene stod i landet, da kaldte han på os og lovede os konstitutionen ... vi kom, og vi befriede Tyskland ..."
Tony, der med hagen støttet i hånden betragtede ham fra siden, overvejede et øjeblik i ramme alvor, om han mon virkelig selv kunne have hjulpet med til at fordrive Napoleon.
"... men tror De, at løftet er blevet indfriet? Næh nej! - Den nuværende konge er en skøntaler, en drømmer, en romantiker, ligesom De, frøken Tony ... For én ting må De lægge mærke til: når filosofferne og digterne lige har overvundet og afskaffet en sandhed, en anskuelse, et princip, så kommer der omsider en konge, som netop er nået dertil, som nu anser netop det for det nyeste og bedste og mener at måtte opføre sig derefter ... Ja, sådan forholder det sig med kongedømmet! Kongerne er ikke blot mennesker, de er yderst middelmådige mennesker, de er altid flere postgange bagefter ... Åh, det er gået med Tyskland som med en student, der havde sin modige og begejstrede ungdom i frihedskrigenes tid og nu er blevet til en ynkelig filister ..."
"Jaja," sagde Tony.
"Det kan godt være. Men lad mig nu bare spørge Dem om én ting ... Hvad angår det egentlig Dem? De er jo slet ikke prøjser ..."
"Åh, det er det samme over det hele, frøken Buddenbrook! Ja, jeg bruger Deres efternavn, og det er med vilje ... og jeg burde egentlig også sige 'demoiselle' Buddenbrook, så De får alt, hvad De har krav på! Er menneskene hos os måske mere frie, mere lige eller broderlige end i Prøjsen? Skranker, afstand, aristokrati - her, så vel som der! ... De har sympati for de adelige ... skal jeg fortælle Dem hvorfor? Fordi De selv er adelig! Ja-ah, det vidste De nok ikke? ... Deres far er en mægtig mand, og De er en prinsesse. En afgrund skiller Dem fra os andre, der ikke hører til Deres kreds af herskende familier. De kan nok en gang imellem for tidsfordriv gå en lille tur ved havet med en af os, men når De så igen træder ind i Deres kreds af udvalgte og foretrukne, så kan man sidde på stenene ..." Hans stemme var blevet helt fremmedartet ophidset.
"Morten," sagde Tony bedrøvet. "Så ærgrede De Dem alligevel, når De sad på stenene! Jeg bad Dem jo om at lade Dem præsentere ..."
"Åh, De tager det igen som en ung dame, for personligt, frøken Tony! Jeg taler jo principielt ... Jeg siger, at der ikke hersker større broderlig menneskelighed hos os, end der gør i Prøjsen ... Og hvis jeg skulle tale personligt," fortsatte han efter en lille pause med mere dæmpet stemme, som den ejendommelige ophidselse dog ikke var forsvundet fra, "så ville det ikke være nutiden, jeg mente, men snarere fremtiden ... når De som madame Den-og-den forsvinder endegyldigt ind på Deres fornemme domæne og ... man kan sidde på stenene resten af sit liv ..."
Han tav, og også Tony tav. Hun så ikke mere på ham, men til den anden side, på bræddevæggen ved siden af sig. Der rådede temmelig længe en trykket stilhed.
"Kan De huske," begyndte Morten igen, "at jeg engang sagde, at jeg havde et spørgsmål at stille Dem? Ja, det har optaget mig siden den første eftermiddag, da De lige var kommet, må De vide ... Lad være med at gætte! De kan umuligt vide, hvad jeg mener. Jeg spørger en anden gang, ved lejlighed; det haster ikke, det angår mig i grunden slet ikke, det er bare nysgerrighed ... Nej, i dag vil jeg kun røbe én ting for Dem ... noget andet ... Se her."
Dermed trak Morten enden af et smalt bånd med kulørte striber op af en lomme i sin jakke og så med en blanding af forventning og triumf ind i Tonys øjne.
"Hvor kønt," sagde hun uforstående. "Hvad betyder det?"
Men Morten sagde højtideligt:
"Det betyder, at jeg i Göttingen er medlem af en studenterforening - nu ved De det! Jeg har også en kasket i de samme farver, men den har jeg her i ferien givet skelettet med politiuniformen på ... her må jeg nemlig ikke blive set med den, forstår De ... Jeg kan vel regne med, at De kan tie stille? Hvis min far skulle få noget at vide om den sag, så ville der ske en ulykke ..."
"Ikke et ord, Morten! Nej, mig kan De regne med! ... Men jeg ved slet ikke noget om det ... Har De alle sammensvoret Dem mod de adelige? ... Hvad vil De?"
"Vi vil friheden!" sagde Morten.
"Friheden?" spurgte hun.
"Ja, friheden, ikke sandt, friheden ...!" gentog han, idet han gjorde en vag, lidt kejtet, men begejstret armbevægelse udad og nedad, ud over havet, og ikke til den side, hvor den mecklenburgske kyst afgrænsede bugten, men derud, hvor havet var åbent, hvor det i stadig smallere grønne, blå, gule og grå striber strakte sig let kruset, storslået og uoverskueligt ud mod den udviskede horisont ...
Tony fulgte med øjnene hans hånds retning; og mens begges hænder, som lå ved siden af hinanden på den ru træbænk, ikke manglede meget i at forenes, så de sammen ud mod de samme vidder. De tav længe, mens havet sendte sin rolige, tunge brusen op til dem ... og Tony mente pludselig at være enig med Morten i en stor, ubestemt, anelsesvis og længselsfuld forståelse af, hvad "frihed" betød.
9.
"Det er mærkeligt, at man ikke kan kede sig ved havet, Morten. Prøv engang at ligge tre-fire timer på ryggen et andet sted, uden at lave noget, uden at følge en eneste tanke ..."
"Ja, ja ... For øvrigt må jeg tilstå, at jeg somme tider har kedet mig før, frøken Tony; men det er nogle uger siden ..."
Efteråret kom, den første stærke blæst havde indfundet sig. Grå, tynde og forrevne skyer flagrede hurtigt over himlen. Det mørke, oprodede hav var dækket med skum vidt og bredt. Store, stærke bølger rullede frem med ubønhørlig og frygtindgydende ro, bøjede sig majestætisk, idet de dannede en mørkegrøn, metalblank runding, og styrtede buldrende ind over sandet.
Sæsonen var helt forbi. Den del af stranden, som mængden af badegæster ellers befolkede, og hvor pavillonerne nu allerede til dels var taget ned, lå næsten uddød hen med nogle få strandkurve. Men Tony og Morten havde en eftermiddag lejret sig et afsides sted: der, hvor de gule lervægge begyndte, og hvor bølgerne slyngede deres skumsprøjt højt i vejret over "Mågestenen". Morten havde bygget et solidt tilklappet sandbjerg til hende: det lænede hun ryggen op ad, med fødderne i sko med bindebånd og hvide strømper lagt over kors og med sin bløde, grå efterårsjakke på; Morten lå på siden, vendt mod hende, med hagen støttet i hånden. En måge skød nu og da ud over havet og lod sit rovfugleskrig høre. De så de grønne, tanggennemvoksede vægge i bølgerne, der truende nærmede sig og brast over den stenblok, der stillede sig i vejen ... i denne evige, sanseløse dundren, der bedøver, gør stum og dræber følelsen af tid.
Endelig gjorde Morten en bevægelse, som om han vækkede sig selv, og spurgte:
"Nu rejser De vel snart, frøken Tony?"
"Nej ... hvorfor det?" sagde Tony fraværende og uforstående.
"Ja, herregud, nu har vi den tiende september ... min ferie er alligevel snart forbi ... hvor længe kan det vare! Glæder De Dem til selskaberne i byen ...? Sig mig engang: Det må vel være elskværdige herrer, De danser med ... Nej, det ville jeg heller ikke spørge om! Nu må De svare mig på én ting," sagde han, idet han med pludselig beslutsomhed rykkede hagen til rette i hånden og så på hende. "Det er det spørgsmål, jeg har gemt så længe ... De ved nok? Altså! Hvem er hr. Grünlich?"
Tony for sammen, så ham hurtigt ind i ansigtet og lod så blikket strejfe omkring som en, der bliver mindet om en fjern drøm. Samtidig blev den følelse levende i hende, som hun havde prøvet i tiden efter hr. Grünlichs frieri: følelsen af personlig vigtighed.
"Så det vil De vide, Morten?" spurgte hun alvorligt. "Godt, så vil jeg fortælle Dem det. Det var ganske vist højst pinligt for mig, forstår De, at Thomas nævnte det navn den første eftermiddag; men da De nu har hørt det ... kort sagt: hr. Grünlich, Bendix Grünlich, det er en forretningsforbindelse af min fars, en velsitueret købmand fra Hamburg, som inde i byen har anholdt om min hånd ... men nej!" svarede hun hurtigt på en bevægelse fra Morten, "jeg har afvist ham, jeg kunne ikke bestemme mig til at skænke ham mit jaord for livet."
"Og hvorfor ikke ... hvis jeg må spørge?" sagde Morten kejtet.
"Hvorfor? Åh, Gud, fordi jeg ikke kunne fordrage ham!" udbrød hun næsten harmfuldt ... "De skulle have kendt ham, som han så ud, og som han opførte sig! Blandt andet har han guldgule bakkenbarter ... fuldkommen unaturligt! Jeg er overbevist om, at han friserede dem med det pulver, man forgylder nødderne med til jul ... Desuden var han falsk. Han vimsede rundt om mine forældre og snakkede dem skamløst efter munden ..."
Morten afbrød hende:
"Jamen hvad betyder ... De må fortælle mig én ting til ... hvad betyder: 'Det pynter ganske særdeles'?"
Tony brast i en nervøs og fnisende latter.
"Ja ... sådan talte han, Morten! Han sagde ikke: 'Det er smukt', eller 'Det ser godt ud i stuen', men: 'Det pynter ganske særdeles' ... så fjollet var han, det forsikrer jeg Dem! ... Samtidig var han påtrængende i allerhøjeste grad; han lod mig ikke i fred, selv om jeg aldrig behandlede ham med andet end ironi. Engang lavede han en scene, hvor han næsten græd ... Jeg beder Dem: en mand, der græder ..."
"Han må have beundret Dem meget," sagde Morten stille.
"Jamen hvad kom det mig ved!" råbte hun forbavset, idet hun vendte sig om på siden ved sit sandbjerg ...
"De er grusom, frøken Tony ... Er De altid grusom? Sig mig engang ... De kunne ikke lide denne hr. Grünlich, men har De nogen sinde næret hengivenhed for en anden? ... Somme tider tænker jeg: Har De måske et koldt hjerte? Der er én ting, jeg vil sige Dem ... det er så sandt, at jeg kan sværge på det: en mand er ikke fjollet, fordi han græder over, at De ikke vil vide af ham ... sådan er det. Jeg er ikke sikker, overhovedet ikke sikker på, at jeg ikke også ... Forstår De, De er et forkælet, fornemt væsen ... Gør De altid kun nar af dem, der ligger for Deres fødder? Har De virkelig et koldt hjerte?"
Efter den korte munterhed begyndte Tonys overlæbe nu pludselig at dirre. Hun rettede et par store og bedrøvede øjne mod ham, som langsomt blev blanke af tårer, og sagde stille:
"Nej, Morten, tror De det om mig? ... Det skal De ikke tro om mig."
"Jeg tror det jo heller ikke!" udbrød Morten med en latter, hvori man kunne høre grebethed og møjsommeligt undertrykt jubel ... Han rullede helt rundt, så han nu lå på maven ved siden af hende, greb, idet han støttede sig på albuerne, hendes hånd med begge sine og så med sine stålblå, godmodige øjne henrykt og begejstret ind i hendes ansigt.
"Og De ... De gør ikke nar af mig, hvis jeg siger til Dem, at ..."
"Jeg ved det, Morten," afbrød hun ham stille, mens hun kiggede sidelæns ned på sin frie hånd, der langsomt lod det bløde, hvide sand glide gennem fingrene.
"De ved det ...! Og De ... De, frøken Tony ..."
"Ja, Morten. Jeg sætter stor pris på Dem. Jeg synes vældig godt om Dem. Jeg holder mere af Dem end af nogen anden, jeg kender."
Det gav et sæt i ham, han gjorde et par armbevægelser og vidste ikke, hvad han skulle gøre. Han sprang op, kastede sig straks ned hos hende igen og råbte med en stemme, der kvaltes, vaklede, knækkede over og igen blev fuldtonende af lykke:
"Åh, jeg takker Dem, jeg takker Dem! Forstår De, nu er jeg så lykkelig som aldrig før i mit liv ...!" Så begyndte han at kysse hendes hænder.
Pludselig sagde han mere stille:
"De rejser nu snart ind til byen, Tony, og min ferie er forbi om fjorten dage ... så skal jeg til Göttingen igen. Men vil De love mig, at De vil huske den eftermiddag her ved stranden, indtil jeg kommer tilbage ... og er doktor ... og kan bede for os hos Deres far, så svært det end bliver? Og at De i mellemtiden ikke vil bønhøre nogen hr. Grünlich? ... Åh, det varer ikke længe, skal De se! Jeg vil arbejde som en ... og det er slet ikke svært ..."
"Ja, Morten," sagde hun lykkelig og fraværende, mens hun betragtede hans øjne, hans mund og hans hænder, der holdt om hendes ...
Han trak hendes hånd endnu tættere hen til sit bryst og spurgte dæmpet og bedende:
"Vil De så ikke give mig ... Må jeg ikke ... bekræfte det ...?"
Hun svarede ikke, hun så ikke engang på ham, hun flyttede bare ganske forsigtigt sin overkrop på sandbjerget en smule nærmere hen til ham, og Morten kyssede hende langsomt og omstændeligt på munden. Så kiggede de i hver sin retning ud på sandet og skammede sig over al måde.
Tiende del
3.
For en del år siden havde Buddenbrooks vænnet sig af med de længere sommerrejser, der engang havde været sædvane, og selv da senatorinden forrige forår havde fulgt sit ønske om at besøge sin gamle far i Amsterdam og efter så lang tid igen at spille et par violinduetter med ham, havde hendes ægtemand kun indvilliget på en temmelig ordknap måde. Men at Gerda, den lille Johann og frøken Jungmann hvert år flyttede ud i kurhuset i Travemünde hele sommerferien, det var stadig reglen, hovedsagelig af hensyn til Hannos helbred ...
Sommerferie ved havet! Var der mon vidt og bredt nogen der forstod, hvilken lykke det betød? Efter utallige skoledages trægtflydende og beklemmende trummerum fulgte i hele fire uger en fredelig og ubekymret afsondrethed, fyldt af tanglugt og bruset fra den blide brænding ... Fire uger, en tid, der ved sin begyndelse ikke var til at overskue eller måle, hvis ende det var umuligt at tro på og en skammelig råhed at tale om. Aldrig forstod den lille Johann, hvordan den ene eller den anden lærer kunne få sig selv til ved undervisningens afslutning at mæle sådanne vendinger som: "Her skal vi fortsætte efter ferien og gå over til det og det ..." Efter ferien! Han lod endda til at glæde sig til det, denne ubegribelige mand i den blanke kamgarnsfrakke! Efter ferien! Var det overhovedet en tanke? Så vidunderlig langt borte i den grå fjernhed var alt det, der lå hinsides disse fire uger!
I det ene af de to schweizerhuse, der, forbundet af en smal mellembygning, dannede en lige linje med "konditoriet" og kurhusets hovedbygning: hvilken opvågnen, den første morgen, efter at fremvisningen af karakterbogen dagen før var overstået med større eller mindre held og turen med den belæssede droske tilbagelagt! En ubestemt lykkefølelse, der steg op i hans krop og fik hans hjerte til at trække sig sammen, opskræmte ham ... han åbnede øjnene og lod et grådigt og saligt blik glide over de gammeldags møbler i det propre, lille værelse ... Et sekunds søvndrukken, frydefuld forvirring - og så forstod han, at han var i Travemünde, at han i fire umådelige uger skulle være i Travemünde! Han bevægede sig ikke; han lå stille på ryggen i den smalle gule træseng, hvis linned var overordentlig tyndt og blødt af ælde, lukkede nu og da øjnene igen og følte, hvordan hans bryst skælvede af lykke og uro i dybe, langsomme åndedrag.
