The Voyage of Wulfstan

Wulfstan sǣde þæt hē gefōre of Hǣðum, þæt hē wǣre on Trūsō on syfan dagum and nihtum, þæt þæt scip wæs ealne weg yrnende under segle. Weonoðland him wæs on stēorbord, and on bæcbord him wæs Langaland, and Lǣland, and Falster, and Scōnēg; and þās land eall hȳrað tō Denemearcan. And þonne Burgenda land wæs ūs on bæcbord, and þā habbað him sylfe cyning. Þonne æfter Burgenda lande wǣron ūs þās land, þā synd hātene ǣrest Blēcinga-ēg, and Mēore, and Ēowland, and Gotland on bæcbord; and þās land hȳrað tō Swēom. And Weonodland wæs ūs ealne weg on stēorbord oð Wīslemūðan. Sēo Wīsle is swȳðe mycel ēa, and hīo tōlīð Wītland and Weonodland; and þæt Wītland belimpeþ tō Estum; and sēo Wīsle līð ūt of Weonodlande, and līð in Estmere; and sē Estmere is hūru fīftēne mīla brād. Þonne cymeð Ilfling ēastan in Estmere of ðǣm mere, ðe Trūsō standeð in stæðe; and cumað ūt samod in Estmere, Ilfing ēastan of Estlande, and Wīsle wūðan of Winodlande. And þonne benimð Wīsle Ilfing hire naman, and ligeð of þǣm mere west and norð on sǣ; for ðȳ hit man hǣt Wīslemūða.

Þæt Estland is swȳðe mycel, and þǣr bið swȳðe manig burh, and on ǣlcere byrig bið cyning. And þǣr bið swȳðe mycel hunig, and fiscnað, and sē cyning and þā rīcostan men drincað mȳran meolc, and þā unspēdigan and þā þēowan drincad medo. Þǣr bið swȳðe mycel gewinn betwēonan him. And ne bid ðǣr nǣnig ealo gebrowen mid Estum, ac þǣr bið medo genōh. And þǣr is mid Estum ðēaw, þonne þǣr bið man dēad, þæt hē līð inne unforbærned mid his māgum and frēondum mōnað, ge hwīlum twēgen; and þā kyningas, and þā ōðre hēahðungene men, swā micle lencg swā hī māran spēda habbað, hwīlum healf gēar þæt hī bēoð unforbærned, and licgað bufan eorðan on hyra hūsum. And ealle þā hwīle þe þæt līc bið inne, þǣr sceal bēon gedrync and plega, oð ðone dæg þe hī hine forbærnað. Þonne þȳ ylcan dæge [þe] hī hine tō þǣm āde beran wyllað, þonne tōdǣlað hī his feoh, þæt þǣr tō lǣfe bið æfter þǣm gedrynce and þǣm plegan on fīf oððe syx, hwȳlum on mā, swā swā þæs fēos andēfn bið. Alecgað hit ðonne forhweæga on ānre mīle þone mǣstan dǣl fram þǣm tūne, þonne ōðerne, ðonne þone þriddan, oþ þe hyt eall ālēd bið on þǣre ānre mīle; and sceall bēon sē lǣsta dǣl nȳhst þǣm tūne ðe sē dēada man on līð. Ðonne sceolon bēon gesamnode ealle ðā menn ðe swyftiste hors habbað on þǣm lande, forhwæga on fīf mīlum oððe on syx mīlum fram þǣm fēo. Þonne ærnað hȳ ealle tōweard þǣm fēo: ðonne cymeð sē man sē þæt swiftoste hors hafað tō þǣm ǣrestan dǣle and tō þǣm mǣstan, and swā ǣlc æfter ōðrum, oþ hit bið eall genumen; and sē nimð þone lǣstan dǣl sē nȳhst þǣm tūne þæt feoh geærneð. And þonne rīdeð ǣlc hys weges mid ðǣm fēo, and hyt mōtan habban eall; and for ðȳ þǣr bēoð þā swiftan hors ungefōge dȳre. And þonne his gestrēon bēoð þus ealle āspended, þonne byrð man hit ūt, and forbærneð mid his wǣpnum and hrægle; and swīðost ealle hys spēda hȳ forspendað mid þǣmlangan leger þæs dēadan mannes inne, and þæs þe hȳ be þǣm wegum ālecgað, þe ðā fremdan tō ærnað, and nimað. And þæt is mid Estum þǣw þæt þǣr sceal ǣlces geðēodes man bēon forbærned; and gyf þār man ān bān findeð unforbærned, hī hit sceolan miclum gebētan. And þǣr is mid Estum ān mǣgð þæt hī magon cyle gewyrcan; and þȳ þǣr licgað þā dēadan men swā lange, and ne fūliað, þæt hȳ wyrcað þone cyle him on. And þēah man āsette twēgen fǣtels full ealað oððe wæteres, hȳ gedōð þæt ǣgþer bið oferfroren, sam hit sȳ sumor sam winter.

