En hader af sin race løb fra dem til forrykthedens skov.

 

(Ifølge Königsberger Gazettes avertissmentsspalter kunne en lejlighed besigtiges med henblik på fremleje. Den tilbudte lej­lighed lå ude i Löbenicht (eller et kvarter præcis som Löbenicht i en eller anden by). En lidt søndagstom plads, nogle palæagtige beboelsesejendomme med mansardtage eller enten trekantet eller buet frontispice.

Da jeg ringede på blev den tilgitrede dør lukket 2 cm op og derpå hurtigt i igen. Jeg blev noget forbavset stående på en nedslidt kokosmåtte med pseudomosaik i tørvebrune og rødbederøde børster. Døren gled op igen. Nu kunne man se en person inden for døren. Det var en svær 50-årig kvinde med papirhvidt kortklippet pagehår, bred vokspande og brede blodløse læber der krusedes i et misbilligende drag om munden. Hun havde en støvfarvet chiffon om halsen og var om­bølget af en svag æterlugt. Hun lukkede hele tiden døren i og så lidt op igen, som om hun tvivlede på, om der overhovedet havde været nogen som ringede på eller om hun muligvis hav­de været offer for et auditivt bedrag. Hvad ringede: ringede dørklokken eller ringede erindringen om dens lyd? I mine øj­ne var der noget vist inkonsekvent i at avertere en lejlighed til leje, tilbyde besigtigelse og derpå ikke ville lukke nogen ind. Men selvfølgelig kunne hun have grunde til sin for mig besynderlige adfærd. Det var f.eks. muligt at mit udseende måske lige præcis vakte ubehagelige eller farlige associationer i hende, jeg kunne minde hende om nogen hun havde kendt som en gang havde voldt hende skade o.lign. Et mindre ud­valg af sådanne antagelser defilerede gennem hovedet på mig mens dette foregik. Jeg stod på måtten og madamen åbnede døren på klem. Et elektricitetsværk, hvis ruder stødte op til lejligheden gav den dagligstue, man trådte ind i fra en sortskinnende entré, en særlig oplevelse for orienteringssansen. Palæet, som lejligheden befandt sig i, viste sig at være sammenbygget med elektricitetsværket på en sådan måde at stuen nærmest forekom »påhægtet« elektricitetsværket: man kiggede ud ad et bredt fag vinduer på fjerde sal, men det man så lige ud i var en stor hal, som lå badet i en mineralgrøn kunstig belysning. Gulvet var i gadeniveau og loftet måtte være i fem­te sals højde. Man så først og fremmest nogle store bombefor­mede, zinkgrønne metalcylindre med en del påmonterede me­talrør, vel sagtens til brug for vædsker, der skulle ledes til og fra disse højtkuplede kæmpepatroner. Desuden løb der glin­sende bånd af elektrisk vædske ned ad deres sider og dette udsendte en hvislende lyd, som man imidlertid vænnede sig til her i denne stues neddæmpede version af støjoriginalen, som en konstant silende, måske endog beroligende lyd. Silende silen­tium. Af og til sprang en gnist mellem to - man er fristet til at kalde dem - siloer, kunne man se, fordi belysningen i denne stue derved blev en kende forandret og forekom lidt mørkere efter glimtet. Dagligstuens imprægnerede vægge, der logisk var elektricitetsværkets ydermure, var arrede i et året system af salte, som en formodet kiselsyre havde afsat gennem årene. Silikat men ikke videre delikat og først og fremmest gådefuld: var væggene af metal? eller: med hvilken tinktur var de bronzeret? Man måtte rode op i sine underskolefysiktimer for at søge fortolkningen af disse hvidlige mønstre af kis, kisel el­ler silicium på relieftapeternes irgrønne bund.

Lejligheden var gammeldags indrettet og tungt møbleret. Chokoladeblanke lædersofaer, chesterfieldlænestole og chaise­longer som overdrevent forvoksede sko fra en anden klode og i sammenstillinger hvis princip ikke let lod sig menneske­ligt tyde. Langs flere vinduesløse (sammenrottede) vægge de­korerede med mørke, ovale malerier af tidligere Dabrowski-generationer med beigemarmorerede og lakafskallede, men herunder oprindeligt kindpudrede Gluck-ansigter (en face) og hårpiske (en profile) stod vældige dragkister, hvis uløftelige låg enten lignede hustage med mønning og det hele eller gang­ster-sarkofager blasfemisk betrukket med blommelilla velour og smykket med simili-monogrammer. I mere end ét hjørne faldt øjet på et fedt polsk alterlys, hvis ravfarvede omsmelt­ninger drev ned ad siderne i groteske stalaktiter standset op i tilfældigt stivnede former af gul, rå ambra i et oprindeligt vegetabilsk anlægspræg.

I et af rummene var gulv, loft, tapeter, gardiner, vindues­karme samt alle genstande af glas. Alt gennemsigtigt og fir­kantet, koldt og slebet, men af en let og henrivende uvirkelig karakter: sengene, skrivebordene, stolene, askebægrene, lam­perne, en papirkurv.

- I dette rum føler jeg virkelig, at jeg er tilstede, virkelig fysisk, forstår De, sagde Madame og tog flegmatisk et meget langt drag af en flad Simon Arzt cigaret, indhalerede det sam­tidig med at hun blottede tænderne i et bittert smil og plud­selig gravalvorlig igen blæste ud i et rør der omdannede sig til en lang tynd, sølvfin, næsten sfærisk engletrompet.

- Her er måske ikke så morsomt, men der er andre former for morskab end dem folk kender. For mig er de andre salo­ner efterhånden blevet ulidelige at opholde mig/sig i, derfor lejer jeg dem ud. Hvis jeg opholder mig for meget i dem, for­svinder jeg i dem. Det er ikke så morsomt f.eks. at være en væg. Den bevæger sig for lidt. Her i dette rum får jeg vished om at være i det mindste fysisk til stede, fordi jeg - hvor me­get de øvrige saloner end forsøger at influere mig i så hen­seende - ikke føler mig gennemsigtig her. Vi var gået ind i den dagligstue der lå en suite med den elektriske dagligstue. Her var mørkt og man skimtede en del gamle lasede militærfaner oppe under loftet.

- Hvor er De? spurgte Maria Dabrowska frem for sig, jeg kan ikke se Dem. Åh, De er selvfølgelig blevet gennemsigtig ligesom den forrige, der var her. Og den før ham også. Det sker hver gang jeg har lejere at se på lejligheden. De kan ikke være her uden at forsvinde. Det er ikke noget for Dem detteher. De må hellere gå. Lejligheden er ikke til leje allige vel. Hendes opspærrede barneblå og hvide øjne havde, mens hun talte, bevæget sig søgende langs en indviklet stuccaturguirlande parallel med loftets Kant hele vejen rundt. De så på mig og i ét nu rimpede hendes øjenomgivelser sig hyggeligt sammen i et system af fine rynker mens hun med fortrolig, oprigtig varme i stemmen sluttede af med at sige:

- De har endnu færre chancer her end jeg mig.

Hun gik, formodentlig uden at ane hvor jeg befandt mig, forrest ud i en lang diamantsort korridor i hvilken nogle lysunderernærede, plettede spejle i ubestemmeligt ornamenterede rammer forgæves søgte at blinke en hindbærrød eller flaske­grøn farvestråle videre til hinanden, afsendt fra jugenddørens blyindfattede gitterrude. Hun åbnede den og sagde farvel med en blind persons hele åndsfraværende indforståethed præ­get i sit ansigt og i sine hvide forfinede hænders værdige ge­stus.

Da jeg kommer ned på Yorckstrasse igen, går jeg mod øst langs formentlig elektricitetsværkets fortsatte, tilfældigt sammenbyggede, triglyf-randede palæer og kommer ud til rave­linen ved Litauer Wall. De skiftende (af for eksempel termit­ter renslikkede) dyrekranier i hver metope på den frise der omspænder Vajsenhusets krypto-florentinske granitkube (fri­sen: et gammeldags lidt makabert indpakningsbændel om en julegave i tre etager) symboliserer tilsigtet eller utilsigtet hele Löbenichtkvarterets præg af at være en kollektion monumen­tale fossiler i en gigantisk montre på Det Tekniske Museum (i King Kong format) over en tidligere kultur. Nord for Vajsenhuset ligger så De Petrokemiske Fabrikker, hvis blege lys, som en og anden læser måske husker, oplyser de våde bro­sten. Nogle områder af kulbjerge og slagger henligger rygende efter en natlig eksplosion, om hvilken jeg godt har set over­skrifterne på forsiden af Gazetten samme morgen. Til højre ligger nu det koboltviolette kullandskab sydende stille.

Nogle opspændte jernstænger der leder hen til ravelinens firkantede kontroltårn, Redouten, er stadigvæk elektriske og ses som selvlysende isblå streger af radérvand der skærer land­skabet op i trapezer. Men hvis man - forestiller jeg mig i et pludseligt tankeanfald af angrebsstrategi - bliver liggende nogle dage i baghold, fortager jernstængernes elektriske oplad­ning sig og man kan da entre tårnet via dem, for at undgå de ubetrædelige kuperede marker af konstant violetglødende kul. Der er tændt lys i kontroltårnets indre og der ses nogle skik­kelser i dets oplyste åbninger. Det ser usandsynligt ud at no­gen inde i selve tårnet skal have kunnet overleve eksplosionen. Det må være nogen, der er kommet ind i tårnet efter eksplo­sionen. Men på den anden side, hvordan er de kommet ind? For det første, hvordan er de kommet gennem de glødende kulmasser? Eller hvis ikke dette, så for det andet: hvordan har de bevæget sig ad de opspændte jernstænger og wirer, hvis disse måske endnu er elektriske? Bevidstheden søger at hage sig fast i en af de aethylenblåt lysende jernledninger. Det går, den er ikke elektrisk længere. Et stykke fremme på denne led­ning ses en linedanser. Sådan ser det i hvert fald ud, ja, en skikkelse, måske en kvinde, det er svært at afgøre, balance­rer på ledningen og aftegner sig som en silhuet mod en him­mel, der er ens rød over det hele og hele tiden har været det, lige siden i morges, uden nogen forandring. Bevidstheden klat­rer i abegang hen under ledningen som skikkelsen flygter bort ad hen mod en af jernstængerne i den mærkelige konstruktion der rager op af det kullandskab som omgiver Redouten på alle sider. En bro fører ind til Redoutens tårn, men bevidstheden gør holdt lige bag en jernmast, som er sidste post inden selve tårnet. Skikkelsen må enten være forsvundet ind i tårnet eller gået tabt ned i kullet.

