Pelle Erobreren
Det var den første maj 1877, lige i dagningen. Fra søen kom tågen fejende, i et gråt slæb der lå tungt på vandet. Her og dér rykkede det i den; den ville lette, men lukkede sig igen og lævnede lige en stump strand med to gamle både der lå med bunden i vejret; stævnen af en tredje båd og en stump mole ragede frem af tykningen et par skridt til siden. Med bestemte mellemrum gled en flad bølge gråblank frem af tågen, slikkede ind over det raslende strandgrus, og trak sig igen tilbage; det virkede som lå der et stort dyr skjult derinde i tågemassen og labede efter land.
Et par sultne krager holdt til på en sort oppustet genstand dernede - vel sagtens ådslet af en hund. Hvergang bølgeslikket gled rem, lettede de og holdt sig svævende et par alen oppe med benene strakt lodret ned mod byttet, som hang de usynligt ved. Når søen igen sukkede tilbage, lod de sig dumpe og borede hodet dybt ned i ådslet; men vingerne holdt de nu højt opspilede, klar til at lette for det næste slik. Det virkede med en tidsmålers regelmæssighed.
Et råb dirrede ind over havnen, og lidt efter hørtes den tunge lyd af årer der arbejdede over en bådkant. Lyden fjærnede sig udefter og hørte tilsidst helt op. Men så gav en malmklokke sig til at arbejde, det måtte være på den yderste mole. Og ude fra dybet, hvor åreslagene var forsvundne, svarede et tudehorn. De blev ved at svare hinanden med et par minutters mellemrum.
Byen var ikke til at se, men nu og da flaktes stilheden deroppe af en sten- eller kaolinarbejders jærnklamper mod stenbroen. Den skarpe takt kunde høres længe, til den pludselig blev borte om et eller andet hjørne. Så blev en dør åbnet og der lød en kraftig morgengaben, nogen gav sig til at feje fortov. Vinduer blev slået op her og dér, og forskellige lyd drog ud som hilsen til den grå dag. ,,Dit Svin, har du nu ikke ligget tør igen!” skreg en skarp kvindestemme; der lød korte gennemtrængende smæk og et barns gråd. En skomager begyndte at banke lær, lidt efter faldt han ind i arbejdet med en hellig sang:
,,Kun én er værd vor Sang I Brødre kære:
det Lam på hvem Alverdens Synder lå.”
Melodien tilhørte en af Mendelssohns Lieder ohne Worte.
På bænken under kirkemuren sad et bådelav og stirrede langsynet ud efter søen. De lænede forover med hænderne hængende foldede ned mellem knæene, og bakkede på deres snadder. Alle tre hade ringe i ørerne mod forkølelse og andet ondt og indtog nøjagtig samme stilling — som var den ene bange for i mindste måde at adskille sig fra den anden.
En rejsende kom slentrende ned oppe fra hotellet og gik hen til fiskerne. Han hade kraven op om ørerne og krøb sammen i morgenkulden. ,,Er der noget på færde?” spurgte han høfligt og tog huen af. Hans stemme lød morgenrusten.
En af fiskerne bevægede knoen en smule i retning af hovedtøjet, det var formanden for bådelavet. De andre stirrede urokkeligt lige ud med lukkede miner.
,,Jeg mener siden der ringes og lodsbåden ligger ude og tuder,” gentog han. ,,Ventes der måske skib?”
,,Det kan gærne være; én kan jo aldrig vide't!” svarede bådføreren utilgængeligt.
Den fremmede så ud som var han genstand for grov uforskammethed, men tog sig i det. Det var jo ikke andet end det sædvanlige hemmelighedskræmmeri — indgroet mistro mod alt, hvad der ikke talte deres egen dialekt og så ud nøjagtig som de selv. De sad der og var indvendigt urolige trods det træede ydre, skelede til ham i smug og ønskede ham godt og vel borte igen. Han fik lyst til at pine dem lidt.
,,Gudbevares, det er måske en hemmelighed?” sae han leende.
,,Nej, ikke det jeg ved af,” svarede fiskeren knotten.
,,Ja jeg forlanger naturligvis ikke noget for ingenting! Det slider jo også på kæbetøjet at lukke det op og i. Hvor meget plejer De at få?” Han tog til pungen, det var hans hensigt at fornærme nu.
De andre fiskere kastede stjålne blikke til bådføreren — bare han ikke løb den på grund!
Bådføreren tog piben fra tænderne og vendte sig mod sine kamerater: — ,,Nej som jeg sae jer, hvad det angår, Så kan somme folk rejse om og prange med hvad det skal være.” Han varskoede dem med øjnene, Udtrykket i hans ansigt var uldent. Kameraterne nikkede; de gottede sig, den handelsrejsende kunde se det på deres fjogede miner.
Han var rasende, her stod han og blev behandlet som luft og var alligevel til bedste for dem. ,,For fanden mennesker, har I ikke lært så meget, at man svarer høfligt på et høfligt spørgsmål?” sae han opbragt.
Fiskerne så frem og tilbage til hinanden, de holdt stum rådslagning.
,,Nej men jeg skal sige os, at engang skal den jo komme kantro,” sae bådføreren endelig.
,,Hvad for en den for pokker?!”
,,Damperen kan jeg vel vide. Og det plejer gærne at være ved denne tiden — dermedså!”
,,Naturligvis — det forstår sig,” vrængede den rejsende. ,,Men er det nu også værd at tale så højt om det?”
Fiskerne hade vendt ham ryggen og sad og gravede i deres snadder.
,,Her til vort er vi ikke så åbenmundede som visse andre Folk, og vi får føden alligevel,” sae formanden til de andre. De brummede noget til bifald.
Den fremmede drev ned ad havnebakken. Fiskerne så lettet efter ham. Sikken en hagga!” sae den ene, ,,han vilde nok gøre sig til. Men du gav ham da hvad han har godt af længe.”
,,Ja gu bed det,” svarede bådføreren selvfølende. — ,,Det er det fine skidt én skal vare sig mest for.”
Nede midt på havnebakken stod en værtshusholder og gabede uden for sin dør, til ham gentog morgenvandreren sit spørgsmål og fik straks svar — manden var Københavner:
,,Jo ser De, vi venter jo damperen i dag fra Ystad med en gevaltig ladning slaver. Billig svensk arbejdskvaj forstår De, som lever af fedtebrød og spegesild og slæber for tre. De sku' piskes på navlen sku' de, med en gloende istap — og bønderbæsterne forresten med. — — Det skal vel ikke være et lille glas på morgenkvisten?”
,,Nej tak, jeg tror næsten ikke — så tidlig.”
,,Ja ingen årsag. Så lidt kan jeg sku ikke give tilbage på.”
- - -
På havnepladsen holdt der allerede en del bøndervogne, og hvert øjeblik kom ny rullende oppe fra, i fuld fart. De nyankomne styrede deres spand så langt frem som muligt, undersøgte med et kritisk blik sidemandens heste, og satte sig så til at halvsove, sammenfaldne, med pelskraven op om hodet og en stor klar dråbe under næsen. Uniformerede toldere, og lodser der lignede uhyre pingviner, drev uroligt om, spejdede ud over søen og lyttede. Hvert øjeblik ringedes der med klokken på den yderste mole, og lodsbådens tudehorn svarede et steds ude i tykningen over søen — med en lang grim tuden som fra et sygt dyr.
,,Hvad bølen var det?” spurgte en bonde der lige var kommet, og tog forskrækket i tømmerne. Frygten meddelte sig fra ham til hestene; de stod og stirrede med hodet højt løftet, og blev ved at lytte ud over søen med spørgende angst i øjnene.
,,Det var bare søslangen der gav sig lidt,” svarede en toldbetjent. ,,Den lider altid af vinde i dette tågede vejr — den er vindsluger skal jeg sige os.” Tolderne stak hoderne sammen og grinede.
Glade søgutter i blåt tøj og hvid halsklud gik omkring og kælede for hestene, eller pirrede dem i næseborerne med et halmstrå for. at få dem til at stejle. Når bønderne vågnede op og skældte, lo de fornøjet og sang:
,,En sømand han må lide
langt mere ondt end godt, godt, godt!” —
En stor lods i islænder og bælgvanter får uroligt rundt med en råber i hånden og brummede som en nervøs bjørn. Nu og da krøb han op på molehodet, satte råberen for munden og brølede ud over vandet: ,,Hører — I — noget?” Brølet blev længe ved at ride udad på de lange dønninger op og ned; herinde efterlod det trykkende tavshed. Og pludselig kom det igen oppe fra byen som en uformelig lallen der fik folk til at le.
,,N-e-j,” lød det lidt efter tyndt og langtrukkent ude fra dybet. Og man hørte atter hornet tude, en lang hæs lyd der vuggedes ind med dønningerne og brast gurglende i skvulpet under bolværk og på beddinger.
Bønderne var nærmest uden for det hele, de småblundede eller sad og svippede med pisken for at få tiden til at gå. Men alle andre var under spænding. Efterhånden var der samlet en del mennesker på havnen: fiskere, søfolk som endnu ikke var forhyrede, og småmestre som ikke kunde blive hjemme på værkstedet for uro. De kom strygende med skødeskindet for og begyndte hæsblæsende at drøfte stillingen; de brugte søudtryk, de fleste af dem havde faret til søs i deres unge dage. Det at damperen skulde komme var altid en begivenhed der samlede mennesker til havnen; men i dag hade den de mange mennesker om bord, og der var allerede gået en time over tiden. Den farlige tåge gav spændingen et højtryk; men efter som tiden gik veg spændingen for en dump trykket stemning. Tågen er den søfarendes værste fjende, og der forelå mange uhyggelige muligheder. I bedste fald hade skibet vel ramt land for langt til nord eller syd og lå nu et steds derude på søen og brølede og tog lodskud, uden at turde røre sig. Så var kaptajnen som et ondt vejr, og matroserne sprang som katte. Stop! —— Langsomt frem! — Stop! — Langsomt back! Første mester stod selv ved maskinen og var grå og nubret af nervøs spænding. Dernede i maskinen hvor de slet intet vidste, lyttede de sig ørerne ud af hodet til ingen nytte; men oppe på dækket sansede hver mand for livet. Rorgængeren vogtede på kaptajnens styrende håndbevægelser så sveden sprak af ham, Udkigsmanden på bakken stirrede og lyttede ind i tågen til han hørte sit eget hjærte slå, hver mand på dækket var så han spillede. Og dampfløjten tudede advarende. — Men kanske lå skibet allerede på havets bund.
Alle kendte det, hver mand hade på en eller anden måde været med i denne overladede farespænding — som skibsdreng, fyrbøder, kaptajn, kok — og fik noget af den i blodet igen nu. Kun bønderne var udenfor det hele, de blundede, nikkede op med et sæt og gabede lydeligt.
Søfolkene og bønderne hade altid ondt ved at forliges, de var lige så forskellige som jorden og havet. Men i dag gik man ligefrem og så sig indædt arrig på bønderne for deres ligegyldige holdning. Den tykke lods hade allerede flere gange været i klammeri med dem, fordi de holdt i vejen for ham; og da en af dem gav sig en blottelse faldt han straks over ham. Det var en ældre bonde, som vågnede op ved at han var ved at nikke forover; han så utålmodigt på sit ur og sae:
,,Det trækker ellers noget længe ud, kaptajnen kan nok ikke finde båsen i dag.”
,,Han er nok snarere dumpet ind i en kro under vejs!” sae lodsen lysende af ondskab.
,,Også det sågu!” svarede bonden uden i øjeblikket at gøre sig nøjere rede for havets veje. Tilhørerne slog en hoverende latter op og lod misforståelsen gå videre ud over havnepladsen. Man stimede sammen om den uheldige mand. ,,Hvor mange kroer er der herfra til Sverig?” råbtes der.
,,Ja der er for nem adgang til det våde derude, det er ulykken,” blev lodsen ved. ,,Ellers kunde enhver grødæder føre et skib. Det er jo bare at holde godt til højre for Mads Hansens gård, så er landevejen lige for. Og Satan til landevej! Telegraftråd og grøfter og en rad popler på hver side — lige grundforbedret af sognerådet. Grøden af skæget, et smask til kællingen og op på kommandobroen. Er maskinen smurt Hans? Ja, ja, så rejser vi af i Guds navn — ræk mig stadspisken!” Han efterlignede bøndernes måde at tale på. ,,Pas nu på kroerne, far!” føjer han til med pibende kvindestemme. Der var umådelig latter, den klang ondt af den trykkede understemning.
Bonden sad ganske roligt og tog imod hele skyllen; han dukkede blot hodet lidt. Da latteren var ved at lægge sig, pegede han på lodsen med pisken og sae til de omstående :
,,Det var fanden til hode der sidder på det barn! Hvis far er du min dreng?” vendte han sig til lodsen.
Der var flere der lo, og den tykhalsede lods blev opsvulmet i hodet af raseri. Han greb fat i vognfadingen og rystede den, så bonden hade ondt ved at blive siddende. ,,Din visne knoldesparker, din svineavler, din møgkører!” brølede han rasende, ,,skal du komme her og dutte voksne folk og kalde dem dreng! og ræsenere over skibsfarten oven i købet hæ — sådan en luset kreditpels! — Nej skulde du nogentid få lyst til at tage din fedtede nathue af for andre end degnen derhjemme, så tag du den af for den skibsfører, der kan finde sin havn i en tåge som denne her. Det kan du hilse og sige jeg har sagt.” Han slap sit tag i vognen så den slog over i den anden side.
,,Jeg må vel hellere tage den af for dig, siden det ikke lader til at den anden kan finde os i dag,” sae bonden grinende og strøg sin lodne hue af, så et stort skaldet hode kom til syne.
,,Skjul den barnerumpe i en fart, eller min salighed jeg giver dig nogen i den!” råbte lodsen blind af raseri og vilde krybe op i vognen.
I det samme lød som gennem en telefon en fjærn spæd kvækken ude fra dybet: ,,Vi — hører — en — dampfløjte!”
Lodsen sprang ud over molen og slog i forbifarten til bondens heste så de stejlede; mænd gjorde klar ved fortøjningspælene og kom skurende frem med landgangsbroerne i vild fart; vognene der hade halm bagi som skulde de hente Kvæg, gav sig til at køre skønt de ingen steder hade at køre hen, de malede rundt på én plet. Alt var i bevægelse. Fæstemænd med røde næser og slu øjne kom pilende oppe fra skipperknejpen hvor de hade holdt varmen.
Og som om en mægtig klo hade grebet ind i bevægelsen stod alt pludselig stille igen i anspændt lytten — en fjærn forsvindende brølen af en dampfløjte klagede nyfødt et steds langt borte. Man listede sammen i klynger, stod i forstenet lytten og sendte onde blikke til de urolige køretøjer; var det virkeligt, eller var det et foster af de manges hæftige ønsker? — måske et varsel for hvermand om at skibet i dette øjeblik gik til bunds? Havet sender altid bud om sine onde gærninger; en lem knirker for de efterladte, når forsørgeren går bort, eller der pikkes tre gange på de vinduer, som vender ud mod søen — der er så mange måder.
Men så lød det igen, og denne gang gik lyden i fine toneriller over vandet, det samme sitrende halvfløjt som når gaddiserne letter — den var levende. Og tudehornet svarede den ude i sejlløbet, og malmklokken inde på molehodet; så atter tudehornet — og dampfløjten i det fjærne. Og således blev det ved, en ledetråd af lyd blev spundet mellem land og det ubestemte grå derude, frem og tilbage. Det kunde tydelig fornemmes herinde på den faste jord, hvorledes man famlede sig frem efter lyden derude — den hæse brølen tiltog langsomt i styrke, veg lidt til syd eller nord men tiltog stadig. Og andre lyd brød igennem, tung skuren af jærn på jærn, skruens larm når den bakkede eller atter slog fremad.
Lodsbåden gled langsomt frem af tågen. Den holdt sig midt i sejlløbet, bevægede sig sindigt indad og tudede uophørligt. Den slæbte ved lyden en usynlig verden efter sig hvor hundreder af stemmer mumlede tykt ind i råb og klange og klaskende fodtrin — en verden der flød i blinde her i rummet tæt ved. Så dannede der sig en skygge i tågen hvor ingen hade ventet det, og det lille dampskib brød frem — en kolos at se til i det første overraskelsens øjeblik — og lagde sig midt i indløbet.
Nu brast den sidste rest af spændingen over det hele, hvert menneske måtte foretage sig et eller andet for at løse sig ud. De tog ved hodet af bøndernes heste og rykkede dem tilbage, bankede hænder, forsøgte en vittighed eller lo blot støjende og stampede i stenbroen. ,,God rejse?” spørges der af en snes stemmer på én gang.
,,All right!” svarer kaptajnen oprømt. Og nu er også han udløst, kommandoråbene ruller fra ham, skruen løber kogende baglæns, trosser flyver gennem luften, dampspillet går med syngende metalklang. Og bredsides arbejder skibet sig ind til bolværket.
I druknehullet mellem bakken og broen, inde under overdækket og agter — alle vegne myldrer det. Det er et underligt fjoget mylr som af får der rejser sig på hinandens ryg og måber. ,,Sikken en ladning kvæg!” råber den tykke lods op til kaptajnen og stamper henrykt i molen med sine træskostøvler. Der er fåreskindshuer, gamle soldaterkasketter, ræverøde skabede hatte, og kvindernes tækkelige sorte hovedtørklæder. Ansigterne er så forskellige som gammelt indskrumpet svinelær og ung gulnende frugt, men savn og forventning og en vis livsgrådighed lyser af dem alle. Og øjeblikkets usædvanlighed lægger et skær af dumhed over dem, som de dér kiler sig frem eller rejser sig over hinanden og spejder med åbne miner mod dette land, hvor lønnerne skal være så høje og brændevinen såa gudsforbasket stærk.
De ser de tykke pelsklædte bønder og de anløbne fæstemænd.
De ved ikke hvor de skal gøre af sig selv og står i vejen overalt, matroserne jager dem bandende fra side til side i skibet, eller slænger uden varsko luger og stykgods over benene på dem. ,,Varsko, din svenske jævel!” råber en matros der skal slå jærnportene op. Svenskeren hummer sig forfjamsket, men hånden farer for egen regning til lommen og piller nervøst ved den store foldekniv.
Landgangen er klar, og de halvtredje hundrede passagerer strømmer fra borde — stenhuggere, havnearbejdere, tjenestepjger, mandlige og kvindelige daglejere, karle, røgtere, en og anden ensom lille vogterdreng, og elegante skræddere der holder sig langt fra de øvrige. Der er unge mænd så ranke og velskabte som de ikke fostres på øen her, og stakler så tilrakkede af slid og savn som de aldrig bliver det herhjemme. Der er endogså ansigter imellem som lyser af åben ondskab — og andre der gnistrer af energi eller skæmmes af store ar.
De fleste er i arbejdstøj og har kun det med sig de går og står i, her og dér har én et stykke redskab på nakken — en skovl eller jærnstang. De der har noget rejsegods får vendt godt op og ned på det af toldvæsnet — tøj er så billigt i Sverig. En og anden pige som er lidt svær må finde sig i toldernes grovkornede spøg, dér er f. eks. den smukke Sara fra Cimrishamn som alle kender. Hvert efterår rejser hun hjem og kommer igen hvert forår — i de mest velsignede omstændigheder. ,,Det er kontrabande,” siger tolderne og peger; de siger den samme vittighed hvert år og har gået og glædet sig til den. Men Sara som ellers er så ilter og så rap i kæften, stirrer bly mod jorden — hun har 20 alen klæde viklet under skørterne.
Bønderne er lysvågne nu. De der før, forlader hestene og søger ind i flokken, de andre vælger sig deres arbejdskraft ud med øjnene og råber den an. Hver anlægger sit mål — skulderbredde, beskeden holdning, usselhed; men de arrede og ondskabsfulde ansigter er de bange for, de overlades til forvalterne på de større gårde. Der bydes og tinges, hvert øjeblik kryber en eller to svenskere op i halmen bagi og ruller bort. — —
Lidt afsides stod en ældre ludende mandsling med en sæk på ryggen og en 8—9 års dreng ved hånden; ved deres fødder stod en grøn kiste. De fulgte opmærksomt hvad der foregik, og hvergang en vogn rullede bort med nogle af deres landsmænd, rykkede drengen utålmodigt i den gamle, der så talte beroligende til ham. Den gamle mand undersøgte bønderne én for én med bekymret mine og bevægede læberne imens — han tænkte. Stadig løb de røde vippeløse øjne i vand ved den vedholdende stirren, og han tørrede dem med den grove snavsede sækkehals.
,,Ser du den dér?” sagde han pludselig til drengen og pegede på en lille tyk bonde med æblekinder. ,,Tro om han ikke skulde være god mod børn? Skal vi forsøg'en, pøjke?”
Drengen nikkede alvorligt, og de styrede løs på bonden. Men da han hørte at de skulde følges ad, vilde han slet ikke have dem — drengen var altfor lille til at tjene føden, Og sådan gik det dem hver gang.