Værelset lå i det gullige dagslys, som allerede faldt ind gennem det stribede rullegardin, mens alt omkring ham stadig var stille, og både Ida Jungmann og mama stadig sov. Intet hørtes, undtagen den regelmæssige og fredelige lyd, hvormed hotelkarlen rev gruset i kurhaven, og den summende støj fra en flue, der mellem rullegardinet og vinduet stædigt stormede mod ruden, og hvis skygge man så fare omkring i lange siksaklinjer på det stribede lærred ... Stilhed! Den ensomme lyd af riven og den monotone summen! Og denne blidt levende fred fyldte straks den lille Johann med den liflige følelse af badestedets rolige, velplejede og distingverede afsondrethed, som han elskede så højt. Nej, Gud være lovet, her kom ingen af de blanke kamgarnsfrakker, der var reguladetriens og grammatikkens stedfortrædere på jorden, ikke her, for der var temmelig bekosteligt herude ...
Et anfald af glæde gjorde, at han sprang ud af sengen og løb hen til vinduet på bare fødder. Han rullede gardinet op, åbnede den ene vinduesfløj, idet han løsnede den hvidlakerede haspe, og så efter fluen, som fløj bort over kurhavens grusgange og rosenbede. Musiktemplet med halvcirklen af buksbom omkring sig stod endnu tomt og stille over for hotelbygningerne. "Fyrsletten", som havde navn efter fyrtårnet, der ragede op et sted til højre, strakte sig under den hvidt overtrukne himmel helt derud, hvor dens korte græs med enkelte nøgne jordpletter gik over i høje og hårde strandvækster og derefter i sand, dér, hvor man skelnede rækkerne af små privatpavilloner af træ og de kurveflettede læstole, der vendte ud mod havet. Der lå det, havet, i fred og morgenlys, i flaskegrønne og blå, glatte og krusede striber, og en damper kom stævnende fra København mellem de rødmalede tønder, der angav kursen for den, uden at man behøvede at vide om den hed "Najaden" eller "Friederike Oeverdieck". Og Hanno Buddenbrook indsugede igen, dybt og med stille salighed, det krydrede åndedrag, som havet sendte ham, og hilste det ømt med øjnene, med en stum, taknemlig og kærlig hilsen.
Og så begyndte dagen, den første af disse sølle otteogtyve dage, der i begyndelsen virkede som en evig salighed og som, når de første af dem var gået, randt så fortvivlende hurtigt bort ... Morgenmaden blev indtaget på altanen eller under det store kastanjetræ, der stod nede foran legepladsen, der, hvor den store gynge hang, - og det hele, lugten, der bredte sig fra den hurtigt vaskede dug, når tjeneren bredte den ud, servietterne af silkepapir, det fremmedartede brød, den omstændighed, at man ikke spiste æggene med skeer af ben som derhjemme, men med almindelige teskeer og af metalbægre - det hele henrykkede den lille Johann.
Og hvad der fulgte, var alt sammen ordnet frit og let, et herligt uvirksomt og opvartet vellevned, der skred uforstyrret og ubekymret hen: Formiddagen ved stranden, mens kurkapellet afviklede sit morgenprogram deroppe, denne liggen og hvilen ved læstolens fod, denne ømme og drømmende leg med det bløde sand, der ikke snavsede til, denne uanstrengte, smertefri strejfen med selvforglemmende øjne over den grønne og blå uendelighed, hvorfra der, frit og uhindret, med en blid susen kom et stærkt, frisk, vildt og vidunderligt duftende pust, der indhyllede ørerne og fremkaldte en behagelig svimmelhed, en dæmpet bedøvelse, hvori bevidstheden om tid og rum og al begrænsning gik stille og saligt under ... Derefter badet, som her gav større glæde end på hr. Asmussens anstalt, for her var der ingen "smattemad", det lysegrønne, krystalklare vand skummede viden om, når man piskede det op, i stedet for slimede brædder var det den blødt rillede sandbund, der kærtegnede fodsålerne, og konsul Hagenströms sønner var langt borte, meget langt borte, i Norge eller Tyrol. Konsulen holdt af at foretage en længere rekreationsrejse om sommeren - og hvorfor så ikke, vel? ... En spadseretur til at få varmen ved, til "Mågestenen" eller "Søtemplet", et mellemmåltid, indtaget ved læstolen, - og så nærmede den time sig, hvor man gik op på værelset for at hvile sig en stund før omklædningen til table d'hôte. Ved table d'hôte gik det lystigt til, badestedet blomstrede, mange mennesker, familier, der var venner med Budenbrooks, samt hamburgere og tilmed engelske og russiske herskaber fyldte kurhusets store sal, ved et højtideligt lille bord kredensede en sortklædt herre suppen fra en sølvblank terrin, der var fire retter, som var mere velsmagende, mere krydret og i hvert fald på en eller anden måde mere festligt tillavet end derhjemme, og mange steder ved de lange borde blev der drukket champagne. Tit kom der enlige herrer fra byen, som ikke lod sig lænke til deres forretninger hele ugen, og som ville more sig og efter maden sætte lidt gang i rouletten: konsul Peter Döhlmann, der havde ladet sin datter blive hjemme og med rungende stemme fortalte så bramfri historier på plattysk, at damerne fra Hamburg hostede af latter og bad om et øjebliks pause; senator, doktor Cremer, den gamle politichef; onkel Christian og hans skolekammerat, senator Gieseke, der ligeledes var uden familie og betalte alt for Christian Buddenbrook ... Senere, når de voksne drak kaffe under konditoriets telttag til musikkens klange, sad Hanno utrætteligt på en stol foran trinene op til templet og lyttede ... Der var sørget for eftermiddagen. Der var et skydetelt i kurhaven, og til højre for schweizerhusene lå staldbygningen med heste, æsler og køer, hvis mælk man drak lun, skummende og duftende til aftenens lille mellemmåltid. Man kunne gå en tur, ind til den lille by, langs med den "forreste række"; man kunne derfra komme med en båd over til Priwall-halvøen, på hvis strande der var rav at finde, man kunne deltage i et spil kroket på legepladsen eller sidde på en bænk på den skovklædte høj, der lå bag hotellet, og hvor den store table-d'hôte-klokke hang, og få læst højt af Ida Jungmann ... Og dog var det altid det klogeste at vende tilbage til havet og sidde i skumringen, med ansigtet vendt mod den åbne horisont, på det yderste af bolværket, at vinke med sit lommetørklæde til de store skibe, der gled forbi, og at lytte til hvordan de små bølger stilfærdigt snakkende klaskede mod stenblokkene og hele det vide rum var fyldt af denne sagte og storslåede susen, der hviskede venligt til den lille Johann og overtalte ham til at lukke sine øjne i uhyre tilfredshed. Men så sagde Ida Jungmann: "Kom, lille Hanno; nu skal vi gå; tid til aftensmad; du bliver jo syg, hvis du sover her ..." Hvor var det et beroliget, tilfredsstillet og i velgørende orden fungerende hjerte, han altid havde med hjem fra havet! Og når han havde spist sin aftensmad med mælk eller stærkt maltet hvidtøl på værelset, mens hans mor souperede senere i større selskab på kurhusets glasveranda, så sænkede søvnen sig helt uden skræk og feber ned over ham til de blide og fulde slag af netop dette tilfredse hjerte og til de dæmpede rytmer fra aftenkoncerten, næsten før han igen lå mellem de alderstynde lagner i sin seng ...
Om søndagen indfandt senatoren sig hos sin familie, ligesom et antal andre herrer, der hele ugen blev holdt tilbage i byen af deres forretninger, og han blev til mandag morgen. Men selv om der så blev serveret is og champagne ved table d'hôte, selv om der blev arrangeret æselridt og sejlture ud på det åbne hav, holdt den lille Johann ikke så meget af disse søndage. Badestedets ro og afsondrethed var forstyrret. En mængde mennesker fra byen, der slet ikke hørte til her, "døgnfluer fra den gode middelstand," som Ida Jungmann kaldte dem med velmenende ringeagt, befolkede om eftermiddagen kurhaven og stranden for at drikke kaffe, høre musik, bade, og Hanno ville helst have lukket sig inde på sit værelse og ventet på, at disse festklædte fredsforstyrrere skulle strømme væk igen ... Nej, han var glad, når alting igen kom i hverdagsgængen om mandagen, og når hans fars øjne, disse øjne, som han i seks dage havde været på afstand af, og som, det havde han nok kunnet mærke, i hele søndagens løb igen havde hvilet kritisk og forskende på ham, heller ikke var der længere ...
Så var fjorten dage gået, og Hanno sagde til sig selv og bedyrede for enhver, der gad høre på det, at der stadig var lige så meget tid tilbage som hele efterårsferien. Men det var en bedragerisk trøst, for når feriens højdepunkt var nået, så gik det ned ad bakke og mod slutningen, hurtigt, så frygtelig hurtigt, at han helst ville have klamret sig til hver eneste time for ikke at lade den gå og sinket hvert eneste havlufts-åndedrag for ikke at ødsle lykken bort uden at agte på den.
Men tiden gik uden ophør i skiftende regn og solskin, pålands- og fralandsvind, stille, trykkende varme og bragende uvejr, der ikke kunne komme over vandet og aldrig syntes at få ende. Der var dage, hvor nordøstenvinden overfyldte bugten med sortgrønt højvande, som dækkede stranden med tang, muslinger og vandmænd og truede pavillonerne. Så var det plumrede, oprørte hav dækket af skum vidt og bredt. Store, kraftige bølger rullede frem med ubønhørlig og frygtindgydende ro, bøjede sig majestætisk, idet de dannede en mørkegrøn, metalblank runding, og styrtede larmende, buldrende, sydende, tordnende ind over sandet ... Der var andre dage, hvor vestenvinden drev havet tilbage, så den sirligt rillede bund lå frit et godt stykke ud, og nøgne sandbanker kunne ses overalt, mens regnen strømmede ned, himmel, jord og vand flød ud i hinanden og vindstødene jog gennem regnen og kastede den mod ruderne, så det ikke var dråber, men hele bække, der løb ned over dem og gjorde dem uigennemsigtige. Så opholdt Hanno sig for det meste i kursalen, ved pianinoet, som ganske vist var blevet lidt gennemtærsket af valse og schottischer til matineerne, og som man ikke kunne fantasere så velklingende på som på flyglet derhjemme, men hvis dæmpede og klukkende klangart man dog kunne opnå ganske underholdende virkninger med ... Og igen kom der andre dage, drømmende, blå, helt vindstille og bagende varme, hvor de blå fluer stod summende i solen over fyrsletten og havet lå stumt og spejlblankt hen, uden den mindste luftning eller bevægelse. Og var der kun tre dage tilbage, så sagde Hanno til sig selv og gjorde det klart for enhver, at der nu kom en tid, der var lige så lang som hele pinseferien. Men hvor uangribelig denne beregning end var, så troede han ikke selv på den, og i hans hjerte havde den erkendelse for længst taget overhånd, at manden i den blanke kamgarnsfrakke alligevel havde haft ret, at de fire uger alligevel fik ende, og at man alligevel nu ville begynde, hvor man slap, og gå over til det og det ...
Den belæssede droske holdt foran kurhuset, dagen var kommet. Hanno havde tidligt om morgenen sagt sit farvel til havet og stranden; nu sagde han det til tjenerne, der tog imod deres drikkepenge, til musiktemplet, rosenbedene og hele denne sommertid. Og så, mens hotelpersonalet bukkede, satte vognen sig i bevægelse.
Den passerede alleen, der førte til den lille by, og kørte langs den "forreste række" ... Hanno trykkede hovedet ind i vognhjørnet og så ud ad vinduet, forbi Ida Jungmann, der sad over for ham på bagpladsen, friskøjet, hvidhåret og benet. Morgenhimlen var hvidligt overskyet, og Trave havde små bølger, der ilede hurtigt af sted for vinden. Nu og da prikkede regndråber mod ruderne. Ved enden af den "forreste række" sad folk foran deres gadedøre og bødede net; barfodede børn kom løbende til og betragtede nysgerrigt vognen. De skulle blive her ...
Da vognen lagde de sidste huse bag sig, bøjede Hanno sig frem for at se fyrtårnet endnu en gang; så lænede han sig tilbage og lukkede øjnene. "Til næste år igen, lille Hanno," sagde Ida Jungmann med dyb, trøstende stemme; men denne tiltale var lige det der manglede for at sætte hans hage i dirrende bevægelse og få tårerne til at vælde frem under hans lange øjenvipper.
Hans ansigt og hænder var brunet af havluften; men hvis dette badeophold havde haft til formål at gøre ham hårdere, mere energisk, frisk og modstandsdygtig, så var det slået ynkeligt fejl; denne håbløse sandhed var han helt opfyldt af. Hans hjerte var gennem disse fire uger fulde af havandagt og indhegnet fred kun blevet endnu blødere, endnu meget mere forvænt, fordrømt og følsomt, endnu mindre i stand til at holde sig tappert ved udsigten til hr. Tietges reguladetri og ikke helt give op ved tanken om at skulle lære årstal og grammatikregler udenad, at kaste bøgerne fra sig i fortvivlet letsindighed og sove dybt for at slippe for det hele, at være bange om morgenen og bange for skoletimerne, katastroferne, de fjendtlige Hagenströms og de krav, hans far stillede til ham.
Men så opmuntrede morgenkøreturen ham en smule, mens det under fuglenes kvidren gik af sted i de vandfyldte hjulspor på landevejen. Han tænkte på Kai og gensynet med ham, på hr. Pfühl, klavertimerne, flyglet og sit harmonium. For øvrigt var det søndag i morgen, og den første skoledag, i overmorgen, var stadig farefri. Åh, han kunne stadig mærke lidt sand fra stranden i sine knapstøvler ... han ville bede den gamle Grobleben om at lade det blive der altid ... Så kunne det hele godt begynde, det med kamgarnsfrakkerne og det med Hagenströms og det andet. Han havde, hvad han havde. Han ville huske havet og kurhaven, når det hele stormede ind på ham igen, og en ganske kort tanke på den lyd, hvormed de små bølger i aftenstilheden havde plasket mod bolværket, når de kom ind fra det fjerne i dets hemmelighedsfulde slummer derude, den skulle gøre ham så tryg, så urørlig mod alle genvordigheder ...
Så kom færgen, og så kom Israelsdorfer Allee, Jerusalemsbjerget, Burgfeld, vognen nåede Burgtor, ved hvis højre side man så de høje mure om fængslet, hvor onkel Weinschenk sad, den rullede hen ad Burgstrasse og over Koberg, lagde Breite Strasse bag sig og kørte bremsende ned ad den stejlt skrånende Fischergrube ... Dér var den røde facade med karnappen og de hvide karyatider, og da de fra den middagsvarme gade trådte ind i den stenlagte forstues kølighed, kom senatoren ud fra sit kontor med pen i hånd for at hilse på dem ...
Og langsomt, langsomt, med hemmelige tårer, lærte den lille Johann igen at undvære havet, at ængstes og kede sig uhyrligt, altid at være forberedt på Hagenströms og at trøste sig med Kai, hr. Pfühl og musikken.
Damerne Buddenbrook fra Breite Strasse og tante Klothilde stillede ham, så snart de så ham, det spørgsmål, hvordan skolen så smagte efter ferien - med et drillende glimt i øjet, som hyklede overlegen forståelse for hans situation, og med dette ejendommelige voksenhovmod, der behandler alt, hvad der angår børn, så spøgefuldt og overfladisk som muligt; og Hanno holdt stand mod disse spørgsmål.
Tre eller fire dage efter hjemkomsten til byen indfandt huslægen doktor Langhals sig i Fischergrube for at konstatere virkningerne af badeferien. Efter at han havde haft en længere konference med senatorinden, blev Hanno fremstillet for, halvt afklædt, at underkaste sig en indgående prøvelse - af hans status praesens, som doktor Langhals sagde, mens han betragtede sine negle. Han undersøgte Hannos sparsomme muskulatur, hans brystvidde og hans hjertefunktion, han lod sig informere om alle hans livsytringer, tog til sidst ved hjælp af en kanyle en bloddråbe fra Hannos smalle arm for at foretage en analyse af den derhjemme og virkede i almindelighed stadig ikke rigtig tilfreds.