Med sit skydevåben (en god enkeltløbet riffel der kunne være købt af kaptajn Doratis barndomsven, M. Lumiére, den prægtige uenergiske våbenhandler i Memel) sigter bevidsthe­den mod kontroltårnet med en finger hvilende på aftrække­ren for at være parat med minimal reaktionstid over for anta­gelig beskydning fra tårnet. I de oplyste vinduer ses stadig skikkelser. En dør åbnes og en halveret nøgen persons hoved og skikkelse ses ved dens ene karm. Dens øje lyser i mørket på lang afstand som en lille lommelampe der er tændt. Denne prik er den mindste enhed lys der kan opfattes og udgør der­for det naturlige mål for sigtekornet. Bevidstheden skyder en gang og øjet slukkes. Men skikkelsen bliver stående i hal veret frontal silhuet i døren mod den hvidt oplyste baggrund i tårnets indre.

Det middelalderlige tårn med pinakler og embrasurer bræn­der sig sluttelig fast på bevidsthedens nethinde i hele sin he­raldiske uudviklethed, som et niger-sort skaktårn på drageblodrød bund af neonluft dér lyser som en makrokosmisk be­tændt hudsygdom. Men det er forresten umuligt at fastholde just denne tanke, da det hvert andet øjeblik bliver omvendt: den sorte tårnskabelon repræsenterer i virkeligheden et gotisk nøglehul, en lakune i en rød væg af glødende metalstøv i 36 karats guld, goldgelb, gennem hvilket et uhyggeligt univers - sortnende bag troposfærer og stratosfærer - navnløst, grænse­løst fortaber sig i et absolut fraværs, en absolut fjernheds tom­me natsorte totalitet.)

- Si non é vero, é ben trovato, siger Luigi.

[...]

Baltisk Blackbox

Af Otto Georg Rosenquist

Hvis man tilhører en lille nation. Hvis man tilhører en lille by i en lille nation. Hvis man tilhører det »lille« der er ved at tilhøre en lille nations næststørste provins, som har storhedsvanvid forår­saget af sindrige (næsten topografisk, geografisk bestemmelige) kom­plekser med hensyn til stadigvæk ikke at være størst, men næst­størst. Af noget som alligevel er »lille« osv.

Hvis man - tilhørende denne særlige »lille«hed - inden i dette igen tilhører en kreds af mennesker uden udsyn, tolerance, kendskab til andre kredse, uden intelligens, uden vilje til noget særligt, bortset fra at fastholde den eksisterende tingenes tilstand - og værst: uden kærlighed, bliver følelsen af at være lille (og igen være lille inden i noget »lille«) meget manifest: den avler sin modsætning fordi livet gror i et barn - hurtigere end dets omgivelser, endsige det selv, aner. Gror. Gror grænseløst. I det stille. I det lille. I de stille år der ind­vendigt bevæger sig af sted med enorm hastighed. De år hvor tiden ingenting er for én. Hvor det hele tiden igen er »i dag« hver gang man vågner op efter en lang nats dybe, dybe, intense søvn, hvor­under sensoriske oplevelser i al deres voldsomhed stille bliver saltet ned i lage af dufte, smag, farver og balsamisk plasticitet, der aldrig kan ændre karakter, kun foreløbigt glemmes, gemmes bort af sin­dets talløse, højt specialiserede konservatorer, der med mystisk mi­ne pludselig mange år senere fremviser en sjælden montre, ingen anede eksisterede og som negerer fænomenet »hengået tid«, frem­bærende sin lille kugle af gennemsigtig autenticitet: et ordret replik­skifte afspillet på en stump usynligt bånd med netop den akustik i baggrunden, det vindue der blev smækket i i karreen overfor, den bils horn i gadeskakten, de hastige fodtrin på trappeafsatsen af post­budet, der er på vej nedad igen.

Da Kuno Speranski er 6 år får han en lillesøster, om hvem han ikke hører meget andet end hvor yndig et barn hun er. Han ser hende aldrig eller kun sjældent. Man holder hende så vidt muligt uden for hans rækkevidde den første tid på grund af en alvorlig forkølelse han uheldigvis har pådraget sig den dag Gisela bliver født. Det er en stor dag som marke­res ved at hendes far køber en bil.

Når Kuno den første lange tid efter fødslen ikke ser hende, betyder det ikke, at han ikke mærker hun er der, tværtimod mærker han det ved at den omhu, ja nærmest forkælelse, som han af en selvfølge har været genstand for, udebliver. Og han, der før har været struttende fed af semuljevælling og som hans mor siger »skrabede bananer som er så godt for børn«, under­går forskellige forandringer. Spisevægring, trang til at være alene, manglende evne til at komme sig over forkølelser og en uforklarlig latent grædefærdighed gør sig gældende. Man læg­ger kogende olieomslag på hans bare bryst for at kurere bronchitisen men det er uvist om olien har nogen særlig effekt anden end en frygtelig smerte på huden efterfulgt af varme, el­ler det er den blotte omstændighed at nogen behandler ham som virker lindrende. Og forkølelsesanfaldene udebliver ikke alligevel. Disse ting gør hendes forældre nervøse og hendes far, urmageren, der er medlem af en anset gymnastikforening i Palästra Albertina, nærer bange anelser om at være blevet smædet af historiens ironi ved i sit hus at have en dreng der allerede i 6årsalderen udviser svagelighed og mangel på sports­ånd. Kunos reaktion på Giselas fødsel bliver ikke forstået an­derledes end at han nu ganske enkelt er blevet vanartet og misundelig på sin egen lillesøster. Hvad kan man gøre andet end exersere lidt med ham, ræsonnerer urmageren, søge at æn­dre lidt ved det og prøve at »få et lille mandfolk ud af dren­gen«. Men det gentager sig for eksempel hver aften at Kuno når han skal lære at stå på hænder op ad døren til dagligstuen direkte skal kaste op. Når urmageren kommer hjem om afte­nen, tuder Kuno allerede ved lyden af yalenøglen i hoveddø­ren. Urmageren på den anden side føler det som noget af en overvindelse at holde af det lille sygelige væsen og at tale friskt og kækt til drengen på trods af det smertelige og foruro­ligende indtryk af gennemsigtighed og skørhed, men han gør det for, som han siger, at få ham til at blive »et lille mand­folk«. På en eller anden måde er Kuno i sine forældres øjne i sammenligning med den nyfødte Gisela ikke længere hvad han har været. Men han bliver samtidig anset for efterhånden at være blevet så stor, at man skal passe på ikke at forkæle ham for meget. Hendes far og mor trøster sig med, at Gisela nok skal blive til noget, hvis Kuno skulle svigte de (ikke klart definerede) idealer, der tilhører urmagerfamilien (urmagere gennem 2 generationer), hvad Kuno røber en vis fare for at ville gøre allerede som 6årig.

Et år efter Giselas fødsel kan forældrene definitivt ikke ken­de Kuno fra før hendes fødsel, hvis der overhovedet er noget gråt minut før denne lykkens tilsmiling de finder værd at hu­ske. Kuno er bleg, mager, sky, har fået høj hvælvet pande og dybtliggende øjne, hans mund er blevet en lige streg. Men Gi­sela er et sundt barn. Over for venner og bekendte plejer man at fortælle dette eksempel: en dag da hun er blevet overladt til sig selv, har hun energisk rokket sin kurveflettede vugge diagonalt over gulvet og på en kommode taget et cigaretetui, der ovenikøbet ikke er så lige til at lukke op (en schweizisk trææske der er en »bog«, hvor »bladene« er en skuffe der skal trækkes ud), tømt det for cigaretter, tygget et par stykker og spist et uvist antal. Man finder hende til sin bestyrtelse sid­dende med fem cigaretter i munden. Hendes mor får et chok, »men tænk nu sådan en unge!« siger hun leende, »hun får hverken maveforgiftning eller noget, synes bare det hele er skæg, sådan er Gisela.«

Om urmagerinden vil det overfladisk kunne siges at hun er en af den slags bridgedamer der mest af alt minder om de en­kedronninger der forekommer i operetterne: »Når man er ung skal man bruge meget sminke, når man er ældre skal man bru­ge endnu mer.« Men hun er i grunden en stakkels kvinde. Lad os imidlertid begrænse billedet til at sige, at hun som barn har fået mange klø af sin mor, en svær analfabetisk kone fra det fattigste Memel og at hendes far, Josef Dorati med Hindenburgoverskæg, en gammel hugaf hvis grad af alkoho­lisme man kan gætte sig til, råbte med sild i begge ender af den Kuriske Bugt før han i sin høje alderdom, d.v.s. efter at ur­magerinden er blevet voksen, opfandt de lodrette persienner til brug for udstillingsvinduerne i alverdens fiskeforretninger, blev rig og valgt til borgmester i en alder af firs. Hun var nærdmest flygtet i panik ind i ægteskabet med den unge urmager, men havde fra da af også opbygget hvad hun kaldte et hjem med orden og stabilitet. Som ung har hun været smægtende forelsket - ikke i urmageren men - i hans bror, Victor, der desværre ikke har gengældt de romantiske følelser, men meldt sig til en Sydpolsekspedition i slutningen af tyverne hvorefter man siden aldrig hører noget fra ham. Det forbliver en gåde for den vimse seniorurmager hvorledes hans ældste søn kan interessere sig for hvaler og det får også stå hen som en uin­teressant hypotese, hvorvidt Victor, hvis han havde ægtet hen­de dengang, havde kunnet fremkalde højere temperaturer end i Antarktis i den nuværende urmagerinde. Da Victors svigten har lært hende, at ikke alt går som hun kunne ønske det, tager hun fat på mere opportunistisk vis og gifter sig med den nem­me bror som skal arve urmagerforretningen der er Königsbergs største og ligger på Steindamm, i hendes øjne et hoved­strøg. Dette skridt volder hende ikke besvær, thi juniorurma­geren, der har set beundrende til når Victor promenerede den kønne fiskehandlerdatter, vil intet hellere end dublere store­bror. Og da han ikke rigtigt mægter tanken om sig selv på hvalfangerfærd, kan han så meget mere på hjemmebane glide ind i rollen som Victors arvtager af pigen, intetanende, at hun skal blive en værre hval at tumle end Ross Havet nogen sinde har set.

