Auðunar þáttr vestfirzka

  • Author
    Anonymous

Auðunar þáttr vestfirzka

I. KAPÍTULIPilgrimage to Rome © Royal Danish Library

MAÐR hét Auðunn, vestfirzkr at kyni ok félítill. Hann fór útan vestr þar í fjǫrðum með umbráði Þorsteins, búanda góðs, ok Þóris stýrimanns, er þar hafði þegit vist of vetrinn með Þorsteini. Auðunn var ok þar ok starfaði fyrir honum Þóri ok þá þessi laun at honum, útanferðina ok hans umsjá. Hann Auðunn lagði mestan hluta fjár þess, er var, fyr móður sína, áðr hann stigi á skip, ok var kveðit á þriggia vetra bjǫrg. Ok nú fara þeir út heðan, ok fersk þeim vel, ok var Auðunn of vetrinn eptir með Þóri stýrimanni; hann átti bú á Mœri. Ok um sumarit eptir fara þeir út til Grœnlands ok eru þar of vetrinn Þess er við getit, at Auðunn kaupir þar bjarndýri eitt, gersimi mikla, ok gaf þar fyrir alla eigu sína. Ok nú of sumarit eptir þá fara þeir aptr til Nóregs ok verða vel reiðfara; hefir Auðunn dýr sitt með sér ok ætlar nú at fara suðr til Danmerkr á fund Sveins konungs ok gefa honum dýrit. Ok er hann kom suðr í landit, þar sem konungr var fyrir, þá gengr hann upp af skipi ok leiðir eptir sér dýrit ok leigir sér herbergi. Haraldi konungi var sagt brátt, at þar var komit bjarndýri, gersimi mikil, ok á islenzkr maðr. Konungr sendir þegar menn eptir honum, ok er Auðunn kom fyrir konung, kveðr hann konung vel. Konungr tók vel kveðju hans ok spurði síðan: ,,Áttu gersimi mikla í bjarndýri?“ Hann svarar ok kvezk eiga dýrit eitthvert. Konungr mælti: ,,Villtu selja oss dýrit við slíku verði sem þú keyptir?“ Hann svarar: „Eigi vil ek þat, herra?“ ,,Villtu þá,“ segir konungr, ,,at ek gefa þér tvau verð slík, ok mun þat réttara, ef þú hefir þar við gefit alla þína eigu?“ „Eigi vil ek þat, herra,“ segir hann. Konungr mælti: „Villtu gefa mér þá?“ Hann svarar: „Eigi, herra.“ Konungr mælti: „Hvat villtu þá af gera?“ Hann svarar: „Fara,“ segir hann, ,,til Danmerkr ok gefa Sveini konungi.“ Haraldr konungr segir: „Hvárt er, at þú ert maðr svá óvitr, at þú hefir eigi heyrt ófrið þann, er í milli er landa þessa, eða ætlar þú giptu þína svá mikla, at þú munir þar komask með gersimar, er aðrir fá eigi komizk klaklaust, þó at nauðsyn eigi til?“ Auðunn svarar: „Herra, þat er á yðru valdi, en engu játu vér ǫðru en þessu, er vér hǫfum áðr ætlat.“ Þá mælti konungr: „Hví mun eigi þat til, at þú farir leið þína, sem þú vill, ok kom þá til mín, er þú ferr aptr, ok seg mér, hversu Sveinn konungr launar þér dýrit, ok kann þat vera, at þú sér gæfumaðr,“ „Því heit ek þér,“ sagði Auðunn.

Hann ferr nú síðan suðr með landi ok í Vík austr ok þá til Danmerkr; ok er þá uppi hverr penningr fjárins, ok verðr hann þá biðja matar bæði fyr sik ok fyr dýrit. Hann kømr á fund ármanns Sveins konungs, þess er Áki hét, ok bað hann vista nǫkkurra bæði fyr sik ok fyr dýrit, ― ,,ek ætla,“ segir hann, ,,at gefa Sveini konungi dýrit.“ Áki lézk selja mundu honum vistir, ef hann vildi. Auðunn kvezk ekki til hafa fyrir at gefa, ― „en ek vilda þó,“ segir hann, ,,at þetta kœmisk til leiðar, at ek mætta dýrit fœra konungi.“ „Ek mun fá þér vistir, sem it þurfuð til konungs fundar, en þar í móti vil ek eiga hálft dýrit, ok máttu á þat líta, at dýrit mun deyja fyrir þér, þars it þurfuð vistir miklar, en fé sé farit, ok er búit við, at þú hafir þá ekki dýrsins.“ Ok er hann lítr á þetta, sýnisk honum nǫkkut eptir sem ármaðrinn mælti fyrir honum, ok sættask þeir á þetta, at hann selr Áka hálft dýrit, ok skal konungr síðan meta allt saman. Skulu þeir fara báðir nú á fund konungs, ok svá gera þeir, fara nú báðir á fund konungs ok stóðu fyr borðinu. Konungr íhugaði, hverr þessi maðr myndi vera, er hann kenndi eigi, ok mælti síðan til Auðunar: „Hverr ertu?“ segir hann. Hann svarar: ,,Ek em íslenzkr maðr, herra,“ segir hann, „ok kominn nú útan af Grœnlandi ok nú af Nóregi, ok ætlaðak at fœra yðr bjarndýr þetta; keyptak þat með allri eigu minni, ok nú er þó á orðit mikit fyrir mér, ek á nú hálft eitt dýrit,“ ok segir konungi síðan, hversu farit hafði með þeim Áka, ármanni hans. Konungr mælti: ,,Er þat satt, Áki, er hann segir?“ ,,Satt er þat,“ segir hann. Konungr mælti: ,,Ok þótti þér þat til liggja, þar sem ek settak þik mikinn mann, at hepta þat eða tálma, er maðr gerðisk til at fœra mér gersimi ok gaf fyrir alla eign, ok sá þat Haraldr konungr at ráði at láta hann fara í friði, ok er hann várr óvinr? Hygg þú at þá, hvé sannligt þat var þinnar handar, ok þat væri makligt, at þú værir drepinn. En ek mun nú eigi þat gera, en braut skaltu fara þegar ór landinu ok koma aldrigi aptr síðan mér í augsýn. En þér, Auðunn, kann ek slíka þǫkk sem þú gefir mér allt dýrit, ok ver hér með mér.“ Þat þekkisk hann ok er með Sveini konungi um hríð.