"Vi er blevet temmelig brune," sagde han, idet han omfavnede Hanno, som stod foran ham, grupperede sin lille, sortbehårede hånd på hans skulder og kiggede op på senatorinden og frøken Jungmann, "men vi sætter stadig et alt for bedrøvet ansigt op."
"Han har hjemve efter havet," bemærkede Gerda Buddenbrook.
"Jaså ... nå, der vil du altså gerne være?" spurgte doktor Langhals, mens han så den lille Johann ind i ansigtet med sine selvbehagelige øjne ... Hanno blev bleg. Hvad betød dette spørgsmål, som doktor Langhals åbenbart ventede et svar på? Et vanvittigt og fantastisk håb, muliggjort af den sværmeriske overbevisning, at intet var umuligt for Gud, til trods for alle kamgarnsmænd i verden, steg op i ham.
"Ja ..." fik han frem med de opspilede øjne stift rettet mod lægen. Men doktor Langhals havde slet ikke ment noget særligt med sit spørgsmål.
"Nå, effekten af badene og den gode luft skal nok komme ... den skal nok komme!" sagde han, idet han klappede den lille Johann på skulderen, skubbede ham fra sig og med et nik i retning af senatorinden og Ida Jungmann - med det overlegne, velvillige og opmuntrende nik fra den vidende læge, hvis øjne og læber man hænger ved, rejste sig og afsluttede konsultationen ...
Den mest beredvillige forståelse for sin sorg over havet, dette sår, der groede så langsomt sammen og ved berøring med den mindste hårdhed i hverdagen igen begyndte at svie og bløde, fandt Hanno hos tante Antonie, der med synlig fornøjelse hørte ham fortælle om livet i Travemünde og af et livligt hjerte gik ind på hans længselsfulde lovprisninger.
"Ja, Hanno," sagde hun, "hvad der er sandt, er evig sandt, og Travemünde er et dejligt sted at være! Lige til jeg sætter den ene fod i graven, forstår du, vil jeg med glæde huske de sommeruger, jeg engang oplevede derude som ung, dum tøs. Jeg boede hos folk, jeg syntes om, og som vist også kunne lide mig, så det ud til, for jeg var køn og kæk dengang - nu kan jeg gamle kone jo godt sige det - og næsten altid i godt humør. Det var brave mennesker, kan jeg fortælle dig, ordentlige, trohjertede og retskafne, og desuden så kløgtige, belæste og begejstrede, som jeg aldrig har fundet magen til senere i livet. Ja, det var usædvanlig inspirerende at omgås dem. Jeg lærte meget for hele livet, forstår du, hvad anskuelser og kundskaber angår, og hvis ikke der var kommet andre ting imellem, alle mulige hændelser ... kort sagt, som det går til her i livet ... så havde jeg dumme tøs nok draget fordel af mangt og meget endnu. Vil du høre, hvor dum jeg var dengang? Jeg ville have de brogede stjerner ud af vandmændene. Jeg bar en hel bunke vandmænd hjem i et lommetørklæde og lagde dem pænt på balkonen i solen, så de kunne fordampe ... Så måtte stjernerne jo blive tilbage! Jo, tak ... da jeg kiggede efter, var der bare en temmelig stor våd plet. Det lugtede bare lidt af rådden tang ..."
And so began Tony Buddenbrook’s summer vacation – a few lovely weeks more pleasant and amusing than she had ever spent in Travemünde. [...]
Nõnda algasid Tooni Buddenbrookil kaunid suvenädalad, lõbusamad ja meeldivamad, mis ta iial veetnud Travemündes. [...]
© S. Fischer Verlag, Frankfurt
Tästä alkoivat Tony Buddenbrookin kauniit kesäviikot, rattoisimmat ja miellyttävimmät hänen koskaan Travemündessä viettämänsä. [...]
© S. Fischer Verlag, Frankfurt / WSOY Helsinki
Nú hófst fögur sumartíđ fyrir Toný Búddenbrook, skemmtilegri og ljúfari en nokkru sinni fyrr í Travemünde. [...]
© S. Fischer Verlag, Frankfurt /
Sākās jaukas un gaišas vasaras dienas, interesantākas un patīkamākas, kāadas Tonija Budenbroka Trāvemindējebkad bija piedzīvojusi. [...]
© S. Fischer Verlag, Frankfurt /
Taip prasidėjo Antonijai Budenbrok gražiosios vasaros savaitės, greičiau prabėgusios ir malonesnės už visas bet kada anksčiau praleistas Travemiundėje. [...]
© S. Fischer Verlag, Frankfurt /
Tredje del (Denne del tilegnes av hjertet min søster Julia til minne om vår Østersjøbukt.)
8
Og nå begynte noen herlige sommeruker for Tony, hyggeligere og morsommere enn hun før hadde opplevd i Travemünde. Hun blomstret opp, ingenting tynget henne mer; i ord og bevegelser vendte friskheten og sorgløsheten tilbake. Konsulen så tilfreds på henne når han kom ut til Travemünde om søndagene med Tom og Christian. Da spiste de samlet ved table d’hôte, drakk kaffe under konditoriets telttak mens musikken spilte, og inne i salen så de på ruletten, hvor livsglade herrer som Justus Kröger og Peter Döhlmann utfoldet seg. Konsulen spilte aldri. –
Tony solte seg, badet, spiste bratwurst med peppernøttsaus og gikk lange spaserturer med Morten: på landeveien til nabobyen, langs stranden til det høytliggende «Sjøtempelet», der de hadde herlig utsikt over hav og land, eller opp til det lille skogholtet som lå bak kurhuset, hvor den store table d’hôte-klokken hang. … Iblant rodde de over Trave til «Priwall», hvor de lette etter rav …
Morten var en underholdende følgesvenn, skjønt hans meninger var nokså hissige og arrogante. Han felte en streng og rettferdig dom over alt og alle og uttrykte seg med stor bestemthet, men rødmet samtidig.
Tony ble lei seg og skjente på ham da han med en keitet, men sint gest erklærte at alle adelige var idioter og uslinger. Men hun var meget stolt over at han forfektet synspunkter og meninger som hun visste at han ikke lot sine foreldre høre … En gang betrodde han henne:
«Dette må jeg også fortelle Dem. Jeg har et skjelett på min hybel i Göttingen … vet De, et slikt knokkelskjelett som nødvendigvis blir holdt sammen av ståltråd. Jeg har tatt en gammel politiuniform på skjelettet … ha! Synes De ikke at det er morsomt! Men fortell det for Guds skyld ikke til min far!.»
Det var ikke til å unngå at Tony ofte var nede på stranden eller i kurhagen sammen med dem hun kjente fra byen, eller fra tid til annen ble trukket med på en matiné eller seiltur. Da satt Morten «på stenene».
Helt fra den første dagen var dette blitt et stående uttrykk dem imellom.
«Å sitte på stenene» betydde å «være alene og kjede seg». Kom det en regnværsdag som hyllet havet inn i et grått slør så det gikk i ett med den lave himmelen og gjorde stranden gjennomvåt og oversvømmet veiene, sa Tony:
«I dag må vi sitte på stenene begge to, det vil si på verandaen eller i dagligstuen. Det er ikke noe å gjøre med det. De får spille studentersangene Deres for meg, Morten, selv om det kjeder meg usigelig.»
«Ja,» sa Morten, «kom så setter vi oss … Men vet De hva? Når De er med, så finnes det ingen stener mer!» … Slikt noe sa han aldri når faren var til stede. Men det gjorde ingenting om moren hørte det.
«Hva står på?» spurte overlosen da Tony og Morten reiste seg rett etter middagen og var i ferd med å gå ut. «Hvor har de unge herskaper tenkt seg hen?»
«Jo, jeg har fått lov til å følge frøken Antonie ut til Sjøtempelet.»
«Jaså, har du det? – Si meg nå min sønn Filius, ville det ikke være bedre hvis du satte deg på ditt rom og repeterte nervestrengene dine?
Du kommer til å ha glemt alt før du kommer tilbake til Göttingen …»
Men fru Schwarzkopf sa mildt: «Gud, Diederich, han har jo ferie, la ham få gå. Skal han da ikke ha noen glede av vårt besøk?» – Så gikk de.
De gikk langs stranden, helt nede i fjæren hvor høyvannet har gjort sanden våt, glatt og så hardpakket at det er lett å gå på den. Der ligger det små, alminnelige, hvite muslinger strødd omkring, og andre, avlange, store, blekt opaliserende, og mellom dem glinser det i gulgrønn, våt tang med runde, hule frukter som smeller når man trykker på dem, og der er maneter, både de ufarlige hvite og de rødgule giftige, som svir huden på den som bader og kommer nær dem …
«Vil De vite hvor dum jeg var da jeg var liten?» spurte Tony. «Jeg ville ha de brokete stjernene ut av manetene. Jeg bar hjem en masse maneter i lommetørkleet mitt og la dem pent i solen på balkongen, slik at de skulle fordampe … da måtte jo stjernene bli igjen! Jo takk! Det eneste jeg fant neste dag, var en stor våt flekk. Og det luktet bare litt råtten tang …»
De gikk i det rytmiske bruset fra de langstrakte bølgene ved siden av dem, med frisk, salt vind i ansiktet, vinden som kommer farende, fritt og uhindret, hyller seg som et usynlig spinn om ørene og frembringer en behagelig svimmelhet, en dempet bedøvelse … De gikk i denne vide, susende fred ved havet, som løfter og gir hver minste lyd, om den er fjern eller nær, en hemmelighetsfull betydning…
Til venstre for dem lå det skråninger av gul leire og rullestensgrus, innskårne, ensformige, med stadig nye fremspringende hjørner som skjulte den buktende kystlinjen. Her måtte de et sted klatre opp, fordi stranden ble for stenet, og der oppe fortsatte den bratte veien gjennom skogholtet til Sjøtempelet. Tempelet var en rund paviljong bygget av ubarkede stokker og bord, og innsiden var dekket av inskripsjoner, initialer, hjerter og små vers … Tony og Morten satte seg på den smale, grovt tømrede benken bak i et av de små rommene som vendte mot havet. Det luktet av tre her også, akkurat som i kabinene på badeanstalten.
Det var stille, til og med høytidelig, her oppe i denne ettermiddagstimen. Et par fugler kvitret, det stille suset fra trærne blandet seg med bruset fra havet dypt der nede. Langt ute på dets fjerne flate kunne de se riggen på et seilfartøy. Beskyttet mot vinden som hittil hadde sust om ørene på dem fant de to seg plutselig sittende inne i en stillhet som stemte dem til ettertanke.
«Kommer det eller går det?» ville Tony vite.
«Hva behager?» spurte Morten med sin tunge stemme. Så la han hurtig til, det var som om han våknet opp av en dyp åndsfraværelse:
«Det går, det er ’Bürgermeister Steenbock’ som seiler til Russland. – Jeg er glad jeg ikke er med!» fortsatte han etter en pause. «Der borte må det være enda verre enn hos oss!»
«Nå, nå,» sa Tony. «Nå tenker De på de adelige igjen, Morten, jeg kan se det på Deres ansikt. Det er slett ikke pent av Dem. Si meg, har De noensinne kjent en adelsmann?»
«Nei!» ropte Morten nesten ergerlig. «Gudskjelov!»
«Der kan De se! Men det har jeg. Det var riktignok en pike – Armgard von Schilling der borte, som jeg har fortalt Dem om. Hun var snillere og godmodigere enn De og jeg er. Hun visste nesten ikke at hun var en von, hun spiste pølser og snakket om kuene sine.»
«Ja, selvfølgelig, det finnes unntak, frøken Tony!» sa han ivrig.
«Men hør … De er en ung dame, De oppfatter alt så personlig. De kjenner tilfeldigvis en som er adelig, og sier: Det er da et godt meneske. Avgjort, men man behøver ikke kjenne noen for å fordømme dem alle. For det handler om prinsippet, ser De, om institusjonen. Ja, her kan De nok ikke protestere … Noen behøver bare å være født for å tilhøre de utvalgte som har lov til å se ned på oss andre … vi vil til tross for alle våre fortjenester, aldri komme opp på et slikt nivå …»
Morten snakket med naiv og godhjertet harme, han gestikulerte med hendene, men så selv at bevegelsene var klosset og lot dem være.
Men han fortsatte å snakke. Han var i stemning. Han satt foroverbøyet med en tommelfinger stukket inn mellom knappene på jakken og forsøkte å gi sine godmodige øyne et trassig uttrykk … «Vi, bourgeoisiet, tredjestanden, som vi er blitt kalt, ønsker at det bare skal finnes en fortjenesteadel, vi anerkjenner ikke lenger den gamle, råtne adelen, vi fornekter den nåværende rangordning i stendene … vi vil at alle mennesker skal være frie og like, at ingen skal være underkastet en annens vilje; alle skal utelukkende være underkastet lovene … Det skal ikke finnes privilegier eller noen vilkårlighet lenger! … Alle skal være statens likeberettigede barn og på samme måte som det ikke skal være noen mellommann mellom det enkelte individ og Gud, skal også borgeren stå i et umiddelbart forhold til staten! … Vi vil ha pressefrihet, næringsfrihet, handelsfrihet. Vi vil at alle mennesker skal kunne konkurrere med hverandre og motta belønning etter sin innsats … Men vi er bundet og kneblet … hva var det nå jeg ville si? Jo, hør bare: For fire år siden ble forbundslovene om universitetene og pressen fornyet – fine lover, må jeg si! Ingen får skrive eller hevde en sannhet som kanskje ikke stemmer overens med tingenes bestående orden … Forstår De? Sannheten blir undertrykket, den kommer ikke til orde … og hvorfor? Til fordel for en idiotisk, foreldet uakseptabel tilstand som vil bli opphevet før eller siden likevel – det er jo noe alle vet. Jeg tror ikke De forstår denne gemenheten – den idiotiske, brutale bruk av øyeblikkelig politimakt uten den minste forståelse for de nye, åndelige kreftene … Nei, bortsett fra alt annet vil jeg bare si en ting til … Kongen av Preussen har begått en stor urett! Den gang, i år tretten, da franskmennene var her, kalte han oss under fanene og lovet oss en konstitusjon … vi kom til unnsetning, og vi befridde Tyskland …»
Tony satt med haken støttet i hånden og betraktet ham fra siden. Et øyeblikk overveide hun for ramme alvor om han selv virkelig hadde kunnet hjelpe til med å fordrive Napoleon.
«– men tror De løftet ble innfridd? Akk nei! – Den nåværende kongen er en mann som skjønnmaler ting, en drømmer, en romantiker, akkurat som Dem, frøken Tony … Men jeg skal si Dem noe. Når filosofene og dikterne nettopp har overvunnet og avskaffet en anskuelse, en sannhet, et prinsipp, kommer det bestandig en konge etterpå som nettopp er nådd så langt, og som mener at nettopp dette er det nyeste og beste og følgelig tror at han må oppføre seg deretter … Slik forholder det seg med kongedømmet! Kongene er ikke bare mennesker, de er høyst middelmådige mennesker, de ligger milevis etter … Å, det er gått med Tyskland som med studenterforbundene. De hadde sin uforferdede og begeistrede ungdom i frihetskrigenes tid, nå er studentene blitt en hop av ynkelige spissborgere …»
«Ja, ja,» sa Tony. «Det kan godt være. Men kan jeg få spørre Dem om en ting … Hva angår det egentlig Dem? De er jo slett ikke prøysser …»
«Å, men det er det samme overalt, frøken Buddenbrook. Jeg bruker Deres etternavn og det med vilje. Egentlig burde jeg også si ’demoiselle’ Buddenbrook og gitt Dem det De har krav på. Er kanskje menneskene hos oss friere, mer broderlige, mer like enn i Preussen? Skranker, avstand, aristokrati – her som der … De har sympati for de adelige … Skal jeg si Dem hvorfor? Fordi De selv er adelig … Visste De ikke det? … Deres far er en stor herre, og De er en prinsesse. En avgrunn skiller Dem fra oss andre som ikke tilhører Deres krets av herskende familier. De kan nok en eller annen gang som tidsfordriv spasere en liten tur ved havet med en av oss, men når De vel er tilbake i kretsen av privilegerte og utvalgte, kan man værsågod sitte på stenene …»
Stemmen var nå blitt merkelig fremmedartet og opphisset.