Ulfstens Rejseberetninger
Translated by Rasmus Rask

Ulfsten berettede at han rejste fra Hedeby, og var i Truso på syv Dage og Nætter, at Skibet løb hele Tiden for fulde Sejl. Venden havde han på Styrbord (höjre), og på Bagbord (venstre) havde han Langeland og Låland, og Falster, og Skåne, hvilke Lande alle høre til Danmark. Dernæst havde vi Burgundeland på Bagbord, og de (Folk) har dem en egen Konge; dernæst efter Burgundeland havde vi de Lande, som kaldes først Blekingen, så Møre og Øland og Gulland på Bagbord, og disse Lande høre til de Svenske; og Venden havde vi hele Vejen på Styrbord lige til Veikselmundingen.

Veikselen er en meget stor Flod, der beskyller Vitland, og Venden, men Vitland hører Esterne til. Vejkselen kommer fra Venden, og løber ind i det friske Hav, det friske Hav er i det mindste 15 Mile bredt. Ilfing løber østen fra ind i det friske Hav, og kommer fra den Sø, på hvis Bræd Truso står, de løbe begge tilsammen ud i det friske Hav, Ilfing østen fra ud af Estland og Veiksel sönden fra ud af Venden, da betager Veikselen Ilfing dens Navn, og løber fra bemældte friske Hav nordvest på ud i Søen, derfor kalder man dette (Udløb) Veikselmundingen.

Estland er meget stort, og der ere mange Stæder, og i hver Stad en Konge, og der er såre megen Honning og Fiskeri. Kongen og de rigeste Folk drikke Hoppemælk, og de fattige og ufri drikke Mjød. Der er såre megen Krig iblandt dem. Der brygges intet Øl hos Esterne, men der er Mjød nok.

Det er Skik iblandt Esterne, at når nogen dør, så ligger han inde uforbrændt hos sine Slægtninger og Venner en Måned, undertiden to; Kongerne og de andre store så meget længere, som de have flere Rigdomme, undertiden er det et halvt År, som de blive uforbrændte og ligge oven for Jorden i deres Huse. Al den Tid, som Liget ligger inde, skal der være Drik og Spil indtil den Dag, da de brænde det.

Dernæst, den samme Dag, som de vil bære ham til Bålet, dele de hans Gods, hvad der er tilovers fra den (omtalte) Drik og Spil, i 5 eller 6 Dele, stundom i flere, eftersom der er meget til. Derpå lægge de det ud, fordelt i det mindste på en Mil, den störste Del længst fra Gården , så, den anden, så den tredie, indtil det altsammen er lagt ud på den ene Mils Vej, og den mindste Del skal være nærmest ved Gården, hvor den døde ligger. Dernæst forsamles alle de; der have de hurtigste Heste i Landet, i det mindste på 5 eller 6 Miles Afstand fra Godset, og ride om Kap efter det allesammen. Siden kommer den Mand, som har den hurtige Hest, til den første og störste Del, og således videre den ene efter den anden, indtil det er vunden altsammen, hvorved den får den mindste Del, som kom til at ride nærmest til Gården efter Godset. Siden ride de hver sin Vej med Godset, og have Lov at beholde det altsammen, derfor ere og hurtige Heste der overvættes dyre. Og når den dødes hele Ejendom er således adspredt, så bærer man ham ud og brænder ham tilligemed hans Våben og Klæder. For det meste blive alle hans Rigdomme ødelagte ved Ligets lange Indeliggen og ved det som de lægge ud på Vejen, som de fremmede ride om Kaps efter og tage. Det er Skik blandt Esterne, at enhver (død) Mand af hvilken som helst Natsion skal brændes, og dersom nogen der finder et uforbrændt Ben, skal de udsone det med store (Ofringer). Esterne forstår en Kunst, hvorved de kan frembringe Kulde, og derfor ligge de døde så længe der uden at rådne fordi de frembringe en sådan Kulde over dem; og skönt man fremsætter to Kar fulde af øl eller Vand, ere de i Stand til at lade det ene fryse til (det andet ikke), hvad enten det er Sommer eller Vinter.