 

II. KAPÍTULI

OK er liðu nǫkkurar stundir, þá mælti Auðunn við konung: „Braut fýsir mik nú, herra.“ Konungr svarar heldr seint: „Hvat villtu þá,“ segir hann, „ef þu vill eigi með oss vera?“ Hann segir: „Suðr vil ek ganga.“ „Ef þú vildir eigi svá gott ráð taka,“ segir konungr, „þá myndi mér fyr þykkja í, er þú fýsisk í brott.“ Og nú gaf konungr honum silfr mjǫk mikit, ok fór hann suðr síðan með Rúmferlum, ok skipaði konungr til um ferð hans, bað hann koma til sín, er hann kœmi aptr. Nú fór hann ferðar sinnar, unz hann kømr suðr í Rómaborg. Ok er hann hefir þar dvalizk, sem hann tíðir, þá ferr hann aptr; tekr þá sótt mikla, gerir hann þá ákafliga magran. Gengr þá upp allt féit, þat er konungr hafði gefit honum til ferðarinnar, tekr síðan upp stafkarls stíg ok biðr sér matar; hann er þá kollóttr ok heldr ósælligr. Hann kømr aptr i Danmǫrk at páskum, þangat sem konungr er þá staddr, en eigi þorði hann at láta sjá sik ok var í kirkjuskoti ok ætlaði þá til fundar við konung, er hann gengi til kirkju um kveldit. Ok nú er hann sá konunginn ok hirðina fagrliga búna, þá þorði hann eigi at láta sjá sik. Ok er konungr gekk til drykkju í hǫllina, þá mataðisk Auðunn úti, sem siðr er til Rúmferla, meðan þeir hafa eigi kastat staf ok skreppu. Ok nú of aptaninn, er konungr gekk til kveldsǫngs, ætlaði Auðunn at hitta hann, ok svá mikit sem honum þótti fyrr fyr, jók nú miklu á, er þeir váru drukknir hirðmenninir. Ok er þeir gengu inn aptr, þá þekkði konungr mann ok þóttisk finna, at eigi hafði frama til at ganga fram at hitta hann. Ok nú er hirðin gekk inn, þá veik konungr út ok mælti: „Gangi sá nú fram, er mik vill finna; mik grunar, at sá muni vera maðrinn.“ Þá gekk Auðunn fram ok fell til fóta konungi, ok varla kenndi konungr hann. Ok þegar er konungr veit, hverr hann er, tók konungr í hǫnd honum Auðuni ok bað hann vel kominn, ― ,,ok hefir þú mikit skipazk,“ segir hann, ,,síðan vit sámsk," ― leiðir hann eptir sér inn. Ok er hirðin sá hann, hlógu þeir at honum, en konungr sagði: „Eigi þurfu þér at honum at hlæja, því at betr hefir hann sét fyrir sinni sál heldr en ér.“ Þá lét konungr gera honum laug ok gaf honum síðan klæði, ok er hann nú með honum.

 

III. KAPÍTULI

ÞAT er nú sagt einhverju sinni of várit, at konungr býðr Auðuni at vera með sér álengðar ok kvezk mundu gera hann skutilsvein sinn ok leggja til hans góða virðing. Auðunn segir: „Guð þakki yðr, herra, sóma þann allan, er þér vilið til mín leggja, en hitt er mér í skapi, at fara út til Íslands.“ Konungr segir: „Þetta sýnisk mér undarliga kosit.“ Auðunn mælti: ,,Eigi má ek þat vita, herra,“ segir hann, „at ek hafa hér mikinn sóma með yðr, en móðir mín troði stafkarls stig út á Íslandi, því at nú er lokit bjǫrg þeiri, er ek lagða til, áðr ek fœra af Íslandi.“ Konungr svarar: ,,Vel er mælt,“ segir hann, „ok mannliga, ok muntu verða giptumaðr; sjá einn var svá hlutrinn, at mér myndi eigi mislíka, at þú fœrir í braut heðan, ok ver nú með mér, þar til er skip búask.“ Hann gerir svá. Einn dag, er á leið várit, gekk Sveinn konungr ofan á bryggjur, ok váru menn þá at at búa skip til ýmissa landa, í Austrveg eða Saxland, til Svíþjóðar eða Nóregs. Þá koma þeir Auðunn at einu skipi fǫgru, ok váru menn at at búa skipit. Þá spurði konungr: ,,Hversu lízk þér, Auðunn, á þetta skip?“ Hann svarar: ,,Vel, herra,“ Konungr mælti: „Þetta skip vil ek þér gefa ok launa bjarndýrit.“ Hann þakkaði gjǫfina eptir sinni kunnustu. Ok er leið stund ok skipit var albúit, þá mælti Sveinn konungr við Auðun; „Þó villtu nú á braut, þá mun ek nú ekki letja þik, en þat hefi ek spurt, at illt er til hafna fyrir landi yðru, ok eru víða ørœfi ok hætt skipum. Nú brýtr þú ok týnir skipinu ok fénu; lítt sér þat þá á, at þú hafir fundit Svein konung ok gefit honum gersimi.“ Síðan seldi konungr honum leðrhosu fulla af silfri, ― ,,ok ertu þá enn eigi félauss með ǫllu, þótt þú brjótir skipit, ef þú fær haldit þessu. Verða má svá enn,“ segir konungr, „at þú týnir þessu fé; lítt nýtr þú þá þess, er þú fannt Svein konung ok gaft honum gersimi.“ Síðan dró konungr hring af hendi sér ok gaf Auðuni ok mælti: „Þó at svá illa verði, at þú brjótir skipit ok týnir fénu, eigi ertu félauss, ef þú kømsk á land, því at margir menn hafa gull á sér í skipsbrotum, ok sér þá, at þú hefir fundit Svein konung, ef þú heldr hringinunn. En þat vil ek ráða þér,“ segir hann, „at þú gefir eigi hringinn, nema þú þykkisk eiga svá mikit gott at launa nokkurum gǫfgum manni, þá gef þeim hringinn, því at tígnum mǫnnum sómir at þiggja. Ok far nú heill.“

 