Det var Lasse Karlsson fra Tommelilla i Ystadtrakten og hans søn Pelle.
Helt fremmed var Lasse jo ikke, han hade været på øen en gang før — for omtrent en halv snes år siden. Men dengang var han yngre, så at sige i sin bedste arbejdskraft, og hade ikke en lille dreng ved hånden som han ikke vilde skilles fra for alt i verden — det var forskellen. Det var det år, Koen druknede i mergelgraven og Bengta gik og lavede til barsel. Skralt så det jo ud, men Lasse vovede alt på ét kort han, og benyttede de par kroner han fik for huden af koen til at drage til Bornholm for. Da han vendte tilbage om efteråret var de tre munde, men da hade han også et hundrede kroner at se vinteren i møde med.
Lasse hade dengang været mand for at redde situationen; og endnu kunde det rette op i hans ludende gammelmandsskikkelse, når han kom til at tænke på den bedrift. Siden når der var smalhans, talte han altid om at sælge skidtet og tage til Bornholm for bestandig. Men Bengta skrantede efter sit gammelkonebarsel, og der blev intet af det — ikke før hun døde efter otte års elendighed, nu lige til våren, Så solgte Lasse stumperne underhåndøn og fik et lille hundrede kros ner ind; de gik med til at klare enhver sit, den lange sygdom hade tæret. Huset og jorden tilhørte patronen. En grøn kiste som hade hørt til Bengtas brudeudstyr, var det eneste stykke han beholdt. I den pakkede han deres brugsgenstande og nogle småting af Bengtas, og sendte den forud til havnebyen med en kørende pranger. En del gammelt skrammel som ingen vilde byde på, stoppede han i en sæk, og med den på nakken og drengen ved hånden gav han sig på fodvandring til Ystad, hvor damperen fra Rønne lagde til. Skillingerne kunde lige række til overfarten.
Han hade været så sikker på sig selv under vejs og i høje toner fortalt Pelle om dette land, hvor lønnerne var så ufattelig høje, og hvor man somme steder fik pålæg på sit brød og altid øl til, så vandvognen i høstens tid ikke kørte rundt til arbejderne men kun til kvæget. Og — ja de der vilde kunde drikke brændevin som vand så billigt var det, men det var så stærkt, at det slog en mand i tredje omgang. De brændte det af rigtigt korn og ikke af syge kartofler, og de drak det til hvert måltid. Og aldrig skulde pøjken fryse dér, for det var uldent inderst og ikke dette her blålærred, som det blæste rags igennem; men en arbejdsmand som kostede sig selv holdt magelig sine to kroner om dagen. Det var noget andet end patronens lusede 80 øre på egen kost.
Pelle hade hørt det samme mange gange før — af faren, af Ole og Anders, Karna og hundrede andre som også hade været her. Om vinteren når luften var drivende tyk af kulde og sneråg og fattigfolks nød, snakkede simpelthen alle om det i de små torp derhjemme. Og for dem der ikke selv hade været på øen men kun hørt fortællingerne om den, skød forestillingen helt fantastiske skud omkap med frosten på ruderne. Pelle vidste det godt han, at her gik selv de fattigste drenge i deres bedste tøj altid, og spiste fedtebrød med sukker de vilde. Her flød pengene ganske simpelt som skidt langs vejene, og Bornholmerne gad nok ikke engang bukke sig og tage dem Pelle skulde samle, så far Lasse kom til at hælde skramlet ud af sækken og tømme læddiken i den grønne kiste for at skaffe plads. Og endda skulde det knibe. Bare de nu snart kom af sted — han ruskede utålmodigt i faderen.
„Ja, ja”, sae Lasse og hade gråden i halsen, „ ja ja, du får vel give tid du.” Han så sig rådvild om. Her stod han nu midt i al herligheden og kunde ikke engang finde en beskeden plads til sig og drengen. Han begreb det ikke, hade da hele verden forandret sig siden hans tid? Det dirrede helt ud i hans skjoldede hænder, da den sidste vogn rullede bort. En stund stirrede han hjælpeløst efter den; så bar han og drengen den grønne kiste hen til en mur, og hånd i hånd vandrede de op mod byen.
Lasse gik og bevægede læberne — han tænkte. Til daglig tænkte han bedst ved at tale højt med sig selv; men i dag var alle ævner opppe i ham, og han kunde nøjes med at bevæge læberne.
Og som han traskede af sted blev hans undskyldende tanker til undskyldende ord. ,,Fan,” udbrød han og sendte med et stød af ryggen sækken længere frem over nakken, inte skal man tage det første det bedste som melder sig; nok er det ikke klogt heller! Lasse har vel ansvaret for to kan jeg tænke, og han ved hvad han vil — og sådér! Har vel været i fremmed land før i dag skulde jeg tro! Og nok kommer det bedste altid til slut, at du véd'et, pøjke.”
Pelle hørte kun svagt efter. Han hade allerede trøstet sig, og farens ord om at det bedste nok var i behold for dem var ham kun et svagt udtryk for en mægtig sandhed — den at hele verden skulde blive deres med alt hvad den rummede af vidundere rub og stub. Han var allerede i færd med at tage den i besiddelse — med vidtåben mund.
Han gik med en mine som skulde han sluge havnen med alle dens skibe og både, og de store bræddestabler, der nok så ud til at være hule indeni. Her var legeplads her — men ingen drenge! Mon drengene her var ligesom de hjemme? han hade ingen set endnu. Kanske hade de helt andre måder at slås på, men han skulde nok klare sig — blot de vilde komme én ad gangen. Dér stod jo et stort skib helt oppe på land, og man var nok i færd med at flå huden af det. Jaså, skibene hade ribben også, ligesom køerne!
Ved det store træskur midt oppe på havnepladsen satte Lasse sækken fra sig. Han gav drengen et stykke brød og sagde til ham, at han skulde blive og passe på sækken; så gik han opefter og forsvandt. Pelle var dygtig sulten, han holdt om brødet med begge hænder og huggede grådigt i sig.
Da han hade pillet de sidste krummer op af sin trøje gav han sig i lag med omgivelserne. Det sorte i den vældige gryde dér var tjære, han kendte det godt men hade aldrig set så meget på engang. Fy fan, om man drattede dér ned mens det kogte — det blev nok værre end selve svovlpølen i helvede det. Og dér lå nogle vældige fiskekroge, just mage til dem der hang i tykke jærnkæder ud af skibenes kroge, just mage til dem fandtes kæmper der kunde fiske med en sås næsebor! Mon der endnu dan krog? Stærke Johan lod dem nok ligge han!
Han fastslog ved selvsyn, at bræddestablerne virkelig var hule, og at han med lethed kunde komme ned på bunden af dem — blot han ikke hade haft sækken at trækkes med. Faren hade sagt han skulde passe på den, og han slap den ikke ud af hænderne et øjeblik; da den var for tung at bære, måtte han slæbe den efter sig fra genstand til genstand.
Han opdagede et lille skib, ikke større end at en mand kunde ligge strakt i det, og fuldt af borede huller i bunden og på siderne; han forskede sig frem til skibstømrernes store slibesten, der var næsten så høj som en mand. Her lå krumme planker hvori der sad søm så store som lensmandens ny tøjrpæle derhjemme; og det skibet var tøjret ved dèr, var det ikke en rigtig kanon som de hade plantet?
Pelle så det altsammen og undersøgte hver eneste ting på fornøden måde — snart blot ved at spytte vurderende på den, snart ved at sparke mod den eller kradse i den med sin lommekniv. Traf han på et eller andet sælsomt vidunder der ikke ad anden vej vilde ind i hans hjærne, så satte han sig overskrævs på det.
Dette var en hel ny verden, og Pelle var i gang med at erobre den. Ikke en trevl vilde han lævne. Hade han nu haft kameraterne fra Tommelilla her, så skulde han have forklaret og sat dem ind i det altsammen. Jøsses hvor de vilde glo stort! Men når han igen kom hjem til Sverig vilde han fortælle om det; så sagde de nok løgnhals til ham håbede han.
Pelle sad og red på en uhyre mast, der lå strakt hen ad tømmerpladsen på nogle egeknægte. Han spændte fødderne sammen under masten, som han hade hørt ridderne i gamle dage gjorde det ved deres heste, og fantaserede at han greb fat i en ring og løftede sig selv, hest og det hele. Han sad til hest midt i sin nyopdagede verden og struttede af erobrerstolthed, slog med den flade hånd på hestens kryds, og huggede hælene i siden på den mens han skrålede en vise af fuld hals. Sækken hade han måtte slippe for at komme herop:
Højt oppe i Småland der dansede smådjævle
med ladede pistoler og riflede gevær;
alle de smådjævle de spilled på fioler,
selve gubben Satan spillede klaver.
Midt i sin støjende glæde kastede han et blik i vejret, stak i at tudbrøle og lod sig dumpe lige ned i hugspånerne. Oven på skuret faren hade anbragt ham ved stod en stor mand og to sorte, halsende helvedeshunde; manden stak overkroppen helt ud af tagrygningen og truede ad ham. Det var en gammel galionsfigur, men Pelle troede, det var selve guden Satan der kom for at tage ham til straf for den dristige vise, og stak i rend opefter, Et stykke oppe kom han i tanke om sækken og stansede. Han brød sig ikke om den sæk — og prygl fik han heller ikke om han lod den i stikken, for Far Lasse slog aldrig; den fule djævel vilde også æde ham op om han vovede sig derned igen — allermindst; han så tydelig, hvor det lyste rødt af næseborerne både på ham og hundene.
Men Pelle betænkte sig alligevel. Faren var så øm over den sæk, han vilde ganske sikkert blive bedrøvet om han mistede den — kanske græde som da han mistede Mor Bengta. For første gang måske var drengen ude for en af livets alvorlige jærnprøver og stod — som så mange mennesker hade stået før ham — med valget imellem at ofre sig selv eller ofre andres. Kærlighed til faren, drengestolthed, den pligttroskab der er samfundets vuggegave til de fattige — det ene med det andet afgjorde valget. Han bestod prøven — men ikke tappert; han tudbrølede hele tiden mens han med øjnene stivt rettede på den Onde og hans helvedeshunde luskede tilbage efter sækken og i stift løb slæbte den efter sig op ad gaden.
Ingen er vel en helt før faren er overstået. Men heller ikke da fik Pelle lejlighed til at gyse over sit eget mod; for da han først var uden for den sorte mands rækkevidde og skrækken skulde have sluppet sit tag i ham, tog den blot en ny form. Hvor blev nu faren af? han hade jo sagt at han straks kom igen! Om han nu slet ikke kom igen mere? Kanske var han gået bort for at blive af med sin lille dreng, der blot var til besvær og gjorde det vanskeligt for ham at få tjeneste.
Pelle forstod så fortvivlet godt at det måtte komme dertil, mens han brølende trak af med sækken. Sådan var det jo gået andre børn også af hans inderlige bekendtskab. Men de kom til pandekagehuset og fik det godt, og Pelle selv han skulde nok — — kanske opsøgte han selve kongen og blev taget i huset og fik prinsepogene til legekamerater og sit eget lille slot at bo i. Men Far Lasse skulde ikke få et fnug, for nu var Pelle vred og hævngærrig skønt han brølede lige løssluppent. Tre dage skulde han få lov at stå og dundre på porten og tigge for sig, og først når han græd ynkeligt — nej han fik vel ha lov at komme ind straks, for Far Lasses gråd det var det pinagtigste i hele verden. Men han skulde ikke få et eneste af de søm, Pelle hade fyldt sine lommer med nede på tømmerpladsen; og når kongens kone kom med kaffe på sengen til dem — —
Pelle stansede både sin fortvivlede gråd og sine lykkelige fantasier — ud fra en beværtning øverst i gaden kom far Lasse selv lyslevende. Han så sjæleglad ud og holdt en flaske i hånden.
,,Dansk brændevin, pøjke!” råbte han og vinkede med flasken. ,,Huen af for det danske brændevin! — Men hvorfor har du grædt? — jaså du blev bange. Og hvorfor blev du bange? hedder ikke din far Lasse kanske — Lasse Karlsson fra Kungstorpet? Og han er ikke godt at drages med, han slår hårdt han, om han tirres! Komme og kyse små skikkelige pøjker, fy fan! de får vel agte på deres indvolde! Var end den hele vide verden fuld af brændende djævle, Lasse er her han, og du skal ikke være ræd!”
Mens han skældte så opbragt tørrede han ømt drengens grådsnavsede kinder og næse af med sin ru håndbag og fik atter sækken på nakken. Der var noget rørende brøstfældigt over hans ludende skikkelse, idet han pralende og trøstende travede ned mod havnen igen med drengen ved hånden. Han stolprede i de store fedtlærsstøvler, hvis stropper stak ud til siden og hade en forbavsende lighed med Pelles øren; af den gamle vinterfrakkes gabende lommer stak til den ene side den røde lommeklud, til den anden flasken, Han var blevet lidt løsere i knæerne nu, og sækken truede hvert øjeblik med at tage magten fra ham — den stødte ham forover og tvang ham til at småløbe ned ad bakken. Affældig så han ud, måske de store ord bidrog deres dertil. Men øjnene lyste fortrøstningsfuldt, og han smilede ned til drengen, der løb ved hans hånd.
De nærmede sig skuret, og Pelle blev helt kold af skræk — manden stod der endnu. Han søgte om på den anden side af faren og vilde trække ham ud over havnepladsen i en stor bue. ,,Der er han igen,” sae han klynkende.
,,Ja så det var den dér, som var efter dig?” sagde Lasse og lo højt — ,,og han er tilmed af træ. Da er du også den tapreste pøjke, jeg har kendt! Der skal ikke mangle stort i, at én kan sende dig mod en død høne når du får en kæp i hånden.” Lasse blev ved at le og ruskede fornøjet i drengen. Men Pelle var lige ved at gå i jorden af skamfuldhed.
Nede ved toldboden traf de en forvalter, som var kommen for sent til dampskibet og ingen folk hade fået. Han stansede sit køretøj og spurgte Lasse om han søgte tjeneste.
,,Ja vi søger begge to,” svarede Lasse kry. ,,Vi vil tjene i samme gård — som ræven sagde til gåsen.”
Forvalteren var en stor kraftig mand, og Pelle gøs af beundring over faren, der turde tale ham så dristigt til.
Men den store mand lo godmodigt. ,,Så skal han dér vel være forkarl?” sagde han og svippede til Pelle med pisken.
,,Ja det bliver han sikkert engang,” sagde Lasse med stærk overbevisning.
,,Han kommer nok til at spise nogle skæpper salt først. Nå men jeg har brug for en røgter og vil give dig 100 kr. for et år — skønt du skal have forbandet ondt ved at fortjene dem, efter hvad jeg kan se. drengen bliver der vel altid en bid brød til, men han må naturligvis udrette den smule han kan. Du er vel hans bedstefar!”
,,Jeg er hans far — for Guds og hvermands åsyn,” svarede Lasse stolt.
,,Se se, så må der jo alligevel være lidt ved dig endnu — hvis du da er kommet ærligt til ham. Men kryb nu op om du vil dit eget vel, jeg har ikke tid til at holde her. Du får ikke et sådant tilbud hver dag.”
Pelle syntes hundrede kroner var en syndig masse penge, Lasse som den ældste og fornuftigste hade derimod en fornemmelse af at det var altfor lidt. Men skønt det ikke var gået op for ham endnu hade morgenens erfaringer pillet stærkt ved hans lyse syn på fremtiden; snapsen hade til gengæld gjort ham ligeglad og rundhåndet til sinds, ,,Lad gå til da,” sagde han og slog stort ud med hånden. ,,Men patronen skal vide, at vi ikke vil have spegesild og søbe tre gange om dagen. Et ordenligt kammers får vi også have — og søndagsfrihed.” Han hev sækken og drengen op i vognen og kravlede selv bagefter.
Forvalteren lo:
,,Du har nok været her på landet før, gamle? Men det kommer vi nok ud af altsammen; du skal få flæskesteg med rosiner i og rabarbergrød med peber på, så tidt du gider åbne munden.”
De kørte ned til dampskibet efter kisten og rullede så ud ad landet til. Lasse som genkendte dette og hint forklarede vidt og bredt for drengen. Ind imellem stjal han sig til at tage en dram, forvalteren måtte ikke se det. Pelle frøs og borede sig ned i halmen, han krøb helt ind under faren.
,,Tag dig en slurk,” hviskede Lasse og listede flasken til ham. ,,Men pas på, at han ikke ser det, for han er ful. Det er en jude.”
Pelle vilde ingen snaps have. ,,Hvad er en jude for en?” spurgte han hviskende.
,,En jude — kors i jøsses pøjke at du ikke ved det; det var ja juderne som korsfæstede Kristus. Derfor må de nu vandre hele vers den over og sælge uldtøj og nåle og sådér; og snyder gør de overalt hvor de kommer frem. Kan du ikke huske ham som snød Mor Bengta for hendes vakre hår? nej det var jo nok før din tid — det var en jude det også. Han kom en dag jeg ikke var hjemme, og pakkede alt sit fine kram ud, der var nok både kamme og nåle med blå glasshoder og de fineste hovedtørklæder. Og kvindfolk kan jo ikke stå for sådant fint kram, de bliver ligesom jeg vil sige en af vi andre når nogen holder os en flaske brændevin for næsen. Mor Bengta hade nu ingen penge, men han den fule fan vilde give hende det fineste hovedklæde, når han måtte skære en liden ende af flætningen, Og så skærer han den af helt oppe ved nakken. Kors i Herrens fryd hvor var hun som flint og stål når hun blev gal — hun pryglede ham ud af huset med en rage. Men flætningen tog han med sig, og tørklædet var noget skidt som det var at vente. For juder er nogle fule djævle, som har korsfæstet — — —” Lasse begyndte forfra.
Pelle mærkede lige akkurat faderens sagte brummen. Det drejede sig om Mor Bengta, men hun var jo død nu og lå i sorten jord — hun knappede ikke hans underbul i ryggen mere, og varmede hans hænder når han frøs. — Jaså de kom tilmed rosiner i flæskestegen her til lands; de måtte have penge som græs. Der lå nu ingen på vejene og flød, og farlig fine var husene og gårdene ikke heller. Men det besynderligste var, at jorden her hade samme farve som hjemme, skønt det var et fremmed land. I Tommelilla hade han set et landkort, hvor hvert land hade sin egen farve, Men det var altså løgn var det!
Lasse var forlængst gået i stå, han sov med hodet på drengens ryg. Flasken hade han glemt at skjule.
Pelle vilde lige til at skyde den ned i halmen, men forvalteren — der forresten ikke var jyde men sjællænder — vendte sig i det samme og fik øje på den. Han bød drengen kaste den i grøften.
Ved middagstid nåede de deres bestemmelsessted. Lasse vågnede idet de rullede ind på stenbroen i den store gård, og famlede mekanisk i halmen. Men pludselig besindede han sig på hvor han var, og blev ædru med et ryk. Dette var jo så deres nye hjem! det eneste de hade at holde sig til og vente sig noget af på denne jord. Og idet han så ud over den store gård, hvor middagsklokken netop lød og kaldte tyende og daglejere ud af alle døre, forsvandt al hans selvtillid. En fortvivlet følelse af værgeløshed overvældede ham og fik hans ansigt til at skælve i afmægtig bekymring for sønnen.
Hans hænder rystede under ham da han krøb af vognen; han stod der rådvild og prisgivet alle de forskende blikke derhenne fra nedgangen til den mægtige stuebygnings kælder. De snakkede om ham og drengen og lo allerede. I sin forvirring greb han til den beslutning at gøre så gunstigt et førsteindtryk som muligt, og gav sig til at tage huen dybt af for hver enkelt; drengen stod ved siden af og gjorde lige som faren. Det mindede om markedets klovner, og derhenne ved kælderhalsen lo de højt og bukkede efterabende, de begyndte også at råbe op. Men så kom forvalteren atter ud til vognen, og de forsvandt hurtigt ned i kælderen. Oppe fra stuehuset lød en fjærn enstonig lyd som ikke vilde høre op og uvilkårlig bidrog til at virke nedtrykkende på de to.
,,Stå nu ikke dér og skab jer,” sae forvalteren hårdt — ,,men skrub ned til de andre og få noget i skrutten. I får tid nok til at gøre abekattestreger for dem.”
Ved disse opmuntrende ord tog den gamle drengens hånd og stavrede hen mod kælderen med fortvivlet sind. I hans indre græd det af alle kilder efter Tommelilla og Kungstorpet; Pelle knugede sig angst ind til ham. Det uventede var pludselig blevet til et ondt udyr i begges fantasi.
Nede i kældergangen lød den underlig langtrukne lyd forstærket, og det gik op for dem begge, at det var en kvindes gråd.
II
Stengården som for fremtiden skulde være Lasses og Pelles hjem var en af øens største gårde. Men gamle folk vidste, at da deres bedsteforældre var børn lå der kun et tohestesavl, som tilhørte en Vevest Køller, et barnebarn af Jens Kofod, Bornholms befrier. Under ham blev huset til gård — han sled sig ihjæl på det, undte nok hverken sig selv eller de andre maden. Og de to ting blev ved at gå i arv i slægten — den elendige føde og det med at udvide.