Wulfstans Reisebericht
 
1. Wulfstan sagte, daß er von Hedaby (Haethum) ausfuhr, und in sieben Tagen und Nächten in Truso war. Wenden (Veonodland) war ihm am Steuerbord, und am Bakbord war ihm Langeland und Låland und Falster und Schonen (Sconeg), und alles das Land gehört zu Dänemark. Darauf hatten wir Bornholm (Burgendaland) am Bakbord, die haben einen eigenen König; darauf, nach Bornholm, waren uns die Lande, die geheißen sind, zuerst Blekingen, dann Möre (Meore) und Oeland (Eovland) und Gotland, am Bakbord, und das Land gehört zu Schweden; und Wendenland war uns den ganzen Weg zur Rechten bis zur Weichselmündung.

2. Die Weichsel ist ein sehr großer Fluß, der Witland und Wendenland bespühlt, und das Witland gehört den Esthen; die Weichsel aber fließt aus dem Wendenlande her, und fließt hinein in das Esthenmeer, aber das Esthenmeer ist wenigstens funfzehn Meilen breit; der Ilfing (Elbing) läuft von Osten in das Esthenmeer von der See her, an dessen Gestade Truso steht; sie strömen beide gemeinsam ins Esthenmeer aus, Ilfing aus Osten von Esthland, und die Weichsel aus Süden von Wendenland; und hier benimmt die Weichsel dem Ilfing seinen Namen, und strömt aus dem (Esthen-) Meere nordwestlich in die See; davon nennt man das Weichselmünde.

3. Das Esthland ist sehr groß, und es sind viele Städte da, und in jeder Stadt ein König, und da ist viel Honig und Fischfang; und der König und die reichsten Männer trinken Pferdemilch, und die unvermögenden und die Sklaven trinken Meth. Da ist viel Krieg unter ihnen. Es wird kein Bier gebrauet bei den Esthen, aber da ist Meths genug.

4. Es ist unter den Esthen Sitte, daß wenn einer stirbt, er drinnen unverbrannt liegt bei seinen Magen und Freunden einen Monath, zuweilen auch zwei; die Könige und die andern hohen Herren um so viel länger, als ihre Reichthümer größer sind, zuweilen ein halbes Jahr, daß sie unverbrannt liegen, und über der Erde in ihren Häusern liegen, und alle die Weile, daß die Leiche drinnen liegt, soll da Trinken und Spiel seyn, bis auf den Tag, da sie solche verbrennen.