IV. KAPÍTULI

SÍÐAN lætr hann í haf ok kømr í Nóreg ok lætr flytja upp varnað sinn, ok þurfti nú meira við þat en fyrr, er hann var í Nóregi. Hann ferr nú síðan á fund Haralds konungs ok vill efna þat, er hann hét honum, áðr hann fór til Danmerkr, ok kveðr konung vel. Haraldr konungr tók vel kveðju hans, ― „ok sezk niðr,“ segir hann, „ok drekk hér med oss,“ ok svá gerir hann. Þá spurði Haraldr konungr: „Hverju launaði Sveinn konungr þér dýrit?“ Auðunn svarar: „Því, herra, at hann þá at mér.“ Konungr sagði: ,,Launat mynda ek þér því hafa. Hverju launaði hann enn?“ Auðunn svarar: „Gaf hann mér silfr til suðrgǫngu.“ Þá segir Haraldr konungr: ,,Mǫrgum manni gefr Sveinn konungr silfr til suðrgǫngu eða annarra hluta, þótt ekki fœri honum gersimar. Hvat er enn fleira?“ „Hann bauð mér,“ segir Auðunn, „at gerask skutilsveinn hans ok mikinn sóma til mín at leggja.“ „Vel var þat mælt,“ segir konungr, „ok launa myndi hann enn fleira.“ Auðunn segir: „Gaf hann mér knǫrr með farmi þeim, er hingat er bezt varit í Nóreg.“ „Þat var stórmannligt,“ segir konungr, „en launat mynda ek þér því hafa. Launaði hann því fleira?“ Auðunn segir: „Gaf hann mér leðrhosu fulla af silfri ok kvað mik þá eigi félausan, ef ek helda því, þó at skip mitt bryti við Ísland.“ Konungr segir: „Þat var ágætliga gǫrt, ok þat mynda ek ekki gǫrt hafa; lauss mynda ek þykkjask, ef ek gæfa þér skipit, Hvárt launaði hann fleira?“ „Svá var víst, herra,“ segir Auðunn, ,,at hann launaði; hann gaf mér hring þenna, er ek hefi á hendi, ok kvað svá mega at berask, at ek týnda fénu ǫllu, ok sagði mik þá eigi félausan, ef ek ætta hringinn, ok bað mik eigi lóga, nema ek ætta nǫkkurum tignum manni svá gott at launa, at ek vilda gefa. En nú hefi ek þann fundit, því at þú áttir kost at taka hvárttveggja frá mér, dýrit ok svá líf mitt, en þú lézt mik fara þangat í friði, sem aðrir náðu eigi.“ Konungr tók við giǫfinni með blíðu ok gaf Auðuni í móti góðar gjafar, áðr en þeir skilðisk. Auðunn varði fénu til Íslandsferðar ok fór út þegar um sumarit til Íslands ok þótti vera inn mesti gæfumaðr. Frá þessum manni, Auðuni, var kominn Þorsteinn Gyðuson.

Fortælling om Audun fra Vestfjordene
Translated by C. C. Rafn

 