Siden spiller hun her i livet sine rubbers hårdt og revanchis­tisk, tager mange stik hjem og glemmer aldrig hvis ærinde hun er ude i. På disse odds spiller urmageren op til sin livslange partnerske så godt hans natur formår, men kampen er ulige. Selvom det fører til medlemskaber af frimurerloger, våben­brødre, gymnastikforeninger og urmagerlaug, er han altid bét over for den makker han hver aften livet igennem må vende hjem til. Han har derfor naturligt udviklet en, skal vi sige, fejhed over for virkelighedens krav. Han kompenserer for sin efterhånden indgroede vane: at give afkald på almindelig selv­hævdelse - ved at hengive sig til drømmeagtige forestillinger, og han handler også for det meste i overensstemmelse med disse. Således træffer han, da en trup af finske gymnaster gæ­ster Palästra Albertina, sportsinstituttet i III. Fliesstrasse, af­tale med en af de finske gymnaster om at dennes søn, en lige­ledes ihærdig gymnast, som er 2 år ældre end Kuno, skal tage ophold hos dem et halvt års tid. Han ser med længsel frem til at modtage plejebarnet, Åpo, og taler i lang tid ikke om andet. Kuno glæder sig automatisk også. På en eller anden måde finder urmagerinden ideen mondæn for hun protesterer ikke. Åpo kommer, han er en køn, lidt mongolsk udseende og tidligt udviklet dreng, der langt overgår Kuno i forskellige færdigheder, kan ikke blot stå på hænder, men tillige danse på dem, bryder sig godt nok om at lege med den nu 4årige, af Kuno forhadte, Gisela og kan skære pilefløjter, et utænkeligt initiativ for en dreng i Kunos alder. Åpos krop er mere vel­udviklet end Kunos og let gyldenbrun. Kuno er mere hvid i det. Men hos Kuno forvandles beundringen for Åpo langsomt til et had der ingen grænser kender. Han kan føle sig fuld­stændig død, når Åpo, som urmageren kritikløst forkæler, er i stuen, og kan ikke få vejret før han er løbet ud af stuen og er blevet alene.

Giselas far handler i forhold til drengene i store træk ud fra helt ubevidste instinkter. Han skænker ikke parallellen dertil for henved tredive år siden (mellem Victor og ham selv) en tanke, endsige det tidspunkt ude i fremtiden, hvor også den spinkle Kuno vil have udviklet sig helt. Han synes blot umid­delbart, at vi her har at gøre med en »splejset« og en »vaks« dreng ved siden af hinanden og han er aldrig i tvivl om sin bedømmelse. Det er tænkeligt, at hans ensidige og altid på­regnelige ros af Åpo og ensidige og beregnelige bebrejdelser mod Kuno er ubevidste virkninger af to ting. Dels af hans forelskelse i billedet af de egenskaber som han beundrer hos andre og som han for sit eget vedkommende kun kan drømme sig til (Åpo), og dels hans modvilje mod billedet af de egen­skaber hos sig selv, som han aldrig har kunnet acceptere (Ku­no). Urmageren er et skræmt menneske, let at skuffe og let at begejstre. En bevæget tilhører ved politiske begivenheder, som for eksempel 17. oktober mødet 1932 i Königsberg.

Misforholdet mellem drengene bliver af alle tydet derhen, at Kuno er et umuligt barn, det er lige meget hvad man gør for ham, så vil han kun lege med sig selv og hader alle andre børn, inderligst og for urmagerparret mest ubegribeligt Gisela.

Trods alt dette har Kuno succes et sted, i skolen. Her bliver han hurtigt den dygtigste, idet hans aggressionshæmninger pas­ser udmærket ind i lærernes nye pædagogiske principper der fejer hen over nationen og deres nervesystemer som er ikke så lidt tyndslidte i den private skole for velhavende børn, hvortil Kuno er blevet sendt - modsat kvarterets øvrige børn der alle går i den lokale kommuneskole. På et tidspunkt, da urmagerinden finder det fornuftigere at købe persianerpels end have plejebarn i huset, ophører denne filantropiske foran­staltning, og Åpo rejser tilbage til Helsingfors. I samme øje­blik Åpo er rejst synes han glemt af alle og der bliver aldrig talt om ham siden.

Den vinter Kuno fylder 11 år sker der tre ting som er lidt værre end de sædvanlige ting der hele tiden er sket. Han bli­ver for det første anbragt en tid hos sin mormor i Memel for at lette urmagerinden i hendes hverdag. Mormoderen, gamle madam Dorati, er blevet blidere og Kuno kan fatte tillid til hende. (Først mange år senere afsløres det at det var Gisela som var madam Doratis »øjesten« og ikke Kuno, men han opdager det ikke når han er alene hos mormoderen). For det andet »opdager« han sin mor eller rettere, han opdager at han ikke har hende som andre børn har deres. For det tredje saver Giselas far, da han er kommet for at hente ham med hjem igen til Königsberg med dampskibet, hans skovl over, en handling Kuno ikke forstår.

At han ikke »opfører sig ordentlig« ved han ikke selv forud for anbringelsen hos mormoderen, det kommer frem som en begrundelse lige før afrejsen.

»Opdagelsen« af hans mor sker da hans mormor, som slet ikke ligner urmagerinden, viser sig kærligt over for ham og han første gang hun tager ham ind til sig kan mærke lugten af den samme eau de cologne som urmagerinden bruger. En heftig følelse af at skulle have dækket et ligesom længe op­sparet behov vælder op i ham så han kysser og omfavner sin forbavsede og komplet målløse mormor og bryder ud i gråd. Midt i dette bliver han frygtelig flov og skynder sig, til mor­moderens endnu større forbavselse, ud i sneen.

Da vinteren er ovre, er anbringelsen hos mormoderen også ovre og Giselas far kommer for at hente ham hjem. Hans skovl, en lille model af en almindelig skovl, er den eneste af vintersagerne han bryder sig om, da han i modsætning til nog­le nabobørn i Memel hverken kan stå på ski eller skøjter, hvad der afstedkommer mange umulige situationer under an­bringelsen, som det ikke er umagen værd at opholde sig ved. Men skovlen er god nok. Med den har han lavet snemand og grønlænderhytte sammen med mormoderen. Da urmageren ser skovlen mellem de ting der skal med i bagagen, siger han no­get underligt til mormor om en sav. En sav kommer frem og nu gør han noget Kuno ikke forstår et ord af: han saver bla­det af. Uden at sige noget til Kuno om hvorfor. Men blot med en tilfreds, næsten glad mine som om det er en hjælp til Kuno eller en tjeneste han gør ham. Da de kommer hjem får Kuno forklaringen i flere led. Urmageren har vundet en cykel i lotte­riet. Den skal være Kunos selvom den er i voksenstørrelse. Der bliver sat en barnesaddel lige på tværstangen og så langt fremme mod styret, at Kunos arme kan nå dette og træklam­per på pedalerne for at hans ben kan nå disse, i hvert fald når de er »oppe«, hvilket den ene hele tiden er, mens den anden er »nede«, som urmageren forklarer Kuno. På det sted hvor den rigtige saddel har siddet, er et hul. Her stikker urmageren skaftet af skovlen i for at kunne holde balancen for Kuno ved at holde i det mens hans selv cykler eller løber ved siden af. Kuno bliver også sat på ekstra kost fordi han skal vokse sig stor og stærk og hans ben skal blive lange for at kunne nå pedalerne også når de er »nede«. Men han kan ikke spise det han skal og har hyppige opkastningsanfald. Det forår begynder cykelundervisningen.

Urmagerinden har aldrig åbenlyst villet indrømme, at hun finder sin mand ynkværdig sammenlignet med Victor, for uden urmageren forestiller hun sig også uden social status, så det er den pris det koster. Og han har på sin side - i den daglige konfrontation med sin utilstrækkelighed over for hende - støt videreudviklet en fra barnsben velfunderet følelse af mindre­værd, som han nu automatisk søger at mane bort ved at pro­jicere sin skuffelse over sig selv ud på Kuno, så denne også ender med at være kronisk skuffet over sig selv. Men hvad med urmagerens selvmedlidenhed og sentimentalitet der også er en følge af afmagten? Her er Gisela, den dejlige pige, be­kvemt ved hånden med hele et barns hengivenhed, som hun, modsat i Kunos tilfælde, mærker der er modtageapparat for. Thi givetvis føler Giselas far kun lyst til at kanalisere sine varme følelser over på Gisela, i hvem han ser hendes mor som ung. Dengang, for 17 år siden, da hun kom sammen med Victor, var hun sød og føjelig på samme barnlige måde som Gisela nu. Dette husker urmageren og føler sig over for Gisela lidt i retning af en Victor. Den forskelsbehandling af børnene som alt dette automatisk forårsager, og det mellem dem opståede menneskelige klima der er som antarktisk og tropisk ved siden af hinanden, sætter de to søskende op mod hinan­den. Men der bliver næsten altid givet Gisela medhold i skæn­derierne med den begrundelse at hun er den mindste og skal beskyttes mod Sære Kuno. Det er imidlertid nok givet, at Gi­selas mor tager Kuno noget i beskyttelse, men kun i det om­fang hun, så at sige, kan komme til det for sig selv.