Markerne på den kant hade været sten og lyng for ikke så forskrækkelig mange kuld siden; Småkårsfolk hade brudt jorden og slidt sig op hold efter hold for at holde den i kultur. Rundt om Stengården boede lutter husmænd og tohestes folk, som hade købt med sved og sult og lige så let kunde tænke sig at sælge deres forældres grav som deres lille ejendom; de hang ved den til de faldt fra, eller til uheldet tog dem.
Men Stengårdsslægten vilde købe — bestandig købe og udvide sig, og den måtte købe ved ulykke. Overalt hvor misvækst og sygdom og uheld med kreaturer slog til en mand så han ravede, købte Køllerne. Således voksede Stengården, fik mange bygninger og fik tyngde; den blev så tung en nabo som havet er det, hvor det æder af landmandens jord, Mark for mark og der intet er at stille op. Så blev én ædt og så den næste; enhver vidste at turen kom til ham før eller senere. Ingen går i rette med havet; men alt hvad der rugede af ondt og uhygge over fattigmands liv kom svævende deroppe fra. Dèr holdt mørkets magter til, rædde sind pegede bestandig mod Stengården. ,,Det er godt gødet jord,” kunde egnens folk sige med et eget tonefald der rummede forbandelsen; men videre vovede de sig ikke.
Køllerslægten var ikke sentimental, den trivedes fortræffeligt i det skumle lys der faldt over gården af så mange rædde sind — og følte det som magt. Mændene var raske til drik og kortspil; men de drak aldrig mere end at de både kunde se og sanse, og spillede de sig en hest fra først på aftenen, så vandt de gærne to i nattens løb.
Da Lasse og Pelle kom til Stengården, mindedes de gamle husmænd endnu bonden fra deres barndom Janus Køller — ham der mere end nogen anden satte fart i sagerne. I sin ungdom sloges han en nat kl. 12 med fanden oppe i kirketårnet og overvandt ham — og siden lykkedes alting for ham. Hvordan det nu var eller ikke så røg på hans tid den ene nabo efter den anden, og Janus gik rundt og overtog efter dem. Behøvede han en hest mere spillede han sig den til i trekort — og sådan på alle områder; den Lede selv lagde alting til rette for ham. Hans største fornøjelse var at køre gale heste til, og de der traf til at være født julenat på slaget tolv, kunde tydelig se den Onde sidde hos ham i sædet og holde tømmen. Han fik en beskidt død som venteligt var! En tidlig morgen kom hestene løbende hjem til gården, og ham selv fandt man ved vejsiden med hodet knust mod et træ.
Hans søn igen blev den sidste Stengårdsbonde af den slægt. Han var en gal djævel med meget godt i; når nogen hade en anden mening end han slog han ham i jorden; men han hjalp altid dem det gik galt for. På den måde blev der aldrig nogen der gik fra hus og hjem; og da han hade det i sig at han skulde gøre gården større han også, købte han land op inde i lyngen og klipperne. Men han lod det klogelig ligge hen for det stads det var. Han bandt mange til gården ved sine håndsrækninger, og gjorde dem afhængige så de aldrig forvandt det; husmændene måtte slippe deres eget når han sendte bud, og han var aldrig i bekneb for billig arbejdskraft. Det var knap nok folkeføde den mand bød på, men han spiste altid selv af fad med de andre. Og præsten var hos ham på det sidste, der var ikke noget at sige på hans henfart.
Han hade ligget to helgode koner ihjæl, og alt det han hade for det var en datter med den sidste, Og hun var ikke engang helt rigtig. Allerede da hun var elleve år kom nok blodet over hende — hun løb da og gjorde sig til for alle og enhver, Men der var ingen der blot turde se til hende, for de var bange for Stengårdsbondens gebøs. Senere slog hun sig til den anden side igen, hun udstafferede sig med en stok ligesom et andet mandfolk, og gik og drev alene om derude i klipperne i stedet for at tage sig noget husligt til. Hun lod ingen komme sig nær.
Kongstrup, den nuværende Stengårdsbonde, var ført. Han kom til øen bortefra for en snes år siden, og endnu var ingen blevet klog på ham. Han hade det dengang med at drive om i lyngen og ingenting tage sig til ligesom hun, og så var det jo ikke så underligt, om han kom ud for den gamles gebøs og måtte gifte sig med hende. Men forfærdeligt var det!
Han var en løjerlig pys, men kanske var folk sådan dér hvor han kom fra? Han hade så én idé, så en anden, lagde på daglønnen uden nogen hade bedt ham om det, og lavede stenværk med akkordarbejde ved. Sådan gik han og hittede på tossestreger til at begynde med, og lod det være frivilligt om husmændene vilde møde til arbejde på gården; det gik så vidt med ham, at han sendte dem hjem i regnvejr for at bjærge deres korn — og lod sit eget stå og ødelægges. Men det gik jo skidt også kantro, og efterhånden måtte han æde sine tosserier i sig igen.
Egnens folk fandt sig i afhængigheden uden at knurre. Fra far til søn var de vant til at gå ind og ud ad Stengårdens porte og udrette hvad der blev forlangt — så pligtmæssigt som hoveribønder. Til gengæld slap de al deres trang til tragedie, al livets rædsel og skumle mystik løs på Stengården. De lod djævlen husere deroppe, spille trekort med mændene om deres sjæle — og ligge hos kvinderne; og de tog huen dybere af for Stengårdsbonden end for andre.
Alt dette var vel noget ændret med årene, den værste brod var slidt af overtroen. Men den onde luft som ligger over herregårde — over al stor ophobning af hvad der burde tilhøre de mange — lå også tungt om Stengården. Det var almuens dom, dens eneste hævn for sig og sine.
Lasse og Pelle vejrede hurtigt den trykkende luft og kom til at se med de andres halvrædde øjne endnu før de selv hade hørt noget videre. Især Lasse gik og syntes han aldrig kunde blive rigtig glad her, så tungt det bestandig hang om én. Og så den gråd som man ikke hade rede på!
Hele den lange lyse dag hade gråden sivet ud fra Stengårdens stuer: hå, hå, hå! ligesom omkvædet på en sørgelig folkevise. Nu var det endelig en stansning i det. Lasse gik i den nedre gård og puslede — han blev ved at have lyden i øret. Trist, så trist var det med denne stadige kvindegråd, som var der et barn død, eller en der sad tilbage med skammen. Og hvad kunde der så være at græde for, når man hade en gård på flere hundrede tdr. land og boede i et højt stenhus med tyve fag vinduer.
Rigdom det er kun en gave af Gud,
men fattigdom ja det er en belønning.
Hvo som rigdommen har
han er aldrig rigtig glar,
den fattige er altid så fornøjet!
Karna sang det derovre i mælkestuen, og jagu var det sandt også. Om Lasse blot hade vidst hvor han skulde tage penge fra til en ny busserunne til pøjken, så skulde han aldrig misunde et menneske her på jorden. Hvorvel det kunde være rart nok at have penge både til tobak og en snaps iblandt, når man ikke kom til at gå andre for nær ved det.
Lasse gik og jævnede møddingen, han var færdig med middagsarbejdet i stalden og gav sig god tid — dette var blot noget han stak imellem. Nu og da skottede han dog op til de høje vinduer og tog i med et ryk, men trætheden var den stærkeste; det skulde ha gjort godt med en lille eftermiddagshvil, men han vovede det ikke. Der var stille på gården, Pelle var sprunget et ærende til landhøkerens for dem i køkkenet, og alle mandfolk var i marken for at dække den sidste vårsæd. Stengården var sent efter det.
Nu kom landvæsenseleven snusende ud af stalden, han var gået den anden vej ind for at komme bag på Lasse, forvalteren hade sendt ham. ,,Er du dér din lede politispion,” mumlede Lasse, da han så eleven, ,,en dag slår jeg dig nok ihjæl!” Men han tog huen dybt af. Den lange elev gik op over gården uden at se til ham og gav sig til at holde fjas med pigerne nede i bryggerset. Det lod han nok være med om karlene var hjemme — spøgelset!
Kongstrup kom ud på trappen deroppe, han stod lidt og så på vejret, så gik han ned mod kostalden, Hut, hvor var han stor — han fyldte hele stalddøren. Lasse satte greben og skyndte sig ind for at være ved hånden.
,,Nå hvordan går det, gamle?” spurgte proprietæren venligt — ,,kan du klare sagerne?
,,Å jo det går vel!” svarede Lasse, ,,men der er ikke noget at give hen. Det er en stor besætning for én mand.”
Kongstrup stod og følte en malkeko på bagredet. ,,Du har jo drengen til hjælp, Lasse. Hvor er han for resten henne, jeg ser ham ikke?”
,,Han er til landhøkerens for kvindfolkene.”
,,Ja så — hvem sendte ham af sted?”
,,Fruen selv tror jeg nok.”
,,Hm — er det længe siden han løb?”
,,Å ja, han må snart kunne være her igen.”
,,Få fat i ham når han kommer, og send ham op til mig med varerne — vil du det?”
Pelle var ikke dristig ved den gang op på kontoret; fruen hade tilmed befalet ham at holde flasken godt skjult under blusen. Der var mægtig højt til loftet inde, på væggene hang der fine jagtgeværer; og oppe på en hylde stod der cigarkasser den ene oven på den anden helt til loftet — ligesom det kunde være en tobaksbutik. Men det forunderligste var dog at de hade i kakkelovnen nu midt i maj — og for åbent vindu. De vidste nok ikke, hvordan de skulde få ende på alle deres penge! men hvor var pengekisterne henne?
Alt dette og meget mere iagttog Pelle, mens han stod inden for døren på sine bare fødder og ikke turde slå øjnene op af lutter benovelse. Så drejede storbonden sig i stolen og trak ham hen til sig ved kraven. ,,Lad os se hvad du har under blusen lille mand,” sae han venligt.
,,Det er konjak,” sae Pelle og trak flasken frem. ,,Fruen sae jeg ikke måtte vise den til nogen.”
,,Du er en dygtig dreng,” sae Kongstrup og klappede ham på kinden — ,,du bliver nok til noget engang. Giv du mig nu flasken, så skal jeg bære den ud til fruen så ingen får den at se.” Han lo hjærteligt.
Pelle rakte ham flasken — dèr på skrivebordet stod der penge i en hel stabel, tykke runde tokroner den ene oven på den anden. Hvorfor fik far Lasse så ikke det forskud han hade bedt sådan om?
Nu kom fruen ind, og storbonden gik straks hen og lukkede vinduet. Pelle vilde gå, men hun standsede ham. ,,Du har jo nogle varer til mig?” sagde hun.
,,Jeg har taget imod varerne,” svarede Kongstrup. ,,Du kan få dem — når drengen er gået.”
Men hun holdt for døren. drengen skulde netop blive og være vidne til, at hendes mand forholdt hende de sager hun skulde bruge i køkkenet — alle skulde vide det.
Kongstrup gik frem og tilbage og sae ingenting. Pelle ventede han skulde slå til hende; for hun brugte onde ord — meget værre end Mor Bengta når Lasse kom hjem fra Tommelilla og var glad. Men han lo bare. ,,Nu er det vist godt,” sae han, førte hende bort fra døren og lukkede drengen ud.
Lasse var ilde ved det. Han hade troet, at proprietæren blandede sig i det for at hindre at de alle kørte med drengen — så hårdt han hade hans hjælp behov til røgtningen. Og nu tog det den liderlige vending.
,,Ak så det var konjak,” gentog han — ,,ja så kan jeg forstå det. Men at hun tør gå sådan løs på'n al den stund hun sidder i lasten — han må være en skikkelig bjørn.”
,,Han er jo selv glad for stærkt,” mente Pelle som hade hørt et og andet om proprietærens ture.
,,Ja men et kvindfolk du, det er dog en anden sag. Husk på det er fine folk. — Ja ja, det tilkommer ikke os at resenere over herskabet, vi kan have nok at gøre med at varetage vort eget. Men jeg vilde give meget til, at hun ikke sendte dig i sine ærender oftere — vi kan let komme til at sidde som lusen mellem to negle.”
Lasse gik til sit arbejde, Han sukkede og rystede på hodet mens han slæbte foder frem — han var sletikke glad.
[...]
I
It was dawn on the first of May, 1877. From the sea the mist came sweeping in, in a gray trail that lay heavily on the water. Here and there there was a movement in it; it seemed about to lift, but closed in again, leaving only a strip of shore with two old boats lying keel uppermost upon it. The prow of a third boat and a bit of breakwater showed dimly in the mist a few paces off. At definite intervals a smooth, gray wave came gliding out of the mist up over the rustling shingle, and then withdrew again; it was as if some great animal lay hidden out there in the fog, and lapped at the land.
A couple of hungry crows were busy with a black, inflated object down there, probably the carcass of a dog. Each time a wave glided in, they rose and hovered a few feet up in the air with their legs extended straight down toward their booty, as if held by some invisible attachment. When the water retreated, they dropped down and buried their heads in the carrion, but kept their wings spread, ready to rise before the next advancing wave. This was repeated with the regularity of clock-work.
A shout came vibrating in from the harbor, and a little while after the heavy sound of oars working over the edge of a boat. The sound grew more distant and at last ceased; but then a bell began to ring—it must have been at the end of the mole—and out of the distance, into which the beat of the oars had disappeared, came the answering sound of a horn. They continued to answer one another for a couple of minutes.
The town was invisible, but now and then the silence there was broken by the iron tramp of a quarryman upon the stone paving. For a long time the regular beat of his footsteps could be heard, until it suddenly ceased as he turned some corner or other. Then a door was opened, followed by the sound of a loud morning yawn; and someone began to sweep the pavement. Windows were opened here and there, out of which floated various sounds to greet the gray day. A woman’s sharp voice was heard scolding, then short, smart slaps and the crying of a child. A shoemaker began beating leather, and as he worked fell to singing a hymn—
“But One is worthy of our hymn, O brothers:
The Lamb on Whom the sins of all men lay.”
The tune was one of Mendelssohn’s “Songs without Words.”
Upon the bench under the church wall sat a boat’s crew with their gaze turned seaward. They were leaning forward and smoking, with hands clasped between their knees. All three wore ear-rings as a preventive of colds and other evils, and all sat in exactly the same position, as if the one were afraid of making himself in the very least different from the others.
A traveller came sauntering down from the hotel, and approached the fishermen. He had his coat-collar turned up, and shivered in the chill morning air. “Is anything the matter?” he asked civilly, raising his cap. His voice sounded gruff.
One of the fishermen moved his hand slightly in the direction of his head-gear. He was the head man of the boat’s crew. The others gazed straight before them without moving a muscle.
“I mean, as the bell’s ringing and the pilot-boat’s out blowing her horn,” the traveller went on. “Are they expecting a ship?”
“May be. You never can tell!” answered the head man unapproachably.
The stranger looked as if he were deeply insulted, but restrained himself. It was only their usual secretiveness, their inveterate distrust of every one who did not speak their dialect and look exactly like themselves. They sat there inwardly uneasy in spite of their wooden exterior, stealing glances at him when he was not looking, and wishing him at Jericho. He felt tempted to tease them a little.
“Dear me! Perhaps it’s a secret?” he said, laughing.
“Not that I know of,” answered the fisherman cautiously.
“Well, of course I don’t expect anything for nothing! And besides it wears out your talking-apparatus to be continually opening and shutting it. How much do you generally get?” He took out his purse; it was his intention to insult them now.
The other fishermen threw stolen glances at their leader. If only he did not run them aground!
The head man took his pipe out of his mouth and turned to his companions: “No, as I was saying, there are some folks that have nothing to do but go about and be clever.” He warned them with his eyes, the expression of his face was wooden. His companions nodded. They enjoyed the situation, as the commercial traveller could see from their doltish looks.
He was enraged. Here he was, being treated as if he were air and made fun of! “Confound you fellows! Haven’t you even learnt as much as to give a civil answer to a civil question?” he said angrily.
The fishermen looked backward and forward at one another, taking mute counsel.
“No, but I tell you what it is! She must come some time,” said the head man at last.
“What ‘she’?”
“The steamer, of course. And she generally comes about this time. Now you’ve got it!”
“Naturally—of course! But isn’t it a little unwise to speak so loud about it?” jeered the traveller.
The fishermen had turned their backs on him, and were scraping out their pipes.
“We’re not quite so free with our speech here as some people, and yet we make our living,” said the head man to the others. They growled their approval.
As the stranger wandered on down the harbor hill, the fishermen looked after him with a feeling of relief. “What a talker!” said one. “He wanted to show off a bit, but you gave him what he won’t forget in a hurry.”
“Yes, I think it touched him on the raw, all right,” answered the man, with pride. “It’s these fine gentlemen you need to be most careful of.”
Half-way down the harbor hill, an inn-keeper stood at his door yawning. The morning stroller repeated his question to him, and received an immediate answer, the man being a Copenhagener.
“Well, you see we’re expecting the steamer from Ystad today, with a big cargo of slaves—cheap Swedish laborers, that’s to say, who live on black bread and salt herrings, and do the work of three. They ought to be flogged with red-hot icicles, that sort, and the brutes of farmers, too! You won’t take a little early morning glass of something, I suppose?”
“No, thank you, I think not—so early.”
“Very well, please yourself.”
Down at the harbor a number of farmers’ carts were already standing, and fresh ones arrived at full gallop every minute. The newcomers guided their teams as far to the front as possible, examined their neighbors’ horses with a critical eye, and settled themselves into a half-doze, with their fur collars turned up about their ears. Custom-house men in uniform, and pilots, looking like monster penguins, wandered restlessly about, peering out to sea and listening. Every moment the bell at the end of the mole rang, and was answered by the pilot-boat’s horn somewhere out in the fog over the sea, with a long, dreary hoot, like the howl of some suffering animal.
“What was that noise?” asked a farmer who had just come, catching up the reins in fear. His fear communicated itself to his horses, and they stood trembling with heads raised listening in the direction of the sea, with questioning terror in their eyes.
“It was only the sea-serpent,” answered a custom-house officer. “He always suffers from wind in this foggy weather. He’s a wind-sucker, you see.” And the custom-house men put their heads together and grinned.
Merry sailors dressed in blue with white handkerchiefs round their necks went about patting the horses, or pricking their nostrils with a straw to make them rear.
When the farmers woke up and scolded, they laughed with delight, and sang—
“A sailor he must go through
A deal more bad than good, good, good!”
A big pilot, in an Iceland vest and woollen gloves, was rushing anxiously about with a megaphone in his hand, growling like an uneasy bear. Now and then he climbed up on the molehead, put the megaphone to his mouth, and roared out over the water: “Do—you—hear—any—thing?” The roar went on for a long time out upon the long swells, up and down, leaving behind it an oppressive silence, until it suddenly returned from the town above, in the shape of a confused babble that made people laugh.
“N-o-o!” was heard a little while after in a thin and long-drawn-out cry from the sea; and again the horn was heard, a long, hoarse sound that came rocking in on the waves, and burst gurgling in the splash under the wharf and on the slips.
The farmers were out of it all. They dozed a little or sat flicking their whips to pass the time. But every one else was in a state of suspense. A number of people had gradually gathered about the harbor —fishermen, sailors waiting to be hired, and master-artisans who were too restless to stay in their workshop. They came down in their leather aprons, and began at once to discuss the situation; they used nautical expressions, most of them having been at sea in their youth. The coming of the steamer was always an event that brought people to the harbor; but to-day she had a great many people on board, and she was already an hour behind time. The dangerous fog kept the suspense at high pressure; but as the time passed, the excitement gave place to a feeling of dull oppression. Fog is the seaman’s worst enemy, and there were many unpleasant possibilities. On the best supposition the ship had gone inshore too far north or south, and now lay somewhere out at sea hooting and heaving the lead, without daring to move. One could imagine the captain storming and the sailors hurrying here and there, lithe and agile as cats. Stop!—Half-speed ahead! Stop!—Half-speed astern! The first engineer would be at the engine himself, gray with nervous excitement. Down in the engine-room, where they knew nothing at all, they would strain their ears painfully for any sound, and all to no purpose. But up on deck every man would be on the alert for his life; the helmsman wet with the sweat of his anxiety to watch every movement of the captain’s directing hand, and the look-out on the forecastle peering and listening into the fog until he could hear his own heart beat, while the suspense held every man on deck on tenterhooks, and the fog-horn hooted its warning. But perhaps the ship had already gone to the bottom!
Every one knew it all; every man had in some way or other been through this overcharged suspense—as cabin-boy, stoker, captain, cook—and felt something of it again now. Only the farmers were unaffected by it; they dozed, woke up with a jerk, and yawned audibly.
The seafarers and the peasants always had a difficulty in keeping on peaceable terms with one another; they were as different as land and sea. But to-day the indifferent attitude of the peasants made the sea-folk eye them with suppressed rage. The fat pilot had already had several altercations with them for being in his way; and when one of them laid himself open to criticism, he was down upon him in an instant. It was an elderly farmer, who woke from his nap with a start, as his head fell forward, and impatiently took out his watch and looked at it.