«Morten», sa Tony trist. «De ergret Dem likevel når De satt på stenene! Men jeg ba Dem jo om å komme og bli presentert …»
«Å, nå tar De saken igjen som en ung dame, for personlig, frøken Buddenbrook! Men jeg snakker prinsipielt … Jeg sier at det ikke er større broderlig menneskelighet her enn i Preussen … Og hvis jeg skulle snakke personlig,» fortsatte han etter en liten pause med en mer dempet stemme, som den merkelige opphisselsen ikke hadde forsvunnet helt fra, «så sikter jeg ikke til dagen i dag, men kanskje til fremtiden … når De som Madame Ditt-eller-Datt for godt forsvinner inn på Deres fornemme domene og … man kan sitte på stenene resten av sitt liv.»
Han tidde, Tony sa heller ikke noe. Hun så ikke lenger på ham, men til siden, mot plankeveggen. Temmelig lenge rådet det en trykket taushet.
«Husker De,» begynte Morten igjen, «at jeg engang sa at jeg hadde et spørsmål jeg gjerne ville stille Dem? Ja, jeg har ønsket å få vite svaret helt siden den første ettermiddagen, da De nettopp var kommet, skal De vite … Ikke gjett! De kan umulig vite hva jeg mener. Jeg kan spørre Dem en annen gang, ved anledning, det haster ikke. Saken angår meg i grunnen ikke, jeg er bare nysgjerrig … Nei, i dag vil jeg bare røpe en ting for Dem … noe annet … Se her.»
Opp av jakkelommen trakk Morten et smalt bånd med kulørte striper; han så med en blanding av forventning og triumf inn i Tonys øyne.
«Så pent det er,» sa hun litt i villrede. «Hva betyr det?»
Men Morten sa høytidelig:
«Det betyr at jeg er medlem av en studentforening i Göttingen – nå vet De det! Jeg har også en lue i samme farver, men den har mitt skjelett i politiuniform fått ha på seg i ferien … her må jeg ikke bli sett med den, forstår De … Jeg går ut fra at jeg kan stole på Dem, at De ikke forteller det til noen. Får min far vite det, vil det bli et forferdelig rabalder …»
«Ikke et ord, Morten! Meg kan De stole på! … Men jeg forstår ikke – har alle studenter sammensverget seg mot adelen? … Hva er det De vil?»
«Vi vil ha friheten,» sa Morten.
«Friheten?» spurte hun.
«Ja! Friheten, forstår De, friheten …!» gjentok han og strakte ut den ene armen med en vag, litt klosset, men begeistret bevegelse utover og nedover mot det åpne havet og ikke mot den siden hvor den mecklenburgske kysten innsnevret bukten, men dit ut hvor havet var åpent, og hvor det i stadig enklere, grønne, blå, gule og grå striper, småkruset, storslagent og uoverskuelig strakte seg mot det fjernes horisonter av dis …
Tony fulgte hånden med øynene. Det manglet ikke meget på at hendenes deres som lå ved siden av hverandre på den ru benken, ble forent der de begge så utover mot de samme avstander. Slik satt de i stillhet lenge mens havet sendte sitt myke, tunge brus opp til dem … Tony følte plutselig at hun var enig med Morten i en stor, ubestemt, anelsesfull og lengselsfull forståelse av hva «frihet» betydde.
9
«Det er merkelig, Morten, det er umulig å kjede seg ved havet. Prøv å ligge et eller annet sted tre–fire timer på ryggen uten å gjøre noe, uten å tenke en tanke …»
«Ja, ja … ellers må jeg nok tilstå at jeg før pleide å kjede meg iblant, frøken Tony, men nå er det flere uker siden.»
Høsten kom. Den første, sterke vinden hadde innfunnet seg. Grå, tynne og forrevne skyer jaget over himmelen. Det mørke, opprørte havet var vidt og bredt dekket av skum. Store, mektige bølger rulletc frem med uimotståelig og skrekkinnjagende ro, bøyet seg majestetisk, dannet en metallisk, mørkegrønn hvelving og styrtet frådende og buldrende inn over sanden.
Sesongen var forbi. Den delen av stranden som badegjestene pleide bruke og hvor paviljongene nå stort sett var tatt ned, lå nesten som utdødd med bare noen få strandkurver igjen. Men Tony og Morten hadde en ettermiddag slått seg ned på et avsidesliggende sted: der hvor de gule leirveggene begynte, og hvor bølgene kastet sitt skum helt opp til «Måkestenen.» Morten hadde laget en fast tilklappet sandhaug til henne, og den lenet hun ryggen mot, der hun satt med snøresko og hvite strømper pent i kors og i sin myke, grå høstjakke med de store knappene. Morten lå på siden, vendt mot henne og med haken støttet i hånden. En måke skjøt nå og da utover vannet med sitt rovdyrskrik.
De så på veggene av grønne bølger fulle av tang som truende nærmet seg og kastet seg mot den klippeveggen som sto i veien for dem … i dette evige, kaotiske bruset som bedøver, gjør stum og opphever enhver følelse av tid.
Endelig gjorde Morten en bevegelse som om han vekket seg selv, og spurte:
«Nå skal De vel snart reise, frøken Tony?»
«Nei … hvorfor det?» sa Tony fraværende og uten å forstå.
«Herregud, det er jo tiende september … min ferie er likevel snart slutt, … hvor lenge kan det vare! Gleder De Dem til selskapene i byen …? Si meg … herrene De danser med, er vel elskverdige? Nei, det var ikke akkurat det jeg ville spørre om! Svar meg på dette,» sa han med ett, trykket haken til rette i hånden og så på henne. «Det er et spørsmålet jeg har gjemt på lenge, vet De … Altså! Hvem er herr Grünlich?»
Tony for sammen, så fort på ham, men lot deretter øynene streife omkring lik en som blir minnet om en fjern drøm. Igjen våknet den følelsen som hun hadde erfart i tiden etter herr Grünlichs frieri: Følelsen av at hun betydde noe, var personlig viktig.
«Jaså, var det det De vil vite?» spurte hun alvorlig. «Nå, da vil jeg fortelle Dem det. Det var temmelig pinlig for meg da Thomas nevnte navnet den første ettermiddagen, men siden De nå har hørt det … vel, herr Grünlich, Bendix Grünlich, er en av min fars forretningsforbindelser, en velstående kjøpmann fra Hamburg som inne i byen har anholdt om min hånd … men nei!» svarte hun fort på en bevegelse fra Morten, «jeg avviste ham, jeg kunne ikke beslutte meg til å gi ham mitt ja-ord for livet.»
«Og hvorfor ikke … om jeg tør spørre?» spurte Morten ubetenksomt.
«Hvorfor? Herregud, fordi jeg ikke kunne utstå ham!» ropte hun nesten sint… «De skulle bare sett ham – hvordan han så ut, hvordan han oppførte seg. Blant annet har han gullgule bakkenbarter – noe så fullstendig unaturlig! Jeg er sikker på at han friserte dem med det samme pulveret som vi forgyller nøttene på juletreet med … Dessuten var han falsk. Han vimset omkring mine foreldre, innsmigret seg, snakket dem skamløst etter munnen.»
Morten avbrøt henne:
«Men hva betyr: ’Det pynter særdeles?’»
Tony begynte å le, nervøst og fnisende.
«Ja … slik snakket han, Morten. Han sa ikke ’Det er pent’, eller ’Det pynter opp i stuen’, men: ’Det pynter særdeles’ … så fjollet var han, det forsikrer jeg Dem! … Dessuten var han innpåsliten, lot meg aldri være i fred, skjønt jeg alltid møtte ham med hån og ironi. En gang laget han en scene hvor han nesten gråt … hva gir De meg, en mann som gråter …»
«Han må ha vært svært glad i Dem,» sa Morten stille.
«Men hva angikk det meg?!» ropte hun forbauset og snudde seg igjen om på siden ved sandhaugen sin …
«De er grusom, frøken Tony … Er De alltid så grusom? Si meg … De likte ikke denne herr Grünlich. Men har De noensinne synes godt om noen annen? … Ofte tenker jeg: Har De kanskje et koldt hjerte? Jeg skal si Dem noe … det er så sant at jeg kan sverge på det: En mann er ikke dum og fjollet fordi han gråter over at De ikke vil vite av ham … slik er det. Jeg er ikke sikker, avgjort ikke sikker på at ikke også jeg … Ser De, De er et forvent, fornemt vesen … Gjør De alltid narr av dem som ligger for Deres føtter? Har De virkelig et koldt hjerte?»
Etter den lille stund av munterhet begynte Tonys overleppe plutselig å dirre. Hun så på ham med store, sørgmodige øyne som langsomt ble fylt av tårer og sa lavt:
«Nei, Morten, tror De det om meg? … Det må De ikke tro om meg.»
«Jeg tror det ikke heller!» ropte Morten med en latter som rommet både grepethet og møysommelig undertrykket jubel … Han rullet seg helt rundt slik at han nå lå på maven ved siden av henne, støttet seg på albuene, tok hennes hånd i begge sine og så med sine vennlige, stålblå øyne henrykt og begeistret inn i hennes ansikt.
«Og De … De gjør ikke narr av meg hvis jeg sier til Dem at …»
«Jeg vet det, Morten,» avbrøt hun ham stille, så til side og ned på sin ledige hånd som langsomt lot den fine sanden gli mellom fingrene.
«De vet det …! Og De … De, frøken Tony …»
«Ja, Morten, jeg setter stor pris på Dem. Jeg liker Dem svært godt. Jeg holder mer av Dem enn av noen annen jeg kjenner.»
Han rykket til, gjorde et par bevegelser med armene og visste ikke hva han skulle gjøre. Han kom seg opp, men kastet seg straks ned igjen ved siden av henne og ropte med en stemme som stammet, sprakk, sviktet og igjen ble fylt av lykke. «Å, jeg takker Dem, takk, takk! Ser De, nå er jeg så lykkelig som jeg aldri har vært før i mitt liv!» Så begynte han å kysse hennes hender.
Plutselig sa han stille: «Snart reiser De tilbake til byen, Tony. Om fjorten dager er min ferie forbi … og da må jeg til Göttingen igjen.
Men lov meg at De vil huske denne ettermiddagen ved stranden til jeg kommer tilbake … og er doktor … og kan be for oss hos Deres far, hvor vanskelig det enn kommer til å bli. Og at De i mellomtiden ikke vil bønnhøre noen herr Grünlich? Å, det vil ikke vare lenge, stol på det! Jeg skal arbeide som en … og det er slett ikke vanskelig …»
«Ja, Morten,» sa hun lykkelig og tankefull mens hun så på hans øyne, munn og hendene som holdt om hennes …
Han trakk hennes hånd nærmere sitt bryst og spurte lavt og bedende:
«Og vil De ikke – får jeg ikke bekrefte det …?»
Hun svarte ikke, hun så ikke på ham, men flyttet forsiktig overkroppen på sandhaugen nærmere ham, og Morten kysset henne langsomt og omstendelig på munnen. Siden stirret de i hver sin retning utover sanden og skjemtes ubeskrivelig.
Tiende del
3
I flere år hadde Buddenbrooks unnlatt å ta så lange sommerreiser som de en gang gjorde. Selv da senatorinnen sist vår ville gjøre alvor av sitt ønske om å besøke sin gamle far i Amsterdam og etter så lang tid spille duetter med ham, hadde hennes mann bare med en viss motvilje innvilget dette. Men at Gerda, lille Johann og Ida Jungmann hver sommer i feriene skulle flytte ut til kurhuset i Travemünde, var blitt en fast regel, kanskje mest av hensyn til Hannos helse …
Sommerferie ved havet! Fantes det noen i hele den vide verden som forstod hvilken lykke dette innebar? Etter ensformigheten i tallrike og trege skoledager fulgte fire ukers fredelig, bekymringsløs og avsondret tilværelse med lukt av tang og det stille bruset av brenninger … Fire uker – en tid som til å begynne med ikke var til å overskue, hvis slutt det ikke var mulig å tro på og som det var en skjensel bare å snakke om. For lille Johann var det umulig å forstå hvordan lærerne kunne få seg til å si ved skoleavslutningen: «Og etter ferien fortsetter vi her og går så over til …» Etter ferien? Det så nesten ut som om han gledet seg til at den var over, denne ubegripelige mannen i den blankslitte kamgarnsfrakken! Etter ferien! Hvordan kunne han i det hele tatt tenke på det? Så langt borte, så vidunderlig langt borte var alt det som lå på den andre siden av disse fire ukene!
Hanno våknet – og hvilken oppvåkning – den første morgenen i det ene av de to sveitserhusene som var forbundet i rett linje med «konditoriet» og kurhusets hovedbygning – etter at inspeksjonen av karakterboken dagen før var overstått med mer eller mindre hell og turen med den tungt lastede drosjen var tilbakelagt! En ubestemt lykkefølelse skyllet gjennom ham, skremte ham og fikk hans hjerte til å trekke seg sammen. Han åpnet øynene og kjærtegnet i et salig blikk de gamle møblene i det rene, lille værelset … Et øyeblikks søvndrukken, frydefull forvirring, men så gikk det opp for ham at han var i Travemünde, at han i fire samfulle uker skulle være i Travemünde. Han rørte ikke på seg. Han lå på ryggen i den smale, gule tresengen med laken som var ytterst tynne og myke av elde, lukket iblant øynene og følte at brystet skalv av lykke og uro i dype, langsomme åndedrag.
Værelset lå badet i det gyldne dagslyset som falt inn gjennom det stripete rullegardinet. Alt omkring ham var stille – både mamma og Ida Jungmann sov fortsatt. Ingenting kunne høres bortsett fra den fredelige og regelmessige rakelyden av en rive – det var hotellbetjenten som rakte grusgangene i kurhaven – og summingen av en flue som hadde forvillet seg inn, og stadig støtte mot rutene mellom rullegardinet og vinduet og hvis skygge for omkring i lange sikksakklinjer på det stripete rullegardinstoffet … Hvor stille det var; bare en ensom rakelyd og den monotone summingen! Og denne troskyldige, blide fred fylte lille Johann med den herlige følelsen av ro, av den velstelte, fornemme avsondretheten, som kjennetegnet badestedet og som han elsket over alt annet. Gudskjelov, hit kom ingen av de blankslitte kamgarnsfrakkene som representerte reguladetri og grammatikk på jorden, nei, for her ute var det nok for dyrt for dem …
I et anfall av glede hoppet han ut av sengen og løp barbent bort til vinduet. Han trakk rullegardinet opp, hektet av den hvitlakkerte haspen på det ene vinduet, og tittet ut etter fluen som fløy bort over grusstiene og blomsterbedene i kurhaven. Musikkpaviljongen, midt i en halvsirkel av buksbom, stod ennå tom og stille midt imot hotellbygningene. «Fyrsletten», oppkalt etter fyret som raget opp et sted til høyre, strakte seg med sitt korte gress avbrutt av enkelte nakne jordflekker under den hvite, overskyede himmelen, helt ut til sandstranden, hvor lange rader av privatpaviljonger og strandstoler vendte ut mot havet.
Og der lå havet i fredelig morgenlys med flaskegrønne og blå, blanke og krusete striper; og et dampskip kom inn fra København mellom de rødmalte tønnene som markerte leden for skipet, og det var ikke nødvendig å vite om det var Najaden eller Friederike Oeverdieck som kom.
Og Hanno Buddenbrook kunne igjen trekke inn den krydrede luften av hav i dype, rolige åndedrag og hilse det ømt med øynene – stumt, kjærlig og takknemlig.