Når urmageren herser med Kuno, som det en gang skal ha­ve været tilfældet, med at lære at køre på cykel, føler urmagerinden en intens glæde, fordi hendes mand i det mindste vi­ser en styrke i en eller anden retning og dette er vigtigere for hende end at bedømme situationen mere objektivt og for ek­sempel standse den korporlige afstraffelse der følger, når cyk­len og dens skrækslagne rytter ustandselig vælter. Det for­tælles, at urmageren lader det regne med lussinger, selv efter det tidspunkt hvor Kuno ikke længere græder, men med et grimet ansigt ser op på ham afbrudt af slagene, hvorved hove­det ryger ud til siden. Her svigter Giselas mor Kuno af rent ud sagt følelsesmæssig desorientering og der udvikler sig det nye, at afstraffelsen af drengen (der aldrig kan noget som helst) - hans »hærding« som urmageren kalder det - bliver noget af en stimulans mellem ægtefællerne. Hun føler så til sidst en art tilfredsstillelse ved at overtage drengen og trøste ham hver gang han har fået »en dragt prygl« og først da strømmer hen­des følelser direkte mod Kuno. Men lidet aner hun da at den­ne, netop på grund af hendes forræderi (ikke-indblandings-politikken) som er blevet øjensynligt for ham men netop sta­dig må være ukendt for hende selv, er blevet helt uimodtagelig for disse følelser, hvis pålydende værdi han må drage i tvivl fordi de først ankommer nu. Når han da på sin side lukker sig af for hende, får hun jo så det følgerigtige indtryk at han er et utaknemligt skarn der åbenbart ikke har fået smæk nok. Hun skyder ham da skuffet fra sig og kalder ham »Prügel-knabe«, et ord han ikke forstår. Kuno oplever således omkring sig altid en haltende korrespondance mellem følelsernes bud­skaber, de er altid »hus-forbi« på en eller anden måde. Han oplever urmagerens varme følelser mødt af urmagerindens kulde men til hans ærgrelse vel modtaget af Gisela, hvad der lægger grunden til et latent had til hende. Når han i situatio­ner, hvor Gisela triumferer over ham med sit rige lager af popularitet hidrørende fra sine forældre, udløser sit had til hende og driller hende, bliver han straffet af urmageren. Han mærker i den anledning nogle ejendommelige varme følelser fra urmagerindens side rettet mod sig, men ikke nogen egent­lig solidaritet med ham vendt mod urmageren, som hun tvært­imod et øjeblik forinden har iagttaget med blanke øjne i for­bavset beundring for hans »aktive pædagogik« med Kuno. Men denne beundring optræder på den anden side kun som de lunefuIde undtagelser fra en streng hovedregel om at hun i al­mindelighed forholder sig afvisende, over for urmageren. Kuno finder sig i dennes plagerier i retning af at øve gymnastiske færdigheder, løbe på rulleskøjter og andre exersitser (spise gu­le ærter), der alle har det til fælles at Kuno ligger under for en nærmest konstitutionel vægring, ved at udføre dem. Men når han så alligevel bestræber sig - undertiden under gråd - på at eftergøre urmageren eller gøre hvad der som noget livs­vigtigt forlanges af ham, udsætter han sig automatisk, ved en­hver lighed med denne, for urmagerindens irritation. Den bli­ver ligeledes meget let vakt ved hendes mands henrykkelse for Gisela, en henrykkelse hvis omfang navnlig med årene kun med alt for stigende tydelighed røber den mere eller mindre incestuøse sammenrodning af følelser. Ingen gør sig imidlertid noget sådant klart hvorimod alle optrænes i en vis færdighed i at skændes om dagligdags ting på en perfid måde, hvis prin­cipper i det store og hele håndhæves af urmagerinden og efter­leves af urmageren efter bedste evne. Man tror man har fat i problemerne når man mundhugges, men det kan næppe lignes ved andet end at man klarer struben af og til for sumpgas som man vil gøre, hvis man befinder sig ude i en giftig mose, hvis dybder man ikke kender godt nok til at dræne.

Et forår som 12årig strejfer Kuno og to kammerater om i skovene og samler frøæg i syltetøjsglas og en dag finder de sa­lamandre i en bæk. Da de kommer hjem i den ene kammerats have for at sætte frøæggene ud i et bassin, fordeler de sala­mandrene mellem sig, der bliver to til Kuno. Kuno har kun kendt firben men aldrig kunnet fange dem. Da han kommer hjem med sit syltetøjsglas med de to efter urmagerindens me­ning ulækre små dyr, melder der sig et problem hvor man skal gøre af dem, da der intet bassin er i urmagerens have. Sa­lamandrene overnatter den første nat i syltetøjsglasset. Næste morgen er den ene væk. Urmagerinden leder forskræmt sam­men med Kuno hele huset igennem for at finde det afskyelige kryb som hun kalder den, men det er forgæves. Om aftenen da Kuno skal i seng ligger der et lille stykke flettet elektrisk led­ning på cirka ti centimeter betrukket med brunt stof. Det er i virkeligheden den bortgåede salamander der i mørket og med nedsat orienteringssans tilfældigt er endt i sengen hos Kuno, som i søvne må have ligget den ihjel.

Den ene kammerats far skaffer Kuno et karburatorrør, hvil­ket vil sige en lodret kasse helt støbt i glas. Kuno får vand og planter fra kammeratens bassin, og her kan den overlevende salamander boltre sig i ensomhed. Men efter to dage er den salamander også væk, og den finder man aldrig i hverken den ene eller den anden seng eller metamorfose. Tilbage står det tomme beplantede karburatorrør. Kuno anbringer frøæg, som urmagerinden ikke ved hvad er for noget, og så kommer der til hendes rædsel haletudser, som hun dog smider ud i det øje­blik det med et gys dæmrer for hende hvad de vil forvandle sig til. Kaburatorrøret står atter tomt. Så skal kammeratens far atter bruge det og Kuno afleverer det til kammeraten.

På loftet læser Kuno ugeblade og går i pulterkammer og finder ting. En dag finder han en kuglerund glaskumme, en fuldstændig glasbold med rund udskæring - en guldfiske­skål. For at have guldfisk gående skal kummen i modsæt­ning til salamanderglasset beplantes med tropiske planter og Kuno går derfor med glasset direkte til akvarieforretningen »Umbertos fuglehus« i Französischestrasse over for Zappas konditori, hvor urmagerinden drikker kaffe med nogle königsbergermadammer som hun spiller bridge med. Han bæ­rer den idet han holder den som et stort kostbart æg med beg­ge arme ind mod sin mave. På hjørnet falder Kuno og slår glaskummen i stykker og skærer sit knæ til blods. Da han ser sin mor komme ud af konditoriet søger han trøst hos hende, men hun siger, med tanken på de tilstedeværende damer, at han skal gå »ordentligt« og sender ham hjem. I et regnehefte hvor Kuno gennem årene har gjort sig til en vane at tegne de ting, han ikke i det faktiske liv har af sager, modeljernbane, fæstning med rødfrakker og indianere, frimærker osv. laver han som 14årig den nøjagtige tegning til et akvarium med mål i højde og bredde, regner vægten ud og beregner tykkel­sen på akvariets ramme så det præcist passer til hans bords konstruktion, tegner alle fiskene efter »Umbertos fuglehus«᾿ udstillingsvinduer malet i akvarelfarver og monterer det med akkurate gengivelser af vandplanter. Af sine lommepenge spa­rer han sammen og får lov at sælge en hoben kasserede urfjed­re fra urmagerens værksted til en gørtler der smelter dem om. For pengene afgiver han hos Umberto bestilling på akvariet. Ved efterårstid da Umberto skal levere akvariet er det lavet i forkerte mål og der bliver en sag ud af det, hvor urmageren i bliver indblandet fordi Kuno er umyndig. Irriteret må urmageren afkøbe Umberto akvariet men Kuno vil ikke have det fordi det ikke er det han har bestilt. Urmageren beholder akvariet.

Kuno pjækker fra skole i 3 uger og tager arbejde på en ma­nometerfabrik, hvor det viser sig at chefen kender hans far, men han får ham til at hemmeligholde Kunos beskæftigelse der fordi det er billig arbejdskraft. Kuno skal lægge tal sam­men til lønningsregnskaberne. Han sparer sammen til at købe et nyt, efter hans tegninger korrekt, mindre akvarium, som han til sidst får fremstillet i en anden, mindre forretning i den anden ende af byen, ude ved Litauer Wall. Da han er holdt op med arbejdet på fabrikkens lønningskontor fortæller che­fen det til urmageren og Kuno får en overhaling og får ikke selv råd til at købe fisk til akvariet og heller ingen økonomisk støtte dertil.

I anledning af julen giver urmageren og urmagerinden Kuno en julegave der til hans skuffelse viser sig at være det »for­kerte« akvarium plus to syltetøjsglas med tropefisk i: 4 scalarer og 4 sværddragere. Det mindre akvarium får lov at stå tomt på det bord som det er konstrueret til at stå på, fordi det ikke er anerkendt af urmagerens. Det nye større akvarium bliver beplantet og anbringes det eneste øvrige sted i Kunos værelse der er plads til en så tung genstand, nemlig tilbage i rummets mørke på en stor egekommode hvor det står højt oppe i forhold til Kuno.

Det er hans opgave at fodre dem og lige så stille skærer han rationen ned dag for dag. 2 år går, og urmagerparret læg­ger ikke mærke til at der forsvinder en rød sværddrager nu og da. Kuno nægter fiskene i akvariet foder. Til sidst er kun to af de zebrastribede lodretstående scalarer tilbage. Mørkt i det tilgroede uoplyste og højtstående akvarium udkæmper disse udsultede, nu næsten gennemsigtige rovfisk lydløst en langsommelig kamp om at overleve.

Da Kuno er 16 og går til latin får han et forhold til en ikke særlig køn men villig pige på latinholdet, som bærer det lidt mærkelige navn Tak. Samtidig begynder det at vise sig muligt at få et venligere forhold til Gisela der nu er 10 år. Af lettelse over at de mange, lange og afgørende års fjendskab mellem Gi­sela og Kuno synes at være ved at afløses af et samtaleforhold, udvikler det sig igen til en så stærk faktor, at Kunos forhold til sin jævnaldrende veninde Tak blegner ved siden af hans nye forhold til Gisela. Kuno behandler Tak lige så karrigt som han behandler fiskene, han er karrig med at give af sig selv og behandler hende som en ting. De sidste to scalarer dør som rene skeletter af sig selv, akvarierne tømmes og stilles på pul­terkammeret.