“It’s getting rather late,” he said. “The captain can’t find his stall to-day.”
“More likely he’s dropped into an inn on the way!” said the pilot, his eyes gleaming with malice.
“Very likely,” answered the farmer, without for the moment realizing the nature of the paths of the sea. His auditors laughed exultingly, and passed the mistake on to their neighbors, and people crowded round the unfortunate man, while some one cried: “How many inns are there between this and Sweden?”
“Yes, it’s too easy to get hold of liquids out there, that’s the worst of it,” the pilot went on. “But for that any booby could manage a ship. He’s only got to keep well to the right of Mads Hansen’s farm, and he’s got a straight road before him. And the deuce of a fine road! Telegraph-wires and ditches and a row of poplars on each side—just improved by the local board. You’ve just got to wipe the porridge off your mustache, kiss the old woman, and climb up on to the bridge, and there you are! Has the engine been oiled, Hans? Right away, then, off we go; hand me my best whip!” He imitated the peasants’ manner of speech. “Be careful about the inns, Dad!” he added in a shrill falsetto. There were peals of laughter, that had an evil sound in the prevailing depression.
The farmer sat quite still under the deluge, only lowering his head a little. When the laughter had almost died away, he pointed at the pilot with his whip, and remarked to the bystanders—
“That’s a wonderful clever kid for his age! Whose father art thou, my boy?” he went on, turning to the pilot.
This raised a laugh, and the thick-necked pilot swelled with rage. He seized hold of the body of the cart and shook it so that the farmer had a difficulty in keeping his seat. “You miserable old clodhopper, you pig-breeder, you dung-carter!” he roared. “What do you mean by coming here and saying ‘thou’ to grown-up people and calling them ‘boy’? And giving your opinions on navigation into the bargain! Eh! you lousy old money-grubber! No, if you ever take off your greasy night-cap to anybody but your parish clerk, then take it off to the captain who can find his harbor in a fog like this. You can give him my kind regards and say I said so.” And he let go of the cart so suddenly that it swung over to the other side.
“I may as well take it off to you, as the other doesn’t seem able to find us to-day,” said the farmer with a grin, and took off his fur cap, disclosing a large bald head.
“Cover up that great bald pumpkin, or upon my word I’ll give it something!” cried the pilot, blind with rage, and beginning to clamber up into the cart.
At that moment, like the thin metallic voice of a telephone, there came faintly from the sea the words: “We—hear—a—steam—whistle!”
The pilot ran off on to the breakwater, hitting out as he passed at the farmer’s horse, and making it rear. Men cleared a space round the mooring-posts, and dragged up the gangways with frantic speed. Carts that had hay in them, as if they were come to fetch cattle, began to move without having anywhere to drive to. Everything was in motion. Labor-hirers with red noses and cunning eyes, came hurrying down from the sailors’ tavern where they had been keeping themselves warm.
Then as if a huge hand had been laid upon the movement, everything suddenly stood still again, in strained effort to hear. A far-off, tiny echo of a steam whistle whined somewhere a long way off. Men stole together into groups and stood motionless, listening and sending angry glances at the restless carts. Was it real, or was it a creation of the heart-felt wishes of so many?
Perhaps a warning to every one that at that moment the ship had gone to the bottom? The sea always sends word of its evil doings; when the bread-winner is taken his family hear a shutter creak, or three taps on the windows that look on to the sea—there are so many ways.
But now it sounded again, and this time the sound come in little waves over the water, the same vibrating, subdued whistle that long-tailed ducks make when they rise; it seemed alive. The fog-horn answered it out in the fairway, and the bell in at the mole-head; then the horn once more, and the steam-whistle in the distance. So it went on, a guiding line of sound being spun between the land and the indefinite gray out there, backward and forward. Here on terra firma one could distinctly feel how out there they were groping their way by the sound. The hoarse whistle slowly increased in volume, sounding now a little to the south, now to the north, but growing steadily louder. Then other sounds made themselves heard, the heavy scraping of iron against iron, the noise of the screw when it was reversed or went on again.
The pilot-boat glided slowly out of the fog, keeping to the middle of the fairway, and moving slowly inward hooting incessantly. It towed by the sound an invisible world behind it, in which hundreds of voices murmured thickly amidst shouting and clanging, and tramping of feet—a world that floated blindly in space close by. Then a shadow began to form in the fog where no one had expected it, and the little steamer made its appearance—looking enormous in the first moment of surprise—in the middle of the harbor entrance.
At this the last remnants of suspense burst and scattered, and every one had to do something or other to work off the oppression. They seized the heads of the farmers’ horses and pushed them back, clapped their hands, attempted jokes, or only laughed noisily while they stamped on the stone paving.
“Good voyage?” asked a score of voices at once.
“All well!” answered the captain cheerfully.
And now he, too, has got rid of his incubus, and rolls forth words of command; the propeller churns up the water behind, hawsers fly through the air, and the steam winch starts with a ringing metallic clang, while the vessel works herself broadside in to the wharf.
Between the forecastle and the bridge, in under the upper deck and the after, there is a swarm of people, a curiously stupid swarm, like sheep that get up on to one another’s backs and look foolish. “What a cargo of cattle!” cries the fat pilot up to the captain, tramping delightedly on the breakwater with his wooden-soled boots. There are sheepskin caps, old military caps, disreputable old rusty hats, and the women’s tidy black handkerchiefs. The faces are as different as old, wrinkled pigskin and young, ripening fruit; but want, and expectancy, and a certain animal greed are visible in all of them. The unfamiliarity of the moment brings a touch of stupidity into them, as they press forward, or climb up to get a view over their neighbors’ heads and stare open-mouthed at the land where the wages are said to be so high, and the brandy so uncommonly strong. They see the fat, fur-clad farmers and the men come down to engage laborers.
They do not know what to do with themselves, and are always getting in the way; and the sailors chase them with oaths from side to side of the vessel, or throw hatches and packages without warning at their feet. “Look out, you Swedish devil!” cries a sailor who has to open the iron doors. The Swede backs in bewilderment, but his hand involuntarily flies to his pocket and fingers nervously his big pocket-knife.
The gangway is down, and the two hundred and fifty passengers stream down it—stone-masons, navvies, maid-servants, male and female day-laborers, stablemen, herdsmen, here and there a solitary little cowherd, and tailors in smart clothes, who keep far away from the rest. There are young men straighter and better built than any that the island produces, and poor old men more worn with toil and want than they ever become here. There are also faces among them that bear an expression of malice, others sparkling with energy, and others disfigured with great scars.
Most of them are in working-clothes and only possess what they stand in. Here and there is a man with some tool upon his shoulder—a shovel or a crowbar. Those that have any luggage, get it turned inside out by the custom-house officers: woven goods are so cheap in Sweden. Now and then some girl with an inclination to plumpness has to put up with the officers’ coarse witticisms. There, for instance, is Handsome Sara from Cimrishamn, whom everybody knows. Every autumn she goes home, and comes again every spring with a figure that at once makes her the butt of their wit; but Sara, who generally has a quick temper and a ready tongue, to-day drops her eyes in modest confusion: she has fourteen yards of cloth wrapped round her under her dress.
The farmers are wide awake now. Those who dare, leave their horses and go among the crowd; the others choose their laborers with their eyes, and call them up. Each one takes his man’s measure—width of chest, modest manner, wretchedness; but they are afraid of the scarred and malicious faces, and leave them to the bailiffs on the large farms. Offers are made and conditions fixed, and every minute one or two Swedes climb up into the hay in the back of some cart, and are driven off.
A little on one side stood an elderly, bent little man with a sack upon his back, holding a boy of eight or nine by the hand; beside them lay a green chest. They eagerly watched the proceedings, and each time a cart drove off with some of their countrymen, the boy pulled impatiently at the hand of the old man, who answered by a reassuring word. The old man examined the farmers one by one with an anxious air, moving his lips as he did so: he was thinking. His red, lashless eyes kept watering with the prolonged staring, and he wiped them with the mouth of the coarse dirty sack.
“Do you see that one there?” he suddenly asked the boy, pointing to a fat little farmer with apple-cheeks. “I should think he’d be kind to children. Shall we try him, laddie?”
The boy nodded gravely, and they made straight for the farmer. But when he had heard that they were to go together, he would not take them; the boy was far too little to earn his keep. And it was the same thing every time.
It was Lasse Karlsson from Tommelilla in the Ystad district, and his son Pelle.
It was not altogether strange to Lasse, for he had been on the island once before, about ten years ago; but he had been younger then, in full vigor it might be said, and had no little boy by the hand, from whom he would not be separated for all the world; that was the difference. It was the year that the cow had been drowned in the marl-pit, and Bengta was preparing for her confinement. Things looked bad, but Lasse staked his all on one cast, and used the couple of krones he got for the hide of the cow to go to Bornholm. When he came back in the autumn, there were three mouths to fill; but then he had a hundred krones to meet the winter with.
At that time Lasse had been equal to the situation, and he would still straighten his bowed shoulders whenever he thought of that exploit. Afterward, whenever there were short commons, he would talk of selling the whole affair and going to Bornholm for good. But Bengta’s health failed after her late child-bearing, and nothing came of it, until she died after eight years of suffering, this very spring. Then Lasse sold their bit of furniture, and made nearly a hundred krones on it; it went in paying the expenses of the long illness, and the house and land belonged to the landlord. A green chest, that had been part of Bengta’s wedding outfit, was the only thing he kept. In it he packed their belongings and a few little things of Bengta’s, and sent it on in advance to the port with a horse-dealer who was driving there. Some of the rubbish for which no one would bid he stuffed into a sack, and with it on his back and the boy’s hand clasped in his, he set out to walk to Ystad, where the steamer for Rönne lay. The few coins he had would just pay their passage.
He had been so sure of himself on the way, and had talked in loud tones to Pelle about the country where the wages were so incomprehensibly high, and where in some places you got meat or cheese to eat with your bread, and always beer, so that the water-cart in the autumn did not come round for the laborers, but only for the cattle. And—why, if you liked you could drink gin like water, it was so cheap; but it was so strong that it knocked you down at the third pull. They made it from real grain, and not from diseased potatoes; and they drank it at every meal. And laddie would never feel cold there, for they wore wool next their skin, and not this poor linen that the wind blew right through; and a laborer who kept himself could easily make his two krones a day. That was something different from their master’s miserable eighty öres and finding themselves in everything.
Pelle had heard the same thing often before—from his father, from Ole and Anders, from Karna and a hundred others who had been there. In the winter, when the air was thick with frost and snow and the needs of the poor, there was nothing else talked about in the little villages at home; and in the minds of those who had not been on the island themselves, but had only heard the tales about it, the ideas produced were as fantastic as the frost-tracery upon the window-panes. Pelle was perfectly well aware that even the poorest boys there always wore their best clothes, and ate bread-and-dripping with sugar on it as often as they liked. There money lay like dirt by the roadside, and the Bornholmers did not even take the trouble to stoop and pick it up; but Pelle meant to pick it up, so that Father Lasse would have to empty the odds and ends out of the sack and clear out the locked compartment in the green chest to make room for it; and even that would be hardly enough. If only they could begin! He shook his father’s hand impatiently.
“Yes, yes,” said Lasse, almost in tears. “You mustn’t be impatient.” He looked about him irresolutely. Here he was in the midst of all this splendor, and could not even find a humble situation for himself and the boy. He could not understand it. Had the whole world changed since his time? He trembled to his very finger-tips when the last cart drove off. For a few minutes he stood staring helplessly after it, and then he and the boy together carried the green chest up to a wall, and trudged hand in hand up toward the town.
Lasse’s lips moved as he walked; he was thinking. In an ordinary way he thought best when he talked out loud to himself, but to-day all his faculties were alert, and it was enough only to move his lips.
As he trudged along, his mental excuses became audible. “Confound it!” he exclaimed, as he jerked the sack higher up his back. “It doesn’t do to take the first thing that comes. Lasse’s responsible for two, and he knows what he wants—so there! It isn’t the first time he’s been abroad! And the best always comes last, you know, laddie.”
Pelle was not paying much attention. He was already consoled, and his father’s words about the best being in store for them, were to him only a feeble expression for a great truth, namely, that the whole world would become theirs, with all that it contained in the way of wonders. He was already engaged in taking possession of it, open-mouthed.
He looked as if he would like to swallow the harbor with all its ships and boats, and the great stacks of timber, where it looked as if there would be holes. This would be a fine place to play in, but there were no boys! He wondered whether the boys were like those at home; he had seen none yet. Perhaps they had quite a different way of fighting, but he would manage all right if only they would come one at a time. There was a big ship right up on land, and they were skinning it. So ships have ribs, just like cows!
At the wooden shed in the middle of the harbor square, Lasse put down the sack, and giving the boy a piece of bread and telling him to stay and mind the sack, he went farther up and disappeared. Pelle was very hungry, and holding the bread with both hands he munched at it greedily.
When he had picked the last crumbs off his jacket, he set himself to examine his surroundings. That black stuff in that big pot was tar. He knew it quite well, but had never seen so much at once. My word! If you fell into that while it was boiling, it would be worse even than the brimstone pit in hell. And there lay some enormous fish-hooks, just like those that were hanging on thick iron chains from the ships’ nostrils. He wondered whether there still lived giants who could fish with such hooks. Strong John couldn’t manage them!
He satisfied himself with his own eyes that the stacks of boards were really hollow, and that he could easily get down to the bottom of them, if only he had not had the sack to drag about. His father had said he was to mind the sack, and he never let it out of his hands for a moment; as it was too heavy to carry, he had to drag it after him from place to place.
He discovered a little ship, only just big enough for a man to lie down in, and full of holes bored in the bottom and sides. He investigated the ship-builders’ big grind-stone, which was nearly as tall as a man. There were bent planks lying there, with nails in them as big as the parish constable’s new tether-peg at home. And the thing that ship was tethered to—wasn’t it a real cannon that they had planted?
Pelle saw everything, and examined every single object in the appropriate manner, now only spitting appraisingly upon it, now kicking it or scratching it with his penknife. If he came across some strange wonder or other, that he could not get into his little brain in any other way, he set himself astride on it.
This was a new world altogether, and Pelle was engaged in making it his own. Not a shred of it would he leave. If he had had his playfellows from Tommelilla here, he would have explained it all to them. My word, how they would stare! But when he went home to Sweden again, he would tell them about it, and then he hoped they would call him a liar.
He was sitting astride an enormous mast that lay along the timber- yard upon some oak trestles. He kicked his feet together under the mast, as he had heard of knights doing in olden days under their horses, and imagined himself seizing hold of a ring and lifting himself, horse and all. He sat on horseback in the midst of his newly discovered world, glowing with the pride of conquest, struck the horse’s loins with the flat of his hand, and dug his heels into its sides, while he shouted a song at the top of his voice. He had been obliged to let go the sack to get up.
“Far away in Smaaland the little imps were dancing
With ready-loaded pistol and rifle-barrelled gun;
All the little devils they played upon the fiddle,
But for the grand piano Old Harry was the one.”
In the middle of his noisy joy, he looked up, and immediately burst into a roar of terror and dropped down on to the wood-shavings. On the top of the shed at the place where his father had left him stood a black man and two black, open-mouthed hell-hounds; the man leaned half out over the ridge of the roof in a menacing attitude. It was an old figure-head, but Pelle thought it was Old Harry himself, come to punish him for his bold song, and he set off at a run up the hill. A little way up he remembered the sack and stopped. He didn’t care about the sack; and he wouldn’t get a thrashing if he did leave it behind, for Father Lasse never beat him. And that horrid devil would eat him up at the very least, if he ventured down there again; he could distinctly see how red the nostrils shone, both the devil’s and the dogs’.
But Pelle still hesitated. His father was so careful of that sack, that he would be sure to be sorry if he lost it—he might even cry as he did when he lost Mother Bengta. For perhaps the first time, the boy was being subjected to one of life’s serious tests, and stood—as so many had stood before him—with the choice between sacrificing himself and sacrificing others. His love for his father, boyish pride, the sense of duty that is the social dower of the poor—the one thing with the other—determined his choice. He stood the test, but not bravely; he howled loudly the whole time, while, with his eyes fixed immovably upon the Evil One and his hell-hounds, he crept back for the sack and then dragged it after him at a quick run up the street.
No one is perhaps a hero until the danger is over. But even then Pelle had no opportunity of shuddering at his own courage; for no sooner was he out of the reach of the black man, than his terror took a new form. What had become of his father? He had said he would be back again directly! Supposing he never came back at all! Perhaps he had gone away so as to get rid of his little boy, who was only a trouble and made it difficult for him to get a situation.
Pelle felt despairingly convinced that it must be so, as, crying, he went off with the sack. The same thing had happened to other children with whom he was well acquainted; but they came to the pancake cottage and were quite happy, and Pelle himself would be sure to—perhaps find the king and be taken in there and have the little princes for his playmates, and his own little palace to live in. But Father Lasse shouldn’t have a thing, for now Pelle was angry and vindictive, although he was crying just as unrestrainedly. He would let him stand and knock at the door and beg to come in for three days, and only when he began to cry—no, he would have to let him in at once, for to see Father Lasse cry hurt him more than anything else in the world. But he shouldn’t have a single one of the nails Pelle had filled his pockets with down in the timber-yard; and when the king’s wife brought them coffee in the morning before they were up——
But here both his tears and his happy imaginings ceased, for out of a tavern at the top of the street came Father Lasse’s own living self. He looked in excellent spirits and held a bottle in his hand.
“Danish brandy, laddie!” he cried, waving the bottle. “Hats off to the Danish brandy! But what have you been crying for? Oh, you were afraid? And why were you afraid? Isn’t your father’s name Lasse—Lasse Karlsson from Kungstorp? And he’s not one to quarrel with; he hits hard, he does, when he’s provoked. To come and frighten good little boys! They’d better look out! Even if the whole wide world were full of naming devils, Lasse’s here and you needn’t be afraid!”
During all this fierce talk he was tenderly wiping the boy’s tear- stained cheeks and nose with his rough hand, and taking the sack upon his back again. There was something touchingly feeble about his stooping figure, as, boasting and comforting, he trudged down again to the harbor holding the boy by the hand. He tottered along in his big waterproof boots, the tabs of which stuck out at the side and bore an astonishing resemblance to Pelle’s ears; out of the gaping pockets of his old winter coat protruded on one side his red pocket-handkerchief, on the other the bottle. He had become a little looser in his knee-joints now, and the sack threatened momentarily to get the upper hand of him, pushing him forward and forcing him to go at a trot down the hill. He looked decrepit, and perhaps his boastful words helped to produce this effect; but his eyes beamed confidently, and he smiled down at the boy, who ran along beside him.
They drew near to the shed, and Pelle turned cold with fear, for the black man was still standing there. He went round to the other side of his father, and tried to pull him out in a wide curve over the harbor square. “There he is again,” he whimpered.
“So that’s what was after you, is it?” said Lasse, laughing heartily; “and he’s made of wood, too! Well, you really are the bravest laddie I ever knew! I should almost think you might be sent out to fight a trussed chicken, if you had a stick in your hand!” Lasse went on laughing, and shook the boy goodnaturedly. But Pelle was ready to sink into the ground with shame.
Down by the custom-house they met a bailiff who had come too late for the steamer and had engaged no laborers. He stopped his cart and asked Lasse if he was looking for a place.
“Yes, we both want one,” answered Lasse, briskly. “We want to be at the same farm—as the fox said to the goose.”
The bailiff was a big, strong man, and Pelle shuddered in admiration of his father who could dare to speak to him so boldly.
But the great man laughed good-humoredly. “Then I suppose he’s to be foreman?” he said, flicking at Pelle with his whip.
“Yes, he certainly will be some day,” said Lasse, with conviction.
“He’ll probably eat a few bushels of salt first. Well, I’m in want of a herdsman, and will give you a hundred krones for a year—although it’ll be confounded hard for you to earn them from what I can see. There’ll always be a crust of bread for the boy, but of course he’ll have to do what little he can. You’re his grandfather, I suppose?”
“I’m his father—in the sight of God and man,” answered Lasse, proudly.
“Oh, indeed! Then you must still be fit for something, if you’ve come by him honestly. But climb up, if you know what’s for your own good, for I haven’t time to stand here. You won’t get such an offer every day.”
Pelle thought a hundred krones was a fearful amount of money; Lasse, on the contrary, as the older and more sensible, had a feeling that it was far too little. But, though he was not aware of it yet, the experiences of the morning had considerably dimmed the brightness of his outlook on life. On the other hand, the dram had made him reckless and generously-minded.
“All right then,” he said with a wave of the hand. “But the master must understand that we won’t have salt herring and porridge three times a day. We must have a proper bedroom too—and be free on Sundays.” He lifted the sack and the boy up into the cart, and then climbed up himself.
The bailiff laughed. “I see you’ve been here before, old man. But I think we shall be able to manage all that. You shall have roast pork stuffed with raisins and rhubarb jelly with pepper on it, just as often as you like to open your mouth.”