5. Hierauf, denselben Tag, da sie ihn zum Scheiterhaufen bringen wollen, da theilen sie seine Habseligkeiten, was davon nach dem Trinken und Spielen noch übrig ist, in fünf oder sechs, zuweilen auch in mehrere Theile, je nachdem viel vorhanden ist. Hierauf legen sie solche vertheilt aus, mindestens auf eine (engl.) Meile, das größte Theil am weitesten vom Hofe, dann das andere, dann das dritte, bis es Alles auf den Raum einer Meile ausgelegt ist, und das kleinste Theil muß am nächsten bei dem Hofe seyn, wo der todte Mann liegt. Hierauf versammeln sich alle die Männer, so die raschesten Pferde im Lande haben, in fünf oder sechs Meilen Entfernung von den Habseligkeiten. Nun reiten sie darum um die Wette; und nun kommt der Mann, der das rascheste Pferd hat, zu dem ersten und größesten Antheile, und so einer nach dem andern, bis es Alles genommen ist, und so erhält der das geringste Theil, der am nächsten zum Hofe nach der Habe reitet. Und hernach reitet jeder seines Weges mit dem Gute, und darf Alles behalten; darum sind auch die raschen Pferde dort ungefüge theuer. Und wenn der Nachlaß so ganz zerstreut ist, so trägt man ihn hinaus und verbrennt ihn mit seinen Waffen und Kleidern; und mehrentheils werden alle seine Reichthümer zerstört durch das lange Drinnenliegen des Todten, und durch das, was sie auf die Straße auslegen, wonach die Fremden um die Wette reiten und es nehmen. Und es ist Sitte bei den Esthen, daß die Gebeine eines (todten) Mannes, von welchem Volk er sey, verbrannt werden müssen, und wenn einer da ein unverbranntes Gebein findet, so soll man es mit großem (Opfer) sühnen. Da ist auch bei den Esthen eine Kunst, daß sie verstehen Kälte zu bewirken, und darum liegen die Todten so lange da und faulen nicht, weil sie solche Kälte an ihnen bewirken, und mag man auch zwei Gefäße voll von Bier oder Wasser hinsetzen, vermögen sie das Eine überfrieren zu lassen, sey es nun Sommer oder Winter.

Alfreda Lielā pasaules hronikas fragments, kurā aprakstītas Vulfstāna sniegtās ziņas par aistiem

[887.gads]

Vulfstāns teica, ka viņš, braucot no Hedebijas, pienācis Truso pēc septiņu diennakšu ceļojuma un ka kuģis visu ceļu veicis pilnām burām. Pa labi viņš atstājis vendu zemi, pa kreisi Langlandi, Lālandi, Falsteru un Skoni - visas šīs zemes pieder Dānijai.

Un tad mums bija pa kreisi bornholmieši, kam pašiem savs ķēniņš. Pēc bornholmiešu zemes no mums pa kreisi bija zemes, ko sauca par Blekingu, Moru, Ēlandi un Gotlandi, un šīs zemes pieder Zviedrijai. Vendu zeme visu ceļu, kopš sasniedzām Vislas grīvu, atradās mums pa labi. Visla ir ļoti liela upe, un tās tuvumā ir Vitlande un Venodlande. Vitlande pieder aistiem. Visla iztek no Venodlandes un ietek Aistu jomā. Aistu joma ir vismaz piecpadsmit jūdzes plata. No austrumiem Aistu joma ietek Elbingas upe, kas nāk no kāda ezera, kura krastā ir Truso. Abas upes ietek Aistu jomā - Elbinga no austrumiem, no aistu zemes, Visla no dienvidiem, no vendu zemes...

Aistu zeme ir ļoti liela, un tur ir daudz pilsētu, un katrā pilsētā ir karalis. Tur ir arī daudz medus un attīstīta zveja. Karalis un bagātākie vīri dzer ķēves pienu, bet nabagie un vergi miestiņu. Viņi savā starpā daudz karo. Aisti nebrūvē alu, bet dzer miestiņu.

Aistiem ir paraža, ka radi un draugi nomirušo līķus uzglabā nesadedzinātus vienu, dažkārt divus mēnešus. Karali un citus labiešus uzglabā vēl ilgāk, dažkārt pusgadu, atkarā no viņu turības. Līķis guļ virs zemes mirēja mājā. Kamēr vien līķis ir mājā, līdz pat dienai, kad to sadedzina, notiek bēru mielasts un sacīkstes.