Som 18årig bryder Kuno med sit miljø og flytter til Danzig hvorfra han fortsætter dialogen med Gisela pr. brev. Men ti­den er en upåagtet faktor, som efter endnu to års forløb be­virker, at hun ikke længere kan nære den samme interesse for ham. Hun går udviklingsmæssigt i den strenge moders fodspor og ligner urmagerinden mere og mere som hun formes fra sit 14. til sit 18. år. Gisela gifter sig til sidst med en meget veg og feminin mand, som hedder Fritz Webermann, og som Kuno aldrig har set.

Kuno lider i Danzig under fornemmelsen af at befinde sig i et akvarium. Navnlig i insufficiens-situationer, som der må­ske af samme grund er mange af i hans hverdag i et militærjob, oplever han den som set bag en akvarierude. Så holder han sig bag glasruden og hengiver sig til dels at iagttage pas­sivt som tilskuer hvad der foregår blandt en anden arts med­lemmer uden for ruden, dels til sine egne indre vandplante­riger der dog repræsenterer det store hav mellem fire glas­vægge. Identifikationen med fisk i akvarium bliver tydeligere og tydeligere: Kuno slås med et genfærd af sig selv og der gives ham ikke næring nok udefra. Hans passive natur er som akvariefiskene der kun får mad hvis de mennesker, hos hvem akvariet står, giver dem mad. Oplevelsen af sig selv som akva­rium fører til oplevelsen af sig selv som ting blandt ting, men i et andet element. Inden i dette stykke fremmed element som er en ting for de andre oplever han sig som en ikke-ting, nem­lig i kraft af sine fantasier. I det ydre er situationen imidlertid ikke holdbar. På en eller anden måde låses han fast i at måtte bringe overensstemmelse mellem det som er hans skæbne og det som er hans fremtoningspræg. Han begynder at sulte sig. Uden selv at lægge synderligt mærke til det taber han i vægt. Han lever mere og mere indtørret, afskærer sexuelle kontak­ter med piger, det skete primært allerede da han forlod Königsberg, idet han samtidig brød med Tak, veninden fra la­tinholdet.

Giselas mand, Fritz, som er organist, tager mod et vikar­embede i 6 måneder som organist ved Trinitatiskirche i Danzig. Gisela bliver i Königsberg i de 6 måneder. I Danzig træf­fer Kuno Fritz uden at vide hvem denne er. Fritz interesse­rer sig for Kuno, der oplever ukendte former for sjælelig lindring i et kropsligt underkastelsesforhold til en mand. Hån oplever det som et stykke mangefacetteret psykologisk-plastisk forvandlingskemi. Den ydre situation med Fritz viser sig for Kuno at være nøglen som han i årevis har ledt efter uden at ane hvad den førte ind til, blot ved han, at han vil have den, eller opdager det i det mindste da han får den, guldnøglen, som ting i sig selv og det forekommer ham at han har tænkt drømt skrevet fabuleret den færdig i alle detaljer tusindvis af gange forud for at det sker. Hvad sker? Han forsvinder. Det er ikke »ham«. At kunne - ved hjælp af guldnøglen - dreje den sig om og låse den sig ude. At kunne gnide sig ud som noget der af en fejltagelse har stået på en tavle. Han har kun­net flygte, har kunnet glemme, har kunnet abstrahere sig væk fra sig, men trylle sig helt væk konkret har han kun tidligere oplevet i drømme og han forstår sit hidtidige drømmebehov som et søvnbehov, der i grunden er et fraværsbehov.

Også for hans forhadte arbejde ved generalkommandoens XVII. Armékorps, hvortil han for at tjene til føden har meldt sig frivilligt som sekretær for overkvartermesteren, kommer mødet med Fritz til at spille en rolle. Det volder store van­skeligheder at lære at tale polsk. Jeg᾿et som skal udføre dette arbejde må kende noget som sig selv. Og det må vide, at »Ku­no« er et jeg, der ikke gerne vil være til, og et jeg, der kan forsvinde, hvis det gør sig umage nok for det. Måske vil det ved tanken herom falde Kuno lidt lettere at være den, han ikke kan lide at være, og derigennem måske udføre de ting han har foreskrevet sig. Måske vil han kunne identificere sig med de handlinger han har sat sig for at udføre ved at udføre dem i tryg forvisning om at kunne forsvinde. En sådan forvisning har aldrig før eksisteret. Det er dét som adskiller ti­den før og efter dette selverkendelsestidspunkt. I tiden op til dette punkt må hans hemmelige og inderste drivkræfter bag hans handlinger ses som et jaget dyrs forsøg på at finde det, som denne forvisning han har opnået nu, står for. Forvisnin­gen om at kunne forsvinde, blive totalt væk, står for en ene­ste ting: muligheden for tilbagevenden. Har man ikke været væk, kan man ikke vende tilbage. Tilbagevenden er valg. Valg er nødvendigt for at eksistere. Eksistens er nødvendigt for et menneske. Dette er menneskets forbandelse og mulighed frem­for dyrene. Kuno er (desværre) ikke et dyr, men kan alligevel ikke vælge frit, fordi det eneste, han kan vælge at vende til­bage til, er noget han helst vil væk fra.

Kuno oplever fra nu af situationer hvor han er mere iden­tisk med armékorpset end nogen sinde før. Det vil sige, det går dybere i begge retninger: han er kommet længere ud i hver af retningerne militærjeg og ikke-militærjeg. Han har på en gang kunnet gøre sit ikke-militærjeg til et militærjeg og et ikke-jeg. Hvorfor gør han nu det sidste? Han spørger med vilje sig selv sådan, fordi den sidste handling er mindre be­vidst og mere tilfældig gjort end den første. Muligvis for at »hærde« den første opfindelse, militærjeg᾿et. Reagere på den ved at destruere den lidt, elske den ved at tugte den, holde den i live ved at slå den lidt ihjel, beskæftige sig med den. Hvad er dette for noget? Han sprænges som en kapsel, han spaltes som et atom og dog gror han: det er forsvinding og til­bagevenden. Det er fortabelse i intet og valg heraf. Mødet med Fritz opleves sådan: der er blevet vist ham et billede (af ham selv), der er blevet givet ham et tegn. Men Kuno Speranski ved ikke selv at det tegn der blev vist ham var et ondt tegn, Saturn.

Urmageren, der gennem en menneskealder har foretaget forretningsrejser til Danzig, står hemmeligt i forhold til Fritz førend denne har truffet Kuno. Fritz har intet sagt til Kuno herom, idet han er i færd med at vikle sig ud af forholdet til urmageren som han føler udnytter ham. Urmageren har altid været jaloux på Fritz᾿ venner og bekendte. Hans følelser for Gisela er begyndt at kølnes efterhånden som hun udvikler sig i samme retning som urmagerinden i Königsberg. I sin stærkt frustrerede situation klamrer han sig ekstra stærkt til forhol­det til Fritz fordi hans driftsliv synes reduceret til det rent narcissistiske: Fritz er ham selv som han gerne ville være. Hvis Gisela havde været som hun oprindeligt var, ville det være sådan som urmagerinden ville have været over for Vic­tor. Den som gifter sig med Gisela kommer derfor til at fly­de sammen med Victor. Og ønsket om identifikation med Vic­tor er grundmuret hos urmageren i hans tidlige barndom. Ja­lousien mod Fritz᾿ venner skyldes de trusler af samme karak­ter som Victors tilstedeværelse i sin tid betød. Hvilke ting udnævnes til trusler? De ting han ikke har kunnet klare på grund af det i ham som er uudviklet: det maskuline. Giselas ægteskab med Fritz udgør ingen trussel, men det gør Fritz᾿ mandlige venner og bekendte. Urmageren har udstødt Kuno. Han hader ham fordi han ikke vil overtage urmagerforret­ningen og fordi han har svigtet rollen som lynafleder mellem urmageren og urmagerinden. Men inderst og dybest hader han Kuno fordi denne er ham selv i den utilstrækkelige udgave, modsat for eksempel i sin tid Åpo, eller nu: Fritz. Ved Kunos svage egenskaber (der aflæses på hans svagelige fysik, hans ugifthed, hans isolation) forekommer Kuno urmageren at væ­re denne i den utilstrækkelige udgave. Ved sine stærke egen­skaber (der aflæses på hans uafhængiggørelse og sit ønske om militærkarriere, polsk nationalisering osv.) er han de trusler der altid har ødelagt urmagerens liv, Victor᾿erne, de andre gymnaster i Palästra Albertina osv. Han ønsker kærlighed fra Kuno og han ønsker kærlighed fra en mand. Men han ved at Kuno aldrig vil kunne give ham sin kærlighed. Ved erfarin­gen om, at grunden til at Fritz en dag definitivt afbryder for­bindelsen med urmageren, er den, at Kuno og Fritz har haft et forhold til hinanden, sker der en kortslutning hos urmage­ren. Han begår selvmord ved at smide sig ud fra dampskibet »Ostpreussen« fra Danzig til Königsberg en februarnat. Ud til fiskene.

Gisela lader sig skille fra Fritz.

Kuno kan ikke leve i noget forhold til Fritz og sulter sig mere og mere. Han sulter sig halvt ihjel i et desperat forsøg på en identitetsudskiftning. Han dør under et sado-masochistisk orgie hos overkvartermesteren i Danzigs XVII. Armékorps.