Kapitel 1

Audun hed en Islænder, som havde sin Slægt i Vestfjordene, en fattig Mand, men velopdragen; han rejste en Sommer udenlands fra Vestfjordene af med en norsk Mand, som hed Thorer; før Audun rejste bort, gav han det meste Gods, han ejede til sin Moder, men det var ikke mere end hvad hun kunde have sin Underholdning af i to Aar; derpaa gave de sig paa Søen, fik god Bør, og ankom til Norge. Audun var hos Thorer om Vinteren: Sommeren efter rejste han med Thorer ud til Grønland, og de vare der den Næste Vinter; der Kjøbte Audun en vel afrettet Bjørn, som han gav alt det for, han ejede og havde; dette Dyr var et i sit Slags kostbart Stykke. Næste Sommer vendte de tilbage til Norge, og havde en lykkelig Rejse. Skibsejeren Thorer drog da til sin Gaard, men Audun fik sig en anden Lejlighed øster til Vigen, og havde sit Dyr med sig; men da han kom til Oslo, gik han i Land med sit Dyr, og søgte at finde et Herberge, medens han opholdt sig der; da han siden agtede sig ned til Danmark for at forære Kong Svend Dyret; men den Gang var det paa det højeste med Uroligheden og Krigen imellem Kong Harald og Svend. Kong Harald var der i Byen, og det blev snart fortalt ham, at der var ankommen en Islænder fra Grønland med en ganske tam Bjørn; Kongen sendte strax Bud efter Audun; denne kom for Kongen, og hilste ham; Kongen tog vel imod hans Hilsen, og sagde: „Er det dig, som ejer den Bjørn, som er en saadan Kostbarhed?” han sagde Ja. Kongen sagde: “Vil du sælge mig Dyret for det samme, du selv har givet for det?” “Det vil jeg ikke, Herre!” sagde Audun. “Vil du,” sagde Kongen, “at jeg skal give dig dets dobbelte Værd derfor, og dette er i sig selv billigere, hvis du har kjøbt det for hele din Ejendom? “Det vil jeg ikke, Herre!” sagde han. “Vil du da forære mig det?” sagde Kongen. “Det vil jeg heller ikke,” svarede Islænderen. Kongen vedblev: “Hvad vil du da gjøre med det?” Audun svarede: “Det som jeg før har betænkt, jeg vil rejse ned til Danmark, og forære Kong Svend det.” Kong Harald sagde: „Hvilket er nu Tilfældet, er du saa ukyndig en Mand, at du ikke har hørt tale om den Ufred, som er her imellem Rigerne, eller tiltroer du dig selv saa stor Lykke, at du mener at kunne bringe Kong Svend denne Kostbarhed, da dog andre, som have nødvendige Ærender, ikke kunne komme vel fra en saadan Rejse?” Audun svarede: “Det maa nu beroe paa eder, Herre! men hvad mig angaaer, da samtykker jeg ikke i andet, end det jeg nu har sagt og forhen besluttet.” Da sagde Kongen: “Hvorfor skulde du ikke Have Lov til at rejse hvorhen du lyster, men dog paa det Vilkaar, at du kommer til mig, naar du rejser tilbage, og siger mig, hvorledes Kong Svend betaler dig for Dyret; kanskee du er en Lykkens Mand.” “Det vil jeg love eder,” sagde Audun. Han drog da bort, og fik sig Skibslejlighed til Danmark; men da han kom der, vare alle hans rede Penge saaledes gaaet med, saa han maatte bede om Føde baade til sig selv og til Dyret. Han kom da til een af Kong Svends Fogeder, som hed Aage; Audun bad ham give sig Levnetsmidler, saa at han kunde føde sig selv og Dyret, som han havde i Sinde at forære Kong Svend. Aage sagde: “Jeg vil sælge dig Levnetsmidler, hvis du vil.” “Jeg har nu ikke noget at betale dem med” sagde Audun, “men jeg vilde dog gjerne see om jeg kunde bringe Kongen Dyret, thi det er Skade, om saa kostbart et Stykke skulde ødelægges for mig.” Aage sagde: “Du behøver endnu mange Levnetsmidler, førend du kommer til Kongen; jeg vil gjøre dig det Forslag, at jeg vil føde eder begge saa længe, men saa vil jeg ogsaa have Halvpart i Dyret! du maa tage i Betænkning, at du mister det ganske, hvis det sulter ihjel for dig.” Audun fandt rigtig nok, dette var en haard Betingelse, men saae ikke nogen anden Udvej for sig i sine nærværende Omstændigheder; de bleve da enige om, at han solgte Aage Halvdelen af Dyret paa det Vilkaar, at de da begge strax skulde rejse hen til Kongen, og lade denne vurdere de Levnetsmidler, som Aage gav ham, og Dyret, og Aage skulde da betale Audun saa meget, som Værdien kunde være, hvis Kongen fandt, at Dyrets halve Priis var mere end Levnetsmidlerne. De rejste begge sammen, indtil de kom til Kong Svend; han modtog Fogeden Aage vel, men spurgte den anden, som rejste med ham, hvad han var for en Mand, da han ikke kjendte ham. Audun, svarede: “Jeg er en Islænder, sidst kommen fra Norge, men før den Tid ude fra Grønland; det var mit Ærende herhid, at forære eder denne Bjørn, som jeg kjøbte der paa Grønland for hele min Ejendom; men nu er det kommet saaledes tilagters med mig, at jeg ikke ejer mere, end det halve Dyr;” han fortalte derpaa Kongen omstændelig, alt hvad der var forefaldet imellem ham og Aage. Kongen sagde: “Er det sandt, Aage! hvad han fortæller?” “Ja det er,” sagde Aage. Kongen vedblev: “Og syntes du da, at det skikkede sig, at du, som jeg havde sat over min Ejendom og givet et stort Leen, skulde standse og forhindre en fremmed og mig ubekjendt Mand, som havde besluttet at bringe mig en sjelden Kostbarhed, og derpaa anvendt hele sin Ejendom, da dog vore største Fjender fandt for godt, at lade ham fare i Fred? Betænk dog, hvor ubilligt det var af dig, at handle saa, og der maa i Sandhed være en mærkelig forskjel paa dig og Kong Harald, som gav ham Lov til at rejse. Nu vilde det ikke være mere end billigt, at du mistede ikke allene alle dine Besiddelser, men Livet med; men skjønt jeg for denne Gang ikke lader dig dræbe, saa skal du ikke desmindre paa Øjeblikket uden noget af dit Gods forlade mit Rige, og aldrig mere komme for mine Øjne; men jeg betragter det, Islænder! som om du har givet mig hele Dyret,” sagde Kongen, “og det saa meget mere, som de Levnetsmidler, Aage solgte dig, skulde han have givet dig, og bliv nu her hos mig.” Audun takkede Kongen for sine Ord og sit Tilbud, og blev der i nogen Tid, men Aage drog bedrøvet bort, og mistede et stort Gode, fordi han attraaede det, der ikke tilhørte ham.

 

Kapitel 2

Audun havde kun været i kort Tid hos Kong Svend, førend han yttrede sin Lyst til at rejse bort. Kongen svarede ham noget misfornøjet: “Hvad har du da i Sinde, naar du ikke vil blive hos os?” “Jeg vil gjøre en Pilegrimsgang til Rom,” sagde han. Kongen svarede: “Naar det ikke var et saa godt Forsæt, du havde, saa vilde det have mishaget mig meget, at du ønskede at komme bort herfra, men nu skal jeg paa ingen Maade hindre dig heri;” derpaa gav Kongen ham meget Sølv, og sørgede for at indrette hans Rejse, skaffede ham i Selskab med andre Pilegrimme, og bad ham besøge sig, naar han kom tilbage. Audun gjorde nu en Rommerrejse, men paa Tilbagevejen faldt han i en svær Sygdom, og maatte længe holde Sengen; alle de Penge, som Kong Svend havde givet ham, gik da med, og hans Rejsekamerader forlode ham. Han kom igjen op fra Sygelejet, og var bleven meget mager og kraftesløs, og havde ingen Penge til at skaffe sig Føde for; han maatte da gribe til Betlerstaven, og tigge sig frem, og kom saaledes til Danmark ved Paasketider, til det Sted, hvor Kong Svend da var. Audun var da skaldet og pjaltet, og en Usling i alle Henseender, og torde ikke lade sig see, hvor der vare mange Mennesker samlede; han stod i en Krog i Kirken Løverdagen før Paaske, og tænkte bedst at kunne træffe Kongen, naar han gik til Aftensang; men da han saae Kongen og hans Hird saa prægtig klædt, saa skammede han sig ved at komme dem for Øjne. Men da Kongen var gaaet til Bords, gik Audun hen og fik Mad udenfor Hallen, som pilegrimmene havde for Skik, saalænge de endnu ikke havde kastet Pose og Stav; han tænkte nu at kunne træffe Kongen, naar han gik til Nattesang (1), men saa sky som han havde været om Dagen, saa torde han nu langt mindre lade Kongen see sig, da de vare drukne; han løb da tværs over Vejen for at skjule sig; Kongen syntes, at han saae et Glimt af en Mand. Da Kongen nu gik fra Kirken, og hele Hirden var kommen ind i Herberget, da vendte Kongen tilbage, og sagde lydelig, da han var kommen udenfor: “Er her nogen her i Nærheden, som jeg formoder, der vil tale med mig, og undseer sig, saa komme han nu frem, og lade sig see!” Da gik Audun frem, og faldt Kongen til Fode; Kongen havde ondt ved at kjende ham, rakte ham Haanden, og bød Audun velkommen: “du har gaaet meget igjennem,” sagde han, “siden vi saaes sidst, saa at jeg neppe kunde kjende dig igjen;” Kongen førte ham strax ind i Herberget, men Hirdmændene loe af ham, da de saae ham. Kongen sagde til dem: “I behøve ikke at lee af ham, hvor usselt hans Udseende end forekommer eder; han har sørget bedre for sin Salighed end I, og derfor vil han i Guds Øjne findes fager og tækkelig.” Kongen lod strax lave Bad for ham, og opvartede ham selv, gav ham derpaa gode Klæder, og sørgede for ham paa det bedste; han kom snart igjen til Kræfter, da han var en ung Mand; han forblev der nogen Tid. Audun vidste vel at tee sig i stort Selskab, han var en omgjængelig Mand, som vogtede vel sine Ord og talte kun lidet; alle kunde godt lide ham; Kong Svend viste ham ogsaa særdeles Yndest.