Tad dienā, kad viņi nolēmuši līķi nest uz sārta, nomirušā mantu, kas palikusi pāri pēc mielasta un sacīkstēm, viņi sadala piecās, sešās, dažkārt vairāk daļās, atkarā no tā, cik mantu ir. Pēc tam lielāko mantu kaudzi novieto jūdzi no pilsētas, tad nākošo kaudzi, tad trešo, kamēr viss izlikts jūdzes attālumā. Pēdējā daļa ir vistuvāk pilsētai, kur guļ mirušais. Visi vīri, kam ir ātrākie zirgi, tad tiek sapulcināti piecas vai sešas jūdzes no mantām. Viņi tad aulekšo uz mantām, un tas, kam ir ātrākais zirgs, nonāk pie pirmās un lielākās daļas, un tā viens pēc otra, kamēr viss ir paņemts. Kas nonāk pie kaudzes, kura vistuvāk pilsētai, dabū pēdējo daļu. Tad visi ar mantām aizjāj prom, ko pēc tam tie var paturēt. Lūk iemesls, kādēļ ātri zirgi šai zemē ir neparasti dārgi. Kad mirušā manta tā ir izdalīta, viņi iznes līķi un sadedzina to ar viņa ieročiem un drēbēm. Ļoti bieži viņi patērē visu mirušā turību, kamēr līķis tiek glabāts...

Aistiem ir paraža līķus sadedzināt, un ja atrod vienu nesadegušu kaulu, tad jādod gandarījums. Aisti spēj mākslīgi radīt aukstumu, tādēļ viņi līķus var tik ilgi uzglabāt nesatrūdējušus, jo viņi tos sasaldē. Ja novietotu divas vātis ar alu vai ūdeni, aisti, ja vēlas, tās abas var sasaldēt, vienalga, vasarā vai ziemā.

Wulfstans Rese-underrättelse

Wulfstan sade, at han reste ifrån Hæthum, och at han på sju dagar och nätter hann til Truso; at hans skepp hela vägen var under segel och i full fart. Wenden var honom på styrbord; och på babord Langeland, Laaland, Falster och Skåne; och dessa länder höra til Dannemark. Sedan var oss Bornholm på babord; och det hade sin egen Konung. Derpå, näst efter Bornholm, hade vi på babord de länder, som heta Becinga eg och Meore och Öland och Gotland: och dessa länder höra til Sverige. Men Wenden var oss under hela vägen på styrbord, alt intil Weichselns mynning.

Weichseln är en ganska stor flod, och dertil stöter Witland och Wendernes land: Witland hör til Esterne; och Weichseln flyter ut ifrån Wendernes land, och faller in i Estsjön. Denna sjö (Estsjön) är åtminstone femton mil bred. Jämväl Ifing faller, ifrån öster, i Est-sjön. På stranden af denna sjö ligger Truso. Och inflyta tillika i Estsjön Ilfing i öster, ifrån Estland, och Weichseln i söder, ifrån Wendernes land; men sedan betager Weichseln Ilfing dess namn, och utflyter ifrån denna sjö, åt nordvest in i hafvet: hvarföre ock detta utlopp kallas Weichsel-minnet (Weichsel-mynningen).

Estland är ganska vidsträckt, och där äro ganska många städer, och öfver hvar stad är en Konung. Där finnes ganska mycket honing och fisk. Konungen och de rikaste män dricka Stod-mjölk, och de fattige och trälarne dricka mjöd. Och är ganska mycken split emellan dem. Öl brygges alledeles icke hos Esterne; men Mjöd hafva de nog.

Hos Esterne är den seden öflig, at när en man dött, lemnas liket obrändt inne hos sine slägtingar och vänner en månad, stundom två; och Konungar och andre förnäme män så mycket längre tid, som de ägt större förmögenhet (stundom et halft år), innan deras lik brännas: och ligga de emellertid ofvan jord, i sina hus. Under hela den tiden, som liket sålinda ligger inne, fortfares med drickande och hvarjehanda lekar, intil den dagen då det brännes.

Samma dag som de ärna bära den döde ut til bålet, dela de hans qvarlåtenskap, som öfrig är efter drickandet och lekandet, i fem eller sex (stundom i flera) lotter, alt efter egendomens betydlighet. Derpå fördela de dem åtminstone på en mils vidd, den förnämsta lotten längst från staden; derefter den andra, derefter den tredje, til dess alt är fördeladt på den ena milen: och skal den sämsta lotten vara närmast staden, hvarest den döde mannen ligger.