Urmagerinden og Gisela lever sammen i Königsberg i et småhysterisk skænderiforhold, men er bundet til hinanden som to ensomme fortabte. Moderen interesserer sig i stigende omfang udelukkende for sin gamle far i Memel og tilbringer lange perioder hos ham der. Gisela bebrejder urmagerinden det. Gisela kan ikke selv tilsvarende interessere sig for min­det om sin far, da han er tabu. Men hun drømmer om ham, fordi han er den eneste der har holdt af hende. Urmagerindens far dør som 93årig i Memel og hun vender tilbage til Königsberg, hvor hun begynder at gå op i spiritisme. Hun går til sidst fra forstanden. Gisela får først hævn over moderen da urmagerinden bliver grebet af en svær lammelse, som lænker hende til en rullestol. Nu kan Gisela, der holder huset, få hævn. Hun forgifter moderens mad så denne dør, og stilles for Østpreussens Lands-, Over- og Stadsret. Som beskikket forsva­rer får hun en overretssagfører Feiertag som leverer et vagt forsvar da han er indforstået med anklagerens rutinemæssige og i nøje pagt med Kants strafferetsfilosofi fremsatte krav om dødsstraf. Under oplæsningen af dommen får Fritz der er tilstede i retssalen et slagtilfælde, føres bort som uhelbrede­lig sindssyg og tilbringer resten af sit liv på den lukkede af­deling af Evangelisches Krankenhaus der Barmherzigkeit i Königsberg, der over sin indgangsportal bærer inskriptionen Iesos CHristos Theu HYos Soter. En overlæge, dr. Augustin, experimenterer en årrække med elektrochok på Fritz Webermann men uden bedring til følge. Fritz opnår kun kontakt i en kort periode med en medpatient, Boris, som imidlertid deserterer fra anstalten igen hvorpå Fritz᾿ sind totalt formørkes.

[...]

Omnia mea mecum porto

Samland hedder det frugtbare, delvis skovklædte, ved kysterne ofte stejlt nedfaldende bakkeland nord for Königsberg, der i vest begrænses af Østersøen, i syd af Ferske Bugt og floden Pregel, i øst af floden Deime og i nord af Kuriske Bugt og Østersøen.

Særlig smukt er det kløftede kystlandskab mellem Rauschen og Brüsterort. Ved begrænset tid (l ½ dag): tog til Rauschen, til fods 1 ¾ time til Warnicken og tilbage med tog. Anden dag: tog fra Rauschen til Warnicken og til fods 4 ¾ time over Brü­sterort til Palmnicken. Den prøjsiske kyst fra Memel til Danzig er berømt gennem årtusinder som findested for rav. Rav­indvindingen er et regale der tilhører landsherren. Man bør derfor afstå fra at samle større ravstykker op fra kysten. Mest skattet er ikke de lyse men de mælkeagtigt gennemskinnelige (»kumstfarvede«) stykker, så vel som stykker med indesluttede insekter eller plantedele. Tog fra Königsberg mod Neukuhren, 46 km på 1 ½ time, endags returbillet 2.60 M (1. kl.) og 1.55 (2. kl.) (til Cranz 2.10 og 1.25). Afgang fra Cranzer Bahnhof.

28 km, Cranz - Hoteller: Bellevue & Strandhotel ved Kor­soen. Grosses Logierhaus, Königsberger Str. 38, 110 vær. t. 2 ½-6 M, morgenkomglet, 1 ¼ M, middag 1 ¾-3 M, pension m. vær. fra 5 ½ M. Monopol, Strandpromenaden. Schloss am Meer, ved Korsoen, Østersøhotellet, Königsberger Str. 16. Caféer i Hotel Bellevue og i Schloss am Meer se ovf. Taxameterdrosker. Søbad 40 pfenning, varmt bad 1 M 20, slambad 3 M. Kur­takst (afgift til kurforvaltningen) 4-24 M.

Cranz, købstadlignende landsby med 3000 indb. ved syd­enden af den Kuriske Landtunge, er det mest besøgte sam­landske søbadested (årl. 15.000 pers.; i juli mange badegæster fra Russisk-Polen). Fra banegården fra venstre, så t.h. gennem Königsberger Str. og efter 4 min. enten ovf. Postkontoret t.v. gennem Korso Str. til (3 min.) Korsoen-ved-Stranden, med varmebade (også slambade), eller ligeud videre gn. Königsberger Str. og ved enden t.h. gn. Kanzlerstr., så ligeud gn. Plantagestr. til (7 min.) plantagernes skyggefulde anlæg. Oven for den sandede strand et 900 m langt bolværk fra Familie- og Herrebadet mod vest til Damebadet mod øst. Nordøstlig for plantagen ligger Sarkauer Forst med restaurant Waldhaus (½ time; 20 min. videre er udsigtstårn) og Schwentlund (50 min.). Sidebane til (2 km.) Cranzbeek.

Nordøst for Cranz strækker den Kuriske Landtunge sig, en sandet landstrækning som lukker den Kuriske Bugt af mod Østersøen, 98 km. lang til Memel, 0,5-4 km. bred. Dens klit­ter hører til de højeste i Europa (over 60 m); de fleste vandreklitter er gang på gang under store omkostninger blevet fast­lagt af staten og beplantet med skove. Den sparsomme befolk­ning taler til dels endnu kurisk, en lettisk dialekt. Dampskib fra Cranzbeek over den Kuriske Bugt til Memel med mellem­stationerne Rossitten (med fugleobservatorium og den meget enkle kro: Den vilde Elg), Nidden (kro: Den kuriske Elg) og Schwarzort (kro: Den kuriske Gård, Bachmann; kurtakst 3-12 M, tre dage frit; bad 25 pf., dampskib til Tilsit), et søbadested med skønne skove og udsigtspunkter (bl.a. Bloksbjerg med Glaspavillon) hvorfra det lønner sig at gøre udflugter i klit­terne.

Vort sommerhus lå vest for Cranz lige ned til stranden i et sparsomt bebygget landskab domineret af sand, klitter, lyng, marehalm, gyvel og lave, krogede nåletræer (bjergfyr). Hver morgen i al slags vejr kørte jeg for min fornøjelses skyld med mælkehandleren Teuker. Hans tur rundt til alle strandens huse var begyndt nogle huse før vort. Hestevognen var en flødegult lakeret karosse sammentømret af rillede træstykker i felter og med små buede åbninger til hanerne fra mælkejungerne, som stod skjult inde i karossen og kun sås når Teuker slog bag­fløjene op så alle kunne se de blygrå cylindriske tønder og der­efter ikke længere bevare den barnlige illusion om at karos­sen udgjorde een stor kube af mælk. Når vi standsede ud for et hus ville Teuker bede mig holde tømmerne på de to brunskimlede. Jeg fik de fleste af tjenestepigerne og husmød­rene i disse huse at se på et tidspunkt hvor de var længst fra at være indstillet på at ses. Natkjoler af forskellig farve og længde, flest lyserøde, gammelrosa, (dommerens sorthårede datter i lang hvid, stivet som om hun næsten ikke havde sovet i den) peignoirs, morgenkåber og house-coats, af alle afskyg­ninger og aldre. Jeg hæftede mig ved de vrede, morgensure ansigter, gule af søvn, de halvt oplukkede øjenlåg, de sure ildelugtende munde som halvt fortørnede over det tidlige tids­punkt vredt forlangte dit og dat af Teuker. Han var en sol­brændt rundhovedet mand med fastgroet sixpence, bittesmå øjne som lyste med klare himmelblå pupiller mellem hårgule øjenvipper og bryn som næsten gik i eet. Hans mund sad kronisk i den stilling den skulle, når han gennede hestene igang med en lyd der skiftevis forekom mig at gengive lyden af en kanariefugl og en kattekilling: med kæberne fast låst i sugede han luft ind i små sæt afbrudt af underlæben. Overlæbens opkrængede stilling skjulte næsten det midterste af hans hørgule overskæg. Han kaldte alle damerne Frue og rakkede dem ned når vi var kørt. Øjeblikket, når han med en forbavsende adræt­hed sprang på bukken igen og greb tømmerne som jeg holdt parat til ham, betød for os begge en befrielse og en lettelse, afsted igen, åh, jeg ville ønske han ville springe alle husene over og bare fortsætte. Men når vi netop var kommet godt igang og hestene løb hurtigere end i trav, mælkejungerne klingrede inde i karossen, potmålene der var hængt op under karossen på kroge dinglede og slog ind under bunden, og he­stene, Lotte og Ajax, henrykte spurtede afsted berusede af hele denne musik, var det en overvindelse for Teuker at standse foran det næste hus. Her skete det sommetider, til min hem­melige fryd, at en af hestene majestætisk løftede sin lange bu­skede hale og trykkede en utrolig mængde karrygule dampende kugler ud af en støvet blommeblå ringmuskel, som under hale­roden viste sig i en egen skjult magt og vælde - med det resul­tat at en nydelig grusbelagt sti mellem to nydelige konfektio­nerede græsplæner blev udsmykket med en kegle af duftende hestegødning uden at fruen som blev ekspederet omme bag karossen opdagede noget før vi var over alle bjerge. Teukers ansigt når han piskede på Ajax og Lotte var een stor under­forstået latter og han nøjedes ikke med den fedtede sugelyd men råbte »Wøpp-ah-wøpp« og stod halvt op på bukken de første ti tyve meter til køretøjet var i gang.

Når tourneen var forbi ude ved det sidste hus på stranden og vejen drejede op og ind i landet, måtte jeg af vognen. Der­på gik jeg tilbage de to kilometer langs stranden hjem. Han kom af og til tilbage til stranden med særlige bestillinger på piskefløde eller nykernet smør som han ikke havde haft med i vognen, og benyttede da ikke længere denne, men red Ajax og havde smørret eller piskefløden i saddeltasker. Således ske­te det med mellemrum, at han endnu inden jeg var nået hjem dukkede op på hesteryg. Han var da en helt anden Teuker end på bukken og Ajax et helt forskelligt dyr fra det der var spændt for vognen fra klokken 4 om morgenen til klokken 8. Teuker virkede yngre og Ajax virkede gladere, stærkere. Når jeg gik langs vandet hjem på sådanne morgener og slog smut med flade, glatte sten og så hørte den bløde dundrende lyd af hestehove i sand - først når den var lige bag mig - vendte jeg mig om og så rytteren på stranden. Teuker ville da tage mig op så jeg sad foran, men som jeg blev større år for år, 8, 9, 10 år - blev jeg for tung og for stor og burde have haft min egen hest. Men til jeg var omkring 7-8 år kunne Teuker tage mig op ved disse lejligheder. Efter at have afleveret sine varer oppe ved et hus red vi langsomt ned til vandet igen. Der blev jeg sat af. Og nu kom det jeg næsten nød allermest: starten når Teuker sporede Ajax og galopperede hjemad langs havet. Nu var han ikke længere mælkehandler, Ajax ikke længere befordringsmiddel. De var for alvor rytter og hest, én fælles higen. Det kunne også hænde, at Teuker havde været ad en anden vej nede med varer og passerede mig allerede i fuld gallop på vej hjem. Han standsede da ikke og jeg ønskede mig heller ikke at han skulle afbryde det pragtfulde ridt: sående i stigbøjlerne, helt bøjet frem med overkroppen langs Ajax᾿ hals og med hele sin krop spændstigt følgende hestens bevægel­ser ved bøjninger i knæene suste han afsted, Ajax med flag­rende manke og hale og næppe berørende sandet med hovene, lyden fortog sig gradvis efterhånden som de fjernede sig, til sidst en lillebitte hesterumpe uden lyd der borte i bugten, så siden til: drejer op og forsvinder i en slugt mellem grantræerne.