They drove down to the quay for the chest, and then out toward the country again. Lasse, who recognized one thing and another, explained it all in full to the boy, taking a pull at the bottle between whiles; but the bailiff must not see this. Pelle was cold and burrowed into the straw, where he crept close up to his father.
“You take a mouthful,” whispered Lasse, passing the bottle to him cautiously. “But take care that he doesn’t see, for he’s a sly one. He’s a Jute.”
Pelle would not have a dram. “What’s a Jute?” he asked in a whisper.
“A Jute? Good gracious me, laddie, don’t you know that? It was the Jutes that crucified Christ. That’s why they have to wander all over the world now, and sell flannel and needles, and such-like; and they always cheat wherever they go. Don’t you remember the one that cheated Mother Bengta of her beautiful hair? Ah, no, that was before your time. That was a Jute too. He came one day when I wasn’t at home, and unpacked all his fine wares—combs and pins with blue glass heads, and the finest head-kerchiefs. Women can’t resist such trash; they’re like what we others are when some one holds a brandy-bottle to our nose. Mother Bengta had no money, but that sly devil said he would give her the finest handkerchief if she would let him cut off just the end of her plait. And then he went and cut it off close up to her head. My goodness, but she was like flint and steel when she was angry! She chased him out of the house with a rake. But he took the plait with him, and the handkerchief was rubbish, as might have been expected. For the Jutes are cunning devils, who crucified——” Lasse began at the beginning again.
Pelle did not pay much attention to his father’s soft murmuring. It was something about Mother Bengta, but she was dead now and lay in the black earth; she no longer buttoned his under-vest down the back, or warmed his hands when they were cold. So they put raisins into roast pork in this country, did they? Money must be as common as dirt! There was none lying about in the road, and the houses and farms were not so very fine either. But the strangest thing was that the earth here was of the same color as that at home, although it was a foreign country. He had seen a map in Tommelilla, in which each country had a different color. So that was a lie!
Lasse had long since talked himself out, and slept with his head upon the boy’s back. He had forgotten to hide the bottle.
Pelle was just going to push it down into the straw when the bailiff —who as a matter of fact was not a Jute, but a Zeelander—happened to turn round and caught sight of it. He told the boy to throw it into the ditch.
By midday they reached their destination. Lasse awoke as they drove on to the stone paving of the large yard, and groped mechanically in the straw. But suddenly he recollected where he was, and was sober in an instant. So this was their new home, the only place they had to stay in and expect anything of on this earth! And as he looked out over the big yard, where the dinner-bell was just sounding and calling servants and day-laborers out of all the doors, all his self-confidence vanished. A despairing feeling of helplessness overwhelmed him, and made his face tremble with impotent concern for his son.
His hands shook as he clambered down from the wagon; he stood irresolute and at the mercy of all the inquiring glances from the steps down to the basement of the big house. They were talking about him and the boy, and laughing already. In his confusion he determined to make as favorable a first impression as possible, and began to take off his cap to each one separately; and the boy stood beside him and did the same. They were rather like the clowns at a fair, and the men round the basement steps laughed aloud and bowed in imitation, and then began to call to them; but the bailiff came out again to the cart, and they quickly disappeared down the steps. From the house itself there came a far-off, monotonous sound that never left off, and insensibly added to their feeling of depression.
“Don’t stand there playing the fool!” said the bailiff sharply. “Be off down to the others and get something to eat! You’ll have plenty of time to show off your monkey-tricks to them afterwards.”
At these encouraging words, the old man took the boy’s hand and went across to the basement steps with despair in his heart, mourning inwardly for Tommelilla and Kungstorp. Pelle clung close to him in fear. The unknown had suddenly become an evil monster in the imagination of both of them.
Down in the basement passage the strange, persistent sound was louder, and they both knew that it was that of a woman weeping.
II
Stone Farm, which for the future was to be Lasse and Pelle’s home, was one of the largest farms on the island. But old people knew that when their grandparents were children, it had been a crofter’s cottage where only two horses were kept, and belonged to a certain Vevest Köller, a grandson of Jens Kofod, the liberator of Bornholm. During his time, the cottage became a farm. He worked himself to death on it, and grudged food both for himself and the others. And these two things—poor living and land-grabbing—became hereditary in that family.
The fields in this part of the island had been rock and heather not many generations since. Poor people had broken up the ground, and worn themselves out, one set after another, to keep it in cultivation. Round about Stone Farm lived only cottagers and men owning two horses, who had bought their land with toil and hunger, and would as soon have thought of selling their parents’ grave as their little property; they stuck to it until they died or some misfortune overtook them.
But the Stone Farm family were always wanting to buy and extend their property, and their chance only came through their neighbors’ misfortunes. Wherever a bad harvest or sickness or ill luck with his beasts hit a man hard enough to make him reel, the Köllers bought. Thus Stone Farm grew, and acquired numerous buildings and much importance; it became as hard a neighbor as the sea is, when it eats up the farmer’s land, field by field, and nothing can be done to check it. First one was eaten up and then another. Every one knew that his turn would come sooner or later. No one goes to law with the sea; but all the ills and discomfort that brooded over the poor man’s life came from Stone Farm. The powers of darkness dwelt there, and frightened souls pointed to it always. “That’s well-manured land,” the people of the district would say, with a peculiar intonation that held a curse; but they ventured no further.
The Köller family was not sentimental; it throve capitally in the sinister light that fell upon the farm from so many frightened minds, and felt it as power. The men were hard drinkers and card-players; but they never drank so much as to lose sight and feeling; and if they played away a horse early in the evening, they very likely won two in the course of the night.
When Lasse and Pelle came to Stone Farm, the older cottagers still remembered the farmer of their childhood, Janus Köller, the one who did more to improve things than any one else. In his youth he once, at midnight, fought with the devil up in the church-tower, and overcame him; and after that everything succeeded with him. Whatever might or might not have been the reason, it is certain that in his time one after another of his neighbors was ruined, and Janus went round and took over their holdings. If he needed another horse, he played for and won it at loo; and it was the same with everything. His greatest pleasure was to break in wild horses, and those who happened to have been born at midnight on Christmas Eve could distinctly see the Evil One sitting on the box beside him and holding the reins. He came to a bad end, as might have been expected. One morning early, the horses came galloping home to the farm, and he was found lying by the roadside with his head smashed against a tree.
His son was the last master of Stone Farm of that family. He was a wild devil, with much that was good in him. If any one differed from him, he knocked him down; but he always helped those who got into trouble. In this way no one ever left house and home; and as he had the family fondness for adding to the farm, he bought land up among the rocks and heather. But he wisely let it lie as it was. He attached many to the farm by his assistance, and made them so dependent that they never became free again. His tenants had to leave their own work when he sent for them, and he was never at a loss for cheap labor. The food he provided was scarcely fit for human beings, but he always ate of the same dish himself. And the priest was with him at the last; so there was no fault to find with his departure from this life.
He had married twice, but his only child was a daughter by the second wife, and there was something not quite right about her. She was a woman at the age of eleven, and made up to any one she met; but no one dared so much as look at her, for they were afraid of the farmer’s gun. Later on she went to the other extreme, and dressed herself up like a man, and went about out on the rocks instead of busying herself with something at home; and she let no one come near her.
Kongstrup, the present master of Stone Farm, had come to the island about twenty years before, and even now no one could quite make him out. When he first came he used to wander about on the heath and do nothing, just as she did; so it was hardly to be wondered at that he got into trouble and had to marry her. But it was dreadful!
He was a queer fellow; but perhaps that was what people were like where he came from? He first had one idea and then another, raised wages when no one had asked him to, and started stone-quarrying with contract work. And so he went on with his foolish tricks to begin with, and let his cottagers do as they liked about coming to work at the farm. He even went so far as to send them home in wet weather to get in their corn, and let his own stand and be ruined. But things went all wrong of course, as might well be imagined, and gradually he had to give in, and abandon all his foolish ideas.
The people of the district submitted to this condition of dependence without a murmur. They had been accustomed, from father to son, to go in and out of the gates of Stone Farm, and do what was required of them, as dutifully as if they had been serfs of the land. As a set-off they allowed all their leaning toward the tragic, all the terrors of life and gloomy mysticism, to center round Stone Farm. They let the devil roam about there, play loo with the men for their souls, and ravish the women; and they took off their caps more respectfully to the Stone Farm people than to any one else.
All this had changed a little as years went on; the sharp points of the superstition had been blunted a little. But the bad atmosphere that hangs over large estates—over all great accumulations of what should belong to the many—also hung heavy over Stone Farm. It was the judgment passed by the people, their only revenge for themselves and theirs.
Lasse and Pelle were quickly aware of the oppressive atmosphere, and began to see with the half-frightened eyes of the others, even before they themselves had heard very much. Lasse especially thought he could never be quite happy here, because of the heaviness that always seemed to surround them. And then that weeping that no one could quite account for!
All through the long, bright day, the sound of weeping came from the rooms of Stone Farm, like the refrain of some sad folk-song. Now at last it had stopped. Lasse was busying himself with little things in the lower yard, and he still seemed to have the sound in his ears. It was sad, so sad, with this continual sound of a woman weeping, as if a child were dead, or as if she were left alone with her shame. And what could there be to weep for, when you had a farm of several hundred acres, and lived in a high house with twenty windows!
“Riches are nought but a gift from the Lord,
But poverty, that is in truth a reward.
They who wealth do possess
Never know happiness,
While the poor man’s heart is ever contented!”
So sang Karna over in the dairy, and indeed it was true! If only Lasse knew where he was to get the money for a new smock-frock for the little lad, he would never envy any one on this earth; though it would be nice to have money for tobacco and a dram now and then, if it was not unfair to any one else.
Lasse was tidying up the dung-heap. He had finished his midday work in the stable, and was taking his time about it; it was only a job he did between whiles. Now and then he glanced furtively up at the high windows and put a little more energy into his work; but weariness had the upper hand. He would have liked to take a little afternoon nap, but did not dare. All was quiet on the farm. Pelle had been sent on an errand to the village shop for the kitchen-folk, and all the men were in the fields covering up the last spring corn. Stone Farm was late with this.
The agricultural pupil now came out of the stable, which he had entered from the other side, so as to come upon Lasse unexpectedly. The bailiff had sent him. “Is that you, you nasty spy!” muttered Lasse when he saw him. “Some day I’ll kill you!” But he took off his cap with the deepest respect. The tall pupil went up the yard without looking at him, and began to talk nonsense with the maids down in the wash-house. He wouldn’t do that if the men were at home, the scarecrow!
Kongstrup came out on to the steps, and stood for a little while looking at the weather; then he went down to the cow-stable. How big he was! He quite filled the stable doorway. Lasse put down his fork and hastened in in case he was wanted.
“Well, how are you getting on, old man?” asked the farmer kindly. “Can you manage the work?”
“Oh, yes, I get through it,” answered Lasse; “but that’s about all. It’s a lot of animals for one man.”
Kongstrup stood feeling the hind quarters of a cow. “You’ve got the boy to help you, Lasse. Where is he, by the by? I don’t see him.”
“He’s gone to the village shop for the women-folk.”
“Indeed? Who told him to go?”
“I think it was the mistress herself.”
“H’m. Is it long since he went?”
“Yes, some time. He ought soon to be back now.”
“Get hold of him when he comes, and send him up to me with the things, will you?”
Pelle was rather frightened at having to go up to the office, and besides the mistress had told him to keep the bottle well hidden under his smock. The room was very high, and on the walls hung splendid guns; and up upon a shelf stood cigar-boxes, one upon another, right up to the ceiling, just as if it were a tobacco-shop. But the strangest thing of all was that there was a fire in the stove, now, in the middle of May, and with the window open! It must be that they didn’t know how to get rid of all their money. But wherever were the money-chests?
All this and much more Pelle observed while he stood just inside the door upon his bare feet, not daring from sheer nervousness to raise his eyes. Then the farmer turned round in his chair, and drew him toward him by the collar. “Now let’s see what you’ve got there under your smock, my little man!” he said kindly.
“It’s brandy,” said Pelle, drawing forth the bottle. “The mistress said I wasn’t to let any one see it.”
“You’re a clever boy,” said Kongstrup, patting him on the cheek. “You’ll get on in the world one of these days. Now give me the bottle and I’ll take it out to your mistress without letting any one see.” He laughed heartily.
Pelle handed him the bottle—there stood money in piles on the writing-table, thick round two-krone pieces one upon another! Then why didn’t Father Lasse get the money in advance that he had begged for?
The mistress now came in, and the farmer at once went and shut the window. Pelle wanted to go, but she stopped him. “You’ve got some things for me, haven’t you?” she said.
“I’ve received the things,” said Kongstrup. “You shall have them—when the boy’s gone.”
But she remained at the door. She would keep the boy there to be a witness that her husband withheld from her things that were to be used in the kitchen; every one should know it.
Kongstrup walked up and down and said nothing. Pelle expected he would strike her, for she called him bad names—much worse than Mother Bengta when Lasse came home merry from Tommelilla. But he only laughed. “Now that’ll do,” he said, leading her away from the door, and letting the boy out.
Lasse did not like it. He had thought the farmer was interfering to prevent them all from making use of the boy, when he so much needed his help with the cattle; and now it had taken this unfortunate turn!
“And so it was brandy!” he repeated. “Then I can understand it. But I wonder how she dares set upon him like that when it’s with her the fault lies. He must be a good sort of fellow.”
“He’s fond of drink himself,” said Pelle, who had heard a little about the farmer’s doings.
“Yes, but a woman! That’s quite another thing. Remember they’re fine folk. Well, well, it doesn’t become us to find fault with our betters; we have enough to do in looking after ourselves. But I only hope she won’t send you on any more of her errands, or we may fall between two stools.”
Lasse went to his work. He sighed and shook his head while he dragged the fodder out. He was not at all happy.
[...]
I
Es war der 1. Mai 1877, früh in der Morgendämmerung. Von der See kam der Nebel dahergefegt mit einer grauen Schleppe, die schwer auf dem Wasser lag. Hier und da zuckte es darin; er wollte sich lichten, schloß sich aber wieder und ließ nur eben ein Stückchen Strand mit zwei alten Booten darauf zurück, die mit dem Boden nach oben lagen; der Steven eines dritten Bootes und ein Stück Mole ragten ein paar Schritte seitwärts aus der trüben Luft empor. In regelmäßigen Zwischenräumen glitt eine flache Welle graublank aus dem Nebel hervor, leckte über den rasselnden Strandkies hin und zog sich wieder zurück; es machte den Eindruck, als liege ein großes Tier da drinnen in der Nebelmasse verborgen und lechze nach Land.
Ein paar hungrige Krähen hatten sich auf einem schwarzen, aufgeblähten Gegenstand da unten niedergelassen vielleicht dem Aas eines Hundes. Jedesmal, wenn die leckenden Wellen darüber hinglitten, flogen sie hoch und hielten sich ein paar Ellen in der Luft schwebend, die Beine senkrecht zur Beute ausgestreckt, als hingen sie unsichtbar daran fest. Wenn dann die See wieder zurückrollte, ließen sie sich herabfallen und bohrten den Kopf tief in das Aas; die Flügel aber hielten sie ausgebreitet, bereit, beim nächsten Anprall der Wellen aufzufliegen. Das funktionierte mit der Regelmäßigkeit eines Zeitmessers.
Ein Ruf zitterte über den Hafen hin, und nach einer kleinen Weile hörte man das dumpfe Geräusch von Rudern, die über einem Bootsrand arbeiteten. Das Geräusch entfernte sich seewärts und entschwand schließlich ganz. Doch dann begann eine eherne Glocke zu läuten; das mußte auf der äußersten Mole sein. Und aus der Ferne, in der die Ruderschläge verschwunden waren, antwortete ein Nebelhorn. Sie fuhren fort, einander zu antworten, in Abständen von ein paar Minuten.
Die Stadt war nicht zu sehen, hin und wieder aber wurde die Stille da oben von den Eisen an den Holzschuhen eines Stein- oder Kaolinarbeiters auf dem Steinpflaster zerrissen. Der scharfe Takt war lange zu hören, bis der Mann plötzlich um irgendeine Ecke verschwand. Dann wurde eine Tür geöffnet, und man vernahm ein kräftiges Morgengähnen; jemand machte sich daran, den Bürgersteig zu fegen. Fenster wurden hier und da aufgerissen, und verschiedene Geräusche zogen hinaus als Gruß in den grauen Tag. „Du Schwein, hast du dich wieder naß gemacht!“ schrie eine scharfe Frauenstimme. Man hörte kurze, durchdringende Klapse und das Weinen eines Kindes. Ein Schuster fing an, Leder zu klopfen, nach einer Weile fiel er mit einem frommen Lied in den Takt der Arbeit ein:
„Nur eins hat Wert auf Erden, liebe Brüder:
Das Lamm, das aller Welten Sünde trug.“
Die Melodie war einem von Mendelsohns „Lieder ohne Worte“ entnommen.
Auf der Bank unter der Kirchenmauer saß die Mannschaft eines Bootes und starrte weitsichtig auf die See hinaus. Vornübergebeugt saßen sie da, die gefalteten Hände hingen zwischen den Knien herab, sie rauchten aus ihren kurzen Pfeifen. Alle drei hatten Ringe in den Ohren gegen Erkältung und andere Krankheiten, und alle nahmen dieselbe Haltung ein – als fürchte sich jeder von ihnen davor, sich auch nur im geringsten von den anderen zu unterscheiden.
Ein Reisender kam vom Hotel herabgeschlendert und ging zu den Fischern hin. Er hatte den Kragen über die Ohren geschlagen und schauderte in der Morgenkälte. „Ist da was los?“ fragte er höflich und nahm die Mütze ab. Seine Stimme klang morgenheiser.
Einer der Fischer, der Vormann der Bootsbesatzung, bewegte die Faust ein wenig in Richtung auf die Kopfbedeckung. Die anderen starrten mit verschlossenen Mienen unbewegt geradeaus.
„Ich meine nur, weil es läutet und das Lotsenboot da draußen liegt und tutet“, wiederholte der Fremde. „Wird vielleicht ein Schiff erwartet?“
„Das kann wohl sein; das kann man ja nie wissen!“ antwortete der Bootsführer unzugänglich.
Der Fremde machte ein Gesicht, als betrachte er die Antwort als grobe Unverschämtheit, aber dann besann er sich. Es war nichts weiter als die gewöhnliche Geheimniskrämerei - eingewurzeltes Mißtrauen gegen alles, was nicht ihren eigenen Dialekt sprach und genauso aussah wie sie selber. Sie saßen da und waren innerlich unruhig, trotz des hölzernen Äußern, schielten verstohlen zu ihm hin und wünschten ihn weit weg. Er bekam Lust, sie ein wenig zu peinigen.
„Herrgott, ist es vielleicht ein Geheimnis?“ fragte er lachend.
„Nein, nicht, daß ich wüßte“, antwortete der Fischer mürrisch.
„Ich verlange natürlich nichts umsonst! Das Maulwerk wird ja auch abgenutzt, wenn man es auf- und zumacht. Wieviel pflegen Sie zu bekommen?“ Er griff nach dem Geldbeutel, jetzt wollte er beleidigen.
Die anderen Fischer warfen dem Bootsführer verstohlene Blicke zu – daß er sie bloß nicht auf Grund steuerte!
Der Bootsführer nahm die Pfeife aus den Zähnen und wandte sich an seine Kameraden. „Ja, wie ich schon vorhin sagte, was das anbetrifft, so können manche Leute rumreisen und mit allem schachern, was es auch ist.“ Er zwinkerte ihnen zu, sein Gesicht hatte einen verschlagenen Ausdruck. Die Kameraden nickten, sie freuten sich; der Handelsreisende konnte es ihren törichten Mienen ansehen.
Es machte ihn rasend: Hier stand er, wurde wie Luft behandelt und war ihnen überdies zum Gespött. „Zum Teufel auch, habt ihr denn nicht so viel gelernt, daß man auf eine höfliche Frage höflich antwortet?“ sagte er empört.
Die Fischer sahen ihn an, sie hielten eine stumme Beratung ab.
„Nein, aber ich will Ihnen sagen, einmal muß er ja doch kommen, sollt ich meinen“, sagte der Steuermann endlich.
„Was für ein Er, zum Kuckuck?“
„Der Dampfer, sollt ich meinen. Und das pflegt gewöhnlich so um diese Zeit zu sein.“
„Natürlich - das versteht sich“, höhnte der Reisende. „Aber ist es nun auch ratsam, so laut davon zu reden?“
Die Fischer hatten ihm den Rücken zugekehrt; sie saßen da und sogen an ihren Pfeifen.
„Hier bei uns sind wir nicht so redselig wie gewisse andere Leute, und darum verdienen wir unser Brot doch“, sagte der Bootsführer zu den anderen. Sie brummten etwas Beifälliges.
