Skagen

 

Skagen read by Klaus Rifbjerg

 © lyrikline

 

Det er mig der har malet

billederne på Skagens museum. 

 

Jeg sagde til mig selv

der har du dit liv og så

begyndte jeg at male.

 

Jeg tror det startede med frokostbilledet

jeg blev så sulten

følte mig så hjemme.

 

Jeg malede Krøyer og Drachmann

Tuxen, Ancher - både hun og ham

og alle andre

helt ned til Tørsleff.

 

Det var et mægtigt arbejde

men jeg havde det jo godt

så det var ikke noget.

 

Drachmann hjalp mig lidt

og Krøyer

vi talte meget

og drak en lille smule.

 

Vi så på Skagen

malede en masse billeder

fik lyset frem

men måske mest en livsform

vores egen

den jeg faldt for.

 

Jeg husker timerne

med Krøyers kone

under hyldetræerne hos Drachmanns,

bourgognen i de svære glas

og alting set

i sommerbilleder

melankolsk

som var det hele længst forbi.

 

Jeg husker aftnerne på Grenen

vandene der mødtes

og besværet med at få farven

til at makke ret

det var jo mig der skulle

male alting

ville male alting

før det ikke var der mere.

 

Der er en duft af død

idyl og linnedskuffer med lavendel

over mine Skagenslærreder,

men det var livligt nok

dengang

det var det.

Vi rejste os fra bordet

oven på den lange frokost

og stemmerne var blevet mere sagte.

Vi stod i skumringen

før hver gik hjem til sit

men det var svært at bryde op.

 

Så vendte Anna Ancher sig

og sagde:

Vi skal sove nu.

Hun tog sin mands arm,

gik med ham igennem lågen

og langsomt fulgte alle efter.

Skridtene forsvandt imellem

husene

værten slukkede sin lampe

det var for sent at male mere.

Skagen
Translated by John Irons

 

I’m the one who’s painted
the pictures at the Skagen museum.

 

I said to myself
that is your life and then
I began to paint.

 

I think it all started with the lunch picture
I got so hungry
felt quite at home.

 

I painted Krøyer and Drachmann
Tuxen, Ancher – her and him
and all the others
right down to Tørsleff.

 

It was a colossal undertaking
but I was feeling fine
so that didn’t matter.

 

Drachmann helped me a bit
and Krøyer
we talked a lot
looked
and drank just a little.

 

We looked at Skagen
painted lots of pictures
brought out the light
but most perhaps a way of life
our own
the one I fell for.

 

I remember the hours
with Krøyer’s wife
beneath the elders at Drachmann’s,
the burgundy in those heavy glasses
and everything seen
in summer images
melancholy
as if it was all long over.

 

I remember the evenings at the Prong
the waters that met
and the trouble getting the colours
to toe the line
after all I was the one who was going
to paint everything
wanted to paint everything
before it was no longer there.

 

There was a scent of death
idyll and linen drawers with lavender
about my Skagen canvases,
but there was plenty of life
back then
there was that.
We got up from the table
after the long drawn-out lunch
and the voices had become more subdued.
We stood in the twilight
before going home our separate ways
but it was hard to take our leave.

 

Then Anna Ancher turned round
and said:
We’re going to sleep now.
She took her husband’s arm,
went with him through the gate
and slowly everyone followed suit.
The steps died away between
the houses
the host put out his lamp
it was too late to do any more painting.

Skagen
Translated by Lutz Volke

 

Ich war es ich

habe die Bilder in Skagens Museum gemalt.

 

Ich hab mir gesagt

hier hast du dein Leben und

malte.

 

Ich glaube zuerst das Frühstücksbild

ich hatte solchen Hunger

fühlte mich so zu Hause.

 

Ich malte Krøyer und Drachmann

Tuxen, Ancher - sie und ihn

und alle anderen

bis hin zu Tørsleff.

 

Ein gewaltiges Stück Arbeit

doch ich fühlte mich wohl dabei

und so machte es mir nichts aus.

 

Drachmann griff mit ein

und Krøyer

wir redeten viel

schauten

und tranken ein paar Schluck.

 

Wir hatten Skagen vor uns liegen

malten eine Menge Bilder

kitzelten das Licht heraus jedoch

wohl vor allem die Lebensart

unsere Art zu leben

die Art die mir gefiel.

 

Ich denke an die Stunden

mit der Frau von Krøyer

unterm Hollerbusch bei Drachmanns

Bourgogne in schweren Gläsern

und alles gesehen

in Sommerbildern

melancholisch

als wär das Ganze längst vorbei.

 

Ich denke an die Abende auf Grenen

an die Wasser die sich trafen und

an die Probleme mit den Farben

daß sie stimmten

ich war es schließlich

der malen sollte alles

malen wollte

bevor es verging.

 

Es liegt ein Hauch von Tod

Idyll und Wäscheschränken mit Lavendel

über meinen Leinwänden aus Skagen

aber Leben gab es

damals

alles war voll Leben.

 

Wir erhoben uns vom Tisch

die Stimmen leicht gedämpft

am Ende eines langen Mahls.

Wir standen in der Dämmerung

bevor ein jeder Abschied nahm

doch es fiel schwer zu gehen.

 

Dann gab sich Anna Ancher einen Ruck

und sagte:

Es ist Zeit fürs Bett.

Nahm ihren Mann beim Arm

ging mit ihm zur Pforte

und langsam folgten alle nach.

Die Schritte verschwanden zwischen

den Häusern

der Hausherr löschte das Licht

zu spät um weiter zu malen.