Danmark kommer

ikke frem på kommando,

næh, det blir siddende

i hullet.

Vuf, sir det

og man lokker:

Kom så

kom kom kom

men Danmark går bare

længere ind i hundehuset.

Der sidder det så

og kigger på Bornholm

klør sig lidt i Skamlingsbanken

snuser til Anholt

og lår en vind gå

nede ved Fanø.

Det regner selvfølgelig udenfor

så hvorfor ulejlige sig?

Nå

man skal have fat i Danmark

og prøver igen:

Go lille vovse,

kom nu frem.

Svaret er kun en svag knurren

eller er det et spørgsmål?

Hvad skal jeg bruges til?

Bruges til og bruges til

ja, hvad ved jeg?

Måske skal du klappes

Danmark

måske ha et spark bagi.

Måske skal vi ud og løbe sammen

en rask tur henover Lillebælt

hvad med et kig på

Hindsgavl, slottet

husker du

deroppe på bakken

flagstangen

det er altid sidst i maj

og der står Frantz Wendt

med fem svaner i favnen

og digtere spiller på harpe

i en pavillon af glas

og der står en fuld mand

yderst på broen

støtter sig til verden

gennem strålen af urin

der går fra ham til bæltets vand

han er også digter.

Danmark

ville du ikke gerne se det?

Danmark brummer atter

og stikker Skagen frem

og virrer med Hals Barre

siger vuf igen

men blir siden large

og siger: „Vuffer?"

Jo, det skal jeg sige dig, du gamle

det er sjovt at se på Danmark

det skal ikke gøres alt for tit

men en gang hvert tredvte år

må vovsen ud at ses på

ud at se.

Heja, Danmark

du skal løfte ben i egnen

omkring Kolding

og gø en gang

så Læsø ryger om til Hven.

Kom så dasse lille Fido

fatters Trofast

du skal luftes lidt!

(...)

Til Sejls under Thunøe, den 17de Mai 1713.
Andengang - kanskee Sidstegang - siger jeg dig Farvel, mit kjære Fødeland! Farvel du grønne Skov! du brune Hede! Farvel alle mine Ungdoms Glæder! Lettere om Hjertet var jeg, da jeg for tvende Aar siden pløiede disse vilde Bølger: da havde jeg min gode Herre; nu er han i Graven, min Junker ligesaa, og hun - som jeg gjerne vilde glemme - drager om i den vide Verden, Gud veed hvor og hvorledes. Ogsaa jeg skal prøve Lykkens Spil, og æde mit Brød blandt Vildfremmede. Ja! Krigen vil jeg prøve! den gier Brød eller Død! Blis og jeg skal følges ad, han er min sidste Ven paa Jorden.

   Sverrig, den 13de Juni 1716.
Her sidder jeg en fangen Mand i fremmed Land. Saalangt har min Kaarde hjulpen. Min Oberst og jeg gjorde lyst mellem Fjenderne; men vi vare kun to mod ti. Ak! min gamle Blis! Du maatte døe - - gid vi havde fulgtes ad!

   Stockholm, den 14de August 1717.
Saaledes skal det ikke blive ret længe! De har slæbt mig omkring fra en Fæstning til en anden; fristet og truet mig, at jeg skulde tage Tjeneste, men hellere vilde jeg svælte tildøde i et underjordisk Fængsel, end fægte mod min rette Konge og Herre. Endnu hellere vilde jeg have min Frihed. Jeg vil forsøge det, og enten finde den eller Døden!

   Norkjøping, den 3die Februar 1718.
Saa blev jeg alligevel svensk Soldat! hvor længe jeg end hyttede mig, og skjulte mig som et jaget Vildt i Skove og Klipper, saa fandt de mig dog. Hvad skulde jeg gjøre? Bedre under Guds frie Himmel mellem Kaarder og Kanoner, end mellem et Fængsels fire Vægge! De har lovet mig, at jeg aldrig skulde stride mod mine Landsmænd, men allene mod Moscoviten - han har maaskee den rette Kugle med Morten Vinges Navn.

   Siberien, den 15de Mai 1721.
Herre min Gud! Hvor underlige ere dine Veie! Mange tusinde Mile fra Danmark, færdes jeg her i et raat og sørgeligt Land: jeg gaaer over tilfrosne Floder og vader i Snee til Knæerne; mens der hjemme er Skov og Mark iført sin grønne Sommerdragt. Udenfor mit gamle Kammervindue staaer Abilden nu i Bloster, Irisken qviddrer i Stikkelsbærhækken, Stæren sidder paa Kjelen og fløiter sit lystige Stykke, og Lærken synger høit i Sky. Her tuder Ulve og Bjørne, Høge og Ravne skrige i de sorte Skove. Hvor mon er Enden paa denne Udørk? Ak! hvor er Enden paa mit elendige Liv?

   Riga, den 2den September 1743.
Skal jeg endnu opleve den Dag, da jeg seer mit Fødeland igjen? I fire og tive lange, sorrigfulde Aar, i fire og tive Vintre har jeg jaget Zobel og Maar i Siberiens Skove! hvor mæt af Livet har jeg alt længe - længe været! men jeg vil taalmodelig bie til min Herre og Frelser kalder mig. Han vil maaskee lægge mine trætte Lemmer til Hvile i min Fædrenejord - ak! hisset seer jeg det danske Flag, Korsets og Frelsens dyrebare Tegn! Min Sjel, lov Herren! alt hvad i mig er hans hellige Navn!

   Falster, den 23de October 1743.
Atter nær ved Døden, og atter langt fra den! I Storm og Uveir nærmede jeg mig mit elskede Fødeland. Bølgerne knuste vort Skib og truede at opsluge os; men Herren frelste mig, hans Haand opholdt mig - han vil ei heller drage den fra mig nu, skjøndt fattig og halvnøgen jeg vandrer blandt Fremmede.

   Corselidse, den 2den November 1743.
Et Fristed har jeg fundet, et Skjul fra Verdens Storme; en from og ædel Herre, som har taget mig i sit Brød, og lovet at sørge for mig til min Dødedag. Saa skal jeg nu ikke mere skifte Bolig, førend de bære mig hen til den sidste.

   Corselidse, den 1ste Mai 1744.
Hvilket yndigt Land er dog dette! Alt i sin fulde Flor! Skoven grøn og Marken grøn! Blomster allevegne! I Siberien er det endnu Vinter. Gud skee Lov for saadant et Bytte!
   Min Herre holder meget af mig; jeg maae tidt sidde hele Timer og fortælle ham om Krigen og om alle de Lande, jeg har gjennemvandret. Og vil han gjerne høre, vil jeg gjerne snakke; det glæder mig at mindes mine mangfoldige udstandne Fataliteter.

   Corselidse, den 2den Juli 1744.
O Du Barmhjertighedens Fader! var denne bittre Skaal endnu tilbage! Skulle de gamle Saar oprives paa ny! ja, thi det var Dig saaledes behageligt! - Jeg har seet hende - hende? ak nei! ikke hende! en falden Engel har jeg seet, en Mørkhedens Gestalt - tidt har jeg ønsket mig Døden, men nu - nu ækles jeg ved Livet - jeg kan ikke skrive meer.

   Corselidse, den 8de August 1744.
Det er ikke for min Plaiseer, at jeg atter tager Pennen; men dersom Nogen efter min Død skulle faae Øie paa denne Journal, skal han dog see, hvorlunde Synden lønner sine Børn.
   Jeg gik hiin bedrøvelige Dag og forlystede mig med en Promenade i vor smukke Have. Som jeg gaaer forbi den aabne Stakitport, staaer der en Mand, hvis Ansigt forekom mig bekjendt, uagtet et sortgraat tykt Skjæg og et skummelt Øiekast næsten forskrækkede mig. »Er Du ogsaa her?« sagde han med et sært Grin. Stokken faldt fra min Haand, og alle mine Lemmer skjælvede - det var Jens! »Herre Du min Gud! sagde jeg: skal jeg finde Dig her? hvor er Frøken Sophie?« Han stødte en høi Eed ud: »Frøkenskabet har S.... taget og Frueskabet med; men vil Du see min hjertelskede Kone, saa ligger hun derhenne og luger. Soffi! skreg han: her er en gammel Bekjendter!« Da vendte hun sig halvt om - hun laae paa Knæerne tre Skridt fra mig - saae et Øieblik paa mig, og gav sig derpaa igjen til at luge. Jeg fornam ikke den mindste Bevægelse i hendes Ansigt - dette Ansigt! dette fordum saa deilige Ansigt! hvor var det forandret! blegguult, rynket, fortrædent saae det ud, som om det aldrig nogensinde havde smilet. En hullet Kyse med lange Laser af sorte Kniplinger, gjorde det endnu mørkere. Skidne Pjalter af Klæder, som engang havde været smukke og fine, hang om hendes tykke ildedannede Krop. Jeg følte, at jeg var nærved at faae ondt, og ingen Taare kom i mine Øine. En Angst, en Vammelhed, som naar man pludselig seer en Hugorm, betog mig. Jeg kunde hverken tale eller røre mig af Stedet. Jens vakte mig igjen af min Bedøvelse. »Nu er hun nok ikke saa smuk, raabte han: som dengang hun krøb i Sengen til Dig?« Jeg gyste. »Forgyldningen er slidt af, blev han ved: men det kjønne Sind har hun endnu, storagtig og malicieusk er hun endnu, og Kneveren kan hun bruge. Hej! Naadig Frue! Snak lidt med os!« Hun taug, og lod som hun ikke hørte det, skjøndt han raabte høit nok. »Nu viller det hende ikke, sagde han: men naar vi komme hjem, saa faaer hun nok Kjeften paa Gang. Har Du ikke til en Pæl, Morten! for gammel Kjendskabs Skyld?« Jeg gav ham noget, og gik som i Søvne op til Gaarden. Ved Havedøren stod min Herre. »Kjender Du disse Mennesker?« spurgte han. - »Ak Du gode Gud! svarte jeg: Ja, jeg har kjendt dem for mange Aar siden.« - »Det er slette Folk, sagde han: hun er arrig og bandsat, og han drikker som en Svamp. De har boet et Par Aar i et Huus nede ved Stranden! Han fisker, og hun gjør Ugedage her i Haven. Hun skal være kommen af skikkelige Folk?« Nu først brød mine Taarer frem og lettede mit beklemte Hjerte. Jeg fortalte ham, hvem hun var, og hans Forfærdelse blev ligesaa stor som min Bedrøvelse.