Så kunne dagen begynne, den første av disse fåtallige åtte og tyve dagene som til å begynne med virket som en evig velsignelse, men som rant desperat fort forbi så snart de første var brukt opp … Frokosten ble servert på altanen eller under det store kastanjetreet nede ved lekeplassen, hvor den store husken hang. Alt – lukten av nyvasket duk når kelneren la den på, serviettene av silkepapir, det uvante brødet, det at de ikke spiste egg med skjeer av ben som hjemme, men med vanlige teskjeer og fra små eggbegre av metall – alt henrykket lille Johann.
Og det som fulgte, var så fritt og lett ordnet, et vidunderlig uvirksomt og oppvartet liv som fløt uforstyrret og sorgløst forbi: Formiddagen ved stranden når kurkapellet fremførte sitt morgenprogram der oppe, dette å ligge og hvile seg ved foten av strandstolen, den myke og drømmende leken med den varme sanden som man ikke ble skitten av, den selvfølgelige og selvforglemmende streifingen med henførte øyne over den grønne og blå uendeligheten, hvor det stilt susende kom et friskt, vilt og herlig duftende vinddrag som strøk om ørene og fremkalte en behagelig svimmelhet, en slags mild bedøvelse som fikk en til å glemme enhver bevissthet om tid og rom og all begrensning overhodet … Og deretter badingen. Den var til større glede her enn på herr Asmussens anstalt. Her fløt det ingen «andemat» omkring, det lyst grønne, krystallklare vannet skummet høyt og vidt når man pisket i det, og i motsetning til det sleipe tregulvet der, kjærtegnet den mykt bølgete sanden føttene, og konsul Hagenströms sønner var langt borte, meget langt – i Norge eller i Tyrol. Konsulen likte å foreta lange reiser i sommerferiene – og hvorfor ikke gjøre det, ikke sant? … En spasertur for å få varmen igjen langs stranden til «Måkestenen» eller til «Sjøtempelet», en liten lunsj inntatt i strandstolen – og så var det snart tid for å gå opp på værelsene sine og hvile en stund før man kledde seg til table d’hôte. Og ved table d’hôte gikk det livlig for seg, for badestedet hadde høysesong, mange mennesker, familier som var venner av Buddenbrooks, dessuten folk fra Hamburg, til og med engelske og russiske herskaper fylte den store salen i kurhuset. Ved et høytidelig, lite bord serverte en sortkledd herre suppe fra en sølvblank terrin. Det var fire retter, mer velsmakende, mer krydret eller i det minste tillaget på en festligere måte enn hjemme, og flere steder ved det lange bordet ble det drukket champagne … Ofte ankom det enslige herrer fra byen. De tillot ikke at forretningene bandt dem til byen hele uken og kom for å more seg. Etter maten fikk de gjerne fart på rouletten: Konsul Peter Döhlmann hadde latt sin datter bli hjemme, og fortalte så morsomme historier på plattysk at damene lo til de fikk hold i siden og ba om et øyeblikks nåde; senator, doktor Cremer, den gamle politisjefen; onkel Christian og hans skolekamerat, senator Gieseke, som også var uten familie og betalte alt for Christian Buddenbrook … Etter middag drakk de voksne kaffe under konditoriets telttak mens musikken spilte – og da satt Hanno på en stol ved tempelet og lyttet, utrettelig … Det var sørget for ettermiddagen. I kurhaven var det reist et lite skytetelt, og til høyre for sveitserhusene lå stallene med hester, esler og kyr, hvis lunkne, skummende og duftende melk ble drukket hver dag som et mellommåltid. Man kunne ta en spasertur inn i den lille byen langs «den forreste rekke», ta en båt derfra ut til Priwall-halvøen, hvor det på stranden fantes rav, delta i et spill krokket på lekeplassen eller sitte på en benk oppe på den skogbevokste høyden bak hotellet, der hvor den store table d’hôte-klokken hang, og der bli lest for av Ida Jungmann … Men det beste av alt var likevel å gå tilbake til havet og sitte der, ytterst på bolverket i skumringen, med ansiktet vendt mot den åpne horisonten. Store skip gled forbi, dem kunne man vinke til med lommetørkleet, eller man kunne lytte til småbølgene som stillferdig slo mot stenblokkene – alt, hele dette vide rommet, var fylt av et dempet og nært sus som hvisket vennlig til lille Johann og ba ham om å lukke øynene, for alt var vel. Men da sa Ida Jungmann: «Kom, lille Hanno; nå må vi gå, aftensmaten venter; sover du her, blir du syk.» Hvor rolig hans hjerte slo! Hvor tilfredsstillende og regelmessig hans hjerte slo når han vendte hjem fra havet! Og når han hadde spist aftensmat med melk eller maltøl på værelset, mens hans mor superte senere i et større selskap på kurhusets glassveranda, kom søvnen helt uten skrekk og feber til ham, ledsaget av de dempede rytmene fra aftenkonserten og hans tilfredse hjertes trygge og fulle slag. Han sovnet nesten før han lå mellom de gamle, tynne lakenene i sin seng …
Søndag kom senatoren i likhet med de andre herrene som var blitt holdt tilbake i byen av forretninger, for å besøke sin familie. Han ble til mandag morgen. Men selv om det ble servert is og champagne ved table d’hôte, og arrangert eselritt og seilturer ut på det åpne havet, likte ikke lille Johann disse søndagene noe særlig. Badestedets ro og fred ble forstyrret. En mengde mennesker fra byen som ikke passet inn her – «døgnfluer fra den gode middelstand», kalte Ida Jungmann dem med velment ringeakt, strømmet om ettermiddagen inn i kurhaven og til stranden for å drikke kaffe, lytte til musikk og bade. Hanno ville helst ha lukket seg inne på værelset sitt til disse fredsforstyrrerne i søndagsklær var toget ut igjen … Nei, han var glad når alt var i vanlig gjenge igjen på mandag, og hans fars øyne som han i seks dager hadde vært på avstand fra og – det hadde han også merket – som hele søndagen hadde hvilt kritisk og granskende på ham, heller ikke var der lenger …
Og så var fjorten dager gått. Hanno sa til seg selv og forsikret alle som ville høre på ham, at den tid som nå var igjen var like lang som hele høstferien. Men dette var en mager trøst, for når høydepunktet av ferien først var nådd, gikk det nedover bakke med den, så fort, så forferdelig fort at han ønsket han kunne klamret seg til hver time for å holde den fast, og trekke havluften så langsomt inn at han ikke ødslet lykken bort i ren uaktsomhet.
Men tiden bare gikk uten avbrytelse, i regn og solskinn, i pålandsog fralandsvind, i trykkende varme og øredøvende tordenvær som ikke kom seg over vannet og aldri syntes å ta slutt. Det var dager da nordøstvinden fylte bukten med sort-grønt høyvann som dekket stranden med tang, muslinger, maneter og truet paviljongene. Da var det mørke, opprørte havet vidt og bredt dekket med skum. Store, tunge bølger veltet seg frem med ubønnhørlig og skremmende ro, bøyet seg majestetisk slik at undersiden dannet en mørkegrønn, skarpt metallisk runding og styrtet larmende, buldrende, sydende og tordnende inn over stranden. … Det var andre dager da vestenvinden drev havet tilbake slik at den sirlig småbølgede bunnen lå åpen langt utover og store, nakne sandbanker kom til syne overalt, samtidig som regnet styrtet ned og himmel, jord og vann fløt sammen og vinden jaget regnet foran seg og kastet det mot rutene, så det ikke var dråper, men rene bekker som skyllet nedover dem og gjorde dem ugjennomsiktige. Men da fant Hanno seg best til rette i salongen. Pianinoet der var riktignok blitt utsatt for en styrtsjø av valser og schottischer på matineene, og det lot seg ikke gjøre å fantasere melodiøst og klingende som på flygelet hjemme hos dem. Men man kunne likevel oppnå ganske mange fornøyelige virkninger med dets dempede og sprø klangfarver … Og igjen kom andre dager, drømmende, blå, vindstille, stekende hete dager da blå fluer sto summende i solen ved «Fyrfeltet» og havet lå stille og speilblankt, uten luftning eller bevegelse. Da det bare var tre dager igjen, sa Hanno til seg selv og gjorde det klart for alle og enhver at det nå gjenstod en tid som var like lang som hele pinseferien. Men hvor riktig denne beregning enn var, så hadde Hanno selv ingen tiltro til den. En innsikt hadde for lengst bemektiget seg hans hjerte: han i den blankslitte kamgarnsfrakken hadde likevel hatt rett: De fire ukene ville ta slutt, og da måtte man fortsette der man hadde sluttet …
En fullpakket drosje stanset utenfor kurhuset. Dagen var kommet.
Tidlig om morgenen hadde Hanno sagt farvel til havet og stranden. Nå sa han adjø til kelnerne som fikk sine drikkepenger, til musikkpaviljongen, rosebedene og hele den deilige sommertiden.
Hotellpersonalet bukket, og vognen satte seg i bevegelse.
Den kjørte gjennom alléen som førte opp til den lille byen og tok veien forbi «den forreste rekke» … Hanno trykket hodet mot vognhjørnet.
Han så ut av vinduet forbi Ida Jungmann, som satt overfor ham på baksetet, klarøyet, hvithåret og knoklet. Morgenhimmelen var dekket av hvite skyer, på Trave flyktet småbølger for vinden. Nå og da falt små regndråper mot vinduet. Ved enden av «den forreste rekke» satt folk utenfor husene sine og bøtte garn, barbente barn kom springende og stirret nysgjerrig på vognen. De fikk lov til å bli …
Da vognen la de siste husene bak seg, bøyet Hanno seg fremover for å se en gang til på fyrtårnet. Så lente han seg tilbake og lukket øynene.
«Neste år kommer vi igjen, lille Hanno», trøstet Ida Jungmann med sin dype stemme. Mer skulle det ikke til før haken begynte å skjelve, og tårene begynte å renne under hans lange øyenvipper.
Ansiktet og hendene var blitt brune av havluften. Men hvis formålet med badeoppholdet hadde vært å gjøre ham hardere, mer energisk, robust og motstandskraftig, så hadde man mislykkes fullstendig – denne sørgelige sannhet sto helt klart for ham. Disse fire ukene med beskyttet fred og havtilbedelse hadde bare gjort ham vekere, mer følsom, mer drømmende og enda mindre i stand til å imøtese med tapperhet det som ventet ham – herr Tiedges reguladetri, terpingen av historiske årstall og grammatiske regler, fortvilet og lettsindig kasting av bøker, panisk søvn for å unnslippe det hele, redselen om morgenen, redselen for skoletimene, katastrofene, de fiendtlige Hagenströms – og de krav som faren stilte til ham.
Men den friske morgenturen oppmuntret ham litt der vognen skumplet av gårde under fuglekvitter i vannfylte hjulspor. Han tenkte på Kai og gjensynet med ham, på herr Pfühl, klavertimene, flygelet og sitt harmonium. I morgen var det forresten søndag, og den første skoledagen, i overmorgen, var heller ikke farlig. Å, han kunne fremdeles kjenne litt sand fra stranden i knappestøvlene … han skulle be gamle Grobleben om å la den bli liggende der til evig tid. Alt kunne i grunnen begynne på nytt … det med kamgarnsfrakken og det med Hagenströms og alt det andre. Han hadde jo hva han hadde. Han kunne tenke på havet og kurhaven når alt stormet inn over ham igjen, og ofre en aldri så liten tanke på lyden av de små bølgene i aftenstillheten når de plasket mot bolverket der de kom fra det fjerne i dens hemmelighetsfulle slumring der ute; det ville gjøre ham trygg og beskytte ham mot alle plager og prøvelser i hans liv …
Så kom fergen, og deretter Israelsdorfer Allee, Jerusalemsberget, Burgfeld; vognen kom frem til Burgtor hvor man til høyre for det kunne se murene omkring fengselet hvor onkel Weinschenk satt; den rullet deretter bort over Burgstraße og over Koberg, la Breite Straße bak seg og bremset seg nedover den bratte Fischergrube … Der var den røde fasaden med karnappet og de hvite karyatidene, og da de gikk fra den middagshete gaten og kom inn i den kjølige, stenlagte vestibylen, kom senatoren ut fra kontoret med penn i hånden for å hilse på dem …
Langsomt, langsomt, med hemmelige tårer, lærte lille Johann igjen å unnvære havet, leve i stadig engstelse, kjede seg uhyrlig, alltid være forberedt på angrep fra Hagenströms og å trøste seg med Kai, herr Pfühl og musikken.
Damene Buddenbrook fra Breite Straße og tante Klothilde spurte med en gang de så ham om hvordan det var å begynne på skolen igjen etter ferien. De gjorde det med det ertende glimtet i øyet som foregir overlegen forståelse, denne besynderlige overlegenhet som voksne tillater seg å vise overfor forhold som angår barn – så spøkefullt og overfladisk de bare kunne, og Hanno holdt stand mot tallrike spørsmål av denne art.
Tre eller fire dager etter at de var kommet hjem til byen, kom doktor Langhals, huslegen, til Fischergrube for å kontrollere virkningene av badeferien. Først hadde han en lengre konferanse med fru Gerda. Så ble Hanno, halvt avkledd, ført inn for å undergå en grundig granskning – en undersøkelse av hans status praesens, som doktor Langhals sa, mens han studerte neglene sine. Han undersøkte Hannos sparsomme muskulatur, brystvidde og hjertefunksjon, forhørte seg om hans livsytringer, og tok til slutt med en kanyle en dråpe blod fra Hannos tynne arm for å analysere den nærmere hjemme. Det virket som om han ikke var helt fornøyd.
«Vi er blitt temmelig brune,» sa han, omfavnet lille Hanno som stod foran ham, plasserte sin lille, sorthårete hånd på guttens skulder og kikket opp på senatorinnen og frøken Jungmann, «men fortsatt setter vi opp et altfor begredelig ansikt.»
«Han har hjemlengsel til havet,» sa Gerda Buddenbrook.
«Jaså … og der vil du altså gjerne være?» spurte doktor Langhals og så lille Johann rett inn i ansiktet med sine selvtilfredse øyne … Hanno ble blek. Hva mente doktoren med det? Han ventet åpenbart på et svar. Et fantastisk håp ble tent i ham, inspirert av den svermeriske tro at intet er umulig for Gud, til tross for alle kamgarnsfrakker i verden.
«Ja …» fikk han frem og stirret på doktoren med oppspilte øyne.
Men doktor Langhals hadde aldeles ikke ment noe særlig med spørsmålet.
«Godt, virkningen av badingen og frisk luft kommer nok … den viser seg nok siden!» sa han, klappet lille Johann på skulderen, skjøv ham fra seg og nikket mot senatorinnen og Ida Jungmann – med det overlegne, allvitende og oppmuntrende nikket fra en lege hvis øyne og lepper henger ved når noe er på ferde. Så reiste han seg og avsluttet konsultasjonen.
Det var tante Antonie som best forstod hans smertelige lengsel etter havet, dette sorgens sår som grodde så langsomt og som ved den minste berøring med hverdagen igjen begynte å verke og blø. Med synlig glede lyttet hun når han fortalte om livet i Travemünde og hadde full forståelse for hans entusiastiske og lengselsfulle lovprisninger.
«Ja, Hanno,» sa hun, «det som er sant, er sant til evig tid, og Travemünde er et herlig sted å være! Til jeg går i min grav kommer jeg til å huske med glede de sommerukene jeg som ung, dum pike opplevet der ute. Jeg bodde hos mennesker jeg likte og som nok også likte meg virket det som, for jeg var en ganske pen pike den gangen – gammel kone som jeg nå er, kan jeg jo si det – og nesten alltid i godt humør.