 

Kapitel 3

Det var en Gang henad Vaaren at de talte med Hinanden, og Kongen sagde: “Det er sandt, Audun! jeg har endnu ikke talt med dig om, hvad du synes du kunde være tjent med, at jeg skulde give dig for Dyret; det skal staae dig frit for, at blive længe hos mig, og jeg vil gjøre dig til min Skutelsvend (2), og derhos hædre dig paa andre Maader.” Audun svarede: “Gud lønne eder, Herre, for eders kostelige Tilbud og al den Hæder, I viser mig, men min Hu staaer til, at rejse ud til Island.” Kongen sagde: “Det synes mig et underligt Indfald.” Audun svarede: “Jeg kan ikke tænke paa, Herre! at jeg skulde sidde her hos eder i Hæder og Overflødighed, men min Moder imidlertid maa gaae om at tigge ude paa Island; thi nu er den Tid udløben, som jeg gav hende Forskud til, førend jeg rejste udenlands.” Kongen sagde: “Du taler dette som en brav og god Mand, og Lykken vil være med dig; dette var det eneste Tilfælde, at jeg ikke skulde blive misfornøjet, naar du forlangte at forlade mig; bliv nu hos mig, indtil Skibene løbe ud;” han gjorde saa. En Dag, da det var kommet langt ud paa Vaaren, gik Kong Svend ned til Bryggerne, hvor man da gjorde Skibene sejlfærdige til forskjellige Lande, til Østerleden eller Saxland, Sverrig og Norge; da kom han med Audun hen til et fagert Skib, som der vare Folk paa, der gjorde det i Stand, det var en skikkelig stor Knør. Kongen sagde: “Hvorledes synes dig om dette Skib?” Ham syntes godt om det. Kongen sagde: “Jeg vil nu give dig Gjengjæld for Bjørnen og forære dig dette Skib med en saadan Ladning, som jeg veed vil være velkommen paa Island.” Audun takkede Kongen for denne Gave saa godt han kunde; men da Tiden kom, og Skibet var ganske færdigt, gik de atter ned til Stranden, Kong Svend og Audun! da sagde Kongen: “Eftersom du vil forlade mig, Islænder! saa vil jeg nu ikke holde dig tilbage, men jeg har ladet mig sige, at det er vanskeligt at komme til Havn i eders Land, der ere store nøgne Klipper og farligt for Skibe; hvis nu Lykken er dig imod, saa maaskee du lider Skibbrud og sætter Ladningen til, og lidet er det da kjendt, at du har besøgt Kong Svend, og givet ham en Kostbarhed.” Kongen rakte ham derpaa en Skindpose, fuld af Sølv, og sagde: “Du vil dog ikke være ganske fattig, om du end sætter Skibet til, hvis du frelser dette. Det kan ogsaa hænde sig,” vedblev Kongen, “at du ogsaa sætter dette Gods til, hvad Godt har du da af, at du gav Kong Svend din Kostbarhed?” Kongen drog derpaa en Ring af sin Haand, og gav Audun den, det var et meget kostbart Stykke; Kongen sagde: “Om det end gaaer dig saa ilde, at du sætter Skibet til, og mister alt dit andet Gods, saa er du dog ikke fattig, hvis du kommer paa Land med Ringen, thi det er sædvanlig Skik, at man bærer alt sit Guld paa sig, naar man er udsat for Skibbrud, og man vil endda kunne see, at du har, besøgt Svend Ulfsøn, hvis du beholder Ringen, om du end mister det andet Gods; men en Ting vil være mig kjær, at du ikke vil skille dig ved denne Ring, thi jeg seer gjerne, at du altid bruger den, med mindre du tykkes at være nogen anseelig Mand saa meget skyldig, at du finder dig forpligtet til at give ham denne Kostbarhed, da giv ham Ringen, thi hæderlige Mænd bør den at eje, og far nu vel!” sagde Kongen.

 

Kapitel 4

Derpaa sejlede Audun bort, og kom til Norge, og saasnart han der fik at vide, hvor Kong Harald var, begav han sig efter Løfte til denne; han kom for Kong Harald, og hilste ham; Kongen tog vel imod hans Hilsen; “Sæt dig her og drik med os!” sagde Kongen. Audun gjorde saa. Da spurgte Kong Harald: “Hvilken Belønning gav Kong Svend dig for Dyret?” “Den, Herre!” sagde Audun, “at han tog imod min Foræring.” “Den samme vilde jeg have givet dig,” sagde Kongen; “hvad gav han dig mere?” Audun svarede: “Han gav mig Sølv til en Rommerrejse.” Kongen svarede: “Mangen Mand giver Kong Svend Sølv til Rommerrejse eller anden Fornødenhed, skjønt de ingen Kostbarheder bringe ham; hvad da mere?” “Han tilbød mig,” sagde Audun, “at gjøre mig til sin Skutelsvend, og at vise mig megen anden Hæder der hos sig.” “Dette var et passende Tilbud, sagde Kongen, “men han maatte dog give dig en anden Belønning.” Audun sagde: “Han gav mig en stor Knør med en fortrinlig Ladning.” “Det var en højmodig Gave,” sagde Kongen, men paa samme Maade vilde jeg ogsaa have lønnet dig, eller gav han dig endnu mere?” Audun svarede: “Han gav mig endnu en Læderpose fuld af Sølv, og sagde, jeg vilde ikke være pengeløs, hvis jeg bevarede den, om jeg end skulde lide Skibbrud ved Island.” Kongen svarede: “Det var en berømmelig Betænksomhed, og det vilde jeg ikke have gjort, jeg vilde ikke ansee mig for at skylde dig noget, naar jeg gav dig Skibet med Ladningen; eller gav han dig maaskee endnu mere?” “Ja, Herre!” sagde Audun, “han gav mig denne Ring, som jeg har her paa Haanden, og sagde, det var muligt, at jeg tilsatte baade Skib og Gods, men da vilde jeg dog ikke være pengeløs, hvis jeg ejede Ringen; han bad mig ikke at afhænde Ringen til nogen, med mindre jeg troede, at være en eller anden højanseelig Mand saa meget skyldig, at jeg vilde give ham den; men nu har jeg fundet denne Mand, thi det stod i eders Magt, Herre! at berøve mig mit Dyr og selve Livet, men I lod mig fare i Fred didhen, hvor ingen anden kunde komme.” Kongen tog venlig imod hans Gave, og gav Audun andre gode Foræringer isteden, førend de skiltes. Audun rejste endnu den samme Sommer ud til Island, og holdtes for at være en Lykkens Mand. Fra denne Audun nedstammede Thorsteen Gydasøn.