   Corselidse, den 14de September 1744.
Jeg tvivler paa, at jeg her faaer blivende Sted. Mit Ophold behager mig ikke længer, siden jeg veed mig i Nærheden af hende, og ofte ikke kan undgaae at see hende. Endnu har jeg ikke talt med hende, for jeg skyer hende som en ond Aand. Jens søger mig med en Paatrængenhed, som hverken behager mig eller min Herre. Naar jeg lugter hans Brændeviinsaande, er det som En bød mig Forgift at drikke. Han har fortalt mig deres Historie - o, hvor er den skrækkelig, væmmelig! I Danmark, i Tydskland har de flakket om fra en Stad til en anden - han spilte paa Valdhorn og hun sang og spilte paa Luth; derved opholdt de Livet, og naar dette ei kunde strække til, drev hun endnu een Næringsvei, som det sønderriver mit Hjerte at tænke paa. Omsider maatte ogsaa denne ophøre, og de skulde have omkommet af Mangel, naar ikke min medlidende Herre havde forbarmet sig over dem. - Gud forlade mig det! Jeg kunde ønske mig tilbage i Siberien.

   Corselidse, den 1ste Mai 1745.
Gud velsigne min rare, ædelmodige Herre! Han har mærket mit Ønske: at ende mine Dage i min Fødestavn; og derfor har han - mig uafvidende - skaffet mig en god Condition hos det nye Herskab paa Thiele. Paa Tirsdag skal jeg afseile med et Skib fra Stubbekjøbing - Gud lønne ham derfor i Evighed!

   Til Sejls mellem Sjelland og Samsøe, den 4de Juni 1745.
»Frygter ikke for dem, som allene ihjelslaae Legemet! men frygter for dem, som fordærve baade Legem og Sjel tillige!« Jeg føler Kraften af disse Frelserens Ord. Da jeg i min Ungdom paa disse Bølger stod for Svenskens Kugler, var jeg bedre tilmode, end da jeg i Corselidse Have saae min Ungdoms faldne Engel. Kaarder og Kugler, Hug og Stik, Saar og Død ere Intet at regne mod Sjelens Fortabelse, mod en uskyldig Sjels Fordærvelse. Havde jeg dengang seet hendes skjønne Legeme sønderrevet af vilde Dyr, ikke kunde det saaledes have knuget mit Bryst, som nu, da jeg fandt hende forspildt, fordærvet, foragtelig, uden Redning fortabt. Som hun laae der og grov i Jorden, syntes mig, at hun begrov mit sidste Haab, min sidste Levning af Troe paa Ære og Dyd. Men jeg vil sige, som den gamle Tyrk, min Medfange i Siberien, altid sagde midt i de største Elendigheder: »Gud er stor!« ja, og barmhjertig! Han kan og vil gjøre langt over hvad vi arme Mennesker forstaae.

   Thiele, den 4de Juli 1745.
Omsider er jeg da indløben i min sidste Vinterhavn! Flere end tredive Aar er jeg omtumlet paa Verdens vilde Hav, for at ende, hvor jeg begyndte. Hvad har jeg udrettet? hvad har jeg vundet? En Grav - et Hvilested hos mine Forfædre. Det er Noget, og endda ikke saa Lidet: jeg har Venner og Bekjendtere her baade over og under Jorden. Der staaer endnu Abilden udenfor mit Vindue, den er ogsaa bleven ældre, der er Kræft i dens Stamme, Stormen har bøiet dens Hoved, og paa dens Grene groer Mosset ligesom graae Haar paa en Oldings Hoved. Ved Kirkeveien seer jeg den store Ask, under hvis Rod jeg begrov den stakkels Vaillant. Saaledes gjenkjender jeg mangt et Træe, mangen en lynggroet Høi og selv de døde Stene, der staae her uforanderlige i Aartusinder, og see een Slægt efter den anden opvoxe og forgaae. Den Slægt, jeg kjendte, er nu ogsaa borte. Nyt Herskab, nye Tjenere - jeg er en Fremmed, en Udlænding blandt dem alle.

   Thiele, den 2den Septbr. 1749.
Idag er det sex og halvtredsindstyve Aar siden jeg saae Verdens Lys! Herre Gud! hvor ere disse Aar blevne af? disse mange tusinde Dage? Hvor ere mine Ungdoms Glæder? de ere hos mine Ungdoms Venner. - Paa denne Aarsens Tid var det, vi ret nøde Jagtens Fornøielser. Hvor lystigt gik det da til, naar vi om Morgenen droge ud; Jægerne raabte og Hundene gjøede, og Hestene trampede ligesaa utaalmodige som vi selv. Snart hjemsøgte vi Urfuglene paa Heden, snart de vilde Dyr i Skoven - med Spil og Sang fore vi hen og hjem. Nu er her stille som i et Kloster, den naadige Herre bryder sig ikke om Jagten. Taus og ene gaaer Skytten ud, og stille kommer han tilbage. Denne Slægt er traurig som jeg selv.

   Thiele, den 12te Januar 1751.
En stille, herlig Vinternat! Alt hvad jeg seer, Blaat eller Hvidt. Maanen har jaget Stjernerne fra sig, den vil lyse allene. Så deiligt skinnede den ogsaa engang for mange - mange Aar siden, da jeg var Kudsk for Frøken Sophie. Min unge Sjel straalede ligesaa blankt og lysteligt som Maanen, og hendes var ogsaa reen, uplettet som denne nysfaldne Snee. Nu er min Sjel mørk som Heden, naar Vintersneen er borttøet, og hendes - om hun endnu lever - maa ligne en siberisk Dal efter Oversvømmelse: mørktfuret af Vandstrømme, trindt bestrøet med Tuer, Stene og nedvæltede Træer. »Ja, Herre! Herre! Tugter Du Nogen med megen Straf for Misgjerning, da gjør Du, at dens ynkelige Skikkelse hensmelter som et Møl; visselig! Alle Mennesker ere Forfængelighed!«

   Føulum, den 12te Mai 1753.
I Søndags forrettede jeg førstegang mit Embede som Degn til Thiele og Vinge. Den naadige Herre kaldte mig paa sin Dødsseng. Her boer jeg nu i min Faders Huus; men jeg boer her allene. Alle mine Ungdomsvenner ere forlængst gangne til Hvile; jeg er endnu tilbage, som et skaldet Træe paa Heden; men om føie Tid skal jeg samles til dem, og være den sidste af min Slægt. Disse Blade skulle være det eneste Mærke om mig. Om Nogen - engang, naar jeg er død og borte - læser dem, da skal han sukke og sige: »Anlangendes et Menneske, hans Dage ere som Græs; som et Blomster paa Marken, saa skal han blomstre. Naar Veiret farer over det, da er det ikke mere, og dets Sted kjender det ikke mere. Men Herrens Miskundhed er fra Evighed og indtil Evighed.«

{audio}stolene.mp3{/audio}

Stolene read by Klaus Rifbjerg

© lyrikline

 

Dønningerne er rolige

regelmæssige

kommer og går.

 

Her er ikke dybt

og når havet trækker sig tilbage

sidder alle mine venner

på deres stole.

 

De har bare tæer

og buksebenene er rullet op.

De er ikke bange.

 

Bølgen suser og skummer

løber over deres fødder

så forsvinder den igen

med en mumlen.

 

Mine venner sidder lidt

for langt fra hinanden

til at kunne tale sammen

havet støjer

og det ser faktisk også ud

som om de mest er interesserede i

deres særprægede situation.

 

Det er skumring

solen ruller determineret modvillig

ned i vest.

Mørket kommer nærmere.

 

Jeg anstrenger øjnene

for at se dem allesammen.

Det er svært at skelne

svært at få det hele til at stemme.

Jeg smiler og smiler

løfter hånden og vinker.

 

Nu kommer tidevandet

Det bliver flod.

Bølgerne går allerede højt op over knæet.

Men ingen rejser sig

ikke en af vennerne flytter sig.

 

Et par af dem gemmer ansigtet

i hænderne

og en ser bort

men selv da vandet når halsen

bliver de siddende.

 

Under den glødende sortnende himmel

løber jeg

skrækslagen og forvirret

rundt på stranden

knuget af den druknende urokkelighed.

 

Til sidst knuser havet stolene

og hist og her griber en hånd

fat i vragstumperne

et ansigt lyser hvidt

det gurgler i en mund.

 

Arbejdet bliver uoverkommeligt på stranden

de forhåndenværende redningsmetoder

er ineffektive og gammeldags.

Stønnende kaster jeg mig

over de åbne munde

men bliver hurtigt udmattet

og hvem har prioritet

hvem?

 

Morgenen skyller det sidste vraggods

op på stranden

mens himlen krakelerer:

et udspilet lungevæv

over de sidste kramper.