Det var prektige mennesker skal jeg si deg, skikkelige, godhjertede og rettskafne på alle måter. Dessuten var de så kloke, beleste og begeistret, senere i livet har jeg aldri funnet maken til dem. Det var virkelig inspirerende å omgås dem. Ja, jeg lærte meget av dem – for hele livet, forstår du – både når det gjaldt kunnskaper og anskuelser, og hadde det ikke kommet andre ting i veien, alle mulige hendelser … kort sagt: ja, som det kan gå til i livet … kunne jeg, dumme gås, antagelig ha kommet til å lære enda mer. Skal jeg fortelle deg hvor dum jeg var den gangen? Jeg ville ta de farverike stjernene ut av glassmanetene. Jeg bar hjem en hel haug maneter og la dem forsiktig i solen på balkongen, slik at de kunne fordampe … For da ville vel stjernene bli igjen, mente jeg! Jo takk … For da jeg så etter, var det bare en stor våt flekk igjen. Det luktet bare råtten tang …»
© Gyldendal, Oslo, 2026
Dla Toni rozpoczęly się piękne dni letnie, weselsze i milsze od wszystkich, jakie kiedykolwiek spędziła w Travemünde. [...]
© S. Fischer Verlag, Frankfurt /
Так начались для Тони Будденброк эти летние дни, счастливые и быстролетные, каких она еще не знавала в Травемюнде. [...]
© S. Fischer Verlag, Frankfurt /
Tredje delen (Tillägnas hjärtligen min syster Julia till minne av vår östersjöbukt)
Härmed började för Tony Buddenbrook sköna sommarveckor, nöjsammare och angenämare än hon någonsin hade upplevt i Travemünde. Hon blommade upp, ingenting tyngde henne längre; hennes ord och rörelser återfick sin morskhet och sorglöshet. Konsuln betraktade henne gillande när han tillsammans med Tom och Christian kom ut till Travemünde på söndagarna. Då åt man vid table d’hôten, drack sitt kaffe under konditoriets tälttak medan kurorkestern spelade och såg på hur livade laxar som Justus Kröger och Peter Döhlmann trängdes kring rouletten inne i salen; konsuln spelade aldrig. –
Tony solade, hon badade, åt bräckkorv med pepparkakssås och gick långa promenader med Morten: på landsvägen till grannorten, längs stranden till det högt belägna ”Sjötemplet”, som hade en vidsträckt utsikt över hav och land, eller upp i skogsdungen som låg bakom badhotellet och där den stora table d’hôte-klockan hängde högst upp i backen … Eller så rodde de över Trave till ”Priwal”, där man kunde hitta bärnsten
Morten var en underhållande följeslagare, fast han yttrade sig en smula hetsigt och nedsättande. Om allting hade han ett strängt och rättvist omdöme parat, som han uttalade med bestämdhet, trots att han samtidigt rodnade. Tony blev bedrövad och grälade på honom när han med en något tafatt men vredgad gest förklarade att alla adliga var idioter och uslingar; men hon var mycket stolt över att han inför henne öppet och förtroendefullt framförde sina åsikter som han teg med inför föräldrarna … En gång sade han:
”Det måste jag berätta för er: I min lya i Göttingen har jag ett komplett skelett … ni vet, ett benrangel som nödtorftigt hålls ihop med lite ståltråd. Nå, det där skelettet har jag klätt i en gammal polisuniform … ha! Tycker ni inte det är utmärkt? Men tala för Guds skull inte om det för far!”
Det kunde inte undgås att Tony ofta umgicks med sina stadsbekanta på stranden eller i kurparken, att hon blev meddragen på en och annan réunion och segeltur. Då satt Morten ”på stenarna”. Dessa stenar hade sedan första dagen blivit ett stående uttryck dem emellan. ”Sitta på stenarna” betydde: ”Vara ensam och ha tråkigt.” Kom det en regndag som så långt ögat nådde svepte sjön i en grå slöja så att den alldeles flöt ihop med den låga himlen, en regndag som gjorde stranden mjuk av blöta och översvämmade vägarna, då sade Tony:
”Idag måste vi sitta på stenarna bägge två … det vill säga på verandan eller i salen. Det återstår inte annat än att ni spelar era studentsånger för mig, Morten, trots att det tråkar ut mig alldeles gruvligt.”
”Ja”, sade Morten, ”vi sätter oss … Men vet ni, när ni är med så är det inte längre några stenar!” … Sådant sade han för övrigt inte när hans far var närvarande; modern fick höra det.
”Vad nu?” frågade lotskaptenen när Tony och Morten reste sig samtidigt från bordet och gjorde sig i ordning att gå ut … ”Vart skall unga herrskapet ta vägen?”
”Jo, jag får följa fröken Antonie bort till Sjötemplet en stund.”
”Jaså, får du det? – Säg mig, min son filius, vore det inte när allt kommer omkring lämpligare att du satte dig på din kammare och repeterade dina nervsträngar? Du har glömt allting innan du kommer tillbaka till Göttingen.”
Men fru Schwarzkopf sade blitt: ”Herregud, Diederich! varför skulle han inte gå med? Låt honom gå med! Han har ju ferier! Och skall han inte få ut något alls då av främmandet vårat?” – Sålunda gick de.
De gick längs stranden, ända nere vid vattnet, där som vågorna har gjort sanden fuktig, slät och hård så att det är lätt att gå; där det ligger vanliga små vita musslor och andra avlånga, stora, opaliserande; och däremellan gulgrönt, vått sjögräs med runda, ihåliga frukter som smäller när man krossar dem; och maneter, enkla, vattenfärgade såväl som rödgula, giftiga, som bränner en på benet om man kommer åt dem när man badar …
”Vill ni veta hur dum jag var förr?” sade Tony. ”Jag ville få ut de granna stjärnorna ur maneterna. Jag bar hem en hel massa maneter i näsduken och lade dem snyggt och prydligt i solen på balkongen för att de skulle avdunsta … då måste ju stjärnorna bli kvar! Jo, pyttsan … När jag såg efter var där en ganska stor blöt fläck. Det luktade bara lite rutten tång …”
De gick, med det rytmiska bruset från de långsträckta vågorna vid sidan om sig och den friska salta vinden i ansiktet, den som kommer farande fritt och obehindrat, sveper kring öronen och framkallar en behaglig yrsel, en matt domning … De gick vid havet i denna vidsträckta, lugnt susande frid som skänker varje litet ljud, fjärran eller nära, en högre hemlighetsfull innebörd …
Till vänster reste sig sönderskurna slänter av gul lera och grus, likformiga, med ständigt nya utskjutande hörn som skymde kustens krökar. Här någonstans blev stranden för stenig, och de klättrade upp för att fortsätta däruppe på vägen genom skogen upp till Sjötemplet. Sjötemplet, en rund paviljong, var byggt av obarkade trädstammar och bräder som på insidan var fulla med inskrifter, initialer, hjärtan, dikter … Tony och Morten satte sig på den smala, grovt tillyxade bänken längst in i en av de små avbalkningarna som vette mot sjön
och där det luktade trä som i badhusets hytter.
Det var mycket stilla och högtidligt häruppe vid denna eftermiddagstimma. Ett par fåglar tjattrade, och det svaga suset i träden blandades med sorlet från havet som bredde ut sig djupt nedanför och där riggen på ett fartyg syntes långt i fjärran. I lä för vinden som hittills hade spelat kring öronen på dem upplevde de plötsligt en stillhet som stämde till eftertanke.
Tony hörde sig för:
”Kommer hon eller går hon?”
”Vad?” frågade Morten med sin tröga röst … och som om han vaknade upp ur någon djup frånvaro sade han raskt: ”Går! Det där är ’Bürgermeister Steenbock’ som far till Ryssland. – Jag skulle inte vilja fara med”, tillade han efter en paus. ”Där måtte det råda ännu mer upprörande förhållanden än hos oss!”
”Jaså!” sade Tony. ”Nu tänker ni börja på med de adliga igen, Morten, jag ser det på er min. Det är inte vackert av er … Har ni någonsin känt någon adlig?”
”Nej!” ropade Morten nästan indignerat. ”Gudskelov!”
”Nehej, ser ni? Men det har jag. En flicka visserligen, Armgard von Schilling där på andra sidan, som jag redan har berättat för er om. Nå, hon var hyggligare än ni och jag, hon visste knappt om att hon hette något på von, hon åt medvurst och talade om sina kor …”
”Säkert finns det undantag, fröken Tony!” sade han ivrigt. ”Men hör här … ni är en ung dam, ni betraktar allting personligt. Ni känner en adlig och säger: Men det är ju en bra människa! Visst … men man behöver inte känna någon alls för att fördöma dem allihop! För det handlar om principen, förstår ni, om institutionen! Ja, nu blev ni tyst … Eller hur? Att någon bara behöver födas för att vara utvald och ädel … en som kan se ner med förakt på oss andra … vi som inte hur många förtjänster vi än har kan nå upp till hans höjd!” Morten talade med en naiv och godhjärtad harm; han försökte gestikulera med händerna, såg själv att det blev tafatt och lät det vara. Men han fortsatte att tala. Han var i stämning. Han satt framåtböjd, med ena tummen instucken mellan knapparna i sin jacka, och förlänade sina godmodiga ögon ett trotsigt uttryck … ”Vi, bourgeoisien, tredje ståndet, som vi har kallats till nu, vi vill att det enbart skall finnas en adel grundad på förtjänst, vi erkänner inte längre dagdrivaradeln, vi bestrider den nu rådande rangordningen mellan stånden … vi vill att alla människor skall vara fria och jämlika, att ingen skall vara underordnad en person utan alla lyda enbart under lagarna! … Det skall inte finnas några privilegier och något godtycke mer! … Alla skall vara likaberättigade barn till staten, och liksom det inte längre existerar någon medlare mellan lekmannen och Gud, så skall också medborgaren stå i direkt förhållande till staten! … Vi vill ha en fri press, fria näringar, fri handel … Vi vill att alla människor skall kunna konkurrera med varandra utan privilegier och att förtjänsten skall belönas! … Men vi är förslavade, belagda med munkavel … vad var det jag tänkte säga? Jo, hör här: För fyra år sedan prolongerades förbundslagarna för universiteten och pressen – snygga lagar! Det får inte skrivas ner eller läras ut någon sanning som möjligen inte överensstämmer med den rådande ordningen … Förstår ni? Sanningen undertrycks, den kommer inte till tals … och varför? på grund av en idiotisk, föråldrad, ohållbar författning som ju ändå, det vet var och en, måste avskaffas förr eller senare … Jag tror att ni inte alls fattar vilken gemenhet det är! Våldet, det dumma, råa, ögonblickliga polisvåldet, helt utan förståelse för intellektuella ting, för det nya … Nej, bortsett från allt vill jag bara säga en sak till … Kungen av Preussen har begått en stor orätt! Den gången, anno 13, när fransmännen var i landet, kallade han på oss och lovade oss en konstitution … vi kom, vi befriade Tyskland …”
Tony, som med hakan stödd i handen betraktade honom från sidan, funderade ett ögonblick allvarligt över om han själv verkligen kunde ha hjälpt till att fördriva Napoleon.
”… men anser ni att det löftet har blivit infriat? Ånej! – Den nuvarande kungen är en frasmakare, en drömmare, en romantiker, som ni, fröken Tony … För en sak måste ni lägga märke till: När filosoferna och diktarna har vuxit ifrån och vänt ryggen åt en sanning, en åskådning, en princip, då kommer omsider en kung, som nu först har nått fram dit, som nu håller just detta för det nyaste och bästa och tror sig tvungen att uppföra sig därefter … Ja, så står det till med kungadömet! Kungarna är inte bara människor, de är ena synnerligen medelmåttiga människor, de ligger jämt flera postmil efter … Å, med Tyskland har det gått som med en kårstudent som upplevde sin modiga och entusiastiska ungdom vid tiden för frihetskrigen och nu har blivit en ömklig bracka …”
”Jaja”, sade Tony. ”Det är bra alltsammans. Men får jag fråga er en sak … Vad angår det egentligen er? Ni är ju ingen preussare. ”
”Å, det kommer på ett ut, fröken Buddenbrook! Ja, jag nämner ert efternamn och det avsiktligt … och egentligen borde jag säga ’demoiselle’ Buddenbrook, för att göra er full rättvisa! Är människorna kanske friare, jämlikare, broderligare hos oss än i Preussen? Skrankor, avstånd, aristokrati här som där! … Ni hyser sympati för de adliga …
skall jag säga er varför? Därför att ni själv är adlig! Ja-ha, visste ni inte det? … Er far är en herreman, och ni är en prinsessa. En avgrund skiljer er från oss andra som inte tillhör er krets av härskande familjer. Ni kan nog som rekreation promenera lite vid havet med en av oss, men när ni åter träder in i er krets av privilegierade och utvalda, då får en annan sitta där på stenarna …” Hans röst hade blivit upprörd på ett alldeles annorlunda sätt.
”Morten”, sade Tony sorgset. ”Nu blev ni i alla fall arg när ni satt på stenarna! Jag bad ju att få presentera er …”
”Å fröken Tony, återigen tar ni saken som en ung dam, alltför personligt! Jag talar ju principiellt … Jag säger att hos oss råder inte mer broderlig mänsklighet än i Preussen … Och om jag skulle tala personligt”, fortsatte han efter en liten paus med lägre röst där den egendomliga upprördheten emellertid fanns kvar, ”så skulle jag inte mena nuet utan snarare kanske framtiden … när ni som en madame Den och den en gång slutgiltigt försvinner in i er förnäma sfär och … en annan får sitta där på stenarna, hela sitt liv …”
Han tystnade, och även Tony satt tyst. Hon såg inte längre på honom utan åt andra hållet, på brädväggen bredvid sig. Ganska länge rådde en tryckt tystnad.
”Kommer ni ihåg”, började Morten igen, ”att jag en gång sade att jag hade en fråga att ställa till er? Ja, den upptar mig sedan första eftermiddagen, sedan ni kom hit, skall ni veta … Försök inte gissa! Ni kan omöjligt veta vad jag menar. Jag frågar en annan gång, vid tillfälle; det är ingen brådska, i grund och botten angår det mig inte, det är bara nyfikenhet … Nej, idag vill jag bara säga er en sak … en annan sak … Titta här.”
Härvid drog Morten ur en ficka på jackan fram änden på ett smalt band med kulörta ränder och såg Tony i ögonen med en blandning av förväntan och triumf.
”Vad fint”, sade hon utan att förstå någonting. ”Vad betyder det?”
Men Morten sade högtidligt:
”Det betyder att jag i Göttingen tillhör en studentförening – nu vet ni det! Jag har en mössa också i de här färgerna, men den låter jag sitta på benranglet i polisuniform under ferierna … för här skulle jag inte kunna visa mig i den, förstår ni … Jag kan väl räkna på att ni inte skvallrar? Om min far fick reda på saken skulle det ske en olycka …”
”Inte ett ord, Morten! Nej, mig kan ni räkna på! … Men jag vet ingenting alls om det där … Har alla ni sammansvurit er mot adeln? … Vad vill ni?”
”Vi vill frihet!” sade Morten.
”Frihet?” frågade hon.
”Nåja, frihet, vet ni, frihet …!” upprepade han i det han gjorde en vag, lite tafatt men begeistrad gest med armen utåt, neråt, bort över sjön, och inte åt den sida där mecklenburgska kusten stängde in bukten utan åt det håll där havet var öppet, där det lätt krusat sträckte sig mot den oklara horisonten i allt smalare gröna, blåa, gula och gråa strimmor, storslaget och utan att man såg var det slutade …
Tony följde med ögonen riktningen på hans hand; och medan det var snudd på att bägges händer, som låg sida vid sida på den skrovliga träbänken, förenades, blickade de gemensamt ut i samma fjärrran. De satt länge tysta, under det att havet lugnt och tungt brusade nedanför dem … och Tony trodde sig plötsligt vara ense med Morten i en stor, obestämd, anings- och längtansfull uppfattning om vad ”frihet” betydde.
9
”Det är märkvärdigt, man kan inte ha tråkigt vid havet, Morten. Försök att ligga på rygg tre eller fyra timmar på något annat ställe, utan att göra någonting, utan att ens tänka en tanke …”
”Jo, jo … Förresten måste jag tillstå att jag hade tråkigt ibland förr, fröken Tony; fast det är några veckor sedan.”
Hösten kom, den första starka vinden hade börjat blåsa. Gråa, tunna och trasiga moln fladdrade fort över himlen. Den grumliga, gropiga sjön var täckt av skum så långt ögat såg. Stora, mäktiga vågor kom vältrande med ett obevekligt och skräckinjagande lugn, bugade majestätiskt i det de bildade en mörkgrön, metallblank, rund rygg, och vräkte rytande in över sanden.