 

Noter:
1. Vesper.
2. Mundskænk eller et Slags omvartende Kammerjunker.

Der Eisbär-Audun
Translated by Felix NiednerPilgrimage to Rome © Royal Danish Library

 

Audun hieß ein Isländer. Er stammte aus den Westfjorden und war kein wohlhabender Mann. Eines Sommers fuhr er aus den Westfjorden mit dem Norweger Thorir nach Norwegen. Er tat es auf den Rat des Thorstein, eines tüchtigen Bauern, auf dessen Hofe Thorir überwintert hatte. Audun war auch dort und hatte sich dem Thorir nützlich gemacht. Als Lohn bekam er freie Überfahrt und Verpflegung. Als Audun abfuhr, hatte er den größten Teil seiner Habe für seine Mutter angelegt, und diese war für drei Jahre versorgt. Sie fuhren nun ab, hatten eine gute Fahrt und kamen nach Norwegen. Audun wohnte den Winter über bei dem Schiffseigentümer Thorir. Der hatte einen Hof in Möre. Und im Sommer darauf fuhren beide nach Grönland und blieben dort einen weiteren Winter. Es heißt, daß Audun dort einen wohlgezähmten Eisbären kaufte. Dafür gab er seine ganze Habe hin. Das Tier war aber in seiner ganzen Art eine große Kostbarkeit.

Im nächsten Sommer fuhren sie wieder nach Norwegen zurück und hatten eine gute Fahrt. Der Schiffseigentümer Thorir ging wieder auf seinen Hof, Audun aber in den Osten nach der Bucht. Er hatte seinen Bären bei sich. Und als er nach Oslo kam, ging er mit seinem Bären an Land und suchte sich Herberge, während er dort weilte. Er dachte dann weiter in den Süden nach Dänemark zu fahren, um König Svend den Bären zu schenken. Damals war aber die Feindschaft zwischen den Königen Harald und Svend aufs höchste gestiegen.

König Harald war damals in Oslo. Da meldete man ihm gleich, ein Isländer aus Grönland sei eingetroffen mit einem klugen gezähmten Bären. Der König sandte sofort nach Audun. Der kam vor den König und grüßte ihn ehrerbietig. Der König nahm seinen Gruß freundlich auf und sagte: »Du bist’s, der den Bären besitzt, der eine so große Kostbarkeit darstellt?« Audun sagte, so wäre es. Der König frug: »Willst du mir das Tier verkaufen zu gleichem Preise, wie du ihn erstandest?« »Das möchte ich nicht«, sagte Audun. »Willst du«, sagte der König darauf, »daß ich dir den doppelten Preis zahle. Es wäre wohl so auch richtiger, da du ja deine ganze Habe für ihn hingabst?« »Auch das will ich nicht«, sagte jener. »Willst du ihn mir schenken?« frug der König. »Nein, auch das nicht«, versetzte der Isländer. »Was willst du denn mit ihm machen?« frug der König. Audun erwi­derte: »Das, was ich von Anfang an mit ihm vorhatte. Ich will in den Süden nach Dänemark und ihn König Svend schenken.«

König Harald sagte: »Was soll ich nun von dir denken? Bist du ein solcher Tor, daß du gar nichts weißt von dem Unfrieden, der zwischen unsern beiden Ländern herrscht, oder schlägst du dein Glück so hoch an, daß du hoffst dem König Kost­barkeiten bringen zu können, wo andere Leute nicht unbeschädigt durchkommen, die es ganz anders nötig hätten?« Audun erwiderte »Herr, das steht ja nun in eurer Macht. Ich aber muß bei dem bleiben, was ich erst sagte und längst bei mir beschloß.« Da sagte der König: »Warum soll ich dich hindern, daß du tust, was dir behagt? Aber das bedinge ich mir aus: du sollst auf der Rückfahrt bei mir vorsprechen und mir mitteilen, wie König Svend dir das Tier lohnte. Möglicher­weise bist du ein Glückskerl.« »Das gelobe ich Euch«, sagte Audun.

Audun brach nun auf und fuhr nach Dänemark. Als er aber dorthin kam, da war der letzte Zehrpfennig alle, und er mußte um Brot betteln für sich und das Tier. Da kam er zu einem Vogt König Svends, der Aki hieß. Audun bat um Zehrung für sich und das Tier, das er dem König Svend schenken wolle. Aki erwi­derte: »Ich will dir Zehrung geben, wenn du es wünscht.« »Ich kann dir nichts dafür zahlen,« sagte Audun, »aber ich möchte doch gern so weit kommen, daß ich dem Könige den Bären schenken kann. Es wäre doch ein Jammer, wenn ein so kostbares Tier mir stürbe.« Aki sagte: »Ihr braucht noch viel Zehrung, bis ihr zum Könige kommt. Ich schlage dir vor: ich werde dir soviel mitgeben, daß die Zeh­rung für euch beide bis dort reicht. Zum Entgelt aber will ich die Hälfte des Bären haben. Bedenke, das Tier müßte ja sterben, da ihr reichliche Zehrung braucht, wo dein Geld doch zu Ende ist. Es käme so weit, daß du nichts mehr von dem Bären hättest, stürbe er dir dahin.«

Audun dünkte das eine schlimme Bedingung. Er sah aber keinen anderen Ausweg, wie es nun einmal gekommen war. So wurden sie eins miteinander, daß Audun dem Aki den Bären zur Hälfte verkaufte, doch mit dem Beding, daß sie beide zum König gingen und dieser dann das Ganze nach seinem Wert abschätzte: die Zehrung, die Aki ihm gäbe, und den Bären. Aki aber wollte dem Audun den Rest zahlen, falls der König die Hälfte des Bären höher werte.