Der Fremde schlenderte den Hafenhügel hinab, die Fischer sahen ihm erleichtert nach. „So ’n Kerl!“ sagte der eine. „Der wollte sich mausig machen. Aber du hast es ihm gründlich gegeben, da kann er lange dran schlucken!“
„Ja, das sitzt!" entgegnete der Bootsführer mit Selbstgefühl. „Der feine Dreck, da muß man sich am meisten vor hüten.“
Mitten auf dem Hafenhügel stand ein Gastwirt vor seiner Tür und gähnte, Der Morgenwanderer wiederholte seine Frage und erhielt sofort Antwort - der Mann war Kopenhagener.
„Ja, sehen Sie, wir warten auf den Dampfer, der heut mit ’'ner gewaltigen Ladung Sklaven aus Ystad kommt. Billiges schwedisches Arbeitsvieh, wissen Sie, das von Schwarzbrot und Salzheringen lebt und für drei schuftet. Sie sollten mit ’n glühenden Eiszapfen auf ’'n Nabel gepeitscht werden, das sollten sie - und die Bauernbiester ebenfalls. - ’n kleiner Bitterer auf ’n nüchternen Magen gefällig?“
„Nein, ich danke, lieber nicht — so früh.“
„Na, nichts für ungut. Aber auf so wenig kann ich wirklich nich rausgeben.“
Auf dem Hafenplatz hielten schon eine Menge Bauernwagen, und jeden Augenblick kamen neue in voller Fahrt den Berg heruntergerollt. Die Neuangekommenen lenkten ihr Gespann so weit nach vorn wie möglich, prüften mit kritischem Blick die Pferde ihres Nebenmanns und setzten sich zurecht, um noch ein wenig zu nicken, zusammengesunken, den Pelzkragen hochgeschlagen und einen großen klaren Tropfen unter der Nase. Zöllner in Uniform und Lotsen, die ungeheuren Pinguinen glichen, schlenderten unruhig umher, spähten über die See und lauschten. Jeden Augenblick wurde auf der äußersten Mole die Glocke geläutet, und das Tuthorn des Lotsenbootes antwortete irgendwo aus dem Nebel, der über der See lag, mit einem langgezogenen, häßlichen Heulen wie ein krankes Tier.
„Was zum Teufel war denn das?“ fragte ein Bauer, der eben gekommen war, und griff erschrocken in die Zügel. Seine Furcht teilte sich den Pferden mit; sie standen zitternd da, den Kopf hoch erhoben, und lauschten angespannt, fragende Angst in den Augen, auf die See hinaus.
„Ach, das war bloß die Seeschlange, die sich ein bißchen erleichtert“, sagte ein Zollbeamter. „Die leidet bei diesem nebligen Wetter immer an Blähungen - sie ist ein Windschlucker, müssen Sie wissen.“
Die Zöllner steckten die Köpfe zusammen und grinsten.
Muntere junge Seeleute in blauen Anzügen und weißen Halstüchern gingen umher und streichelten die Pferde oder kitzelten sie mit einem Strohhalm in der Nase, damit sie sich bäumen sollten. Wenn die Bauern aufwachten und schalten, lachten sie vergnügt und sangen:
„Dem Seemann ist beschieden
Viel mehr Pein als Glück, Glück, Glück!“
Ein großer Lotse in isländischer Jacke und Fausthandschuhen rannte unruhig umher, ein Sprachrohr in der Hand, und brummte wie ein erregter Bär. Von Zeit zu Zeit kroch er auf den Molenkopf hinaus, setzte das Sprachrohr an den Mund und brüllte über das Wasser hin: „Hört – ihr - was?“ Das Brüllen ritt lange auf den Dünungen auf und nieder; hier drinnen hinterließ es eine drückende Stille. Und plötzlich kam es von oben her von der Stadt zurück als unartikuliertes Lallen, das die Leute zum Lachen brachte.
„Nei-n“, erklang es nach einer kleinen Weile dünn und langgezogen aus der Tiefe. Und man hörte von neuem das Horn tuten, einen langen, heiseren Laut, der sich mit den Dünungen ans Ufer wiegte und gurgelnd in dem Wellengeplätscher an dem Bollwerk und den Pfählen barst.
Die Bauern ging das alles im Grunde nichts an; sie schliefen oder saßen da und wippten mit der Peitsche, um die Zeit hinzubringen. Aber alle anderen waren gespannt. Allmählich hatte sich eine ganze Menge Menschen am Hafen versammelt; Fischer, Seeleute, die noch keine Heuer hatten, und kleine Handwerksmeister, die die Unruhe aus der Werkstatt getrieben hatte. Sie kamen mit ihren Schurzfellen herbeigerannt, um atemlos die Lage zu bereden; sie gebrauchten seemännische Ausdrücke, die meisten von ihnen waren in ihren jungen Jahren zur See gefahren. Die Ankunft des Dampfers war immer ein Ereignis, das die Menschen in den Hafen lockte; aber heute hatte er die vielen Menschen an Bord, und es war schon eine Stunde über die Zeit hinaus vergangen. Der gefährliche Nebel ließ die Spannung ansteigen, aber je mehr Zeit verging, um so mehr wich sie einer dumpfen, gedrückten Stimmung. Der Nebel ist der ärgste Feind des Seemanns, und es gab viele unheimliche Möglichkeiten. Bestenfalls war das Schiff wohl zu weit nordwärts oder südwärts auf Land gestoßen und lag nun irgendwo da draußen auf See, brüllte und lotete und wagte nicht, sich zu rühren. Dann glich der Kapitän einem Unwetter, dann sprangen die Matrosen wie die Katzen. Stopp! - Langsam voraus! - Stopp! - Langsam zurück! Der erste Ingenieur stand selber an der Maschine und war grau vor nervöser Spannung. Unten im Maschinenraum, wo sie gar nichts wußten, strengten sie nutzlos ihre Ohren an; oben auf Deck aber war jeder Mann um sein Leben besorgt. Der Rudergast beobachtete die lenkende Handbewegung des Kapitäns, daß ihm der Schweiß aus den Poren brach, der Mann am Ausguck der Back starrte und lauschte in den Nebel hinein, bis er sein eigenes Herz schlagen hörte, jeder Mann auf Deck zappelte förmlich. Und die Dampfpfeife tutete warnend. — Aber vielleicht lag das Schiff schon längst auf dem Grunde des Meeres.
Alle kannten das, jeder Mann hatte auf irgendeine Weise diese überhitzte Spannung erlebt - als Schiffsjunge, Heizer, Kapitän, Koch -, und nun wurde die Erinnerung daran wieder wach. Nur die Bauern spürten nichts, sie schliefen, fuhren zuweilen mit einem Ruck in die Höhe und gähnten hörbar.
Die Seeleute und die Bauern konnten sich nie so recht vertragen, sie waren so verschieden wie die Erde und das Meer. Aber heute blickte man geradezu wütend auf die Bauern und ihre gleichgültige Haltung. Der dicke Lotse war schon mehrmals mit ihnen in Streit geraten, weil sie ihm den Weg versperrten; und als sich einer von ihnen eine Blöße gab, fiel er sogleich über ihn her. Es war ein älterer Bauer, der aufwachte, als ihm der Kopf vornüber fiel; er sah ungeduldig nach der Uhr und sagte: „Na, das zieht sich ja reichlich in die Länge, der Käptn kann heut woll nich in die Stalltür reinfinden. “
„Er ist wohl eher unterwegs in einem Wirtshaus klebengeblieben“, sagte der Lotse, und seine Augen funkelten vor Wut.
„Ja, das kann wohl sein!“ sagte der Bauer, ohne zu begreifen.
Die Zuhörer stimmten ein Hohngelächter an und verbreiteten die Geschichte über den Hafenplatz. Man scharte sich um den Unglücksraben. „Wie viele Wirtshäuser gibt es von hier bis nach Schweden rüber?“ rief man.
„Ja, da draußen kann man zu leicht zu dem Nassen kommen, das ist das Unglück!“ fuhr der Lotse fort. „Sonst könnte jeder Grützeesser ein Schiff führen. Man braucht ja bloß nach rechts zu halten, um Hansens Hof herum, dann liegt die Landstraße gerade vor einem. Und was für eine Landstraße! Telegrafendrähte und Gräben und ’ne Reihe Pappeln an jeder Seite - gerade von der Gemeindeverwaltung gründlich ausgebessert. Die Grütze aus dem Bart, der Alten einen Schmatz, und rauf auf die Kommandobrücke. Is die Maschine geschmiert, Hans? Na, denn man los in Gottes Namen - lang mir mal die Staatspeitsche her!“ Er ahmte die Redeweise der Bauern nach. „Nimm dich vor den Schenken in acht, Vater!“ fügte er mit keifender Frauenstimme hinzu. Gewaltiges Lachen folgte, es klang unheimlich, weil man die gedrückte Stimmung dahinter spürte,
Der Bauer saß ganz ruhig da und ließ das Lachen über sich ergehen; er duckte nur den Kopf ein wenig. Dann zeigte er mit der Peitsche auf den Lotsen und sagte zu den Umherstehenden: „Ein mordsmäßiger Kopf, der da auf so 'nem Kind sitzt! Wen sein Vater bist du, mein Junge?“ wandte er sich dann an den Lotsen.
Es lachten mehrere, und der dickhalsige Lotse bekam einen roten Kopf vor Wut. Er griff in den Wagenkorb und rüttelte ihn, so daß der Bauer Mühe hatte, sitzen zu bleiben. „Du jammervoller Klutentramper, du Schweinezüchter, du Mistfahrer!“ brüllte er rasend. „Kommst hierher und willst erwachsene Leute duzen und sie Junge nennen! Und noch dazu über Schiffahrt räsonieren, hä - so 'n Lausepelz, der dick voll Schulden sitzt! - Nee, wenn dich je die Lust ankommt, deine fettige Nachtmütze vor anderen als vor dem Küster zu Haus abzunehmen, dann nimm sie vor dem Schiffsführer ab, der bei so einem Nebel wie diesem in den Hafen findet! Grüß man vielmals und sag, das hätte ich gesagt.“ Er ließ den Wagen so plötzlich los, daß er fast nach der anderen Seite umschlug.
„Ich werde sie lieber vor dir abnehmen, denn es scheint ja so, als wenn der andere uns heute nicht finden kann“, sagte der Bauer grinsend und nahm die Pelzmütze vom Kopf, so daß ein großer, kahler Schädel sichtbar wurde.
„Deck mal schnell den Kinderarsch zu, oder, weiß Gott, ich versohl ihn dir!“ rief der Lotse, blind vor Wut, und wollte auf den Wagen hinauf.
Im selben Moment ertönte wie aus einem Telefon ein fernes, schwaches Quäken aus der Tiefe: „Wir — hören - eine – Dampfpfeife!“
Der Lotse rannte zur Mole hinüber und versetzte im Vorbeilaufen den Pferden des Bauern einen Schlag, daß sie sich aufbäumten;, Männer stellten sich bei den Pollern auf, andere kamen in wilder Fahrt mit der Landungsbrücke herbeigeschurrt; die Wagen, in denen hinten Stroh lag, als wenn sie Vieh holen wollten, fuhren an, obwohl sie nirgends hinfahren konnten, sie mahlten rundherum auf einem Fleck. Alles war in Bewegung. Vermieter mit roten Nasen und schlauen Augen kamen aus der Schifferkneipe gestürzt, wo sie sich aufgewärmt hatten.
Und als habe eine mächtige Faust plötzlich in die Bewegung eingegriffen, stand auf einmal alles wieder still und lauschte angespannt - eine brüllende Dampfpfeife klagte wie ein Neugeborenes irgendwo in der Ferne. Man scharte sich zusammen, lauschte wie versteinert und sandte den unruhigen Fuhrwerken böse Blicke zu: War es Wirklichkeit oder nur eine Ausgeburt der heftigen Wünsche so vieler - vielleicht eine Vorbedeutung für jedermann, daß das Schiff in diesem Augenblick unterging? Das Meer schickt immer Botschaft von seinen bösen Taten; die Hinterbliebenen hören eine Luke knarren, wenn der Versorger versinkt, oder es wird dreimal an die Fenster geklopft, die nach der See hinausliegen - es gibt so viele Arten.
Aber dann erklang es wieder, und diesmal lief der Laut in feinen Tonrillen über das Wasser, dasselbe zitternde Halbpfeifen, wie wenn Vögel auffliegen — es lebte, Und das Nebelhorn draußen in der Einfahrt antwortete ihm und drinnen auf dem Molenkopf die eherne Glocke; dann wieder das Tuthorn - und die Dampfpfeife in der Ferne. Und so ging es fort, ein Leitseil aus Lauten wurde zwischen dem Ufer und dem undurchdringlichen Grau da draußen geknüpft, hin und her, Man konnte hier auf dem festen Land deutlich spüren, wie man sich da draußen an den Lauten vorwärts tastete - das heisere Brüllen nahm an Stärke langsam zu, wich ein wenig nach Süden oder Norden ab, kam ständig näher. Und andere Laute brachen sich Bahn, schweres Scheuern von Eisen auf Eisen, der Lärm der Schraube, wenn sie rückwärts ging oder wieder auf Vorwärtsgang ansprang.
Das Lotsenboot glitt langsam aus dem Nebel hervor. Es hielt sich mitten in der Fahrrinne, bewegte sich besonnen dem Ufer zu und tutete unaufhörlich. Mittels des Lautes schleppte es eine unsichtbare Welt nach sich, wo sich Hunderte von Stimmen mit Rufen, Klängen und schallenden Fußtritten mischten - eine Welt, die blind hier ganz in der Nähe im Raum schwamm. Dann bildete sich ein Schatten im Nebel, wo ihn niemand erwartet hatte, und der kleine Dampfer brach hervor - ein Koloß im ersten Augenblick der Überraschung - und legte sich mitten in die Einfahrt.
Jetzt löste sich die Spannung, jeder einzelne mußte etwas unternehmen. Sie packten die Pferde der Bauern bei den Köpfen und drängten sie zurück, klatschten in die Hände, versuchten einen Witz zu machen oder lachten nur lärmend und stampften auf das Pflaster. „Gute Reise?“ fragte ein Dutzend Stimmen auf einmal.
„All right!“ antwortete der Kapitän munter. Und nun ist auch er die Spannung los; die Kommandorufe entrollen seinem Munde, die Schraube läuft kochend rückwärts, Trossen fliegen durch die Luft, die Dampfwinde bewegt sich mit singendem Metallklang. Und mit der Breitseite arbeitet sich das Schiff an das Bollwerk heran.
Auf dem Vorderdeck zwischen Back und Brücke, unter dem Bootsdeck und achtern — überall wimmelt es. Es ist ein wunderlich unsinniges Gewimmel, wie von Schafen, die einander auf den Rücken klettern und die Mäuler aufsperren. „Nee, was für 'ne Ladung Vieh!“ ruft der dicke Lotse dem Kapitän zu und stampft entzückt mit seinem Holzschuh auf die Mole. Da sind Schaffellmützen, alte Soldatenmützen, fuchsrote abgeschabte Hüte und die kleidsamen schwarzen Kopftücher der Frauen. Die Gesichter sind so verschieden voneinander wie eingeschrumpftes altes Schweineleder und junge, reifende Frucht, aber Entbehrungen und Erwartungen und eine gewisse Lebensgier leuchten aus ihnen allen. Und die Ungewöhnlichkeit des Augenblicks gibt ihnen einen Anschein von Dummheit, wie sie sich da vordrängen oder übereinander hinwegklettern und mit offenen Mündern das Land anstarren, wo die Löhne so hoch sein sollen und wo der Branntwein so mörderisch stark ist.
Sie sehen die dicken, pelzgekleideten Bauern und die angezechten Vermittler. Sie wissen nicht, was sie mit sich anfangen sollen, und stehen überall im Wege, die Matrosen jagen sie fluchend von einer Seite des Schiffes zur anderen oder werfen ihnen ohne einen Warnungsruf Lukendeckel und Stückgüter auf die Beine. „Weg da, schwedischer Deubel!“ ruft ein Matrose, der die eisernen Türen aufmachen soll. Der Schwede springt verwirrt beiseite, aber die Hand fährt in die Tasche und fingert nervös an dem großen Klappmesser herum.
Die Landungsbrücke ist klar, und die dreihundertfünfzig Passagiere strömen von Bord - Steinhauer, Hafenarbeiter, Dienstmädchen, männliche und weibliche Tagelöhner, Knechte, Melker, hin und wieder ein einsamer kleiner Hütejunge und elegante Schneider, die sich von den anderen fernhalten. Da sind junge Leute, so kerzengerade und gut gebaut, wie sie die Insel hier nicht hervorbringt, und arme Teufel, so mitgenommen von Arbeit und Entbehrungen, wie das hier nie der Fall ist. Es sind auch Gesichter darunter, aus denen die offenkundige Bosheit leuchtet - und andere, die vor Energie sprühen oder durch große Narben entstellt sind.
Die meisten sind in Arbeitskleidung und haben nur das mit, worin sie gehen und stehen. Hin und wieder hat einer ein Arbeitsgerät über der Schulter - eine Schaufel oder eine Brechstange. Diejenigen, die Gepäck haben, müssen sich eine gründliche Untersuchung durch den Zoll gefallen lassen - Stoffe sind billig in Schweden. Hin und wieder muß sich ein Mädchen, das ein wenig stark ist, mit den groben Scherzen der Zöllner abfinden, so zum Beispiel die hübsche Sara aus Cimrishamn, die alle kennen. Jeden Herbst reist sie nach Hause und kommt jeden Frühling wieder - in den gesegnetsten Umständen. „Das ist Schmuggelware!“ sagen die Zöllner und zeigen mit den Fingern auf sie. Sie machen jedes Jahr denselben Witz und haben sich schon darauf gefreut. Aber Sara, die sonst so hitzig und schlagfertig mit dem Mundwerk ist, starrt verschämt zu Boden - sie hat zwanzig Ellen Tuch unter die Röcke gewickelt.
Die Bauern sind jetzt ganz wach geworden. Wer die Pferde verlassen kann, mischt sich unter die Menge, die anderen wählen sich ihre Arbeitskräfte mit den Augen aus und rufen die Betreffenden an. Jeder legt seinen Maßstab an - Schulterbreite, bescheidene Haltung, Erbärmlichkeit; aber vor den narbigen und boshaften Gesichtern haben sie Angst, die überlassen sie den Verwaltern auf den großen Gütern. Es wird geboten und gefeilscht, jeden Augenblick kriechen ein oder zwei Schweden in das Stroh hinten im Wagen und rollen davon.
Ein wenig abseits stand ein älteres gebeugtes Männchen mit einem Sack auf dem Rücken und einem acht- oder neunjährigen Jungen an der Hand; vor ihnen stand eine grüne Kiste. Sie folgten aufmerksam den Vorgängen, und jedesmal, wenn ein Wagen mit einigen ihrer Landsleute davonrollte, zupfte der Knabe ungeduldig den Alten am Ärmel, der ihm dann beruhigend zuredete. Der alte Mann betrachtete die Bauern einen nach dem andern prüfend, mit bekümmerter Miene, und bewegte die Lippen dabei - er überlegte. Ständig liefen ihm die roten, wimpernlosen Augen infolge des Starrens über, und er trocknete sie mit dem groben, schmutzigen Sacktuch.
„Siehst du den da?“ sagte er plötzlich zu dem Jungen und zeigte auf einen kleinen, dicken Bauern mit Apfelwangen. „Was meinst du? Der is gewiß gut zu Kindern. Wollen wir es mal versuchen, Junge?“
Der Kleine nickte ernsthaft, und sie steuerten auf den Bauern zu. Als er aber hörte, daß sie zusammen bleiben mußten, wollte er sie nicht haben — der Junge sei zu klein, um sich sein Brot zu verdienen. Und so erging es ihnen jedesmal.
Es waren Lasse Karlsson aus Tommelilla in der Ystader Gegend und sein Sohn Pelle.
Ganz fremd war Lasse hier nicht; er war schon einmal auf der Insel gewesen — vor ungefähr zehn Jahren. Aber damals war er jünger, sozusagen in seiner besten Arbeitskraft, und hatte nicht den kleinen Jungen an der Hand, von dem er sich um alles in der Welt nicht trennen wollte - das war der Unterschied. Es war in dem Jahr, als die Kuh in der Mergelgrube ertrank und Bengta ihrem Wochenbett entgegensah. Lasse setzte damals alles auf eine Karte und benutzte die paar Kronen, die er für die Haut der Kuh bekam, um dafür nach Bornholm zu fahren. Als er im Herbst nach Hause zurückkehrte, waren sie drei Mäuler, aber da hatte er auch hundert Kronen, mit denen er dem Winter entgegensehen konnte.