Säsongen var verkligen över. Den del av stranden som mängden av badgäster annars befolkade och där paviljongerna nu delvis var rivna, låg nästan utdöd med några få strandkorgar. Men Tony och Morten slog sig på eftermiddagarna ner längre bort, där som de gula lerbranterna tog vid och där vågskummet yrde högt upp mot ”Måsesten”. Morten hade byggt ett hårdklappat sandberg åt Tony; hon satt med ryggen lutad emot detta torn, med fötterna i vita strumpor och skor med korsade band lagda ovanpå varandra, i sin mjuka grå höstjacka med stora knappar; Morten låg på sidan, vänd mot henne, med hakan stödd i handen. Då och då sköt en mås iväg över sjön och lät höra sitt rovfågelskri. De såg på vågornas gröna, av sjögräs genomdragna väggar som hotfullt kom farande och bröts sönder mot stenblocket som ställde sig i deras väg … i detta otroliga, eviga dån som bedövar och förstummar och som dödar känslan för tid.
Äntligen gjorde Morten en rörelse, som om han väckte sig själv, och frågade:
”Ni reser väl snart nu, fröken Tony?”
”Nej … hur så?” sade Tony frånvarande och oförstående.
”Ja, herregud, det är den 10 september … mina ferier är i alla fall snart slut … hur länge till kan det dröja! Ser ni fram emot bjudningarna i stan? Säg, det är väl trevliga herrar ni dansar med … Nej, det var inte det jag ville fråga om heller! Nu måste ni svara mig på en sak”, sade han i det han med plötslig beslutsamhet makade hakan till rätta i handen och såg på henne. ”Det är den frågan som jag hållit inne med så länge … ni vet? Nå! Vem är herr Grünlich?”
Tony ryckte till, såg honom hastigt i ansiktet och lät sedan ögonen sväva omkring likt en som blir påmind om en avlägsen dröm. Samtidigt vaknade inom henne den känsla som hon hade prövat på under tiden efter herr Grünlichs frieri: känslan av att vara en viktig person.
”Är det det ni vill veta, Morten?” frågade hon allvarsamt. ”Nå, då skall jag tala om det för er. Visserligen var det högst pinsamt för mig, förstår ni, att Thomas nämnde det namnet första eftermiddagen; men eftersom ni nu hörde det … nog sagt: herr Grünlich, Bendix
Grünlich, det är en affärsvän till min far, en välsituerad köpman från Hamburg, som friade till mig i stan … men nej!” svarade hon hastigt på en rörelse av Morten, ” jag tackade nej, jag kunde inte bestämma mig för att ge honom mitt ja för livet.”
”Och varför inte … om jag får fråga?” sade Morten klumpigt.
”Varför? Å Gud, för att jag inte kunde tåla honom!” ropade hon nästan harmset. ”Ni skulle ha sett hur han såg ut och hur han uppförde sig! Bland annat hade han guldgula polisonger … fullkomligt onaturligt! Jag är övertygad om att han friserade dem med samma pulver som man förgyller julnötter med … Dessutom var han falsk. Han fjäskade för mina föräldrar och sade sådant som de ville höra så det var rent skamlöst …”
Morten avbröt henne:
”Men vad betyder … En sak till måste ni tala om … vad betyder: ’Det pryder alldeles utomordentligt’?”
Tony brast ut i ett nervöst och fnittrande skratt.
”Jo … han talade så, Morten! Han sade inte: ’Det tar sig bra ut’ eller: ’Det gör sig fint i rummet’ utan: ’Det pryder alldeles utomordentligt’ … så fånig var han, jag försäkrar er! … Samtidigt var han i högsta grad efterhängsen; han lät mig inte vara trots att jag aldrig behandlade honom med annat än ironi. En gång ställde han till en scen då han nästan grät … ni hör: en man som gråter …”
”Han måste ha dyrkat er”, sade Morten lågt.
”Men vad angick det mig!” utropade hon förvånat och vände sig åt sidan vid sitt sandberg …
”Ni är grym, fröken Tony … Är ni alltid grym? Säg … ni kunde inte tåla den där herr Grünlich, men har ni någonsin tyckt om någon annan? … Ibland tänker jag: Har ni kanske ett kallt hjärta? En sak vill jag säga er … det är så sant att jag kan svära på det: En man är inte fånig för att han gråter över att ni inte vill veta av honom … det var det. Jag är inte säker, absolut inte säker på att inte jag också … Ser ni, ni är en bortskämd, förnäm varelse … Gör ni alltid bara narr av männen som ligger för era fötter? Har ni verkligen ett kallt hjärta?”
Efter den kortvariga munterheten började nu plötsligt Tonys överläpp darra. Hon riktade mot honom ett par stora och bedrövade ögon som långsamt blev blanka av tårar, och sade lågt:
”Nej, Morten, tror ni det om mig? … Det får ni inte tro om mig.”
”Jag tror det ju inte heller!” ropade Morten med ett skratt där det hördes gripenhet och med möda undertryckt jubel … Han rullade ett helt varv runt så att han nu låg på mage bredvid henne, stödde sig på armbågarna, grep med bägge händer hennes hand och såg henne förtjust och hänförd i ansiktet med sina stålblå, godmodiga ögon.
”Och ni … ni gör inte narr av mig om jag säger er att …”
”Jag vet, Morten”, avbröt hon honom lågt medan hon såg åt sidan på sin fria hand som långsamt lät den mjuka, vita sanden sila mellan fingrarna.
”Ni vet! Och ni … Ni, fröken Tony …”
”Ja, Morten. Jag sätter stort värde på er. Jag tycker mycket om er. Jag håller av er mer än alla jag känner.”
Han for upp, han gjorde ett par rörelser med armarna och visste inte vad han skulle ta sig till. Han kom på fötter, kastade sig genast ner bredvid henne igen och ropade med en röst som stockade sig, sviktade, slog över och åter blev klingande av lycka:
”Å, tack skall ni ha, tack skall ni ha! Ser ni, nu är jag så lycklig som jag aldrig har varit i hela mitt liv!” Sedan började han kyssa hennes händer.
Plötsligt sade han lägre:
”Nu reser ni snart till stan, Tony, och mina ferier är slut om fjorton dagar … då måste jag till Göttingen igen. Men vill ni lova mig att minnas den här eftermiddagen på stranden, tills jag kommer tillbaka … och är läkare … och kan be för oss hos er far, hur svårt det än blir? Och att inte bönhöra någon herr Grünlich under tiden? … Å, det skall inte dröja länge, ni skall få se! Jag skall arbeta som en … och det är inte alls svårt …”
”Ja, Morten”, sade hon lyckligt och frånvarande i det hon betraktade hans ögon, hans mun och hans händer som höll hennes.
Han drog hennes hand ännu närmare intill sitt bröst och frågade dämpat och bedjande:
”Vill ni då inte … Får jag inte … bekräfta det?”
Hon svarade inte, hon såg inte ens på honom, hon makade bara helt sakta sin överkropp vid sandberget lite närmare honom, och Morten kysste henne långsamt och omständligt på munnen. Sedan såg de åt varsitt håll ner i sanden och blygdes övermåttan.
Tionde delen.
3
Sedan åtskilliga år hade Buddenbrooks vant sig av med de längre sommarresor som de en gång i tiden brukat göra, och till och med när senatorskan förra våren önskat hälsa på sin gamle far i Amsterdam och spela några duetter med honom igen efter så lång tid hade hennes make endast ganska njuggt givit sitt samtycke. Men att Gerda, lille Johann och fröken Jungmann varje år under sommarlovet flyttade ut till badhotellet i Travemünde hade huvudsakligen med hänsyn till Hannos hälsa förblivit regel …
Sommarlov vid havet! Kunde någon människa i världen begripa vilken lycka det innebar? Efter oräkneliga skoldagars sega och sorgliga enahanda fyra veckors fridfull och sorglös avskildhet, uppfylld av lukten av tång och bruset från den svaga bränningen … Fyra veckor, en tid som när den började inte kunde överblickas och uppskattas, vars slut man omöjligt kunde tro på och vars slut det var en hädisk råhet att tala om. Aldrig förstod lille Johann hur den eller den lärarn kunde förmå sig till att när terminen slutade yttra sådant som : ”Här skall vi fortsätta efter lovet och övergå till det och det …” Efter lovet! Han verkade rentav se fram emot det, den där obegriplige mannen i blank kamgarnsrock! Efter lovet! Hur kunde man ens tänka en sådan tanke? Så underbart avlägset i ett grått fjärran befann sig allt som låg bortom dessa fyra veckor!
I en av de båda schweizerhyddorna som förbundna av ett smalt hus mittemellan låg i rät linje med ”conditoriet” och ”societetshuset”, badhotellets huvudbyggnad – vilket uppvaknande första morgonen efter det att man dagen innan måst gå igenom pärsen att visa upp betyget och sedan tillryggalagt resan i den fullpackade droskan! En obestämd lyckokänsla som steg upp i kroppen på honom och fick hans hjärta att dra ihop sig gjorde att han spratt till … han öppnade ögonen och omfattade med en girig och salig blick de gammaldags möblerna i det propra lilla rummet … En sekunds sömndrucken, säll förvirring – och så begrep han att han var i Travemünde, nu och fyra oändliga veckor framöver i Travemünde! Han rörde sig inte; han låg stilla på rygg i den smala sängen av gult trä, vars lakan var utomordentligt tunna och mjuka av ålder, slöt ögonen på nytt emellanåt och kände hur hans bröst darrade till av lycka och oro medan han andades djupt och långsamt.
Rummet låg i den gulaktiga dager som redan föll in genom den randiga rullgardinen fast allting var stilla runtomkring och Ida Jungmann såväl som mamma sov än. Allt som hördes var det jämna och fridfulla knastrandet nerifrån kurparken där gårdskarlen krattade gruset och surret från en fluga som mellan rullgardin och fönster envist attackerade rutan och vars skugga syntes på det randiga tyget där den for runt i långa sicksacklinjer … Stillhet! Det ensamma ljudet från krattan och ett entonigt surr! Och denna milt genomandade frid uppfyllde strax lille Johann med den härliga förnimmelsen av badets lugna, välvårdade och distingerade avskildhet som han älskade så över allting. Nej, Gud vare lovad, hit kom ingen av de blanka kamgarnsrockarna, reguladetrins och grammatikens ställföreträdare på jorden, inte hit, ty det var ganska dyrt härute …
En stöt av glädje fick honom att skutta ur sängen och rusa fram till fönstret på nakna fötter. Han drog upp rullgardinen, öppnade ena fönsterhalvan i det han lossade den vitmålade haken, och såg efter flugan som flög sin kos över kurparkens grusgångar och rosenrabatter. Musiktemplet med en halvcirkel av buxbom runtom stod ännu tomt och tyst mittemot hotellbyggnaderna. ”Fyrfältet”, som hade fått sitt namn efter fyrtornet som reste sig någonstans till höger, sträckte sig under den av vita skyar täckta himlen ända dit där dess korta gräs med kala jordfläckar här och var övergick i höga och sträva strandväxter och sedan i sand, där som man urskilde raderna av små privata paviljonger av trä och av strandkorgar som stod vända ut mot havet. Där låg det, havet, i frid och morgonljus, i buteljgröna och blå, släta och krusade strimmor, och en ångare kom stävande mellan de rödmålade tunnor som utmärkte kursen för den, från Köpenhamn, utan att man behövde veta om den hette ”Najaden” eller ”Friederike Oeverdieck”. Och Hanno Buddenbrook drog åter djupt och med stilla salighet in den kryddade andedräkt som havet sände över till honom och hälsade det ömt med ögonen, en stum, tacksam och kärleksfull hälsning.
Och så började dagen, den första av dessa fattiga tjugoåtta dagar som i början tedde sig som en evig salighet men rann bort så förtvivlat fort när de första av dem väl hade gått … Man åt frukost på balkongen eller under den stora kastanjen som stod därnere framför lekplatsen, där som den stora gungan hängde – och allt, lukten som den i hast tvättade bordduken spred när kyparn bredde ut den, servietterna av silkespapper, det annorlunda brödet, omständigheten att man inte som hemma åt äggen med skedar av ben utan med vanliga teskedar och ur metallkoppar – allt hänförde lille Johann.
Och allt det som följde var fritt och lätt ordnat, ett underbart skönt och vilsamt lättingsliv som förflöt ostört och bekymmersfritt: Förmiddagen på stranden, medan kurorkestern avverkade sitt morgonprogram däruppe, vilken njutning att ligga och vila nedanför strandkorgen, leka ömt och drömskt med den mjuka sanden som inte smutsade ner en, låta ögonen utan ansträngning och utan att det gjorde ont sväva bort och förlora sig i den gröna och blå oändligheten från vilken en stark, friskt, vilt och härligt doftande fläkt kom farande, milt susande, fritt och obehindrat, svepte kring öronen på en och framkallade en behaglig yrsel, en matt domning där medvetandet om tid och rum och allt begränsat gick under i en stilla sällhet … Och sedan bada, vilket var en mer lustbetonad sak här än på herr Asmussens inrättning, ty här fanns det ingen ”andmat”, det ljusgröna, kristallklara vattnet stänkte vida omkring när man rörde upp det, istället för att halka på ett slemmigt brädgolv smektes fotsulorna av den mjukt räfflade sandbottnen, och konsul Hagenströms söner var långt, mycket långt borta, i Norge eller Tyrolen. Konsuln tyckte om att företa en längre rekreationsresa på sommaren – så varför inte egentligen, inte sant … En promenad längs stranden så man blev varm, bort till ”Måsesten” eller till ”Sjötemplet”, en bit mat intagen vid strandkorgen – och den timme närmade sig då man gick upp på rummet för att vila sig en stund innan man klädde om till table d’hôten. Table d’hôten var skojig, badet blomstrade, mycket folk både familjer som tillhörde Buddenbrooks vänkrets och hamburgbor och till och med engelska och ryska herrskap fyllde stora salen i societetshuset, vid ett festligt litet bord stod en svartklädd herre och öste upp soppan ur en silverblank terrin, det vankades fyra rätter som var smakligare, mustigare och i varje fall liksom festligare tilllagade än hemma, och på många ställen vid långborden dracks det champagne. Ofta kom ensamma herrar ut från staden, sådana som inte lät sig bindas av sina affärer hela veckan utan ville roa sig och få rouletten att snurra lite efter maten: konsul Peter Döhlmann, som hade lämnat sin dotter hemma och med rungande röst och på platttyska berättade så ogenerade historier att hamburgdamerna kom i hosta av skratt och måste be om ett ögonblicks paus; senatorn doktor Cremer, den gamle polischefen; farbror Christian och hans skolkamrat senator Gieseke, som likaledes var där utan familj och betalade allt för Christian Buddenbrook … Senare, när de vuxna till musikens klanger drack sitt kaffe under konditoriets tälttak, satt Hanno outtröttligt på en stol nedanför trappan till templet och lyssnade … Det var sörjt för eftermiddagen. I kurparken fanns en skjutbana, och till höger om schweizerhyddorna stod stallarna med hästar, åsnor och med kor vilkas mjölk man drack varm, skummande och doftande på kvällen. Man kunde ta en promenad in till samhället, längs ”Främsta raden”; man kunde fara över med båt därifrån till ”Priwal”, på vars strand det gick att hitta bärnsten, man kunde delta i ett parti krocket på lekplatsen eller låta Ida Jungmann läsa högt för en på en bänk uppe på den skogklädda kullen som låg bakom hotellen och där den stora table d’hôte-klockan hängde … Fast det klokaste var ändå alltid att återvända till havet och ännu i skymningen, med ansiktet vänt mot den öppna horisonten, sitta längst ut på bålverket, vinka med näsduken åt de stora skeppen som gled förbi och lyssna till hur de små vågorna med ett svagt kluckande slog mot stenblocken och hela rymden runtomkring var uppfylld av detta milda och mäktiga sus som talade snällt och tröstande till lille Johann och fick honom att med oerhört välbehag sluta ögonen. Men då sade Ida Jungmann: ”Kom, Hanno lille; vi måste gå; dags för kvällsmat; du drar döden på dig om du tänker somna här …” Så lugnt, tillfredsställt och välgörande ordentligt hans hjärta alltid arbetade när han kom från havet! Och när han hade ätit sitt kvällsmål med mjölk eller starkt mältad svagdricka på rummet, under det att hans mor åt senare i större sällskap på societetshusets glasveranda, så hann han nätt och jämnt krypa ner mellan de av ålder tunna lakanen i sin säng förrän sömnen sänkte sig över honom utan den ringaste skräck och feber,ackompanjerad av de mjuka och stadiga slagen från detta belåtna hjärta och de dämpade rytmerna från kvällskonserten.