Beide brachen nun zusammen auf, bis sie zu König Svend kamen, und sie stan­den nun vor dem Tische des Königs. Der König empfing seinen Vogt Aki freund­lich, und er überlegte, wer wohl der andere Mann sein möchte, den er gar nicht kannte. Er fragte nun Audun: »Wer bist du?« Der antwortete: »Ich bin ein Islän­der, Herr, und kam von Grönland und eben aus Norwegen. Ich gedachte Euch diesen Bären hier zu schenken. Ich gab dafür in Grönland meine ganze Habe hin. Doch ist es mir schlimm dabei ergangen. Denn ich besitze jetzt nur noch die Hälfte des Bären.« Und er erzählte dann dem Könige, was zwischen ihm und dessen Vogt vorgefallen war.

Der König frug Aki: »Ist es wahr, Aki, was der Mann hier sagt?« »Ja«, sagte Aki. Der König sagte: »Und dich, den ich zu einem großen Manne machte und dem ich ein stattliches Lehen lieh, dünkte es schicklich, einen Ausländer und mir völlig Fremden, der mir, dem Könige, ein kostbares Geschenk machen wollte, für das er seine ganze Habe geopfert hatte – einen solchen Mann darin zu hemmen und zu hindern, während es doch selbst meine größten Feinde, die Norweger, für ratsam hielten ihn in Frieden ziehen zu lassen? Bedachtest du nicht, wie unziem­lich eine solche Tat von deiner Seite war? Wahrhaftig, welch ein gewaltiger Unter­schied ist zwischen dir und König Harald, der diesem Manne seinen Frieden gab! Richtig wäre es, daß du nicht allein alle deine Habe, sondern auch dein Leben ver­lörest. Aber für diesmal sollst du nicht erschlagen werden. Doch fort sogleich aus meinem Lande! Komm mir nicht wieder vor die Augen. Dir aber, Isländer, danke ich, als hättest du mir den ganzen Bären geschenkt. Bleibe fortan bei mir.« Audun dankte dem Könige und blieb dort eine Zeitlang.

Er hatte aber nicht lange am Hofe des Königs geweilt, da sagte er zu diesem: »Ich möchte nun wieder fort, Herr.« Der König erwiderte zögernd: »Was hast du denn im Sinn, daß du nicht länger bei uns bleiben willst?« Er sagte: »In den Süden möchte ich ziehen, Herr, gen Rom.« »Wäre dein Vorhaben nicht so gut«, sagte der König, »dann würde ich es sehr übelnehmen, daß du schon wieder fortwillst, aber so werde ich dich in keiner Weise hindern.« Und damit gab ihm der König eine Menge Silbers und stattete ihn auch sonst für die Fahrt aus. Er brachte ihn in die Gesellschaft anderer Rompilger und bat ihn, ja auf der Rückkehr ihn wieder zu besuchen.

Audun trat nun seine Fahrt an, und er kam nach Rom. Nachdem er dort nach Bedürfnis geweilt hatte, kehrte er zurück. Unterwegs aber ward er schwer krank und ganz hinfällig. All das Geld ging drauf, das der König ihm für die Fahrt mitge­geben hatte. Dann genas er von der Krankheit. Er mußte aber nun zum Bettel­stab greifen und um Brot betteln. Audun war kurzgeschoren und sah jämmerlich aus.

Zu Ostern kam er nach Dänemark und gerade dorthin, wo der König Hof hielt. Er wagte es nicht, sich in der Menge sehen zu lassen. Er saß – es war am Sonnabend vor Ostern – in einem Winkel vor der Kirche und hoffte den König ansprechen zu können, wenn dieser zur Mittagsmesse ging. Da er aber jenen mit seinem prächtigen Gefolge kommen sah, wagte er sich nicht vor. Als der König zu Tisch gegangen war, da saß Audun draußen vor der Wand der Königshalle, wie es die Pilger taten, ehe sie Stab und Ranzen abgelegt hatten. Später aber, als der König zur Abendmesse kam, gedachte Audun sich ihm zu nähern. Aber war schon am Tage seine Scheu groß gewesen, so wagte er es jetzt noch viel weniger, sich vor dem Könige sehen zu lassen, weil dessen Gefolgsleute angetrunken waren. Er lief da fort, quer über den Weg, um sich zu verbergen. Der König glaubte einen Mann vorüberhuschen zu sehen, und ihm kam es vor, als hätte dieser es nicht gewagt, ihn anzusprechen. Als nun der König aus der Kirche kam und das ganze Gefolge wieder in die Halle ging, wo alle ihre Plätze einnehmen sollten, da wandte sich der König noch einmal rückwärts und sagte vor der Tür mit lauter Stimme: »Ist noch jemand draußen, der mich sprechen möchte, wie ich vermute, so komme er herein.«

Da trat Audun vor den König hin, und er fiel ihm zu Füßen. Der König erkannte ihn erst allmählich. Und als er wußte, wer es war, gab er Audun die Hand und hieß ihn willkommen. »Du hast dich sehr verändert«, sagte er, »seit wir zuletzt zusammen waren. Ich hätte dich kaum wiedererkannt.« Der König führte ihn in die Halle, aber die Hofleute lachten, als sie ihn sahen. Der König sprach zu ihnen: »Lacht nicht über ihn, so unselig wie er ausschaut. Denn er sorgte weit besser für sein Seelenheil denn ihr.« Der König ließ ihm nun ein Bad bereiten und ihm gute Kleider reichen. Fortan blieb nun Audun wiederum beim Könige.