Sedan skola alla de män samlas, som hafva de snabbaste hästar där i landet, åtminstone på 5 eller 6 mil ifrån egendomen. Derpå ränna de alle dit där egendomen ligger. Och den som har den snällaste hästen, erhåller den främsta och förnämsta lotten; och så alla efter hvarandra, til dess alt är borttaget. Hvarefter den tager den sämsta delen, som i denna kapplöpning efter egendomen, lemnat sig närmast til staden; och derpå rida alla bort, hvar med sin lott, hvilken de hel och hållen få behålla: derföre äro snabbe hästar där i landet omåtteligen dyre. När all qvarlåtenskapen på detta sättet blifvit förskingrad, bär man den döda ut, och förbränner honom med hans vapen och kläder. Nästan all hans förmögenhet förstöra de genom likets långa förvarande inom hus, och genom det som på vägarna fördelas, hvilket de främmande täfla om och borttaga. Det är Esternas sed, at alle döde skola brännas; och om någon finner et obrändt ben, så utkräfves derföre en sträng hämnd.

Esterne besitta den förmågan at åstadkomma köld, och derföre ligga de döde hos dem så länge inne, utan at förruttna, i det de verka en sådan köld öfver dem. Och ehuru man ställer fram tvänne kärl fulla af öl eller vatten; så göra de, at bägge blifva med is öfverdragna, det må vara antingen sommar eller vinter.


  • Country in which the text is set
    Denmark, Baltic Sea, Prussia
  • Featured locations
    Hǣðum / Hæthum (Haithabu, Hedeby)
    Trūsō / Truso (Elbing, Elbląg)
  • Impact
    Around 890 AD. King Ælfred translated the History of the World by Orosius from Latin to Anglo-Saxon – or had it translated, according to his literary programme: to “turn into the tongue which we can all understand the books which are most necessary for all men to know” (J. Raith).
    He added two travelogues, the first one by the Norwegian seafarer Othere (Ottar) from his homeland in Hålogaland in Northern Norway along the Northern coast and the Kola Peninsula towards the mouth of the Northern Dvina River. A second travel took him to the Danish trading town and fortress Hæthum (Haithabu, Hedeby, close to Schleswig).
    Another travelogue recounts the voyage of a man named Wulfstan (Ulfstein) that led from Hæthum to Truso (close to Elbing, Elbląg) across the Baltic Sea.
  • Balticness
    These are the earliest travelogues mentioning the countries of Norway, Sweden and Denmark and describing self-experienced voyages to the White Sea and across the Baltic Sea with accurate sailing distance specifications. Their impact on our knowledge of these regions has been strong and well-spread through numerous translations mostly into English, but also into other languages since the end of the 18th century.
    As one of the editors, Joseph Bosworth wrote in his comment: "It is the king's own record of Europe in his time. It is not only interesting, as the composition of Alfred, but invaluable, as an historical document, being the only authentic record of the Germanic nations, written by a contemporary, so early as the ninth century." and Johann Reinhold Forster, the father of the travellor around the world, added to the Barrington edition an interesting map and called Ohthere’s and Wulfstan’s voyages to be “die besten Nachrichten des mittleren Alters vom Norden, und geben der Erdbeschreibung ein grosses Licht” (in his German edition from 1784).

                                                                                                    Klaus-Jürgen Liedtke

  • Bibliographic information
    The Old English text was published in 1678 together with a translation into Latin and short notes by John Spelman as an appendix to his Latin biography over King Ælfred.
    The text appears according to: James W. Bright (ed.), An Anglo-Saxon Reader. New York 1913
  • Translations
    Language Year Translator
    Danish 1815 Rasmus Rask
    Danish 1983 Niels Lund et. al.
    English 1773 Daines Barrington
    English 1807 James Ingram
    English 1853 Benjamin Thorpe
    English 1859 Joseph Bosworth
    German 1784 Johann Reinhold Forster
    German 1822 Friedrich Christoph Dahlmann
    Latvian 1955 E. Dunsdorfs
    Swedish 1800 Henrik Gabriel Porthan
  • Year of first publication
    1678
  • Place of first publication
    London
  • Link