På söndagen infann sig, i likhet med en del andra herrar som under veckan kvarhölls i staden av sina affärer, senatorn hos de sina och stannade till måndag morgon. Men trots att det då serverades glass och champagne vid table d’hôten, trots att det anordnades åsneritter och segelturer på öppna havet, var lille Johann inte särdeles förtjust i dessa söndagar. De störde lugnet och avskildheten på badorten. En massa människor från staden som inte alls hörde dit, ”dagsländor av bättre medelklass”, som Ida Jungmann välvilligt nedlåtande kallade dem, befolkade på eftermiddagen kurpark och strand för att dricka kaffe, höra musik, bada, och Hanno skulle helst instängd på sitt rum ha inväntat den tidpunkt då dessa helgdagsfina fridstörare strömmade därifrån … Nej, han var glad när det blev måndag igen och allt återgick till det normala och när faderns ögon, som han under sex dagar hade varit utom synhåll för men som, det hade han mycket väl känt, under hela söndagen återigen hade vilat på honom, kritiskt och forskande, inte längre var där …
Och fjorton dagar hade gått, och Hanno sade till sig själv och bedyrade för vem som helst som ville höra på att nu kom det ytterligare en tid lika lång som mickelsmässlovet. Fast detta var en bedräglig tröst, ty hade lovet nått sin höjdpunkt så gick det utför och mot slutet, fort, så fruktansvärt fort att han hade velat hålla fast varenda timme för att inte släppa förbi den och dra ut på vartenda havsluftsandetag för att inte tanklöst slösa bort denna lycka.
Men tiden gick, omöjlig att hejda, medan regn växlade med solsken, pålandsvind med frånlandsvind, stillastående stekande hetta med mullrande åskväder som inte kunde ta sig över vattnet och aldrig tycktes vilja ta slut. Det fanns dagar då nordosten fick bukten att svämma över av svartgrönt högvatten som täckte stranden med tång, musslor och maneter och hotade paviljongerna. Då var den grumliga, gropiga sjön täckt av skum så långt ögat såg. Stora, mäktiga vågor kom vältrande med ett obevekligt och skräckinjagande lugn, bugade majestätiskt i det de bildade en mörkgrön, metallblank, rund rygg, och vräkte brusande, brakande, väsande, dånande in över sanden … Det fanns andra dagar då västan drev tillbaka sjön så att den fint räfflade bottnen låg bar långt ut och nakna sandbankar syntes överallt medan regnet öste ner, himmel, jord och vatten flöt ihop och den byiga vinden drev regnet mot fönsterrutorna så att inte droppar utan bäckar rann utför dem och gjorde att man inte kunde se ut. Då uppehöll sig Hanno mestadels i societetshusets sal, vid pianinot, som visserligen hade blivit lite sönderhamrat av vals och schottisch vid soiréerna och som det inte gick att fantisera lika välljudande på som på flygeln hemma men vars dämpade och kluckande klangkaraktär ändå gjorde det möjligt att uppnå rätt så underhållande effekter … Och åter kom andra dagar, drömmande, blå, alldeles vindstilla och tryckande varma, då de blåa flugorna stod och surrade i solen över ”Fyrfältet” och sjön låg stum och speglande, utan en fläkt och en krusning. Och återstod det ännu tre dagar, så sade Hanno till sig själv och klargjorde för envar att nu kom en tid lika lång som hela pingstlovet. Men hur oantastlig denna uträkning än var så trodde han inte själv på den, och den insikten hade för länge sedan fått makt över hans hjärta att mannen i den blanka kamgarnsrocken likafullt hade haft rätt, att de fyra veckorna likafullt tog slut och att man nu likafullt skulle komma att fortsätta där man hade slutat och övergå till det och det …
Den fullpackade droskan stod framför badhotellet, dagen var inne. Hanno hade tidigt på morgonen sagt farväl till havet och stranden; nu sade han adjö åt kyparna, som tog emot sina drickspengar, åt musiktemplet, rosenrabatterna och hela den här sommartiden. Och så, under hotellpersonalens bugningar, satte sig vagnen i rörelse.
Den passerade allén som ledde in till samhället och åkte längs ”Främsta raden” … Hanno klämde in huvudet i vagnshörnet och såg ut genom fönstret, förbi Ida Jungmann, som piggögd, vithårig och knotig satt mittemot honom på baksätet. Morgonhimlen var täckt av vita skyar, och på Trave gick det små vågor som snabbt ilade fram för vinden. Då och då smattrade regndroppar mot rutorna. I slutet av ”Främsta raden” satt folk utanför sina dörrar och lagade nät; barfota barn kom springande och betraktade nyfiket vagnen. De fick bli kvar här …
När vagnen lämnade de sista husen bakom sig böjde Hanno sig fram för att än en gång se på fyrtornet; sedan lutade han sig tillbaka och slöt ögonen. ”Nästa år igen, Hanno lille”, sade Ida Jungmann med djup, tröstande röst; men det behövdes inte mer än detta vänliga tilltal för att hans haka skulle börja darra och tårarna välla fram under hans långa ögonfransar.
Hans ansikte och händer var bruna av havsluften; men om meningen med denna badsejour hade varit att göra honom hårdare, mer energisk, kryare och motståndskraftigare så hade den ömkligen förfelat sitt syfte; den hopplösa sanningen uppfyllde honom helt. Hans hjärta hade genom dessa fyra veckor fulla av havsandakt och ostörd frid bara blivit ännu vekare och känsligare, mer bortskämt och drömskt och bara ännu mer oförmöget att visa sig tappert vid en blick framåt mot herr Tietges reguladetri och att inte fullständigt tappa modet vid tanken på hur han skulle tvingas lära sig historiska årtal och grammatiska regler utantill, på hur han förtvivlat lättsinnigt skulle kasta ifrån sig böckerna och fly in i djup sömn för att slippa ifrån alltsammans, på ångesten om morgnarna och inför lektionerna, katastroferna, de fientliga pojkarna Hagenström och de krav som hans far ställde på honom.
Men sedan livades han upp lite grann av denna morgontur till fågelkvitter längs landsvägens vattenfyllda hjulspår. Han tänkte på Kai och återseendet med honom, på herr Pfühl, pianolektionerna, flygeln och sitt orgelharmonium. Förresten var det söndag imorgon, och den första skoldagen, i övermorgon, var ännu ofarlig. Å, han kände att han hade lite sand från stranden i knäppkängorna … han skulle be gamle Grobleben att låta den vara kvar där jämt … Det fick väl börja om igen då, det med kamgarnsrockarna och det med Hagenströms och det andra. Han hade det han hade. När allting störtade sig över honom igen skulle han minnas havet och kurparken, och bara en hastig tanke på ljudet när de små vågorna i stillheten på kvällen kom långt bortifrån, ur ett i hemlighetsfull slummer liggande fjärran, och slog mot bålverket, skulle göra honom så trygg, så höjd över alla vidrigheter …
Så kom färjan, så kom Israelsdorfer Allee, Jerusalemsberget, Burgfeld, vagnen nådde Burgtor där murarna till fängelset där farbror Weinschenk satt reste sig på höger hand, den rullade längs Burgstrasse och över Koberg, lämnade Breite Strasse bakom sig och körde bromsande utför den starkt sluttande Fischergrube … Där var den röda fasaden med burspråket och de vita karyatiderna, och när de från den middagsvarma gatan steg in i den stenlagda farstuns svalka kom senatorn, med pennan i handen, ut från kontoret för att hälsa dem välkomna …
Och långsamt, långsamt, med hemliga tårar, lärde sig lille Johann åter att vara utan havet, att ängslas och ledas ohyggligt, att alltid vara beredd på att möta Hagenströms och att trösta sig med Kai, herr Pfühl och musiken.
Damerna Buddenbrook från Breite Strasse och tant Klothilde frågade, så snart de fick syn på honom, hur skolan kändes efter lovet – med en gäcksam blinkning som låtsades en överlägsen förståelse för hans situation och med det besynnerliga vuxenhögmod som behandlar allt som angår barn så skämtsamt och ytligt som möjligt; och Hanno höll stånd för dessa frågor.
Tre eller fyra dagar efter återkomsten till staden infann sig husläkaren doktor Langhals i Fischergrube för att konstatera vad badet hade haft för verkan. Efter det att doktorn haft en längre konferens med senatorskan leddes Hanno in för att halvt avklädd utsättas för en ingående granskning – av hans status praesens, som doktor Langhals sade i det han inspekterade sina naglar. Han undersökte Hannos klena muskulatur, bröstvidd och hjärtverksamhet, begärde en redogörelse för alla hans kroppsfunktioner, tog slutligen medelst en kanyl en droppe blod ur Hannos smala arm för att företa en analys hemma och verkade på det hela taget inte riktigt nöjd nu heller.
”Vi har blivit ganska bruna”, sade han och lade armen om Hanno som stod framför honom, grupperade den lilla svartludna handen på hans axel och såg upp på senatorskan och fröken Jungmann, ”men fortfarande ser vi alltför bedrövade ut.”
”Han har hemlängtan till havet”, sade Gerda Buddenbrook.
”På det viset … jaså, du trivs så bra där?” frågade doktor Langhals och såg lille Johann i ansiktet med sina egenkära ögon … Hanno skiftade färg. Vad betydde den där frågan som doktor Langhals uppenbarligen väntade sig ett svar på? Ett vanvettigt och fantastiskt hopp steg upp inom honom, möjliggjort av den svärmiska övertygelsen att trots alla kamgarnsmän i världen är ingenting omöjligt för Gud.
”Ja …”, fick han fram med sina vidgade ögon stelt riktade mot doktorn. Men doktor Langhals hade inte menat någonting särskilt alls med sin fråga.
”Nåja, effekten av baden och den goda luften kommer nog efter … kommer nog efter!” sade han i det han klappade lille Johann på axeln, sköt honom ifrån sig och med en nick mot senatorskan och Ida Jungmann – den överlägsna, välvilliga och uppmuntrande nicken från läkaren, han som vet och vid vars ögon och läppar man hänger – reste sig och satte punkt för konsultationen …
Den mest beredvilliga förståelsen för sin smärtsamma saknad efter havet, detta sår som ärrades så långsamt och började svida och blöda igen vid minsta hårda beröring med vardagen, fann Hanno hos faster Antonie, som med uppenbart nöje hörde honom berätta om livet i Travemünde och med liv och själ svarade på hans längtansfulla lovprisningar.
”Ja, Hanno”, sade hon, ”det är då så sant som det är sagt att Travemünde är ett härligt ställe att vistas på! Du skall veta att till dess jag sätter en fot i graven skall jag med glädje minnas de sommarveckor som jag upplevde där en gång som dum flickunge. Jag bodde hos människor som jag tyckte om och som tyckte om mig också, efter vad det verkade, för jag var en söt sprakfåle på den tiden – nu kan jag ju säga det högt, gamla människan – och nästan alltid på gott humör. Det var bra människor, skall jag säga dig, hederliga, godhjärtade och rättrådiga och dessutom så intelligenta, lärda och entusiastiska att jag aldrig har stött på maken senare i livet. Ja, det var utomordentligt stimulerande att umgås med dem. Där lärde jag mig mycket för livet, skall du veta, vad åskådningar och kunskaper beträffar, och om inte annat hade kommit emellan, allt möjligt som hände … kort sagt, som det nu är här i livet … så skulle jag, dumma flickunge, nog ha fått ut mycket mer än så av det. Vill du veta hur dum jag var den gången? Jag ville få fram de granna stjärnorna ur maneterna. Jag bar hem en hel massa maneter i näsduken och lade dem snyggt och prydligt i solen på balkongen för att de skulle avdunsta … Då måste ju stjärnorna bli kvar! Jo, pytt … när jag såg efter var där en ganska stor blöt fläck. Det luktade bara lite rutten tång …”
-
Country in which the text is setGermany
-
Featured locationsLübeckTravemündeMöwenstein (Mövenstein)
-
ImpactThe novel portrays the fate of a patrician family in Lübeck between 1835 and 1877. Over four generations the family’s “decline” accelerates as the men become increasingly alienated from their inherited profession as merchants due to their increasing refinement and attraction to the life of the mind (music, philosophy). Their lifespan decreases from generation to generation. Along with her brothers Thomas and Christian, Tony Buddenbrooks belongs to the third generation and ultimately proves the most vital and hardy of the siblings. But she too is forced to make sacrifices. Shortly after coming of age she faces pressure from her family to marry a man she does not love, Bendix Grünlich, who is presented almost as a caricature of a businessman. However, Tony is permitted a brief hiatus in Travemünde, where she finds true love for only time in her life, a relationship she subsequently sacrifices for the “firm.”
When writing about himself, Thomas Mann frequently refers to Buddenbrooks, his most popular novel and the one that saw his breakthrough as an author. The texts Bilse und ich (1906) and Lübeck als Geistige Lebensform (1926) are essential reading for any interpretation of Buddenbrooks. In both these texts Mann argues against an overly ‘realistic,’ autobiographic interpretation of the novel and particularly against seeing the work as somehow “peeking” into Lübeck society. In his portrayal of student-fraternity (Burschenschaft) member Morten Schwarzkopf, Mann seems to have drawn on the work of esteemed Danish literary critic Georg Brandes: Die Hauptströmungen der Literatur des 19. Jahrhunderts (Danish 1871 ff, German 1897, see vol.6: Das Junge Deutschland)
Nobel Prize 1929 “in particular for [...] Buddenbrooks [...] as a classic work of modern times“, by 1930 the number of copies published had crossed the one-million mark.
Hans Peter Neureuter
-
BalticnessOn a symbolic level the Baltic Sea—like love—comes to represent Tony’s experience of the infinite, the sea becomes the experience of the endless abyss.
-
Bibliographic informationThomas Mann: Buddenbrooks. Verfall einer Familie. Novel. Edited and revised by Eckhard Heftrich in cooperation with Stephan Stachorski and Herbert Lehnert. Große kommentierte Frankfurter Ausgabe. Werke – Briefe – Tagebücher, vol. 1.1, p.145-158 (part 3, chapters 8-9); Kommentarband 1.2; Frankfurt am Main 2002.
-
Translations
Language Year Translator Danish 1903 L. Stange Danish 1953 Johannes Wulff Danish 2002 Niels Brunse English 1935 Helen Tracy Lowe-Porter English 1994 John E. Woods Estonian 1936 Jaan Kangilaski Finnish 1925 Siiri Siegberg Finnish 2010 Ilona Nykyri Icelandic 1999 Þorbjörg Bjarnar Friðriksdó́ttir Latvian 1929 Lizete Skalbe, Kārlis Štrāls, Zelma Kroder Lithuanian 1930 K. Karnauskas Lithuanian 1968 J. Vaznelis Norwegian 1930 & 1952 Margrethe Kjær Norwegian 2005 Per Paulsen Polish 1931 Ewa Librowiczowa Polish 1971 Ewa Librowiczowa, rev. by Jan Bokiewicz, Wojciech Freudenreich Russian 1935 V. A. Zorgenfreja Russian 1953 Natalia Man Swedish 1904 Walborg Hedberg Swedish 1930 Alfred Wingren Swedish 1934 Curt Munthe Swedish 1952 Walborg Hedberg, rev. by Irma Nordvang Swedish 1975 Walborg Hedberg, rev. by Nils Holmberg Swedish 2005 Ulrika Wallenström -
Year of first publication1901
-
Place of first publicationBerlin