Lasse war damals Manns genug gewesen, die Situation zu retten; und noch heute konnte sich seine alte Gestalt straff aufrichten, wenn er an diese Heldentat dachte. Später, wenn Schmalhans regierte, sprach er jedesmal davon, den ganzen Plunder zu verkaufen und für immer nach Bornholm zu ziehen. Aber Bengta kränkelte nach dem späten Wochenbett, und es wurde nichts daraus - nicht eher, als bis sie nach achtjährigem Elend starb, jetzt kürzlich, im Frühling. Da verkaufte Lasse die Reste seiner Habe unterderhand und erhielt knapp hundert Kronen dafür: die gingen drauf für die Schulden; die lange Krankheit hatte gezehrt. Das Haus und der Boden gehörten dem Gutsbesitzer. Eine grüne Kiste, die zu Bengtas Aussteuer gehört hatte, war das einzige Stück, das er behielt. Dahinein packte er ihre Sachen und einige von Bengtas Kleinigkeiten und schickte sie mit einem Roßkamm, der Pferd und Wagen hatte, voraus in die Hafenstadt. Allerlei altes Gerümpel, worauf niemand bieten wollte, stopfte er in einen Sack; den Sack über dem Nacken und den Knaben an der Hand, wanderte er zu Fuß nach Ystad, wo der Dampfer von Rönne anlegte. Das Geld reichte gerade zur Überfahrt.
Unterwegs war er seiner Sache sicher gewesen und hatte Pelle begeistert von diesem Land erzählt, wo die Löhne so unfaßbar hoch waren und wo man in manchen Stellungen Belag aufs Brot bekam und immer Bier dazu, so daß während der Ernte der Wasserwagen nicht bei den Arbeitern herumfuhr, sondern nur für das Vieh da war. Und - ja, wer wollte, der konnte Branntwein wie Wasser trinken, so billig war der, aber er war so stark, daß er einen schon nach dem dritten Glas umwarf. Sie brannten ihn aus richtigem Korn und nicht aus faulen Kartoffeln, und sie tranken ihn zu jeder Mahlzeit. Und nie brauchte der Junge zu frieren, denn dort trug man Wolle auf dem bloßen Leibe und nicht diese ungebleichte Leinwand, durch die es so kalt hindurchblies; aber ein Arbeiter der sich selbst beköstigte, bekam leicht seine zwei Kronen den Tag. Das war ganz was anderes als die lausigen achtzig Öre des Gutsbesitzers bei eigener Beköstigung.
Pelle hatte das schon viele Male gehört - vom Vater, von Ole und Anders, von Karna und hundert anderen, die auch hier gewesen waren. Im Winter, wenn die Luft schwer war von Kälte und Schneegestöber und der Not der armen Leute, redeten alle davon in den kleinen Orten daheim. Und bei denen, die nicht selber auf der Insel gewesen waren, sondern nur davon hatten erzählen hören, trieb die Phantasie wundersame Blüten, um die Wette mit dem Frosdt an den Fensterscheiben.
Pelle wußte ganz genau, daß hier selbst die ärmsten Jungen immer in ihren besten Anzügen gingen und Schmlazbrot mit Zucker drauf aßen, so oft sie nur wollten. Hier floß das Geld wie Dreck die Straßen entlang und die Bornholmer machten sich nicht einmal die Mühe, sich zu bücken und es aufzuheben. Aber Pelle wollte es aufsammeln, so daß Vater Lasse das alte Gerümpel aus dem Sack schütten und die grüne Kiste ausräumen müßte, um Platz zu schaffen. Wenn sie jetzt nur bald wegkämen - er zupfte den Vater ungeduldig am Ärmel.
„Ja, ja“, sagte Lasse, dem das Weinen im Hals steckte, „ja, ja, du mußt dich gedulden!“ Er sah sich unschlüssig um. Hier stand er nun mitten in all der Herrlichkeit und konnte nicht einmal einen bescheidenen Platz für sich und seinen Jungen finden. Er begriff das nicht. Hatte sich denn die ganz Welt seit damals verändert? Er zitterte bis in seine rauhen Hände, als der letzte Wagen von dannen rollte. Eine Weile starrte er ihm hilflos nach; dann schleppten er und der Junge die grüne Kiste an eine Mauer, und Hand in Hand wanderten sie der Stadt zu.
Lasse bewegte die Lippen beim Gehen - er dachte nach. Für gewöhnlich dachte er am besten, indem er laut mit sich selbst redete, aber heute waren alle seine Fähigkeiten wach, und er konnte sich damit begnügen, die Lippen zu bewegen.
Und während er so dahintrabte, verdichteten sich seine entschuldigenden Gedanken zu entschuldigenden Worten. „Zum Teufel auch“, rief er und stieß mit dem Rücken den Sack weiter über den Nacken, „man soll auch nicht gleich das erste beste nehmen, was sich bietet: das is nich mal klug! Lasse hat ja Verantwortung für zwei, sollt ich meinen, und er weiß, was er will! Bin doch schon früher im fremden Land gewesen, weiß Gott. Und das Beste kommt immer zuletzt, daß du dir das merkst, Junge!“
Pelle hörte nur halb zu. Er hatte sich bereits getröstet, und die Worte des Vaters, daß ihnen das Beste noch vorbehalten sei, waren ihm nur ein schwacher Ausdruck einer mächtigen Wahrheit - daß nämlich die ganze Welt ihnen gehören würde, mit allem, was sie an Wunderbarem enthielt. Er war schon dabei, sie mit weitgeöffnetem Mund in Besitz zu nehmen.
Er ging mit einer Miene einher, als wolle er den ganzen Hafen verschlingen, mit all seinen Schiffen und Booten und den großen Bretterstapeln, die so aussahen, als seien sie inwendig hohl. Ja, das war ein Spielplatz - aber ohne Jungen! Ob die Jungen hier wohl auch so waren wie zu Hause? Er hatte noch keine gesehen. Am Ende hatten sie eine ganz andere Art, sich zu prügeln, aber er würde schon mit ihnen fertig werden - wenn sie nur nicht alle auf einmal kommen wollten. Da stand ja ein großes Schiff ganz oben an Land, und man war wohl im Begriff, ihm die Haut abzuziehen. Sieh mal an, Schiffe hatten also Rippen, genau wie Kühe!
Bei dem großen Holzschuppen mitten auf dem Hafenplatz setzte Lasse den Sack nieder. Er gab dem Jungen ein Stück Brot und sagte ihm, er solle hierbleiben und auf den Sack achten; dann ging er weiter und verschwand. Pelle war hungrig, er faßte das Brot mit beiden Händen und hieb gierig ein.
Als er die letzten Krumen von seiner Jacke aufgepickt hatte, fing er an, sich mit seiner Umgebung zu beschäftigen. Das Schwarze in dem mächtigen Kessel da war Teer, den kannte er recht gut, er hatte aber noch nie so viel auf einmal gesehen. Pfui Teufel, wenn man da hineinfiel, während es kochte - das war gewiß noch schlimmer als der Schwefelpfuhl in der Hölle. Und da lagen ein paar gewaltige Angelhaken, genau solche, wie sie an dicken eisernen Ketten dem Schiff aus den Nasenlöchern herausgehangen hatten! Ob es wohl noch Riesen gab, die mit solchen Angelhaken fischen konnten? Der starke Johann ließ sie bestimmt auch lieber liegen!
Er stellte aus eigener Anschauung fest, daß die Bretterstapel wirklich hohl waren und daß er mit Leichtigkeit auf ihren Boden hinabgelangen konnte — wenn er nur nicht den Sack zu schleppen gehabt hätte. Der Vater hatte gesagt, er solle auf ihn achtgeben, und/er ließ ihn keinen Augenblick aus den Händen: da er zu schwer zum Tragen war, mußte er ihn hinter sich herschleifen.
Er entdeckte ein kleines Schiff, gerade so groß, daß ein Mann ausgestreckt darin liegen konnte, und voll von Bohrlöchern im Boden und an den Seiten; er forschte sich vorwärts bis zu dem großen Schleifstein der Schiffszimmerleute, der fast so hoch war wie ein Mann. Hier lagen krumme Planken, in denen Nägel saßen, so groß wie des Dorfschulzen neue Spannpflöcke daheim, und das Schiff war daran vertäut; war das nicht eine richtige Kanone, die sie da aufgepflanzt hatten?
Pelle sah das alles und untersuchte jeden einzelnen Gegenstand aufmerksam — bald nur, indem er ihn abschätzend anspie, bald, indem er mit dem Fuß dagegenstieß oder mit seinem Taschenmesser daran kratzte. Traf er auf irgendein seltsames Ding, das auf anderem Wege nicht in sein kleines Gehirn hinein wollte, so setzte er sich rittlings darauf.
Dies war eine ganz neue Welt, und Pelle war dabei, sie zu erobern. Kein Stück von ihr wollte er übriglassen. Hätte er jetzt nur die Kameraden aus Tommelilla hier gehabt, so würde er ihnen alles erklärt und sie mit allem vertraut gemacht haben. Herrje, was die glotzen würden! Aber wenn er wieder nach Schweden zurückkam, wollte er davon erzählen; dann würden sie wohl Lügenpeter zu ihm sagen, das hoffte er wenigstens.
Pelle saß da und ritt auf einem ungeheuren Mast, der auf einigen Eichenböcken auf dem Zimmerplatz ausgestreckt lag. Er kreuzte die Füße unter dem Mast, wie er gehört hatte, daß es die Ritter in alten Zeiten bei ihren Pferden getan hatten, und stellte sich vor, daß er in einen Ring hineingriffe und sich selbst in die Höhe höbe, das Pferd und alles andere. Er saß mitten in seiner neuentdeckten Welt zu Pferde und strotzte vor Erobererstolz, schlug mit der flachen Hand dem Pferd aufs Kreuz und hieb ihm die Absätze in die Seite, während er aus vollem Hals ein Lied sang. Den Sack hatte er loslassen müssen, um hier heraufzukommen.
„Mit geladner Pistole und gespanntem Gewehr
Tanzten in Smaaland die Teufel klein,
Der alte Teufel, der spielte die Fiedel,
Eia, wie tanzten die Kleinen so fein!*
Mitten in seiner lärmenden Freude warf er einen Blick nach oben, fing laut zu brüllen an und ließ sich in die Hobelspäne hineinfallen. Oben auf dem Schuppen, neben dem ihn der Vater abgesetzt hatte, stand ein schwarzer Mann mit zwei schwarzen, kläffenden Höllenhunden; der Mann streckte den Oberkörper vor und drohte ihm. Es war eine alte Galionsfigur, aber Pelle glaubte, es sei der Satan selber, der komme, um ihn für das unverschämte Lied zu strafen, und in heller Angst rannte er die Straße hinunter. Als er ein Stück gelaufen war, fiel ihm der Sack ein, und er blieb stehen. Er machte sich nichts aus dem Sack - und Prügel bekam er auch nicht, wenn er ihn liegenließ, denn Vater Lasse schlug ihn nie; der böse Teufel würde ihn auffressen, wenn er sich wieder hinunter wagte – mindestens; er sah ganz deutlich, wie es ihm und den Hunden rot aus den Nasenlöchern leuchtete.
Aber Pelle besann sich trotzdem. Der Vater war so besorgt um den Sack, er würde ganz sicher betrübt sein, wenn er ihn verlor - vielleicht würde er gar weinen wie damals, als er Mutter Bengta begrub.
Zum ersten Mal stand der Knabe einer der ernsten Prüfungen des Lebens gegenüber, war — wie das so vielen Menschen vor ihm ergangen ist -— vor die Wahl gestellt, sich selbst zu opfern oder das Eigentum anderer zu opfern. Liebe zum Vater, Knabenstolz, die Pflichttreue, die die Wiegengabe der bürgerlichen Gesellschaft an den Armen ist - eins kam zum anderen und entschied die Wahl. Er bestand die Prüfung - freilich nicht tapfer; er heulte die ganze Zeit, während er, die Augen starr auf den Bösen und seine Höllenhunde gerichtet, zu dem Sack zurückschlich und ihn in schnellem Lauf hinter sich her die Straße hinaufschleppte.
Niemand ist ein Held, ehe die Gefahr überstanden ist. Aber auch dann fand Pelle keine Gelegenheit, über seinen eigenen Mut zu schaudern; denn als er aus dem Bereich des schwarzen Mannes heraus war und der Schrecken ihn nun hätte loslassen sollen, nahm er eine neue Form an: Wo blieb denn der Vater? Er hatte gesagt, daß er gleich wiederkommen würde! Wenn er nun gar nicht wiederkam? Vielleicht war er weggegangen, um seinen kleinen Jungen loszuwerden, der ihm nur eine Last war. und es ihm erschwerte, einen Dienst zu finden.
Pelle war sich klar darüber, daß es so kommen mußte, während er brüllend mit dem Sack abzog. So war es ja auch anderen Kindern seiner Bekanntschaft ergangen. Aber sie kamen an das Pfefferkuchenhaus, und es ging ihnen gut, und Pelle selbst wollte schon - vielleicht suchte er den König in eigener Person auf und wurde in den Palast aufgenommen und bekam die jungen Prinzen zu Spielgefährten und sein eigenes kleines Schloß, worin er wohnen konnte. Aber Vater Lasse sollte gar nichts abbekommen, denn jetzt war Pelle böse und rachsüchtig, obwohl er noch immer aus vollem Hals brüllte. Drei Tage sollte er vor der Tür stehen und anklopfen und betteln, und erst wenn er ganz jämmerlich weinte - nein, er wollte ihm doch lieber gleich erlauben hereinzukommen, denn Vater Lasses Weinen war das Schlimmste in der ganzen Welt. Aber er sollte auch nicht einen einzigen von den Nägeln haben, mit denen Pelle seine Taschen unten auf dem Zimmerplatz gefüllt hatte; und wenn die Frau des Königs ihnen den Kaffee ans Bett brachte...
Pelle hielt inne in seinem verzweifelten Weinen und in seinen glücklichen Phantasien - aus einer Wirtschaft ganz oben an der Straße kam Vater Lasse leibhaftig heraus. Er sah seelenvergnügt aus und hatte eine Flasche in der Hand.
„Dänischer Branntwein, Junge!“ rief er und winkte mit der Flasche. „Die Mütze ab vor dem dänischen Branntwein! - Aber warum hast du geweint? - So, du warst bange. Und wovor warst du bange? Heißt dein Vater nicht Lasse — Lasse Karlsson aus Kungstorp? Und mit dem ist nicht gut Kirschen essen, er schlägt hart zu, wenn er gereizt wird! Wer will woll kleine gute Jungs bange machen! Pfui Deubel! Die solln ihre Eingeweide in acht nehmen! Und wenn die ganze Welt voll brennender Teufel wär, Lasse is hier, du, und du brauchst nich bange zu sein!“
Während er so aufgebracht schalt, trocknete er zärtlich Wangen und Nase des Jungen, die vom Weinen naß waren, mit seinem rauhen Handballen ab und nahm den Sack wieder auf den Nacken. Seine gebeugte Gestalt hatte etwas rührend Gebrechliches, während er prahlend und tröstend, den Jungen an der Hand, wieder nach dem Hafen hinuntertrabte. Er stolperte in den großen Schmierstiefeln, deren Strippen an der Seite heraussahen. Aus den klaffenden Taschen des alten Winterüberziehers guckte an der einen Seite das rote Taschentuch, an der anderen die Flasche heraus. Die Knie schlotterten ihm ein wenig, und der Sack drohte ihn jeden Augenblick zu Boden zu drücken. Ermattet sah er aus, vielleicht trugen die großen Worte das Ihre dazu bei. Aber die Augen leuchteten zuversichtlich, und er lächelte zu dem Knaben hinunter, der an seiner Hand lief.
Sie näherten sich dem Schuppen, und Pelle wurde ganz kalt vor Schreck - der Mann stand noch immer da. Er floh an die andere Seite des Vaters und wollte ihn in einem großen Bogen über den Hafenplatz ziehen. „Da is er wieder!“ sagte er jammernd.
„Also der war es, der hinter dir her war?“ sagte Lasse und lachte laut. „Und dabei is er doch aus Holz. Na, du bist mir aber der tapferste Junge, der mir je vorgekommen is! Es fehlt nicht mehr viel, dann können wir dich gegen einen toten Hahn ‘schicken, wenn du einen Stock in die Hand kriegst.“ Lasse fuhr fort zu lachen und schüttelte den Jungen vergnügt.
Aber Pelle wäre am liebsten in die Erde versunken vor Scham.
Unten an der Zollbude trafen sie einen Verwalter, der zu spät zum Dampfer gekommen war und keine Leute mehr bekommen hatte. Er hielt sein Gefährt an und fragte Lasse, ob er einen Dienst suche.
„Ja, wir suchen alle beide“, antwortete Lasse übermütig. „Wir wolln auf demselben Hof dienen. - wie der Fuchs zur Gans sagte.“
Der Verwalter war ein großer, kräftiger Mann, und Pelle schauderte vor Bewunderung über den Vater, der so kühn mit ihm zu reden wagte.
Aber der große Mann lachte gutmütig. „Dann soll der da wohl Großknecht sein?“ sagte er und schwippte mit der Peitsche nach Pelle hin.
„Ja, das wird er sicher mal“, antwortete Lasse mit starker Überzeugung.
„Na, erst wird er wohl ein paar Scheffel Salz verzehren müssen. Aber ich brauche einen Kuhpfleger und will dir hundert Kronen das Jahr geben - wenn es dir auch verteufelt schwer werden mag, sie zu verdienen, soviel ich sehe. Für den Jungen wird wohl ein Stück Brot übrig sein, aber er muß natürlich das bißchen tun, was er kann. Du bist wohl sein Großvater?“
„Ich bin sein Vater - vor Gottes und jedermanns Angesicht“, entgegnete Lasse stolz.
„Sieh, sieh, dann muß ja doch noch ein bißchen was an dir sein - wenn du auf ehrliche Weise zu dem Jungen gekommen bist. Aber dann kriech nur herauf, wenn du deinem eigenen Wohl nicht im Weg stehen willst, ich hab keine Zeit, hier lange zu halten. So ein Angebot kriegst du nicht jeden Tag.“
Pelle fand, daß hundert Kronen eine sündhafte Masse Geld sei; Lasse, als der Ältere und Vernünftigere, hatte hingegen das Gefühl, daß es viel zuwenig wäre. Aber obwohl er sich noch nicht recht klar darüber war, hatten die Erfahrungen des Morgens seinen lichten Blick in die Zukunft arg getrübt, der Schnaps wiederum hatte ihn gleichgültig und willfährig gemacht. „Na, meinetwegen!“ sagte er mit einer großen Handbewegung. „Aber der Herr soll wissen, daß wir nicht dreimal am Tage Salzhering und Suppenkartoffeln haben wollen. Eine ordentliche Kammer wolln wir auch haben und am Sonntag frei.“ Er hob den Sack und den Jungen auf den Wagen und kroch selbst hinterdrein.
Der Verwalter lachte. „Du bist sicher schon früher mal hier gewesen, Alter? Aber das werden wir schon schaffen ; du sollst Schweinebraten mit Rosinen und Rhabarbergrütze mit Pfeffer darüber haben, sooft du nur den Mund aufsperrst.
Sie fuhren zum Dampfer hinunter, um die Kiste zu holen, und rollten dann landeinwärts dahin. Lasse, der bald dieses, bald jenes wiedererkannte, erklärte dem Jungen alles ringsum. Von Zeit zu Zeit nahm er verstohlen einen Schluck aus der Flasche. Der Verwalter durfte es nicht sehen. Pelle fror und verkroch sich unter dem Stroh; er kroch ganz unter den Vater.
„Nimm auch ’n Schluck!“ flüsterte Lasse und hielt ihm heimlich die Flasche hin. „Aber paß auf, daß er es nich sieht, denn er is bös. Er is 'n Jude.“
Pelle wollte keinen Schnaps haben. „Was is denn ein Jude?“ fragte er flüsternd.
„Ein Jude - herrjemine, Junge, weißt du das denn nich? Die Juden haben doch Christus gekreuzigt. Und darum müssen sie nu über die ganze Welt wandern und Wollkram und Nadeln und so was verkaufen; und betrügen tun sie überall, wo sie hinkommen. Weißt du nich, wie einer Mutter Bengta um ihr schönes Haar betrog? Ach nee, das war wohl vor deiner Zeit - das war auch ein Jude. Er kam einen Tag, als ich nich zu Hause war, und packte seinen feinen Kram aus. Da waren Kämme und Nadeln mit blauen Glasknöpfen und die feinsten Kopftücher. Und die Weibsleute können ja gegen solchen feinen Kram nich an, sie werden so wie, ich will mal sagen, wie einer von uns, wenn uns einer 'ne Flasche Branntwein vor die Nase hält. Mutter Bengta hatte ja kein Geld, aber der verfluchte Teufel wollte ihr das feinste Kopftuch geben, wenn er ihr 'n Ende von ihrem Zopf abschneiden dürfte. Und da schneidet er ihn ganz oben im Nacken ab. Herr du meines Lebens, sie war wie Stahl und Feuerstein, wenn sie wütend wurde - sie prügelte ihn mit dem Feuerhaken aus dem Haus raus. Aber den Zopf, den nahm er mit, und das Tuch war der reine Schund, wie’s zu erwarten war. Denn die Juden, das sind Teufel, die haben unsern Herrn Jesus...“ Lasse fing wieder von vorn an.