Eines Tages im Frühjahr forderte der König Audun auf, dauernd bei ihm zu bleiben. Er versprach ihm, ihn zu seinem Truchseß zu machen und ihn in jeder Weise zu ehren. Audun sagte: »Gott lohne Euch, Herr, alle Ehrung, die Ihr mir erweisen wollt, aber mein Sinn steht darauf, nach Island zurückzufahren.« Der König sagte: »Das scheint mir ein seltsamer Entschluß.« Audun sprach: »Ich komme nicht darüber hinweg, Herr, daß ich hier in vollem Glück und Ehren sitzen soll, während meine Mutter auf Island vielleicht am Bettelstabe geht, denn der Unterhalt, den ich ihr auf Island aussetzte, ehe ich ins Ausland fuhr, geht wahrscheinlich zu Ende.« Der König sagte: «Das war ein gutes und anständiges Wort. Du wirst noch mal ein Glücksmann werden. Nur ein solcher Grund läßt mich das Mißbehagen verwinden, daß du wieder von hier fortfahren willst. Bleibe nun noch an meinem Hof bis die Schiffe auslaufen.« Und das tat Audun.

Eines Tages gegen Frühjahrsende ging König Svend hinab zur Schiffsbrücke. Dort rüstete man Schiffe zur Abfahrt nach den verschiedenen Ländern, nach Ruß­land oder nach Deutschland, nach Schweden oder nach Norwegen. Da kamen der König und Audun zu einem schönen Schiffe, das die Leute gerade zur Fahrt rüste­ten. Der König frug: «Wie gefällt dir dies Schiff, Audun?« Er sagte: »Gut, Herr.« Der König sagte: »Ich will dir den Bären lohnen und dir das Schiff schenken.« Audun dankte dem Könige für dieses Geschenk aus vollem Herzen.

Als nun eine Zeit verstrichen und das Schiff fahrtbereit war, sagte der König: »Da du nun fort willst von hier, Isländer, so will ich dich nicht länger halten. Doch ich habe gehört, daß es übel ist an eurer Insel zu landen. Weite Strecken sind hafenlos und für die Schiffe gefährlich. Du erleidest vielleicht Schiffbruch und ver­lierst Schiff und Habe. Wenig hattest du dann davon, daß du König Svend besuch­test und ihm ein so kostbares Geschenk machtest.« Darauf gab ihm der König einen Lederstrumpf, ganz mit Silber angefüllt, und sagte: »Du wirst so nicht völlig mittellos sein, wenn du nur dies hier bergen kannst. Es kann aber auch kommen,« fuhr der König fort, »daß du auch dieses Geld noch einbüßt. Was nutzte es dir dann, daß du König Svend aufsuchtest, und ihm jene Kostbarkeit gabst?«

Dabei zog der König einen Goldring von seiner Hand und gab ihn Audun. Er sagte: »Kommt es auch so schlimm, daß du beim Schiffbruch deine ganze Habe verlierst, dann bist du doch nicht aller Mittel bar, wenn du mit dem Ringe an Land kommst. Die Männer haben ja wohl, wenn sie in Schiffbruch geraten, ihr Gold am Leibe. Und du weißt dann, daß du Svend, Ulfs Sohn, besuchtest, wenn du den Ring an dir hast. Eins möchte ich dir aber noch ans Herz legen,« schloß der König, »gib diesen Ring nicht leichtsinnig fort. Nur wenn du einem edlen Mann soviel zu danken hast, daß er dich dessen wert dünkt dies Kleinod von dir zu erhal­ten – dann gib ihm den Ring. Denn nur sehr vornehme Leute sind wert ihn zu besitzen. Und nun leb wohl«, sagte der König.

Darauf stach Audun in See und kam nach Norwegen. Er ließ nun seine Waren ausladen, und dazu bedurfte es längere Zeit denn früher bei seinem Aufenthalte dort. Er suchte sofort König Harald auf, denn er wollte sein Versprechen erfüllen, das er ihm vor seiner Abreise nach Dänemark gegeben hatte. Audun trat vor den König und grüßte ihn ehrerbietig.

König Harald nahm seinen Gruß freundlich auf. »Sitz’ nieder,« sprach er, »trink mit uns.« Audun tat es. Da frug der König Harald: »Wie lohnte dir König Svend den Bären?« »Damit, Herr,« sagte Audun, »daß er ihn von mir annahm.«

»Den Lohn hätte ich dir auch gegeben,« sagte der König, »wie lohnte er ihn weiter?« Audun sagte: »Er gab mir Geld zur Romfahrt.« Da sagte König Harald: »Vielen Männern gibt König Svend Geld zur Romfahrt oder zu andern Dingen, ohne daß man ihm Kostbarkeiten bringt. Was noch weiter?« »Er bot mir an,« sagte Audun, »mich zu seinem Truchseß zu machen und mir hohe Ehren zu erwei­sen.« »Das waren gute Worte,« sagte der König, »er hatte aber doch wohl noch mehr zu lohnen?« Audun sagte: »Er gab mir ein großes Lastschiff mit der besten Fracht, die man sich für Norwegen denken kann.« »Großartig,« sagte der König, »aber auch diesen Lohn hätte ich dir gegeben. Welchen weiteren Lohn gab er dir?« Audun erwiderte: »Er gab mir einen ganzen Lederstrumpf voll Silber und sagte, ich sei nicht mittellos, wenn ich ihn hätte, auch wenn ich Schiffbruch litte an Islands Küste.« Der König sagte: »Das war sehr rühmlich gehandelt. Doch das hätte ich nicht getan. Ich hätte geglaubt, wir wären quitt, wenn ich dir ein Schiff gab. Gab er dir etwa noch mehr?« »Gewiß tat er das,« sagte Audun, »er gab mir diesen Ring hier an meinem Finger und fügte hinzu: es könne ja kommen, daß ich mein Schiff mit aller Habe verlöre. >Dann<, sagte er, >bist du doch nicht ganz mit­tellos, wenn du noch den Ring hast.< Er warnte mich aber den Ring leichtsinnig fortzugeben. Nur dann dürfe ich es tun, wenn ich einem angesehenen Manne so Gutes zu lohnen hätte, daß ich ihm diesen zu schenken wünschte. Jetzt aber«, schloß Audun, »habe ich den Mann hier getroffen. Denn in deiner Macht, Herr, stand es mir beides zu nehmen, den Bären wie mein Leben. Aber du ließest mich in Frieden dorthin ziehen, wohin andern der Weg nicht offen stand.«

Der König nahm die Gabe freundlich auf, und er machte dem Audun dafür schöne Geschenke, ehe sie sich trennten. Audun verwandte das Geld zur Fahrt nach Island. Und er galt jetzt als ein wahrer Glückskerl. Von diesem Audun stammte Thorstein Gydassohn.