Pelle hörte gerade noch des Vaters leise Stimme. Er sprach von Mutter Bengta, aber die war ja tot und lag in der schwarzen Erde - sie knöpfte ihm sein Leibchen nicht mehr im Rücken zu und wärmte seine Hände nicht mehr, wenn ihn fror. — So, also Rosinen taten die hier in den Schweinebraten; die mußten ja Geld wie Heu haben. Auf den Wegen lag nun zwar kein Geld herum, und sonderlich fein sahen die Häuser und Gehöfte auch gerade nicht aus. Aber das sonderbarste war, daß der Erdboden hier dieselbe Farbe hatte wie zu Hause, obwohl es ein fremdes Land war. In Tommelilla hatte er eine Landkarte gesehen, auf der jedes Land seine eigene Farbe hatte, Aber das war dann ja gelogen!
Lasses Mundwerk war schon längst stehengeblieben, er schlief, den Kopf auf dem Rücken des Jungen. Die Flasche zu verstecken, hatte er vergessen.
Pelle wollte sie gerade ins Stroh schieben, als der Verwalter - der übrigens kein Jüte, sondern Seeländer war - sich umdrehte und sie erblickte. Er befahl dem Knaben, sie in den Graben zu werfen.
Zur Mittagszeit erreichten sie ihren Bestimmungsort. Lasse erwachte, als sie auf das Pflaster des großen Hofplatzes rollten, und tastete mechanisch im Stroh herum. Aber plötzlich besann er sich darauf, wo er war, und wurde mit einem Ruck nüchtern. Dies also war ihr neues Heim! Das einzige, woran sie sich halten konnten, wovon sie auf dieser Welt etwas zu erwarten hatten. Und als er sich auf dem großen Hof umsah, wo gerade die Mittagsglocke läutete und Knechte und Mägde und Tagelöhner aus allen Türen rief, da schwand sein Selbstvertrauen. Ein verzweifeltes Gefühl der Wehrlosigkeit überwältigte ihn und ließ sein Gesicht in ohnmächtiger Sorge um den Sohn erzittern.
Seine Hände bebten, als er aus dem Wagen kroch; er stand unschlüssig da, all den forschenden Blicken vom Eingang zu dem mächtigen Keller des Wohnhauses her preisgegeben. Sie machten Bemerkungen über ihn und den Jungen und lachten bereits. In seiner Verwirrung beschloß er, gleich von vornherein einen so günstigen Eindruck wie möglich zu machen, und fing an, vor jedem einzelnen die Mütze abzunehmen; der Knabe stand daneben und tat es dem Vater nach. Das erinnerte an die Clowns auf dem Jahrmarkt, und vor dem Keller lachten sie laut und verbeugten sich nachäffend, sie fingen auch an, laut zu rufen. Aber dann kam der Verwalter wieder zum Wagen zurück, und sie verschwanden schnell in den Keller. Oben vom Wohnhaus her kam ein eintöniges Geräusch, das nicht aufhören wollte und dazu beitrug, die beiden zu entmutigen.
„Steht doch nicht da und stellt euch an“, sagte der Verwalter streng, „macht, daß ihr zu den andern hinunterkommt und was in den Bauch kriegt. Ihr werdet noch Zeit genug haben, ihnen Affenkomödie vorzuspielen.“
Bei diesen ermunternden Worten ergriff der Alte die Hand des Knaben und trottete langsam auf den Keller zu. In seinem In ern weinte es aus allen Quellen nach Tommelilla und Kungstorp. Pelle drängte sich ängstlich an ihn. Das Unerwartete war in beider Phantasie plötzlich zu einem bösen Untier geworden.
Unten im Kellergang klang der merkwürdig langgezogene Laut verstärkt, und es ging ihnen beiden auf, daß es das Weinen einer Frau war.
2
Der Steinhof, der in Zukunft Lasses und Pelles Heim sein sollte, war einer der größten Gutshöfe auf der Insel. Aber alte Leute erinnerten sich, daß, als ihre Großeltern Kinder waren, dort nur eine Büdnerstelle mit zwei Pferden gewesen war; die hatte einem Vevest Köller, einem Enkel von Jens Kofoed, dem Befreier Bornholms, gehört. Unter ihm wurde aus der Stelle ein Bauernhof - er arbeitete sich zu Tode, gönnte weder sich noch anderen das Essen. Und die beiden Dinge vererbten sich in der Familie von einer Generation auf die andere - das schlechte Essen und das Bedürfnis, sich auszubreiten.
Die Felder in dieser Gegend waren vor nicht gar zu vielen Generationen Steine und Heidekraut gewesen; die kleinen Leute hatten die Erde gebrochen, und einer nach dem andern hatte sich totgearbeitet, um sie in gutem Stand zu halten. Rings um den Steinhof wohnten lauter Häusler und Büdner, die nur zwei Pferde hielten, Leute, die mit Schweiß und Hunger gekauft hatten und von denen man ebensogut denken konnte, daß sie das Grab ihrer Eltern verkaufen würden wie ihren eigenen Besitz; sie hingen daran, bis sie davongingen oder bis ein Unglück über sie kam.
Aber die Familie auf dem Steinhof wollte kaufen - ständig kaufen und sich ausbreiten, und das konnte sie nur durch das Unglück anderer erreichen. Überall, wo Mißwuchs, Krankheit und Unglück mit dem Vieh einen Mann schlugen, so daß er schwankte, kauften die Köller. So wuchs der Steinhof, bekam viele Gebäude und viel Gewicht; er wurde ein so gefährlicher Nachbar, wie das Meer es ist, wo es von der Erde des Landmannes zehrt, Feld für Feld, und nichts dagegen zu machen ist. So wurde einer aufgefressen und dann der nächste; jeder wußte, daß die Reihe auch an ihn kommen würde, früher oder später. Niemand rechtet mit dem Meer; aber alles, was an Bösem und Unheimlichem über dem Leben der Armen brütete, schwebte von dort oben her. Dort hausten die Mächte der Finsternis, ängstliche Gemüter zeigten immer zum Steinhof hin. „Es ist gut gedüngter Boden“, pflegten die Leute in der Umgegend mit einem sonderbaren Tonfall zu sagen, der einen Fluch in sich schloß ; weiter aber wagten sie sich nicht.
Das Geschlecht der Köller war nicht sentimental, es gedieh vortrefflich in dem trüben Licht, das so viele ängstliche Gemüter über den Hof verbreiteten - und empfand das als Macht. Die Männer liebten Trunk und Kartenspiel, aber sie tranken immer nur so viel, daß sie noch sehen und ihren Verstand gebrauchen konnten; und verspielten sie zu Anfang des Abends ein Pferd, so pflegten sie im Laufe der Nacht zwei zu gewinnen.
Als Lasse und Pelle auf den Steinhof kamen, erinnerten sich ältere Häusler noch des Bauern aus ihrer Kindheit, des Janus Köller, der mehr als alle andern Schwung in das Gut gebracht hatte. In seiner Jugend kämpfte er eines Nachts um zwölf Uhr oben im Kirchturm mit dem Bösen und überwand ihn - und von da an gelang ihm alles. Wie sich das nun verhalten haben mochte, jedenfalls ging zu seiner Zeit ein Nachbar nach dem anderen zugrunde, und Janus ging umher und übernahm deren Besitz. Brauchte er ein Pferd, so gewann er es im Dreikart - und so war es auf allen Gebieten; der Teufel legte alles für ihn zurecht. Sein größtes Vergnügen war es, wilde Pferde einzufahren, und wer zufällig in der Christnacht um zwölf geboren war, konnte ganz deutlich den Bösen bei ihm auf dem Kutschbock sitzen und die Zügel halten sehen. Ihm selber wurde ein übler Tod zuteil, wie das zu erwarten war. Eines Morgens in der Frühe kamen die Pferde allein auf den Hof gelaufen, und er selber lag am Straßenrand. Er hatte sich den Kopf an einem Baum zerschmettert.
Sein Sohn wiederum wurde der letzte Steinhofbauer des Geschlechts. Er war ein toller Bursche, in dem viel Gutes steckte; wenn jemand anderer Meinung war als er, so schlug er ihn nieder, aber er half stets denen, die im Unglück waren. Auf diese Weise kam es, daß niemals jemand von Haus und Hof mußte; und da es nun doch einmal in ihm lag, daß auch er das Gehöft vergrößern mußte, so kaufte er Land in der Heide und zwischen den Klippen; aber er ließ es klugerweise in dem wüsten Zustand, in dem es war. Er band viele durch seine Hilfe an den Hof und machte sie so abhängig, daß sie sich nie wieder lösen konnten; die Häusler mußten ihre eigene Arbeit liegenlassen, wenn er nach ihnen schickte, und er war nie in Verlegenheit um billige Arbeitskräfte. Was der Mann bot, war kaum Armeleuteessen, aber er aß immer selber aus einer Schüssel mit den anderen. Und der Pfarrer war in seinem letzten Stündlein bei ihm, es war nichts über seinen Heimgang zu sagen.
Er hatte zwei kerngesunde Frauen totgelegen, und alles, was er davon hatte, war eine Tochter von der letzten, und die war nicht ganz richtig. Schon als sie elf Jahre alt war, kam das Blut über sie - sie rannte den Männern nach und drängte sich an alle heran. Aber niemand wagte auch nur, sie anzusehen, denn sie fürchteten sich vor dem Zorn des Steinhofbauern. Später verfiel sie ins strikte Gegenteil, staffierte sich mit einem Stock aus wie ein Mann und trieb sich allein draußen in den Klippen herum, statt sich mit häuslichen Arbeiten zu beschäftigen. Sie ließ niemand an sich herankommen.
Kongstrup, der gegenwärtige Steinhofbauer, war ein Fremder. Er war vor ungefähr zwanzig Jahren von anderswoher nach der Insel gekommen, und bis jetzt war noch niemand aus ihm klug geworden. Er hatte damals die Gewohnheit, sich in der Heide herumzutreibenund nichts zu tun, genauso wie sie, und da war es nicht verwunderlich, daß er mit ihr zusammengeriet und sich mit ihr verheiraten mußte. Aber schrecklich war es.
Er war ein seltsamer Kauz, aber vielleicht waren dort, woher er kam, die Leute so? Er hatte bald diesen Einfall, bald jenen, erhöhte den Tagelohn, ohne daß ihn jemand darum gebeten hatte, und errichtete einen Steinbruch mit Akkordarbeit. So verübte er gleich zu Anfang allerlei Narrenstreiche, überließ es den Häuslern, ob sie freiwillig zur Arbeit auf den Hof kommen wollten; es kam so weit mit ihm, daß er sie bei Regenwetter nach Hause schickte, damit sie ihr Korn bergen sollten - während das seine dastand und verfaulte. Aber die Sache ging natürlich schief, und allmählich mußte er seine Narrheiten wieder aufgeben.
Die Leute dort in der Gegend fanden sich in die Abhängigkeit, ohne zu murren. Vom Vater auf den Sohn waren sie es gewohnt, durch die Tore des Steinhofs ein und aus zu gehen und zu verrichten, was von ihnen verlangt wurde, als seien sie Fronbauern. Dafür ließen sie die ganze Angst ihres Lebens, die finstere Mystik über den Steinhof los. Sie ließen den Teufel da oben hausen, Dreikart mit den Männern um ihre Seelen spielen - und bei den Frauen liegen; und sie nahmen die Mützen vor den Leuten vom Steinhof tiefer ab als vor anderen.
Dies alles hatte sich wohl im Laufe der Jahre ein wenig geändert, der ärgste Stachel war dem Aberglauben ausgebrochen. Aber die böse Luft, die über Herrensitzen liegt - über allen großen Anhäufungen von dem, was vielen gehören sollte -, lag auch schwer über dem Steinhof. Das war das Urteil des kleinen Mannes, seine einzige Rache für sich und die Seinen.
Lasse und Pelle witterten schnell die drückende Luft und sahen mit den furchtsamen Augen der anderen, noch ehe sie selbst etwas gehört hatten. Namentlich Lasse hatte ein Gefühl, als würde er hier nie recht froh werden, so schwer lastete es hier beständig auf einem. Und dann das Weinen, das man sich nicht erklären konnte.
Den ganzen langen lichten Tag war das Weinen aus den Stuben des Steinhofs herausgesickert wie der Refrain eines traurigen Volksliedes. Jetzt war endlich eine Pause eingetreten. Lasse machte sich auf dem unteren Hof zu schaffen - ihm lag noch immer der Klang im Ohr. Trübselig, ach so trübselig war dieses ewige Frauenweinen, als sei ein Kind gestorben oder als sitze eine mit ihrer Schande da. Und was konnte da schon zu weinen sein, wenn man einen Hof von mehreren hundert Tonnen Land hatte und in einem großen Haus mit zwanzig Fenstern wohnte?
„Reichtum, das ist eine Gabe von Gott,
Doch Armut, das ist eine Belohnung.
Wer den Reichtum hat,
Hat das Leben oft satt,
Der Arme, der ist immer zufrieden!“
Karna sang das drüben in der Milchstube, und, weiß Gott, das stimmte! Wenn Lasse bloß gewußt hätte, woher er das Geld für einen neuen Kittel für den Jungen nehmen sollte, hätte er keinen Menschen auf der Welt beneidet. Obwohl es ganz angenehm sein konnte, Geld für Tabak und hin und wieder für einen Schnaps zu haben, wenn man anderen deswegen nicht zu nahe zu treten brauchte.
Lasse glättete den Misthaufen; er war mit der Mittagsarbeit im Stall fertig und ließ sich Zeit. Dies war nun etwas, was er dazwischenschob. Hin und wieder sah er zu den hohen Fenstern empor, gab sich einen Ruck und packte zu, aber die Müdigkeit war doch stärker; eine kleine Nachmittagsruhe hätte ihm gutgetan, aber er wagte es nicht. Es war still auf dem Hof, Pelle war zum Kaufmann gelaufen, um für die in der Küche etwas zu holen, alle Mannsleute waren auf dem Feld, um die letzte Sommersaat einzueggen. Man war weit zurück auf dem Steinhof.
Da kam der Landwirtschaftseleve schnuppernd aus dem Stall; er war andersherum gegangen, um Lasse von hinten zu überraschen, der Verwalter hatte ihn geschickt. „Bist du da, du fauler Polizeispion“, murmelte Lasse, als er den Eleven sah, „eines schönen Tages schlag ich dich noch tot!“ Aber er zog die Mütze tief vor ihm. Der lange Eleve ging über den Hof ohne ihn anzusehen, und fing an, mit den Mädchen unten im Brauhaus zu schäkern. Das ließ er hübsch bleiben, wenn die Knechte zu Hause waren - das Gespenst!
Kongstrup trat oben auf die Treppe hinaus, er blieb eine Weile dort stehen und sah nach dem Wetter, dann ging er auf den Kuhstall zu. Herrgott, was für eine Gestalt - er füllte die ganze Stalltür aus. Lasse stellte die Mistgabel weg und eilte ihmn ach, um zur Hand zu sein.
„Na, wie geht’s, Alter?“ fragte der Gutsbesitzer freundlich. „Wirst du mit deiner Arbeit fertig?“
„Ach ja, das geht woll“, sagte Lasse. „Aber viel kann man ja nich machen. Es is 'n großer Viehbestand für einen Mann.“
Kongstrup blieb stehen und befühlte das Hinterteil einer Kuh. „Du hast ja den Jungen zur Hilfe, Lasse. Wo ist der übrigens? Ich sehe ihn nicht.“
„Er ist für die Frauenzimmer zum Kaufmann.“
„So - wer hat ihn denn geschickt?“
„Die Frau selber, glaub ich.“
„Hm - ist er schon lange weg?“
„Ach ja, er muß woll bald wieder hiersein.“
„Halt ihn an, wenn er kommt, und schick ihn mit den Einkäufen zu mir herauf - hörst du?“
Pelle war nicht wohl zumute, als er zum Arbeitszimmer des Gutsherrn ging; die Frau hatte ihm außerdem befohlen, die Flasche gut unter der Bluse zu verstecken. Das Zimmer war sehr hoch, an den Wänden hingen feine Jagdgewehre, und oben auf einem Bord standen Zigarrenkisten, eine über der andern, bis an die Decke - als wenn es ein Tabakladen wäre. Aber das sonderbarste war doch, daß sie eingeheizt hatten, jetzt mitten im Mai — und die Fenster offenstanden. Sie wußten wohl nicht, wo sie all ihr Geld lassen sollten! Wo wohl die Geldkisten standen?
Dies alles und noch viel mehr beobachtete Pelle, während er auf seinen nackten Füßen an der Tür stand und vor lauter Verlegenheit die Augen nicht aufzuschlagen wagte.
Da drehte sich der Großbauer auf seinem Stuhl herum und zog ihn am Kragen zu sich heran. „Laß doch mal sehen, was du da unter der Bluse hast, kleiner Kerl“, sagte er freundlich.
„Das is Kognak!“ sagte Pelle und holte die Flasche heraus.
„Die Frau hat gesagt, ich soll sie keinem zeigen.“
„Du bist ein tüchtiger Junge“, sagte Kongstrup und streichelte ihm die Wange, „aus dir wird schon was werden. Gib du mir jetzt die Flasche, dann will ich sie meiner Frau hinbringen, damit niemand sie zu sehen bekommt.“ Er lachte herzlich.
Pelle reichte ihm die Flasche - dort auf dem Schreibtisch stand Geld in einem ganzen Stapel, dicke runde Zweikronenstücke, eins über dem anderen. Warum bekam dann Vater Lasse nicht den Vorschuß, um den er so sehr gebeten hatte?
Jetzt kam die Frau herein, und Kongstrup ging gleich hin und schloß das Fenster. Pelle wollte gehen, aber sie hielt ihn zurück. „Du hast doch etwas für mich geholt?“ sagte sie.
„Ich habe das Geholte bereits in Empfang genommen“, sagte Kongstrup. „Du sollst es haben - sobald der Junge gegangen ist.“
Aber sie hielt die Tür zu. Der Junge sollte bleiben und Zeuge sein, daß ihr Mann ihr die Waren vorenthielt, die sie in der Küche brauchte - alle sollten es wissen.
Kongstrup ging auf und nieder und sagte nichts. Pelle erwartete, daß er sie schlagen würde; denn sie nahm böse Worte in den Mund, viel schlimmere als Mutter Bengta, wenn Lasse aus Tommelilla nach Hause kam und angeheitert war. Aber er lachte nur. „Jetzt dürfte es genug sein“, sagte er, führte sie von der Tür fort und ließ den Knaben hinaus.
Lasse war gar nicht wohl bei der Sache, Er hatte geglaubt, der Herr mische sich da ein, um zu verhindern, daß alle den Jungen einkaufen schickten - wo er seine Hilfe bei dem Vieh doch so nötig hatte. Und nun nahm es eine solche Wendung!
„Ach so, es war Kognak“, wiederholte er, „ja, dann kann ich es verstehen. Aber daß sie so frei herumgehen darf, wo sie mit so ’n Laster behaftet is - er muß ein gutmütiger Bär sein.“
„Er mag ja selber auch gern was Starkes“, meinte Pelle, der allerlei über die Gewohnheiten des Gutsbesitzers gehört hatte.
„Ja, aber 'n Frauenzimmer, du, das is doch ganz was anders. Bedenk doch, das sind feine Leute. - Ja, ja, es kommt uns woll nich zu, über die Herrschaft zu räsonieren, wir haben genug mit uns selbst zu tun. Aber ich würde viel dafür geben, wenn sie dich nicht wieder ausschicken wollte! Wir können da leicht zu sitzen kommen wie die Laus zwischen zwei Daumen.“
Lasse ging an seine Arbeit. Er seufzte und schüttelte den Kopf, während er Futter heranschleppte; er war gar nicht froh.
[...]
-
Country in which the text is setDenmark
-
Featured locationsThe island of BornholmCopenhagen
-
Impact"When the first part of 'Pelle Erobreren' (Pelle the Conqueror) appeared in 1906, its author, Martin Andersen Nexö, was practically unknown even in his native country, save to a few literary people who knew that he had written some volumes of stories and a book full of sunshiny reminiscences from Spain," Otto Jespersen, professor of English in the University of Copenhagen, wrote in a note to the English translation in 1913.Today the novel is considered one of the most important works in Danish literature. A major Oscar-winning motion picture by Danish director Bille August was made on the basis of the first volume of the novel in 1987: Pelle the Conqueror.
-
BalticnessThe first part of the novel takes place on the Danish island of Bornholm just below Sweden and north of Germany and Poland - right in the middle of the Baltic Sea. The novel actually sets out with a vision of the Baltic Sea: “The fog came sweeping in from the sea “.
-
Bibliographic informationVol. I Barndom. Gyldendal Copenhagen, 1906Vol. II-IV. Gyldendal Copenhagen 1907-1910
-
Translations
Language Year Translator English 1913 Jesse Muir and Bernard Miall Estonian German 1912 Mathilde Mann Icelandic - - - - - - Lithuanian - - - - - - Norwegian - - - - - - Polish - - - - - - Russian - - - - - - Swedish - - - - - - -
Year of first publication1906
-
Place of first publicationCopenhagen